TO THE WEST COAST AND BACK – PART 2

REJSE: I sommer tog jeg på eventyr. Jeg drog mod Mulighedernes Land og landede i San Francisco den sjette juni, klar til at suge til mig. I bæltetaskens dyb boede min altid behændige notesbog, og i rygsækken lå min computer, sikkert forvaret. Jeg skulle nemlig på kulturjagt. Som en anden drømmekunstnertype tog jeg til USA for at blive inspireret gennem jazz, kunst, dragshows, stand-up, impro-teater og meget mere – og jeg skrev det hele ned, som jeg oplevede det; citater, kunstnernavne og strøtanker.

 

 

// ILLUSTRATION: Freja Marie R Kammer

 

Tre notesbøger og 58 word-sider senere vendte jeg hjem til København med mave, sind og hjerte stopproppet med inspiration og indtryk. Der var specielt tre af disse genrer, der ramte mig som en kærlig knytnæve i hjertet. Genrer inden for den levende kunst, som vi også har herhjemme i Danmarks hovedstad – om end muligvis i lidt andre formater. Disse tre genrer er jeg efterfølgende gået på opdagelse i her i København. Dette er part 2 i miniserien ”To the west coast and back” – og denne gang skal vi på opdagelse i the land of stand up comedy.

 

STAND-UP COMEDY

BEST OF SAN FRANCISCO STAND-UP // VARIETY PREVIEW THEATER, SAN FRANCISCO

 

Jeg smider mit McDonalds-papir i skraldespanden ude foran den berømte Hobart Building på Market Street i San Francisco. Jeg møder min date i døren og viser billetterne til fyren ved skranken, som viser sig at være en af komikerne, der skal på scenen senere. Min date og jeg har aldrig været her før og finder det lidt mystisk, hvordan så stor og flot en bygning kan rumme så få publikummer i den lille ventelounge. Jeg gav billetterne, så han køber øl og snart bliver vi lukket ind i salen. Eller er det en biograf? Et teater? Der er en scene, men cinema-sæderne forvirrer mig. Vi behøver ikke være forvirrede længe, for da showet går i gang er alt lige, som vi kender det; unge stand-up komikere, der på skift erobrer scenen, mikrofonen og til tider publikum. Det er lige, som jeg kender det – og så alligevel ikke. For de er fandeme sjove. Jeg vil vove at påstå, at 85% er seriøst og udover-det-sædvanelige-sjove. Alle er helt nede på jorden, og jeg er helt nede med settingen; det er nemlig hamrende uprætentiøst. En af komikerne, som virker rimelig skæv, fortæller, at han lige har været en tur på toilettet, hvorefter han hollaer til publikum: Where’s my public pooers at?”. Og det er jo ikke fordi, at jeg normalt tænker, at stand-up comedy er prætentiøst, men lige her fornemmer jeg pludselig i meget høj grad den berømte Californiske laid-back-ness.

 

Køn i comedy

Efter bemærkelsesværdigt kort tid går det op for mig, hvad det også er, der føles nyt ved aftenens komikere; deres kønsbaserede jokes.

Og jeg vidste det jo egentligt godt. Jeg vidste godt, at Danmark ikke er så langt fremme i skoene med kønsdebatten og retorikken, som vi måske selv føler, vi er. Jeg vidste jo godt, at de fleste #MeToo-baserede jokes, man hører på de danske stand-up-scener er ironisk distancerede og ofte hælder til mændenes fordel som det stakkels, forvirrede og uskyldige offer.

Jeg er efterhånden træt af at høre jokes lavet af kvinder om, at de i virkeligheden bliver ret mopsede, når man går forbi i en lækker kjole og IKKE BLIVER PIFTET AF?? Jokes om, at man pludselig er Harvey eller Spacey, hvis man rører en kvinde PÅ ALBUEN??

Bevares, jokes om internetpolitiet og pludseligt meget #MeToo-besværlige måder at flirte på er da også meget sjove. Og jo, det er vigtigt at tage pis på selvretfærdigheden. Men der er noget ved det, der foregår på Variety Preview Theater her i San Francisco, som føles forfriskende vigtigt. Komikerne tager på en eller anden underfundig måde kvindernes parti. En mandlig komiker snakker om, hvor tossede mænds behov for tynde kondomer og den dertilhørende altafgørende nydelse er: super thin condoms, like there was nothing there – no emotional connection whatsoever. Consent-jokesene kredser om, hvordan Tarzan jo egentlig var den vildeste krænker og brystbefamler af stakkels Jane oppe i træet. Hvordan Mona Lisas smil er det smil, alle vi kvinder smiler, når vi bliver udsat for lidt for meget opmærksomhed og er lidt for skræmte til at sige fra. Et af de unge talenter udreder på humoristisk vis, hvorfor catcalling er frastødende og i øvrigt har den perfekte term: If you call a cat, it’s gonna keep walking”.

Jeg tror, min date bliver lidt skræmt af, hvor voldsomme mine latterudbrud er. Jeg er heldigvis ligeglad, for det skal fandeme hyldes, at Californien lever op til sit rygte og er progressiv, feministisk og frem for alt kærlig. Jeg klapper og klapper og drikker min øl, mens jeg klapper og klapper.

 

ZULU COMEDY FESTIVAL // COMEDY ZOO, INDRE BY, KØBENHAVN

// FOTO: Katinka Hurvig Møller

 

Det er den tredje september, klokken er 22, og vi er klar til en af mine yndlingsting ved Zulu Comedy festival; den gratis åbne mic, der hver eneste aften åbner ballet op for gamle, nye, ældre og unge stand-up-talenter.

Hvor jeg i San Francisco blev i tvivl, om en af komikerne var rimelig skæv, var jeg i København stensikker på, at flere af komikerne var rimelig stive. Det er vist også noget med, at deres løn for at optræde er fire fadøl, så det er vel mere end fair nok at have en lille fjer på. Det er vel mandag.

Jeg sidder lige lidt for langt tilbage ved et af de runde lounge-borde i den store sal på selveste Comedy Zoo. Jeg sidder lidt for langt fra scenen til at turde grine rigtig højt. Eller måske bare lidt for langt fra scenen til at blive revet med af de andre højlydt grinende publikummer. Der er uden tvivl lagt op til en helt perfekt aften i komikkens tegn; lamperne, scenen, de optrædende, publikumsklientellet i 20’erne og en ret så dejlig komikerværtinde (”Det viser sig, at der bliver langt mellem pailetterne, når man er tyk”).

Dog er det, som det ofte er med stand-up; nogle gange falder en joke til jorden og hiver hele salen med sig ned. I dette tilfælde kan jeg høre min entusiasme ramme gulvet, da vi når til den velkendte snak om køn. Og det ER velkendt. Jeg har hørt på det siden 1800-hvidkål. En af komikerne laver en joke om, hvor irriterende det er, når pigekærester taler for meget, og så er det som om, at jeg bare holder op med at høre efter. Det er så røvkedelig en ting at sige, så røvkedelig en vinkel til et rimelig røvkedeligt emne. Og salens humør daler, sammen med mit, støt i nedadgående retning. Det er da lige indtil en ung gut lidt senere storbrillerer og latteromfavnes af salen for at konstatere, at ”alt i verden jo egentlig er en engangsgrill”. Hvor er det magisk – der skal ikke mere til end en spøjs betragtning om et enkelt ord, og så er vi tilbage. Og det er jo ikke fordi, vi ikke må joke om køn. Mænd og kvinder. Transseksuelle og alle andre på spektret. Sex og flirten. Selvfølgelig må vi det. Men hvor ville det dog være fantastisk (og ikke ligefrem rocket science), hvis vi kunne se på verdens omstændigheder, finurligheder og vidunderligt indviklede problematikker fra flere synspunkter end det patriarkalske. Tænk, hvis humor var til alles fordel og på alles bekostning: mændenes, arbejdernes, kunstnernes, kvindernes, børnenes, de religiøses, ateisternes. What a world it would be.

Humøret og latterniveauet på Comedy Zoo er i høj bølgegang med op- og nedture – og så er det jo egentlig open mic, som det er bedst. Det er uforudsigeligt, upoleret og uprætentiøst. Da vi runder midnat og salen til sidst udgør 70% tomme stole inviteres-opfordres-beordres vi resterende, dedikerede, mandagsnægtende publikummer til at rykke allerforrest frem til scenekanten. Da vi rykker op mod scenen rykker humøret for alvor med op. Fulde publikummer hives op til fulde komikere, impro-legene går dårligt og pissedejligt, og vi har slet ikke lyst til at forlade Comedy Zoo igen denne herlige mandag nat. Ses næste år.

 

Rejsen til USA var lang og tiden, jeg nød derovre, gik alt for hurtigt. I sommer drog jeg til The West Coast: den berygtede, frisindede del af USA hvor både guns, hash, tech, sex, drugs & rock’n’roll lever i bedste samspil med kunsten og kulturen. For kunsten handler om verden og menneskene – og menneskerne i denne lille del af denne store, vestlige verden er uhyre interessante og har sindssygt meget på hjerte. Det har vi heldigvis også herhjemme. I København, hipsterhovedstaden med havremælk og plantefars og kaffe og kunst. Vi er måske slet ikke så forskellige fra hinanden, os to. Eller skulle jeg sige os tre; for jeg kan jo ikke snakke for hele Vestkysten. Jeg kan egentlig heller ikke snakke for hele San Francisco eller Seattle. Faktisk kan jeg jo heller ikke engang snakke for hele København , men jeg kan sige med større sikkerhed, end jeg normalt kan mønstre, at kunsten og kulturen lever og ånder den samme luft som dem, der producerer den og dem, der modtager den. Vi er fælles om scenekunst, fælles om grin, gråd, musik og dans, på store scener og i dunkle kælderklubber, på tværs af køn, klasse og generationskløfter – på tværs af hele kloden. Overalt kan vi lære af andre og overalt kan vi dele ud af os selv. Jeg tog til Vestkysten og satte et lillebitte fodaftryk midt på Market Street og Whitman Avenue. Jeg tog tilbage til København og med mig tog jeg en hel rygsæk med latter, tanker, tårer og inspiration.

 

Dette er anden og sidste del af miniserien om scenekunst på USAs vestkyst og i vores allesammens København. Læs første del her.

... er en 22-årig pige med en kæmpe kærlighed til scenekunst. Hun spiller teater hvor hun kan, skriver digte-eller-hvad-vi-nu-kalder-det, bliver virkelig hurtigt brun og er ret ferm med en diabolo.