TO FORELSKEDE MENNESKER SIDDER PÅ ET TAG

To forelskede mennesker sidder på et tag en aftenstund. Det lyder romantisk. Det er romantisk, men samtidig er virkeligheden udenfor en anden. For de to forelskede, en barber og hans bofælle Hannah, er begge jøder. Og i landet, hvor de bor, hersker diktatoren Hynkel og forfølger netop jøderne. Et land, hvor tolerancen ikke længere findes. Men kan man overleve, når man er udsat for chikane og må drives på flugt samtidig med at være forelsket? Kan hverdagens lille mand – en barber – sætte sig op mod et totalitært diktaturregime?

 

//Illustration: Julie Sabber Nielsen.

 

Det føles som at sidde i et biografteater i de gamle stumfilmsdage med en pianist som akkompagnatør til det, der foregår på scenen. Forestillingen Diktatoren, som er lavet på baggrund af Charles Chaplins film af samme navn fra 1940, er begyndt. Min veninde og jeg sidder sammen i en fuld sal. Det begynder voldsomt i Diktatoren. Med en krig:

 

Første Verdenskrig / skyttegrave / soldaterhjelme / krig på nært hold / knald / bang / bombesprængning / soldater i luften / lander på jord /

 

Det er et filmisk billede, en krigsscene, der netop kan lege med effekterne og skabe en ægte stemning af krig, en autenticitet med bomber, lyde og effekter. Det lykkes Nørrebro Teater at overføre til teaterscenen, men hvordan? Hvordan kan man få ”ægte” skuespillere til at springe op i luften og lande på en scene, som om de er blevet skudt? Opsætningen gør det eminent stærke, at den låner træk fra filmens verden, som forestillingen gør til sit eget. Skuespillerne på scenen springer i slowmotion, som er et kendt virkemiddel i moderne film, men her ganske brugbart overført til en teaterscene.

 

Pianisten spiller Chaplin-nummeret ”Smile” – et nummer, der går igen som en latent, poetisk tone gennem forestillingen. En melodi, der giver varme til historien på trods af omverdenens barbari. Musikken spiller altså en vigtig rolle som underlægning for forestillingens poesi.

 

Som en film kan have sine sekvenser, har forestillingen på Nørrebro Teater det også. Mellem de optrin, hvor der sker meget på kort tid, er der også plads til scenebilleder, hvor vi kan få lov til enten at hvile øjnene i de billeder, der bliver skabt – eller lytte. Sådan et øjebliksscenebillede har diktator Hynkel: han taler til folket. Kritik af eliten. Mistillid til politikerne. Er det ikke noget, man har hørt før? I en verden i dag, hvor der tales om dalende tillid til politikere og skepsis over etablerede magter i verdenssamfundet, gør Nørrebro Teater også Diktatoren til et interessant studie i, hvordan folkekomedie og drama om menneskeliv kan forenes med en aktuel politisk virkelighed. Samtidig er scenen med Hynkel ganske enkelt morsom. Han får sin medarbejder til at simulere ekko af det, han selv siger. Hans ord skal vægtes højere end noget andet. Som var det flere mennesker, han talte for, og samtidig afslører det magthaverens dybe forfængelighed, der tenderer til komisk ynkelig.

 

Humoren er central. Barberen er tydeligt karikeret. Han er en figur. Et nyt øjeblik: barberen vender hjem til sin butik efter indlæggelse med hukommelsestab uden kendskab til de forandringer, hans land har gennemgået i mellemtiden. At nazismen og Hynkel har magten i hans land. Barberens store øjne, genert, men med en sødme, distræt og mimisk gestik. Det er rørende, men også sjovt, for i barberens udtryk er der mange klovneagtige elementer. Det får én til at smile.

Men måske er barberen ikke sådan at løbe om hjørner med. Besøg af nazister. Barberen slår dem. Det ser ubevidst ud. Uforvarende i hans egen uvidenhed. Han ved ikke, hvem de er. Slapsticksituationer. Situationer, der er kendetegnende for Chaplins komik.

 

Der opstår en gakket situation:

 

Underlægningsmusik / filmisk præg forstærkes / morsomt / klaverspil / stumfilmsstemning / slag / ”en på kassen” / forvirring / rundtosset nazist / tager en dans med barber / morsomt / absurd / metaforisk /

 

Nørrebro Teater inddrager helt bevidst slapstick, som Chaplin gjorde det. Slapsticks var ganske enkelt blevet hans kendetegn, men Nørrebro Teater gør det også med respekt, fordi der her på scenen såvel som i filmudgaven skabes et optrin, som er uhyre billedskabende og morsomt, fordi det bryder med vores forventninger. At en nazist i forvirring over at være blevet slået tager en dans med sin jødiske modstander. Men det er tillige en metafor for, at vi også har brug for at danse – danse os ud af verdens modbydeligheder. Ikke på grund af eskapisme. Ikke for at glemme livets værste sider, men for at overleve. Slapsticksene giver forestillingen et tempo, en omskiftelig hurtighed, der strammer det komiske greb, men det er også alvorligt: diktatoren, der prøver at knuse det menneskelige. Men kan en diktator knuse sit folk, når han ikke er snu? Næppe.

 

Det er heller ikke nemt at være diktator. Omgivet af enfoldige medarbejdere – dårskabens repræsentanter, eller som diktator Hynkel konstaterer i et kaos: ”Der er ikke noget der fungerer her. ” Og man griner. Griner af dem.

 

Imens sætter Hannah sig i barberens stol. Hun taler om dagdrømme. Hun dagdrømmer. Det gør barberen også – stadigt mere forelsket. ”Vi er nok begge distræte,” siger Hannah smilende, mens barberen giver hende skum i ansigtet. Vi fornemmer ”Smile”-sangen, der repræsenterer det følsomme, ømheden, nærheden og håbet, mens disse to små mennesker i den store verden har et nænsomt øjeblik med hinanden. Tæt på hinanden. Og med barberskum i hele ansigtet. Det går op for dem begge. Hannah er jo ikke hans sædvanlige kunde. Latter. Humor. To glade sjæle. Optimister i en ond verden. Fuld af lykke over hinanden, når intimiteten får lov til at forløses i latter.

 

Scenen med Hannah i barberstolen skaber endnu et af forestillingens ”øjeblikke”, og her kan forestillingen noget, som filmen ikke kan. Den kan tydeliggøre øjeblikket for os. Det bliver ganske enkelt mere tydeligt, fordi det sker lige nu og her. Følelserne, der vises i scenen, forstærkes af utroligt sikre og dygtige skuespilpræstationer, men også af pianistens underlægningsmusik. Her adskiller filmen og forestillingen sig.

 

Forfølgelsen mod jøderne intensiveres. Samtidig er den magtbegærlige Hynkel blevet øjensynligt endnu mere magtbegærlig. Han vil være alene. Helt alene på kontoret. Helt alene med en globus, for hvilken følelse er det ikke, når en diktator kan tage sig en dans med sin globus, danse med verden i sine hænder? Det er komisk, men også skrækkeligt urovækkende. Liggende ind over skrivebordet med den svævende globus over sig. Et studie i det vildeste magtbegær. Hynkel ved, hvad han vil. Besætte nabolandet. Men hvad gør man, når ens konkurrent-kollega, diktatoren Napolini fra landet Spaghetti, har samme planer?

 

Napolini må ydmyges, når han skal komme på besøg. Han skal komme gående hele den lange vej gennem et lokale for at møde Hynkel, men Napolini tager ubevidst med sit tilstedevær magten over situationen fra den koleriske og nu næsten resignerende diktator. Hynkel ydmyges.

 

Napolini eller ej. Hynkel invaderer sit naboland, men lykken varer kort for dem, der ikke har nogen glæde ved andre end sig selv i livet.

 

For selvom krigens brutalitet er til stede i landet, så kommer miraklet til barberen, samfundets lille mand. Han forveksles med diktatoren. Ens livsholdning synes at have afgørende betydning for ens skæbne. Hynkel har levet uden humor i sit eget koleriske vanvid, mens livsglæden, den stille glæde ved tilværelsen, humoren og omsorgen har fulgt barberen. Det må være forestillingens centrale pointe: taberen bliver hadet og ondskaben, mens barberen får det sidste ord.

 

Diktatoren på Nørrebro Teater har været en stor publikumssucces. Det er forståeligt, for det forestillingen formår er at være tro over for Chaplins univers og virkemidler, men også at kunne aktualisere. Stykket formes af en poesi og kærlighed; at dette skal vinde over ondskaben. Det er rørende, det er sart, det er tydeligt.

 

Men stykket har også en anden klar pointe til slut: At ”verden er ved at ryste.” I lighed med dengang Chaplin lavede filmen, oplever vi også i dag en verden under forandring. Også i dag er der krig i verden, ufred, politiske opbrud og modstand. Derfor virker forestillingen også ufatteligt aktuel i dag. Jeg fik en næsten hårrejsende oplevelse, da barberen til slut gør sine intentioner klar for publikum. Vi skal turde elske noget mere og hade noget mindre. Det virker som om, at der næsten mere end nogensinde før er brug for det. Dette er det budskab, som forestillingen formidler, og det er nok dér, hvor den står stærkest. Diktatoren på Nørrebro Teater kan med sikker tæft skabe poetiske toner, men også komme med et budskab til omverdenen, så publikum går derfra med stof til eftertanke om vores eget samfund i dag, når barberen indtager scenen til slut i diktatorens sted:

 

Forvirret går han derop, men modet kommer til ham:

 

Jødisk barber på nazistisk talerstol / taletid / tale til folket / ”verden er ved at ryste” / tale om et håb / et håb om et bedre samfund / et håb om et samfund i kærlighed /

 

Det er tankevækkende. Det er politisk. Det er poetisk.

 

Forestillingen Diktatoren spiller igen på Nørrebro Teater fra den 25. maj – 9. juni 2018.