Teatersalon – Kunst og fællesskab i dagligstuen

 

Salon. Ordet smager lidt af barokkjoler og franske gloser. Jeg er taget til Østerbro for at opleve, hvad det vil sige at være til teatersalon anno 2017. Her inviterer Teater Praxis indenfor i et privat hjem til en aften med oplæg, sang og performance. Denne gang er temaet stress.

//foto: Lærke Mejlgaard

 

 

Udgangspunktet

Jeg har set dem dukke op rundt omkring. Salonerne. Små caféer inviterer til flæskestegssandwich og digtoplæsning, eller en kunstner inviterer vennerne hjem i stuen for at snakke om litteratur. Tanken om at tage kunsten, de politiske diskussioner og de æstetiske snakke ud af de store institutioner og ind i en mere hjemlig ramme virker tiltalende.

Alligevel er jeg tæt på at aflyse; droppe min deltagelse i en salon med temaet stress, på grund af… ja, stress. For jeg har da ikke tid til at sætte mig ned og tale om stress, ikke lige nu, jeg har lige noget, jeg skal nå først! Ironien bølger ind over mig, og i ren trods hanker jeg op i mig selv og sætter kursen mod Østerbro til en aften i fællesskabets og kulturens tegn. Jeg beslutter mig for at være en ”bægret er halvt fyldt”-type og undersøge, hvad en aften i selskab med andre kunst-, kultur- og fællesskabs interesserede egentlig vil bære med sig.

 

Lyskæder og salte fisk

Jeg møder et par timer før salonens start for at hjælpe med at omdanne stuen til salon og for at få en snak med de tre ledende kvinder af Teater Praxis, Anne Sofie, Amalie og Sara. Jeg kender dem alle tre og har fulgt gruppen fra dens spæde start for fire år siden. Jeg bliver da også mødt med en kærlig krammer og et ”nå ja, artiklen! Godt, at du er her”. I lejligheden er der fuld gang i klargøringen.

En stor bunke lyskæder og små lamper ligger på gulvet. Dem må jeg hænge, hvor jeg har lyst.  På små borde er der allerede placeret skåle med chips og salte fisk. Stuen forvandles efterhånden, som de små, bløde lys kaster skygger på sofaen, puderne og klaveret i hjørnet. På et hjemmelavet glimmerskilt i vinduet står ordene ”Praxis Salon #2”. Stemningen er varm og indbydende.

 

Teater (i) Praxis

Aftenens vært, Teater Praxis, har rødder i det spirende vækstlag og i universitets teater- og performance studier og udsprang af et ønske om at afprøve forelæsningernes mange teaterteorier i praksis. At lære med kroppen.

Teater Praxis vil noget med sit publikum; de vil i dialog. Derfor har de i løbet af de sidste fire år skabt flere interaktive, sanselige forestillinger. Idéen med salonen virker som en naturlig forlængelse af den tanke, for som de siger, opstår ingen idéer uden relation til resten af verden: ”Ingen får nogensinde en god idé alene”.

Teatersalonerne tager udgangspunkt i temaer, som Teater Praxis beskæftiger sig med i deres kunstneriske projekter, og salonen fungerer på den måde også som inspiration til gruppens projekter. Temaet stress knytter sig til den nyeste forestilling, Detox, en audiowalk i Sydhavnen, der handler om modeordet ”detox”. Afgiftning. For hvad er det, vi skal afgiftes fra?

Ligesom Teater Praxis er teatersalonen også et møde mellem det akademiske og det kunstneriske. Et performativt rum åbner, ifølge gruppen, for en mere nuanceret snak om samfundsrelaterede emner. Salonerne er også en mulighed for at mødes med andre i scenekunstmiljøet. Målet er ikke networking, men at skabe netværk er en fin sidegevinst.

 

Stærke kvinder præger salonkulturen

Mens jeg hjælper med at gøre lejligheden klar til gæster, undrer jeg mig over, hvorfor mon ordet salon er gået fra at være noget, man forbinder med æstetiske fællesskaber til i dag at være det, der kommer efter frisør-.

Slår jeg ordet salonkultur op, fortæller Gyldendal mig, at der er tale om ”selskabeligt samvær i et privat hjem, hvor husfruen og en kreds af venner konverserer om litteratur, kunst og politik, deklamerer, musicerer eller spiller teater”. Sådan var salonen i 1600 og 1700-tallet, men hvad med i dag? Hvor er beskrivelsen af den moderne salon?

 

//”The Reading from Molière” af Jean-Francois de Troy, ca. 1728.

 

For Anne Sofie, Amalie og Sara er der en klar pointe at hente i de historiske saloner, for ”salonerne kom jo oprindeligt fra kvinder, og det vil vi gerne anerkende”, siger Amalie. De stærke kvinder er lidt af en mærkesag for gruppen, der flere gange gennem forestillinger har givet opmærksomhed til historiske kvindeskikkelser: ”Vi undersøger, hvad de står for og spørger; hvordan kan vi bruge det i dag?”, som Sara siger.  

 

Velkommen til salon

De første gæster begynder at dukke op. Nogle af dem kender jeg fra det spirende teatermiljø i København, men der er også mange ukendte ansigter. De sætter sig i sofaen og på puder på gulvet, og nærmest umærkeligt bliver de til en del af stuen – deres stemmer fletter sig sammen med lyden af Joe Cocker fra pladespilleren.

”Livet er en morgengave

Sjælen er et pilgrimskor”

Hver salon starter med en fællessang. Fra alle stuens hjørner og kroge lyder linjerne fra “Noget om helte”. Bagefter snakker vi om, hvad en helt egentlig er. Vi hører oplæg om at opgive sin drøm og blive lykkelig. Vi oplever en performance helt tæt på og lytter til smukke klavertoner. Vi snakker om, at der er tal på, hvor mange mennesker der rent faktisk dør af at bo inde i byens støj. Langsomt begynder jeg at føle mig som varm voks, der bliver formet af hvert nyt indslag. Jeg kunne måske også have fundet denne her information på nettet eller i en dokumentar, men havde det givet mig den samme følelse i kroppen?

 

Stuen er lille, men der er højt til loftet, og efter hvert oplæg inviteres der til  spørgsmål og diskussion. Nysgerrighed over for hinanden og de historier, vi deler, er nøgleordet. Aftenen afsluttes med en kreativ dialog, hvor alle samles i en rundkreds omkring et levende lys. Befriet fra at blive set på og med al fokus på lyset glider samtalen let. Det er tydeligt, at stress er noget, som alle i rundkredsen kan relatere til.

Lige så stille begynder salonen at opløse sig, og bunken af sko og jakker i entreen bliver mindre og mindre. Jeg siger farvel med et kram til alle, for nu deler vi en oplevelse.

Salonen er længe blevet set som et historisk fænomen, der hverken er tid eller plads til i vores moderne samfund. Nu er den tilbage. Den vil samle os, oplyse os – udvide vores horisont. Den vil væk fra tørre foredrag i kolde auditorier og angstprovokerende netværksarrangementer. I en lejlighed på Østerbro har den fundet et hjem, og jeg er sikker på, at den vil finde mange flere. For det behøver vel egentlig ikke at være så svært? Måske har definitionen på en salon ikke ændret sig mærkbart siden 1600-tallet. Godt nok har vi skiftet de franske palæer ud med københavnerlejligheder, men efter i aften er jeg ret sikker på, at essensen er den samme: Selskabeligt samvær og gode snakke i mødet med kunst og kultur. Det kræver ikke mange kvadratmeter.

På vejen hjem gør jeg status på travlhedsbarometeret: Hvad er det nu jeg skal i morgen? Det er nok ikke så vigtigt.

 

Teater Praxis’ næste salon er lige rundt om hjørnet, Den 13. december. I anledningen af julen er temaet ensomhed.

Teaterskribent og dramaturgistuderende med forkærlighed for gode historier og finurlige blandingsformer (gælder både teater og bagværk).