Teateranmeldelse: Survival of the Fittest?

12 unge danskere overlever et flystyrt og havner på en gold, ubeboet ø. Dagene går, og ingen redning er i sigte. Flokken af vidt forskellige mennesker har kun en ting tilfælles: ønsket om at overleve. Men hvordan gør man det, når maden begynder at slippe op, og disse børn af overskudssamfundet pludselig skal lære at rationere og skaffe føde?

 

En forestilling af unge og for unge. Så overfladisk kan man betegne De Overlevende, der er frugten af et samarbejde mellem Betty Nansen Teatret (hvor den spiller på teatrets eksperimenterende lillebrorscene, Edison) og C:NTACT, en selvstændig fond, der laver kunstneriske projekter for deltagere på tværs af kulturelle og sociale baggrunde. Deres projekter henvender sig især til skoler, og målgruppen for De Overlevende er tydeligvis skoleklasser fra 7.klasse og opefter. Inspirationen til forestillingen er hentet fra populærkultur som Robinson Ekspeditionen, LOST og Hunger Games, så genkendelsesfaktoren for de unge vil være stor.

 

Spørgsmålet er, om forestillingen også er værd at se for voksne? De Overlevende er først og fremmest en moderne pendant til William Golding-klassikeren Fluernes Herre og dens skildring af mennesket som et væsen i stand til brutalitet og ondskab i kampen for overlevelse. Temaerne er evigtgyldige og måske mere relevante nu end nogensinde før. Så ja, De Overlevende er værd at se, om ikke andet så for at få rusket op i sin magelige hverdag og stille spørgsmål ved samfundet, demokratiet og den menneskelige natur.

 

De Overlevende

Reddet. Men det er ikke lig med overlevelse. //Foto: Ulrik Jantzen

 

 

Demokrati vs. autokrati

Forestillingen, der er blevet til på baggrund af skuespillernes improvisationer, undersøger, hvad der sker, når mennesker fra et civiliseret overskudssamfund reagerer i en situation præget af underskud. Hvad er vigtigst; at holde sig i live eller at holde fast i sine normer og idealer? Fårene bliver skilt fra bukkene, mens maden slipper op.

 

Skolelæreren Eva, en gæv og irriterende snusfornuftig Josephine Park, er civilisationens stemme. Hun indfører hurtigt demokrati, hvor man stemmer, hver gang der opstår uenighed, og majoriteten afgør, hvordan et problem skal løses. Outsideren Christian knurrer over denne naive styreform og viser sig hurtigt som en skummel antagonist til Evas idealisme. Den eneste grund til, at de 12 har overlevet, er fordi, de hver især prioriterede egen redning frem for at forsøge at hjælpe andre under flystyrtet, mener han, og sådan må de fortsætte for at overleve. Survival of the fittest, den stærke har magt og derfor ret, er hans budskab, der bakkes op af hans brutale makker, Adam (en galsindet og uhyggelig Besir Zeciri). Men Adam og Christian er i undertal, mens Eva samler et flertal for samarbejde og demokrati, støttet af en kvindelig majoritet.

 

Men sammenholdet går hurtigt i opløsning, da flere af de Overlevende sætter egen vinding over gruppens ve og vel. Løgn, tyveri og intriger splitter personerne, samarbejdet knækker, og primitiv stammementalitet tager over. Det er nervepirrende at bevidne, og rigtig ubehageligt bliver det i 2.akt, hvor de sociale spilleregler må vige for rå magtanvendelse. Det brændende spørgsmål bliver, om mennesker virkelig klarer sig bedst i flok, og om ren overlevelse er noget værd, hvis man samtidig giver køb på sine idealer?

 

Dyret i mennesket

De Overlevende er vellykket i sin skildring af en flok mennesker, der forsøger at navigere mellem normerne i det samfund, de kommer fra og nødens umenneskelige krav. Eva er det tætteste, man kommer på en helt. Hun er forestillingens fikspunkt og mest sammensatte karakter. Trods alle sine fejl og dårlige beslutninger er Eva blandt de få, der vælger tilgivelse og medfølelse frem for fordomme og kold beregning. Netop derfor minder hendes udvikling om en græsk tragedie. Ligesom heltene Ralph og Piggy i Fluernes Herre må Eva fejle, fordi hun nærer så stor tiltro til fællesskabet, civilisationen og det gode i mennesket.

 

Magtkamp. Eva (Josephine Park) og Christian (Jens Frederik Sætter Lassen) kæmper om magten i gruppen. //Foto: Ulrik Jantzen

 

 

Christian, modstanderen, er en mere ambivalent karakter. Han er fri for Evas blinde tiltro og den naivitet og godhed, der kendetegner størstedelen af de overlevende. Skønt spillet med magnetisk autoritet af Jens Frederik Sætter-Lassen mangler karakteren psykologisk dybde. Det bliver aldrig helt klart, hvad Christian ønsker udover magten. Han har en stærk lederudstråling, men er det virkelig nok til at blive gruppens anfører, når han samtidig er så usympatisk? Pointen med hans figur synes mest af alt at vise, hvor nemt mennesker kan blive drevet i armene på en diktator, når de er for svage til selv at tage beslutninger. Det virker for nemt, at fornuftige personer som lægen Majken (Christine Sønderris) og den selvstændige Samuel (Zaki Youssef) så hurtigt underlægger sig ham frem for selv at tage ansvaret på sig. Og så alligevel – for hvor mange fornuftige og kompetente mennesker lod sig ikke forføre af Hitler?

 

Uskyld går tabt undervejs, og der bliver peget på barske sandheder om mennesket. Vi er en flok tryghedssøgende, uselvstændige dyr, der i krisesituationer følger den stærkeste leder, synes at være forestillingens budskab. Civilisationen er kun den yderste fernis, og demokratiet fungerer kun, når alle er oplyste og sætter fællesskabet over egne interesser.

 

De personer, der udviser offervilje og barmhjertighed, bliver straffet men opretholder som de eneste en flig af værdighed. Måske det er forestillingens budskab; et flakkende, usikkert håb midt i mørket. At vi skal værne om næstekærligheden, selv når vi står ansigt til ansigt med udslettelsen, med døden. For uden denne sidste rest af menneskelighed er vi ikke bedre end dyr, og hvad er livet så værd?

 

Hvad: De Overlevende

Hvor: Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison, Edisonvej 10, 1856 Frederiksberg C

Hvornår: Frem til 22.februar 2015, bemærk varierende spilletider

Portemonnæ: 60-255 kr.

Læs mere her

 

//Forsidefoto: Ulrik Jantzen