Teateråret 2017 – et tilbageblik

Januar er grå og koldklam. Med slatten post-juleøkonomi og snue. Med nye, krævende vaner og de bedste intentioner for fremtiden. Men før man kan se frem, må man se tilbage, og undertegnede har brugt sin januar på netop at forsøge at danne sig et overblik over året, der gik. Teateråret, selvfølgelig.

Kvinderne var stærkt repræsenteret i teateråret 2017 // Illustration: Marie Emile Simonsson.

 

Forrige år stod enkelte tendenser som remedieringen og den rå reading skarpt og definerende, hvorimod 2017 har syntes en smule vanskeligere at sætte labels på. Det skal ikke afholde mig fra at forsøge – eller i det mindste give et opsummerende overblik over teateråret 2017, som det tog sig ud fra min personlige VINKel.


Konceptteater

Nye formater og god gammeldags hittepåsomhed kan være nødvendige i en branche, hvor man nogle gange føler, man har set det hele før – ikke sjældent gengivet næsten 1:1 fra andre medier. Det kan udmønte sig i mere eller mindre spektakulære påfund; i kreativ nytænkning, pudsige påfund – eller mere tvivlsomme tiltag.

 

Man kan arbejde konceptuelt med teater på mange måder – en af dem er på selve tekstniveauet, hvilket Skrivekollektivet gør. Som navnet antyder, skriver medlemmerne kollektivt og i eksperimenterende former, så den enkelte afsender så at sige bliver en anonym del af én større tekstkrop, som dog alligevel vil operere med en særlig flertydighed. Skrivekollektivet, som består af studerende fra Den Danske Scenekunstskole, flyttede blandt andet ind i et højloftet rum på Teaterøen under teaterfestivalen CPHStage, hvor de gennem flere dage så, snakkede og skrev om porno, og hvor man som publikum var velkommen til at kigge forbi og kigge med i løbet af processen.

 

Mest omtale fik de dog nok i forbindelse med forestillingen En Nytårsnat, som beskæftigede sig med begivenhederne i Köln, hvor et stort antal offentlige, seksuelle overgreb og krænkelser fandt sted nytårsaften og -nat 2015. At overgrebsmændene var asylansøgere fra Mellemøsten og Nordafrika gjorde ikke sagen mindre penibel, og tydeligvis var det stadig et emne, som vakte harme ved premieren på Den Danske Scenekunstskole på Holmen i det sene efterår.
Således reagerede Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth på et P1-interview med instruktør Anna Andrea Malzer med et debatindlæg, hvor han undrede sig over, at Skrivekollektivet forsvarede de udenlandske mænd i en tid, hvor #metoo-kampagnen kørte på sit højeste med sin fordømmelse af netop seksuelle krænkelser og strukturel sexisme i det hele taget.
I stil med Bertel Haarders kritik af Martyrmuseum på Sort/Hvid forrige år havde Kristensen Berth ikke set forestillingen, men følte sig alligevel kaldet til at udtale sig. En Nytårsnat var nu ikke noget forsvarsskrift, men – som jeg så det – et forsøg på at skildre nogle uforståelige begivenheder; i sig selv undrende og forsøgsvis forklarende og netop et udtryk for den flerstemmighed, som et kollektivt værk må skabe.

 

Teater Hund & Co eksperimenterede også med konceptteater i årets løb. Det blev til et to-i-en-koncept, hvor samme tema blev behandlet i henholdsvis en børne- og en voksenudgave, som spillede i samme scenografi i samme spilleperiode. Temaet, lykke, blev i voksenafdelingen til en musikdramatisk collage om drømme og længsel i Julie Maj Jakobsens og Petrea Søes Drømme om noget andet, som på poetisk vis flettede hverdagstableauer sammen med blandede danske sangbolcher. I børneversionen var det Methe Bendix, som stod for at fortolke og iscenesætte samme begreb, hvilket blev til Den store jagt på lykken – en humoristisk parafrase over tidens jagt på instant fame og den perfekte SoMe-virkelighed. Det gælder om at ”være i det, der er”, og det blev i sidste ende forestillingens morale – og en finurlig hentydning til, hvordan ”børneholdet” måtte tilpasse sig voksenforestillings scenografi og altså: være i det, der var.

 

På en udtryksmæssigt mere radikal boldgade finder man idéen om teater, der ikke kan ses. På Ubåden i Bådteatret kunne man i december stifte bekendtskab med Teater Lux, som navnet til trods udelukkende har valgt at skrive og producere forestillinger, som foregår i mørke. Et ikke uinteressant koncept med fokus på lydscenografi og alle de andre sanser, der kan tages i brug, når synssansen er sat ud af spillet. Mænd der tror de har ret… hed teatrets første forestilling; en American Psycho-agtig monolog, som nok mest af alt fremstod som en slags live radiodrama – i mørke. Om lige netop denne forestilling og fortælling egentligt vandt det store ved at spille for slukket lys, er jeg lidt i tvivl om, men det kan være interessant at se, hvad mørkekonceptet kan udvikle sig til.

 

Koncepter behøver dog ikke kun være nyopfindelser. Der var i årets løb nemlig også tendens til at træde tilbage i tiden og genoplive gode, gamle formater…


Vi ses i salonen!

I 16-1700-tallet var kultursalonen the place to be. Her diskuteredes kunst, kultur og æstetik; der blev musiceret og deklareret, så den intellektuelle elite kunne forfine deres delikate smag under intime former i private hjem. Efter i nogle år at have taget kompetent tilløb, kom der i 2017 for alvor igen gang i saloneriet i København. Enhver mindre beværtning, spillested, kulturhus og teaterscene med respekt for sig selv afholdt kultursaloner i stor stil.

 

Salonen kan antage mere eller mindre intime former, og i den etablerede og mere populære ende finder man for eksempel Nørrebro Teaters koncept Tænkepauser Live, som serverer ny forskning i form af monologer og talkshows.


Læs her Sonjas refleksion over Tænkepauser Live med temaet Karma

 

Dramafronten, som arbejder med udvikling af især ny dramatik, afholdt deres salonsamtaler, Køkkensoirée, i den hjemlige foyer på Teatret ved Sorte Hest, hvor man i det mere teater- eller dramatiknørdede hjørne havde emner som biografier på scenen, politisk teater og adaptioner på programmet. Men også i vækstlaget blomstrede saloninitiativerne, heriblandt hos Teater Praxis, som på autentisk vis afholder deres teatersaloner hjemme i privaten.


Lærke smuttede forbi og undersøgte, hvad teatersalon i dagligstuen er for en størrelse. Se mere her.

 

Salonen har den fordel, at den kan behandle både eksistentielle og hyperaktuelle emner – den er ikke som den klassiske teaterforestilling underlagt en længere produktionstid og stort maskineri og kan derfor gribe fat i det, der nu måtte være oppe i tiden.


Det aktuelle og det tidsløse

Selvfølgelig er det ikke kun salonerne, der formår være oppe på beatet og behandle det, der rører sig lige nu og her. Der har de senere år været et øget fokus på et nyt politisk teater, som netop gerne har skullet tage livtag med aktuelle og presserende problemstillinger – eller som det hed i gamle dage: Sætte problemer under debat.

Morten Burian i fortællingen om tabermanden Rocky // Pressefoto: Henrik Ohsted Rasmussen.

 

På Husets Teater kunne man i efteråret stifte bekendtskab med Tue Bierings take på historien om tabermanden, der rejser sig mod alle odds. Eller mere præcist historien om den venstreorienterede kulturelites fascination af og kærlighed til fortællingen om underhundens opstigning til de kultiveredes rækker. Rocky var enkelt iscenesat, koncentreret om historien og forbilledligt formidlet af Morten Burian med ganske få sceniske virkemidler og falbelader – aldeles effektfuldt uden at være prangende.

 

Nu er Biering ikke kongen af virkelighedsteater for ingenting. Så det egentlige scoop var da også, da Cheanne Nielsen fra Dansk Folkeparti til sidst indtog den rå scene, og det pludseligt blev åbenlyst, hvad det værste er, man kan vise på en dansk teaterscene lige nu. Og det er ikke en nøgen mand, der hænger i en kødkrog med hovedet nedad overhældt med rød maling. Nope. Det mest grænseoverskridende, man kan præsentere for et intellektuelt dansk teaterpublikum, er en DF’er i kød og blod, som oven i købet får taletid til at fremlægge egne synspunkter! Enkelte valgte at rejse sig og gå, og en kvinde på rækken bag mig udbrød indigneret ”Det her har jeg ikke betalt for!”. Hun tog selvfølgelig fejl.

 

Jeg er ikke altid synderligt pjattet med såkaldt ”provokerende teater”, som kan lugte lidt af billige point og kunstnerisk uopfindsomhed. Men som jeg sad dér fanget i mine egne fordomme og udtalte antipatier og oplevede, hvordan den forestilling, jeg netop havde set, fik lagt et nyt og andet filter på med tilbagevirkende kraft, måtte jeg alligevel helt imponeret tage min gamle, slidte hat af for Bierings tankevækkende provokation. Og for forestillingens evne til netop at udstille mit eget veluddannede og velinformerede udsyns iboende begrænsning.

 

Andre eksempler på publikumsengagerende forestillinger, som tog fat i aktuelle forhold, kunne være Teatergrads Demokrati, som spillede i byrådssale landet over op til kommunalvalget – eller vandreforestillingen ROMA, en co-produktion mellem Paradox Intertainment og Sort/Hvid, hvis indspark til debatten om romaernes tilstedeværelse i bybilledet skulle få sit publikum til at fundere over egen velfærdsubekvemhed.

 

Du kan dykke ned i ROMAuniverset her.

 

En af de forestillinger, som rørte mig med sin insisteren på, at aktualitet også kan være andet end gengivelser af verden her-og-nu, var Det Flydende Teaters Martyren Munk om digterpræsten Kaj Munk – en mand, som først hyldede og beundrede Hitler som en stor statsmand, men som endte med at blive henrettet af en SS-patrulje på grund af sin åbenlyse og markante åndelige modstandskamp mod nazismen. I Baadfartens gamle, smukke både på Furesøen foldede den både barske og opløftende historie om kompromisløshed, kompleksitet og kærlighed sig ud på poetisk vis godt hjulpet på vej af Hassan Preislers fortrinlige tekst, Marie Louise von Bülows fine, musikalske kompositioner og de stærke skuespilpræstationer.

 

En anden og noget mere pompøs udgave af fortællingen om diktatur og modstand fandt man på Nørrebro Teater, hvor Diktatoren – en remediering af Chaplinklassikeren – nærmest ikke var til at komme udenom. Stort opsat, flot iscenesat af Nikolaj Cederholm med masser af elegante og vittige optrin og poetiske øjeblikke og med en absolut fremragende Olaf Johannesen i den dobbelte hovedrolle som diktator og barber.


Læs Emils indtryk af Diktatoren her.

 

Stort er godt, men småt er nogle gange næsten bedre, når det handler om at fortælle mavepustende historier om mennesker og deres strabadser med netop det at være menneske. Teater Partner in Crime sørgede for mavepustere til undertegnede hele to gange i det forløbne år. Første gang med genopsætningen af Heartbreak for Dummies, der allerede i 2016 var nomineret af CPHCulture i kategorien Årets nye, danske dramatik, og senere på sæsonen med Monicagate – beretningen om den 22-årige Monica Lewinskys affære med præsidenten for de forenede stater og den skandale, der fulgte. Med Lewinsky i centrum fortaltes historien om en forelskelse med uoverskuelige konsekvenser; om magt, manipulation og ydmygelser. I begge forestillinger stod fortællingen om de satans smertefulde menneskelige følelser skarpt. Skarpt spillet, skarpt iscenesat og ikke mindst knivskarpt skrevet. Det kan være uhyre vanskeligt at skildre såkaldte trivialiteter som forelskelse og hjertesorg uden at henfalde enten til det melodramatiske eller øjenrullende banale, men dramatiker Frederik Villads formår om nogen at indfange og formidle netop dét uden omsvøb, med nerve og sine steder næsten ubærligt. På den gode måde.

 

Vi har alle vores favoritter, og en af mine personlige er scenekunstensemblet Livingstones Kabinet, som drives af den danske instruktør Nina Kareis og den skotske musiker og performer Pete Livingstone. Ud fra devisingprocesser og et absurd og skævt verdenssyn kreerer de forestillinger af høj (tvær)kunstnerisk kvalitet, som altid på en særegen humoristisk facon leverer visuelt og musikalsk overskud – og stof til eftertanke på en forunderlig uhøjtidelig manér.

 

I teateråret 2017 havde jeg fornøjelsen af hele to Kabinet-forestillinger; først Random i Dansehallerne – en collage over det kaos, som vi mennesker har en tilbøjelighed til altid at ville skabe mening i – og senere Uproar! i Warehouse9. Som en fejring af 100-året for den Dadaistiske kunstrevolution ville ensemblet inspirere til et kunstnerisk oprør med tiden. Man kan spørge sig selv, hvorvidt den gakkede cabaretforestilling nu også formåede at opdatere Dada til et 2017-format, men det er måske netop forcen ved Livingstones forestillinger – at de er en kærkommen modvægt til aktualitetteatrets relevanstyranni og altid charmerende godt selskab.

 

Kvindernes år

Ingen tvivl om, at 2017 blev et år, hvor kvinderne trådte ind i spotlyset og indtog scenen – både i overført og ganske konkret betydning. En del af mine store teateroplevelser havde da også (stærke) kvinder i centrum – eller alene på scenen.

 

Alene stod for eksempel Pernille Lyneborg som forfatteren Sylvia Plath i Obskurets forestilling Sylvia på Bådteatret. Med en tekst baseret på forfatterens egne dagbøger, digte og hovedværket Glasklokken var materialet så medrivende i sig selv, at en for voldsom og udkrænget præstation kunne være blevet til ren følelsespornografisk melodrama. Lyneborgs Sylvia var heldigvis det modsatte – intenst og afdæmpet portrætterede hun en kvindes kamp med og mod sig selv. En rørende og samtidig usentimental skildring af kunstnerens smertefulde splittelse mellem skabertræng og lammende mindreværd.

 

Mille Maria Dalsgaard som den moderne Eurydike // Pressefoto: Lars Grunwald.

 

Alt andet end afdæmpet, men bestemt ikke mindre intens, var Sydhavn Teaters Eurydike-fortolkning – først som vild, kold og dyster vandreforestilling gennem gamle fabriksbygninger i Sydhavnsgade og senere på året i Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Teksten Skygge (Eurydike siger) af den østrigske nobelprismodtager Elfriede Jelinek er en nyfortolkning af den klassiske myte med den afdøde Eurydike i centrum – en voldsom og voldsomt intellektuel og ordeksplosiv sag, som i den grad kræver sin kvinde at formidle. Mille Maria Dalsgaard dykkede uforfærdet ned og ind i rollen og materialet, som hun i øvrigt selv havde oversat, med vanlig autoritet og heftighed, idet det endnu engang blev slået fast, at Sydhavn Teater er en kunstnerisk sværvægter i det danske teaterlandskab.

 

En anden – eller tredje – uforfærdet kvinde er performer og manuskriptforfatter Sofie Volquartz Lebech.  På baggrund af egne interviews og researchmateriale med torturofre i Argentina samt den amerikanske soldat Lynndie Englands biografiske optegnelser fra sin tid som aktiv udøvende i torturkammeret i Abu Ghraib-fængslet, skabte hun en fortællende performance om tortur og terapi; om offer og bøddel. This is for her spillede på FÅR302, hvor Katrine Bugaj og Lebech selv lagde krop til de barske historier. Igen var det ordene og den beherskede intensitet, der rådede og ikke mindst Lebechs karismatiske tilstedevær; blikkets og stemmens insisterende kvalitet skabte en stærk oplevelse på den intime scene.

 

Nu kan stærke kvinder jo også være sjove, og sjovt var det da Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen, sammen også kaldet FLÆS, gæstede Teatret ved Sorte Hest i efteråret. Hvorfor snakker vi ikke om mig, som var blevet til i samarbejde med dramatiker og instruktør Kamilla Wargo Brekling, satte en generations ind imellem tåkrummende selvoptagethed under satirisk lup og gjorde det både veloplagt, charmerende og meget morsomt.

 

Men allerede i foråret var opbuddet af stærke og veloplagte kvinder stort, og på Kvindernes Internationale Kampdag den. 8. marts uropførtes i Dramafrontens regi otte nye stykker kort-dramatik. Drama Queens blev bragt til live af ikke færre end 20 skuespillerinder, otte kvindelige dramatikere og seks kvindelige instruktører, der tilsammen gav krop, ord og stemme til historier om kvinders rolle og udvikling i samfundet fra 1910’erne og helt ind i fremtiden.

 

Med mindre man hele sidste år levede dybt afsondret et sted i den sibiriske ødemark, kan man næppe have misset føromtalte #metoo-bevægelse. I løbet af efteråret indsamlede initiativet ”Stop Stilheden”, iværksat af skuespiller Dorte Rømer og instruktør Lærke Reddersen, beretninger fra danske kvinder i film-, tv- og teaterbranchen med det formål at synliggøre de underliggende strukturer, der skaber en kultur, hvor den type sexistisk magtudøvelse finder sted. Det blev i december til en staged reading på Edison, hvor et udpluk af disse udsagn blev læst op og gestaltet af fem kvinder på scenen. Om readingen udelukkende ville adressere et problem i de nævnte brancher eller angribe et generelt problem blev aldrig helt klart for mig, men det var sobert og autentisk fremført – og emnet selvfølgeligt brandaktuelt.

 

Således kom teateråret 2017 til en ende, og det er tid at se fremad og omfavne de nye vaner og gode intentioner. Og hvad kunne være bedre end at inkorporere ”mere teater” og ”flere kulturelle oplevelser” heri? Året, der gik, gav os nye koncepter og kulturelle saloner; spændstig aktualitet og eksistentielle åndehuller – og ikke mindst seje, prægtige kvinder. Mon ikke året, der nu er en lille måned gammel, også kommer til at byde på interessante teateroplevelser? Jeg tror det.

På VINKteater vil vi fortfarende gøre vores bedste for at vise vej og nye vinkler, så det er sådan set bare om at løbe ud og sætte gang i Teateråret 2018.

 

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.