Teateråret 2016 – et tilbageblik

//Illustration: Luna Fisker.

 

Så kom det nye år, og hvad er bedre at bruge sin januar på end at se tilbage på det forgange og ligesom rekapitulere, inden man for alvor begynder at se fremad og fylde kalenderen med nyt, friskt og lækkert 2017-kulturstuff.

Teateråret 2016 er hine steder blevet beskyldt for mestendels tandløshed og remake, men jeg synes nu nok, at der var noget at komme efter, når blot man rystede posen lidt. At sætte én specifik label på samtlige årets scenemæssige inklinationer lader sig ikke gøre, men det skal ikke afholde mig fra alligevel at forsøge at koge teaterudbuddet ned til et par toneangivende tendenser, nogle nette nedslag samt et blik på årets mest omtalte og noget af det, undertegnede gerne vil se mere til i 2017.

Velkommen til Teateråret 2016 a la VINKkbh.

 

Tendens 1: Remediering

Tilbage i oktober talte jeg med Claus Flygare om det her med at dramatisere andres tekster. Om remediering af allerede eksisterende værker, så de kan finde vej til scenen og præsenteres i det format, vi kalder teater.  Anledningen var Nørrebro Teaters opsætning af Kaspar Colling Nielsens roman Den Danske Borgerkrig 2018-24, som selvsamme Flygare netop havde dramatiseret til lejligheden. Eller remedieret for teatret – om man vil.  

Teaterårets remedieringer omfattede blandt andet også Kvinden ved 1000 grader, en internationalt berømmet roman af den islandske forfatter Hallgrímur Helgason, som på Aveny T blev til en både stærk og nænsomt fremført monolog af Solbjerg Højfeldt.  Der var mere monolog på Folketeatret, hvor Nicolas Bro tog sig af Jakob Weis’ dramatisering af Thomas Manns klassiker Døden i Venedig, som i remedieringens navn havde fået en nytilføjelse: Drengen i Venedig.

Betty Nansen Teatret satte instruktør Jacob Schokking til at visualisere Kieslowskis tv-serie fra 1989, Dekalog, baseret på de ti bud fra Biblen, inden de sluttede året af med Livlægens Besøg – en dramatisering af romanen af samme navn om Struensee og hans forhold til Kong Christian VII og dennes dronning, Caroline Mathilde, og det magtspil, der udspilles i 1760’ernes København.

Det helt store scoop af den billetsælgende slags blandt årets dramatiseringer må dog tilfalde Østre Gasværk, der som de første nogensinde havde sikret sig rettighederne til Ken Folletts bestseller Jordens Søjler, som de i bedste Gasværk-stil selvfølgelig transformerede til en – med egne ord – episk musical!

Dramatisk og billetsælgende pose i Jordens Søjler. // Foto: Robin Skjoldborg.

 

Fænomenet er som sådan ikke særligt for 2016, men kan ses som en voksende tendens, der også de forrige år fyldte godt op i repertoireplanerne, og som fortsætter derudaf i 2017 – blandt andet på Nørrebro Teater, hvor teaterchef Mette Wolf denne gang selv står for bearbejdelsen af årets første store forestilling: Gustav Wieds Livsens Ondskab.

 

Tendens 2: Readingen – den rå tekst i fokus

Inden for de senere år er der kommet flere offentlige readings på plakaten rundt omkring.  En reading er, som ordet afslører, en (højt)læsning af et manuskript, som ikke iscenesættes fuldt ud – dvs. ingen kostumer, rekvisitter, scenografi mv. – men som mere eller mindre læses direkte op fra et manus, skuespillerne har med sig på scenen. En reading kan være mere eller mindre staged alt afhængigt af prøveforløbets omfang. Der kan være tale om en cold reading, hvor forberedelsestiden er minimal, og skuespillerne måske slet ikke har set manuskriptet før. Eller man kan have indlagt et vist prøveforløb med en tilknyttet instruktør, som har fastsat et minimum af arrangement og motivationer.

I alle tilfælde sætter readingen fokus på teksten, og ofte er der tale om en form for work in progress, en udviklingsmulighed, hvor readingen netop skal hjælpe dramatikeren videre med skrivearbejdet.

Teatre som Katapult i Århus og Teater V i København har i en del år kørt professionelle, offentlige readings i forbindelse med deres dramatikerkurser, men efterhånden er der kommet flere store spillere på banen, når det kommer til publikumsåbne læsninger, og i 2016 kom der for alvor gang i de rå readings.

Sort/Hvid havde allerede deadline i januar 2016 for indsendelse af tekster til deres S/H-Dramatikerworkshop, som de selv beskrev som en udviklingsplatform for nyskrevne teater- og performancetekster. Udviklingsforløbet, der blandt andet parrede hver dramatiker med en erfaren dramaturg, blev afsluttet med en seks timer lang reading, hvor de tre nye dramatiske stemmer fik scenetid samt efterfølgende paneldiskussioner med prominente teater- og tekstfolk.

På Teater Grob dyrker man også konceptet udviklingsplatform – her dog mere generelt som talentudvikling for unge teatertalenter inden for flere forskellige discipliner under navnet Grow. Og også her blev der i løbet af året fokuseret på dramatik- og manuskriptudvikling med en såkaldt GrowShop med dramatiker Anna Bro, der såmænd også blev afsluttet med intet mindre end ni små offentlige readings på scenen på Nørrebro.

I 2016 var det også ottende gang i træk, at Husets Teater bød på Festival for ny Europæisk Dramatik som en del af CPH Stage. Der var skruet ekstra op for formatet, så der blev budt på intet mindre end 12 readings på fire dage, som havde til formål netop at præsentere nogle af samtidens allerbedste europæiske dramatikere i komprimeret form, og med et ultrakort prøveforløb var det igen teksten, som var i centrum.

At tekstudvikling og rå readings var dritkul i 2016, kan ikke diskuteres, og da slet ikke da selve Nationalscenen, Det Kgl. Teater, hoppede med på vognen og i februar lancerede Kgl. Dansk! Den relativt nye skuespilchef, Morten Kirkskov, introducerede selv konceptet i en lille video, hvor det lyder, at Det Kgl. Teater gerne vil være med til at udvikle dansk dramatik og få nogle nye, stærke historier op på scenen. Med individuelle udviklingsforløb og workshops til hver af de udvalgte forfattere og dramatikere læner det kongelige koncept sig op ad flere af de andre tiltag, men breder sig en smule mere ud og har indtil videre både arbejdet med erfarne og debuterende dramatiske stemmer. Den 25. november 2016 løb den første publikumsvisning af stablen, hvor seks forskellige readings var på programmet. Kgl. Dansk løber over to år og har open call hvert halve år.

 

Tiltag og Fravalg

For nu bare at blive ved Det Kgl. Teater og deres nye tiltag, blev det i løbet af foråret 2016 offentliggjort, at Skuespilhusets scener fra nu af ville befolkes af et fast ensemble på 10 kvindelige og 10 mandlige skuespillere. Umiddelbart en noget dyrere løsning end den freelancemodel, som ellers har været teatrets i en årrække, men der er også den fordel ved et fast ensemble, at en forestillings spilleperiode nemmere kan forlænges eller forkortes alt efter popularitet, og – ikke mindst – at et godt sammenspillet ensemble alt andet lige må borge for en ikke ringe grad af kvalitet. Hurra for det!

Samtidig lavede to store dagblade den omvendte bevægelse og valgte at fyre deres faste teateranmeldere for i stedet at benytte sig af freelance arbejdskraft på området. Både Jyllands Posten og Politiken havde ellers et par voldsomt erfarne og teaterkyndige folk i hus, som i mange år havde taget sig af teaterkritikken. Det ærgerlige bestod ikke mindst i, at de repræsenterede det, som den afgående teaterdirektør for Mungo Park, Martin Lyngbo, kaldte dansk teaters hukommelse – en altafgørende kvalitet for en flygtig kunstart som teatret. Både Mungo Park og Fredericias Teater valgte i øvrigt i forbindelse med opsigelserne at trække deres annonceringer fra de to dagblade.

 

Det kontroversielle Indslag: Martyrmuseum – Sort/Hvid

Kunstnergruppen The Other Eye of The Tiger afholdt under CPH Stage i samarbejde med Teater Sort/Hvid årets nok mest omtalte teaterinstallation: ”Martyrmuseum”.

I en nedlagt slagtehal i Kødbyen på Vesterbro undersøgte udstillingen, hvorfor nogle mennesker vælger at gå i døden for det, de tror på. Fra Sokrates over Jeanne d’Arc, til Rosa Luxembourg og Omar Ismail Mostefai, der var en af terroristerne bag angrebet i Paris i november 2015. En buddhistisk munk, som sætter ild til sig selv under Vietnamkrigen; en katolsk præst, der ofrer sit liv for andre i Auschwitz; en tjetjensk ”sort enke”, der detonerer en bombe i undergrundsbanen i Moskva – og Martin Luther King. De var alle udstillet side om side i et forsøg på at finde frem til en definition på martyriet. En definition som, viste det sig, aldrig kunne blive entydig, og som hverken frisatte eller fordømte.

Man kunne enten selv slentre en tur gennem museet, eller man kunne vælge den guidede tur, som forsynede en med et sæt hovedtelefoner, mens man fulgte en skuespiller, der skiftevis fortalte om og gestaltede udstillingens meget forskellige martyrer.

Det blev hurtigt til en sag om ”forherligelse af terrorisme”, og daværende kulturminister Bertel Haarder var oppe i det neonrøde felt af forargelse og kaldte udstillingen for ”vanvittig”; formanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, tøvede ikke med at bruge ordet ”pervers”, mens venstrepolitikeren Diego Gugliotta gik skridtet videre og politianmeldte udstillingen for at opfordre til terrorisme. Det skete, inden udstillingen overhovedet var åbnet, så ingen af dem havde endnu set, hvad det rent faktisk drejede sig om, eller hvordan det ville blive eksekveret. Og det havde de i hvert fald heller ikke tænkt sig!

Ærgerligt for dem. De af os, der kiggede forbi, fik nemlig en meget fin og anstændig oplevelse med hjem. Til tider knugende og bevægende og ikke mindst tankevækkende – og det burde sådan set aldrig være noget dårligt.

 

CPH Stage – vi elsker festivaler!

Faktisk var der meget godt at få med hjem i løbet af teateråret 2016, og ikke mindst under sommerens teaterfestival var der noget at komme efter!

Fra d. 1. – 12. juni 2016 bød CPH Stage på et utal af forestillinger i hele byen, ja, faktisk over 110 styk, hvilket gjorde festivalen til den hidtil største og mest omfattende af sin slags. Og på trods af at vejret i langt højere grad var til udendørs fornøjelser – faktisk var det her den egentlige sommer lå – var tilslutningen høj, og især på de små scener måtte man krybe tæt sammen i svedende fællesskab og deles om den sparsomme ilt.

Det fantastiske ved en festival som CPH Stage er, at man kan nå at få set nogle af de forestillinger, man missede den forrige sæson, og når man først går i gang med at nærlæse det anselige katalog, vil der uvægerligt dukke nye og spændende forestillinger op, som man slet ikke vidste, man havde brug for! Om man så må sige…

Jeg vidste for eksempel, at jeg ville nå at se Peter Asmussens skæbnefortællinger Soli Deo Gloria på Betty Nansen – en stærk oplevelse med en fremragende tekst sat i scene på smukkeste vis i en enkel og helt fabelagtig scenografi af den Reumert Talentprisvindende Julian Juhlin. Til gengæld landede jeg lidt ved en tilfældighed i Teatret ved Sorte Hests lille bitte sal en skoldhed og sveddryppende aften til et gæstespil af Team Teatret. Forestillingen Anonyme Sexister viste sig at være både velskrevet, velspillet og virkeligt morsom, og generelt var ’min festival’ fyldt med gode oplevelser.

 

Årets hype

Så skal vi til det. Til den forestilling, som på en eller anden måde bare fyldte enormt meget i teaterlandskabet. I kulturartiklerne. I mit facebook feed. Både før, under og efter.

Måske ikke så overraskende skal vi tilbage til Teater Sort/Hvid og til forestillingen Living Dead. En gyserforestilling, kalder S/H selv forestillingen for, og der hersker da også en bizar og temmelig creepy stemning i det brunlige køkkenrum, som danner rammen om Living Dead. Temaet, de uendelige flygtningestrømme, der bevæger sig mod Europa og vælter ind over grænserne, er også så ganske afgjort i den dystre ende, og de mekaniske og monotone reaktioner og interaktioner fra de tre olieglinsende dukkemennesker om køkkenbordet gjorde sit til at understrege det håbløse og udsigtsløse i situationen. Angsten for det fremmede; apatien, den manglende empati og de pludselige chokeffekter fik det hele til at gå op i en højere enhed.
I hvert fald på papiret og i den efterfølgende analyse. Og hos langt de fleste anmeldere.

 

Fascinerende, men også noget kedsommelige menneskemannequiner. //Foto: Rumle Skafte

 

Christian Lollike, som stod for både tekst og instruktion, blev i december måned belønnet med Teaterpokalen, som uddeles af Foreningen Danske Teaterjournalister, for netop Living Dead.  I motivationen lyder det blandt andet, at Lollike altid insisterer på kompleksiteten og på at finde sin egen køligt provokerende indgang til den samfundspsykologiske udfordring, der har sat hans indre dramatikermotor i gang og at han gang på gang har stået på sin ret til at ville få det ubehagelige og det uforståelige i tale.   

Ingen tvivl om, at Lollike er en ener i dansk teater. Han har en særegen og, lad os da bare bruge ordet, uundværlig dramatisk vision og stemme, og teaterlandskabet ville være en hel del fladere uden ham. Pokalen er velfortjent, men at Living Dead skulle være så fuldstændigt mere fantastisk end alt muligt andet, er jeg ikke udelt enig i.

Personligt kedede jeg mig bravt. Da det gik op for mig, at de tre menneskemannequiner skulle bevæge sig og tale i slow hele den lange forestilling igennem, døde jeg lidt indvendig. Det kan sagtens have været meningen, og i så fald passer min reaktion som fod i hose i hele den samlede og overordnede pointe: at vi ikke længere kan blive berørt af de ulykker, som finder sted omkring os. I min analytiske og intellektuelle tilgang til forestilling falder brikkerne altså perfekt på plads, men undervejs i forestillingen var jeg langt fra underholdt – endsige provokeret eller bare tilnærmelsesvis følelsesmæssigt grebet på nogen måde.

 

Årets hold-øje-med

Anderledes nysgerrig og kunstnerisk pirret blev jeg i mødet med Sydhavn Teater og de to forestillinger fra deres hånd, jeg nåede at opleve i 2016; Ashes to Ashes i Østre Kapel på Vestre Kirkegård og D’ARC i Dansehallerne.

I forbindelse med førstnævnte havde jeg den fornøjelse at tale med kunstnerisk leder, Mille Maria Dalsgaard, mens prøverne stadig var i gang. Hendes engagement og drive var ikke til at tage fejl af, og det lokalt forankrede teater leverede da også en udsøgt uhyggelig midnatsforestilling i det gamle kapel. For Dalsgaard er det vigtigt, at teatret er for alle, der har lyst, men at det samtidig afspejler den passion og lidenskab, hun selv har, for det komplekse og kunstnerisk ambitiøse.

Senere på året blev det kunstnerisk ambitiøse – og absolut kompromisløse – gentaget og understreget i en både voldsom og intellektuel performancefortælling i Dansehallerne. D’ARC tog os med på en rejse gennem tiden og ind i det europæiske menneskes dunkle underbevidsthed via en nyfortolkning af myten om martyren Jeanne d’Arc og børnemorderen Gilles de Rais. Herligheden varede to timer og 40 minutter og forløste intenst langt de fleste af minutterne på fornemmeste vis.

Sydhavn Teater er på min don’t miss-liste for 2017 og kan klart anbefales for alle med hang til kunstnerisk kvalitet og kompleksitet.

 

Og så er blikket atter rettet fremad og frem mod de mange nye, friske og lækre 2017 kulturstuffoplevelser, der er i vente. Nye teatertendenser; nye tiltag, nye fravalg – og nye remedieringer.

Teater skal aldrig være tandløst, og remakes bør altid have en årsag. Heldigvis er der stadig masser af bid derude i det endnu skønt kuperede teaterlandskab, og på VINKs teaterredaktion glæder vi os fortsat til at tage jer alle med på flere guidede ture derude.

 

Skriv en kommentar

kommentarer

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.