MED STORE UNDRENDE ØJNE

Denne artikel tager udgangspunkt i de grønne øjne – den nye seer, der ikke ved noget om noget. Det er så mig. Efterhånden, som jeg har bevæget mig rundt på både store og små, kendte og ukendte scener i København, føler jeg mig sikker nok i teaterverdenen til at kunne udtale mig om ting og sager (allerede her et godt bevis på min faglige kunnen og terminologiske evner) men i den her artikel er jeg totalt på udebane.

//Foto: Katinka Hurvig Møller, noter fra NOSTOS.

 

Det handler nemlig om noget så abstrakt som…

BAM
BAM
BAMMMMM

moderne dans.

Før jeg går i gang med at udtale mig om det, jeg intet ved om, kommer her:

 

TING, JEG VED NOGET OM:
NOSTOS var en forestilling lavet af Corpus.

Corpus er Den Kongelige Ballets rebelske lillesøster. Indtil for et halvt års tid siden beskæftigede Corpus sig med en masse tværgenreforestillinger med blandt andet skuespillere fra performancegruppen SIGNA, krigsveteraner (måske var du en af de heldige, der var inde at se I FØLING?) og andet, hvor ballettens klassiske æstetik og teknik stadig spillede en central rolle. Corpus var drevet af Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis.

Tim Matiakis, den vidunderligt søde og nysgerrige tidligere balletdanser, er nu sololeder af det nye Corpus. Hvor det før var forskellige balletdansere fra Det Kongelige Kompagni, der blev håndplukket til hver forestilling, har Tim nu samlet et fast ensemble på seks dansere.

Dansere kan man kalde dem – men med tryk på ”minus ballet”-delen. Det er nemlig ikke længere blot ballerinaer og tutu-skørter (selvom Corpus nu aldrig har været frontface for den klassiske ballet). Her er samlet en flok utroligt dygtige performere, der kaster os rundt i den kunstart, jeg (muligvis i mangel af bedre ord) ville kalde for moderne dans.

Moderne dans er et udtryk, der plejer at hægte mig af. Der skal som regel lidt mere end bare en kropslig fortælling til for rent faktisk at fortælle mig noget.


Så. Nu er vi lidt på plads med the basics – cirka ligeså langt, som jeg var, da jeg skulle ind at se den forestilling, jeg vidste udspillede sig i en parkeringskælder under Ofelia Plads ved Skuespilhuset.

Jeg fik ét eneste våben, der rustede mig til min tur ind i det mørke, abstrakte kunstnerland – en enkelt sætning på papirprogrammet, der forklarede den græske titel:

NOSTOS er et græsk ord for den følelse, man får, når man er kommet hjem fra en lang rejse.

Javel ja. Pludselig blev forventningerne høje og relevansen fandt direkte vej til mit hjerte. Jeg er vist et af de nostalgiske mennesker, jeg kender, så den følelse var mere end bare lettilgængelig for mig – og mon ikke de fleste rejselystne har det sådan? Følelsen, der følger en hjemrejse til den vante boble. Følelsen af rastløshed-længsel-taknemmelighed-nostalgi-sorg-kedsomhed af at være sprængfyldt med minder og historier og samtidig fuldstændig tom indeni.
Her fik følelsen et navn – et lille label, jeg kunne putte på. Ah, hvor rart og trygt.
Det var imidlertid ikke en tryg og letlabelig (red. let-at-sætte-label-på) forestilling, jeg skulle ind at se.

Og nu er det tid til at finde ud af, om det måske er helt i orden ikke at være sikker på, at man forstår, hvad der foregår omkring én.

Væbnet med begrænset græsk og en lille notesbog, der var ligeså grøn som mine danser-øjne, drog jeg ud på eventyr i gråt beton.
Jeg kalder missionen ”ting, man tænker om moderne dans, når man ikke ved noget om moderne dans” og følgende grønne sætninger er absolutte øjeblikstanker nedskrevet i notesbogen, direkte streamet fra parkeringskælderen d.8. oktober kl.16-17.

 

TING, JEG IKKE VED NOGET OM:

A clockwork orange
Exhibit A om ting jeg ikke kender til. Jeg læste mig engang igennem de første otte sider og gav op, og filmen har jeg heller ikke lige fået taget mig sammen til at se. Men er det ikke vidunderligt, som titlen og den barske brite-stemning alligevel krøb ind i mit baghoved blot ved synet af de seks dansere, der bevægede sig stakatoagtigt og mekanisk i takt med blinklyset, der blinkede orange hvert sekund – nøjagtig som et klokkeværk?

Gennem sløret
Dén klinger lidt af Alice i Eventyrland og noget med et spejl.  Spejle var det dog ikke – men når der ned fra loftet hænger hen imod 100 millimetertynde plastictæpper (ikke så magisk et ord – herefter kalder vi dem ”slør”) der bevæger sig ved det mindste åndedrag, er det svært ikke at blive smittet af en lidt syret stemning og alligevel føle, at man er faldet ned gennem kaninens hul til et nyt land.

Hvor tæt må jeg gå på fremmede hvem efteraber hvem
Den interaktive installationsperformance’ store udfordring synes at være: hvad må jeg som publikum? Og er der egentlig noget, jeg skal?
Da en danser stiller sig direkte overfor en af os andre, bliver jeg pludselig meget bevidst om netop den forskel. Er vi passive iagttagere? Eller er det meningen, at vi skal følge dansernes bevægelser, som i øjeblikket er rimelig legende og lette at følge? Hvis jeg laver et pludseligt ryk tilbage i min egen privatsfære, og danseren gør det samme, betyder det så, at det er mig, der leder legen?

er den scenografi solid nok
Throwback til de millimetertynde plasticslør i kombination med amok-dansere

nyistandsat
Måske har det noget at gøre med min nylige flytning, for jeg kan ikke huske at have brugt det ord særlig tit. Her er det faktisk, at jeg kan se en direkte tråd til titlen og det varskoede tema om at hjemvende fra en rejse. Pak ned, flyt ud, pak ud, flyt ind.

alt går langsomt i tyndt plastic
Magisk og slowmotionselvmodsigende når lyndanserne bevæger sig hurtigere end vinden – for den hurtige vind, der skubber til plasticslørene, bliver stoppet ved sammenstødet og langsomt fordrejet til en fortryllende dans med det lysegrå drømmeslør.

de grønne træningsbukser vil gerne lege og har rare øjne, jeg er en prinsesse i vinden
Danseren Med De Grønne Træningsbukser træder helt tæt på, og hvem var det nu, der efterabede hvem? Jeg har en lidt for lang og uelastisk kjole på til at kunne give den helt gas i den moderne dansebattle – så pludselig er jeg en del af en one-to-one fangeleg gennem plastic, og min upraktiske kjole blandt de hypnotiserende slør, vi danser os ind og ud ad, bliver pludselig ekstremt elegant, og jeg er elegant, og så er jeg åbenbart en prinsesse i mit eget hoved.

man følger altid den smukke (betalingsautomat check ind check ud) sangstemme
Ligesom i gyserfilmene, bare lidt omvendt. Her følger vi efter den smukke stemme, der er alt andet end skræmmende, men ligeså forunderlig som den mærkelige lyd inde fra det aflåste skur i naboens gyserhave. Når den eneste lyd er dansetrin på det betalingsautomatfyldte parkeringskældergulv, gennes vi gladelig som får i retning af skønhed på audio.

gør det mest ondt på dem eller bilen?
Er med på at man må lide for kunsten, men når seks dansere smider sig gang på gang på gang og så en gang mere på den sortglinsende bil, kunne man godt gå hen og tænke, at det gav lidt for mange blå mærker, end hvad godt er. Det er bare ikke helt det, jeg tænker – den (selv)sikkerhed, danserne udviser i kælderens neonlys, fjerner min bekymring for dansernes kunstnerkroppe og planter den i stedet med henblik på den netop virkelig flotte bil, jeg helst ikke ser beskadiget. Tænk hvis de skulle til at betale for skader på den! Dækker forsikringen, og bruger de en ny bil hver gang? Er affjedringen i den god nok til at tage vægten af alle de selvkastende kroppe?

kunstner-kørekort?!?
Da en danser sætter sig ind i bilen og langsomt kører fremad, bliver jeg i tvivl om, hvad man egentlig kan tillade sig i kunstens navn? Altsååå, hvad hvis vedkommende ikke har kørekort? Er acceptstemplets slogan så, at det jo ”bare er en forestilling”, og ”noget vi leger”? Holder den i retten? Ej, jeg holder op. De har styr på det. Men det kunne da være en ret sprød paragraf i trafiklovgivningen, eller hvad?

Kan man mase sig flad nok under bilen til ikke at komme til skade?
Ja, kan man det? Er det ikke noget med, at man skal mase sig helt flad på togskinnerne (eller, vel at mærke, mellem dem) hvis det er for sent at fjerne sig, før toget kommer? Mon man kan det med en bil også? Ret relevant spørgsmål når bilen pludselig bliver lidt mere aggressiv hernede i kælderens dyb. I takt med at danserne falder ned foran bilen én efter én, stiger min bekymring for dem, og en lille my af dødsfrygt melder sig på vegne af de professionelle kunstnere, som, man endnu en gang glemmer, nok har styr på sikkerheden.

shit hun løber stadig
Emhætte-effekten; man lægger først mærke til, hvor meget den egentlig larmede i det øjeblik, den slukker, og den uopfordrede tavshed breder sig.
På samme måde har jeg glemt alt om en løbende ”snedronning”, der i et ustoppeligt 70%-tempo trækker lange, hvide plasticflæser efter sig i sin modererede spurt rundt langs parkeringskælderens vægge igen, igen og igen. Optaget af et eller andet med en bil har jeg glemt hende og bliver jævnt imponeret over hendes kondi, da hun igen fanger min opmærksomhed.

fri vilje i kunstinstallationer? Ulovlig småsnak.
Hen i mod slutningen bliver vi placeret tættere end normalt på hinanden. Min hånd lægges på nogens skulder, nogens hånd lægges på min. Et venligt blik udveksles her og der, men det er vel ikke meningen, at vi skal snakke? Schh… du ødelægger det for de andre!

Ordløst, blidt og bestemt bliver vi lagt ned foran det sorte bilmonster i en kæmpe, forvirret flok. Som liggende næst tættest på bilen dér på gulvet, viljeafvæbnet og nysgerrig, er det kun en lille bekymring, der prikker til mit overlevelsesinstinkt. Scenariet er objektivt en skidt idé, for vedkommende, der ligger tanden tættere på bilen, har vist ikke nok massefylde til at stoppe dræbermaskinen på sin vej mod mig.
Et par minutters ængstelig afventning, og så sker det uundgåelige. Motoren tændes, og dødsangsten kradser sig genstridigt op til overfladen, selvom logikken hårdnakket barrikaderer. Højere og højere brøler bilen, i længere og længere tid. Pludselig får den klassiske ”if they wanted to kill me, they would have done it by now”-replik nyt liv. Herefter – det endnu mere uundgåelige sker: Bilen slukkes, og forestillingen er slut.
Nu må vi godt snakke.

 

Hvad snakker vi så om, når vi snakker om NOSTOS?
– Wow, det var vildt!
– Troede du også, at – ?
–  Så du den lille dreng, der løb efter danseren hele tiden? Var det meningen?
– Flot med det plastic dér, hva?
Det var ikke mange ord om rejse-nostalgi, jeg hørte i NOSTOS’ eftermæle.
Men hvad gør det?

Måske jeg snart tager mig sammen og får set A Clockwork Orange. Holder øjenkontakten med en fremmed et sekund længere, end jeg normalt ville. Lader være med at ignorere den person, hvis hånd jeg kommer til at strejfe i bussen. Kigger mig om en ekstra gang, når jeg låner mine forældres bil i deres parkeringshus i Nordhavn. Måske jeg en dag bruger ordet nostos, når jeg hårdnakket påstår, at hele verden misforstår mig og min hjemkomstnostalgi og måske husker på dengang, jeg var en parkeringskælderprinsesse i dybet under Ofelia Plads.

 

... er en 21-årig pige med en kæmpe kærlighed til scenekunst. Hun spiller teater hvor hun kan, skriver digte-eller-hvad-vi-nu-kalder-det, indtager for mange donuts og dp'er og er ret ferm med en diabolo.