Som en nål i en høstak

At finde nålen i høstakken kan synes som en næsten umulig opgave. Det samme kan siges om optagelsesmuligheden på de danske skuespillerskoler. Alligevel lykkes det årligt 24 skuespilleraspiranter at vinde sig vej gennem mængden af 900 ansøgere. VINKs teaterredaktion vil i en artikelserie på tre artikler stille skarpt på én af landets mest eftertragtede og prestigefyldte kunstneriske uddannelser. Dens mange facetter, forcer og svagheder. Før, under og efter. Denne artikel er den første i serien og tager udgangspunkt i optagelsesprocessen.

 

De tre skoler, der er beliggende i hhv. Århus, Odense og København, udvælger hver, efter en tredelt optagelsesprøve, otte studerende. Optagelsesprøverne ligger som regel på samme tidspunkt hvert år, dog forskellige datoer afhængig af skole.  Til 1. prøven er alle, der ønsker optagelse på skuespillerskolerne, inviterede. Prøven afholdes af de tre skoler i fællesskab og skifter for hvert år location mellem de tre byer.

 

Den siddende jury, der består af repræsentanter fra de tre skuespilskoler, vælger, hvem de vil have videre på deres skole. De 800 ansøgere har tre minutter til at vise talent og scenisk udtryk, og herefter går 60-80 personer videre til 2. prøven på hver skole. Efter 2. prøven sker endnu en sortering og 20-24 går videre til 3. prøven. Dette er den sidste afgørende prøve, der bl.a. består af kropstræning, improvisation, evt. lægecheck samt en personlig samtale med juryen med henblik på at få en klarere fornemmelse af, hvem personen er, og hvordan vedkommende passer ind i den gruppe af studerende, de har i sinde at kreere. Derefter udvælges de otte, der de næste tre år skal studere sammen. Otte i København, otte i Odense og otte i Århus. 900 søgte, brændte og håbede. 24 kan nu kalde sig skuespillerstuderende.

 

 

Drømmen

 

Jeg har snakket med én af ansøgerne. Hun hedder Pernille, er 24 år og søger for ottende gang i træk op på skuespillerskolerne. Jeg møder hende blot halvanden time efter, at hun har færdiggjort 1. prøven, som i år foregik i Århus. Vi sætter os på café Drudenfuss i hjertet af Århus’ Latinerkvarter. Vi bestiller en filterkaffe – og jeg trykker på iPhonens optager. Jeg spørger Pernille, hvad hendes fornemmelse er for prøven.
Naturligvis er det svært at svare på. Hun forsøger alligevel. Med en fattet og rolig stemme beskriver hun forløbet: opvarmningen, fremsigelsen af dialogen, monologen, de andre fem aspiranter hun gik til prøve med – og ikke mindst juryen. Hun har prøvet det før. Hun er bekendt med nervøsiteten, ventetiden, de to x tre afgørende minutter du har til at vise dit værd.

 

Pernille har spillet teater, siden hun var 13 år. Hun startede på ’Det hemmelige teater’ i Aalborg, hvor hun er født og opvokset. En halv levealder er gået med arbejdet og udviklingen på de skrå brædder. ”Det var en fed verden at komme ind i. Det var en ny verden for mig, men her kunne jeg bare være mig selv – og ikke være bange for at gøre noget forkert. Jeg havde svært ved at tro på mig selv, men her blev jeg set i noget, jeg var god til, og det blev tilmed anerkendt.”

 

Der var aldrig blevet praktiseret teater i Pernilles familie. Det skulle gå rigtigt til, og Pernille gjorde langt hen af vejen, hvad der blev forventet af hende. Skuespillet og arbejdet på teatret ruskede op i lysten til mere end blot den forudsete uddannelsesvej. ”Skuespillet har hjulpet mig igennem mange ting i mit private liv.”

 

Som 17-årig kom der et tilbud om at søge ind på skuespillerskolerne, og Pernilles lærer på ’Det hemmelige teater’ havde en ambition om at lave et hold for dem, der kunne og ville. Det blev til en såkaldt ’Überclass’ med fjorten deltagere og en gæstelærer fra Aalborg Teater, der kom og underviste. ”Mine forældre ville ikke have, at jeg søgte ind, før jeg havde afsluttet min gymnasieuddannelse. Men det var jo umuligt at holde sig fra det, når jeg var inde i miljøet og virkelig gerne ville det.”

 

Dengang foregik det med brev og trods forældrenes forbud, sendte hun ansøgningen aftenen før med eksprespost, så den kunne nå at være fremme næste dag klokken 12. Hun fortalte det ikke til sin mor. Det blev hun en måned senere nødt til, da hun gik videre, og forberedelserne til 2. prøven foregik om aftenen. Før havde det foregået i skjul, nu måtte det ud. ”Det var jo den, jeg var”. Hun kom ikke ind, men det var begyndelsen på en lang rejse.

 

 

Kicket

 

Nu havde Pernille for første gang mærket kicket ved optagelsesprocessen. Den energi var noget unikt, men heller ikke helt fremmed for hende. Det var samme energi, hun fik ved at lave teaterproduktioner, applausen fra publikum og fællesskabsfølelsen i teatergruppen. Hun fortsatte sit arbejde på ’Det hemmelige teater’ kun afbrudt af gymnasiet og året efter endnu et forsøg på optagelse.

 

Pernilles opvækst var i høj grad præget af, at alting skulle være så perfekt som overhovedet muligt. En sikker fremtid inden for jura eller som dyrlæge havde forældrene håbet på. Ironisk nok tilføjer hun, at hun er tiltrukket af det skæve og usikre. ”Jeg er typen, der godt kan lide, at det er lidt ustabilt. Tingene må gerne være ustrukturerede. Og det her er godt for mig. Det giver mig tryghed. Jeg er på glat is, og der sker noget, hvor jeg skal udfordre mig selv.”

 

Pernille blev student, tog i militæret og derefter på Teaterhøjskole. Her mødte hun 37 andre unge, der ligesom hende selv ville skuespillet og scenekunsten. Hun bevægede sig konstant rundt i det miljø, hvor hun siden 13-års alderen havde følt sig mest hjemme. Det var kutyme at søge ind på skuespillerskolerne, det gav kicket, og det gav fællesskabsfølelsen. Pernille påpeger, at den 3. og 4. gang, hun søgte op, var ekstra hård. ”Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor jeg gjorde det. Men jeg har altid lært noget af det”. ”Man vil jo ind på de skoler, for det giver en safetyness. Så er du sikret jobs.”

 

Vi bliver enige om, at det kedeligt nok er en klar modifikation af sandheden. Det lykkes 2 ud af 8 på en årgang, at leve fuldbyrdet af deres erhverv som skuespillere. De resterende 6 må, om nødvendigt, løbende have supplerende indkomst fra andre erhverv. Det er et fag, der – på linje med andre kunstneriske fag – kræver en kompromisløs fightermentalitet. Pernille spiller teater, fordi hun ikke kan lade være – og hun gør det klart for mig, at det ikke er noget, de statsautoriserede skoler skal sætte en stopper for.

 

”Jeg udvikler min krop, mit instrument og mig selv som menneske”. Jeg er sgu da skuespiller. Man skal ikke være så flov over bare at sige det. Jeg har været i gang i 13 år – over halvdelen af mit liv. Jeg er blevet klogere. Nu kommer det indefra. Nu arbejder kroppen bare”.

 

Den mængde energi og lykke, som udspringer fra det snart 13-årige arbejde med teater er utvivlsomt det hele værd for Pernille. Det er dog ikke den eneste motivationsfaktor, der år efter år får hende til at bruge uanede timer, penge, sved og tårer på at søge op på skolerne.

 

”Jeg mødte én som 19-årig, der har siddet i juryen. Han sagde til mig: ‘Pernille, du er skidegod. Du kommer helt sikkert ind en dag. Giv det den tid, det tager.’ Det er altså vildt at få af vide som 19-årig!”

 

Den kommentar sidder naglet fast på rygraden og fordrer en kompromisløs motivation, som jeg ikke kan andet end at beundre.

 

 

Afslaget

 

Vi snakker lidt om nedturene, der følger med de afslag, Pernille efterhånden har fået en del af gennem årenes løb. Trods flere gange at have været videre til både 2. og 3. prøve ændrer det ikke på skuffelsen over ikke at være én af de otte.

 

Og netop skuffelsen er ikke enestående ved skuespilleruddannelsen. Det kan vi hurtigt slå fast. Der stræbes efter tårnhøje snit i gymnasiet for at opnå plads på de eftertragtede prestigeuddannelser på landets universiteter. Lykkedes det ikke, efterlader det triste miner i hobetal. Mulighederne er dog flere. Kvote 2-ansøgninger og nyoprettede, tværfaglige studier, der indeholder lidt af det hele, kan give modet tilbage.

 

I det miljø Pernille siden 13-års alderen har floreret i, har de tre statsautoriserede skoler altid været porten til himmerige.

 

”Jeg gider fandme ikke at være ked af det over det. De sidste par gange har jeg haft det sådan, at det bare er en skole. Livet går videre. Og jeg har også haft så meget andet at lave”. Pernille starter på en uddannelse som psykomotorisk terapeut i Hillerød til februar og glæder sig til at ”at skifte scene”. ”Jeg er sgu egentlig glad for, at jeg ikke kom ind på skuespillerskolen som 17-årig. Jeg havde ikke fået alt det her med. Og det har været en rejse, der har givet mig så meget som person.”

 

I hele januar måned har ca. 800 ansøgere forsøgt at overbevise juryen om, at det er dem, der har det, der skal til. I slutningen af marts vil 24 stå tilbage. Måske er én af dem Pernille.

 

Halvanden time og tre kopper refill kaffe senere. Vindblæste gæster stikker med jævne mellemrum, hovedet ind på cafeen og søger håbefuldt efter siddepladser. Den unge tjener kigger ned på os. Nu har vi siddet her tilpas længe nok for en filterkaffes pris. Pernille har pludselig lidt travlt og skal nå et Gomore lift hjem til København. Jeg slukker for optageren på min iPhone, vi krammer farvel – og jeg formår i farten, at give et patetisk forsøg på nogle opløftende ord. Pernille er helt cool.

 

”Det er et nåleøje. Nu må vi se”.