Sneskud – teater fra undergrunden

VINK tog på miniteatermaraton på Sneskud Festival og så 4 korte forestillinger på én dag. Det forløb ikke uden problemer, blandt andet måtte VINKs udsendte sande, at tømmermænd og trapper ikke går godt i spænd. Teaterstykkerne var dog umagen værd, og det var forfriskende at opleve undergrundens bud på ny scenekunst.

 

Det mest interessante og tankevækkende teater findes ikke altid på de store, etablerede teaterscener. Blot fordi man har flere penge og kan hyre de største skuespillernavne, prisvindende scenografer eller hotteste nye instruktører, betyder det ikke, at man sprænger rammerne for, hvad scenekunsten er og kan. For hvis det eneste, der for alvor er på spil for et teaterstykke, er besøgstal og anmelderroser, kan man hurtig glemme idealismen og den kunstneriske nytænkning.

 

En kunstig genre

I modsætning til film står teatret for det umiddelbare. I sit hjerte er det en skamløs kunstig størrelse, en verden af parykker og falske næser, af malede kulisser, papmaché og papir, af masker og kostumer. Her, mere end i alle andre kunstarter, gælder det kunsten at lade som om. Hvor filmen kan få selv de mest fantastiske universer til at se levende og realistiske ud, er teatret en helt igennem falsk verden. Vi kan træde ind i det for en stund, lade os opsluge, men helt virkelighedstro bliver det aldrig.

 

Derfor er det så vigtigt, at teatret ikke stivner i udstyrsstykker og dramatiske monologer, i Shakespeare og musicals, i det klassiske og det kulørte, de forestillinger og genrer, som allerede er stemplet og godkendt, hvor man dybest set ved, hvad man får, uanset hvor kreativt og nytænkende stykket bliver iscenesat.

 

Vildskud er et af de initiativer, der holder scenekunsten levende og frisk. Som en tilbagevendende, uafhængig teaterfestival skaber den en platform for ny teater- og performancekunst. Missionen er at give teaterfolk fra undergrunden en mulighed for at få deres kunst ud til et større publikum. Vækstlaget kunne man også kalde dem, for nu at bruge et ord, der ligger bedre i munden hos politikere og andre instanser, der ønsker at måle og veje kunsten for at finde ud af, hvad der bedst kan betale sig at støtte.

 

VINK tilbragte en lørdag på Sneskud, der er vinterudgaven af Vildskud Festival, som har eksisteret siden 2003 og afholdes hver sommer i Huset-KBH. I denne lillesøsterversion kunne holdet bag Vildskud præsentere fem forestillinger samt en performance lecture. VINK nåede at se fire af dem, Fabulator, One Size fits All, DETTE STED STÅR STILLE samt Hvor. Det blev en hektisk lørdag fyldt med trapper, forvirring, røde pølser og en halv byvandring.

 

Stakåndet formiddag

Lad os slå én ting fast med det samme: jeg er ikke morgenmenneske. Jeg er ikke engang formiddagsmenneske. I hvert fald ikke på en lørdag. Kun tanken om, at det er sidste chance for at se Fabulator, hovednavn på årets Sneskud (der har vundet priser både på sidste års Vildskud samt ved Mungo Parks TeaterBattle) og skabt af teatergruppen Teater Circonflex, der selvsamme weekend lavede et friendly takeover af VINKs instagram, får mig op af sengen på denne dag. Ugh, for mange øl fredag aften har sat sine spor. Jeg påfører nødtørftig makeup, griber det nærmeste tøj, på med overtøjet (det er stadig februar og pokkers koldt, selvom solen skinner), op på cyklen. Hvor er det nu lige, Sneskud kommer til at foregå?

 

Træet Udenfor //Foto: Gems

 

 

Sneskud spiller i Huset-KBH, tidligere kendt som Huset i Magstræde og mangeårigt hjem for undergrundskultur i flere afskygninger. Sidste år blev Husets hedengangne teaterscene Planeten afløst af HAUT, en ambitiøs scene for alternativ teaterkultur. Men Huset-KBH rummer også TeaterHUSET, der samarbejder med HAUT. Forskellen på de to er flydende og ikke altid nem at finde ud af for en stakkels teaterskribent, især da begge er af relativ nyere dato, og deres respektive hjemmesider ikke har været tilgængelige før for nylig. Det samme kan siges om Sneskud, der er baseret udelukkende på frivillige kræfter.

 

Ved min stakåndede ankomst til Huset-KBH må jeg derfor hurtigt se i øjnene, at jeg faktisk ikke aner, hvor festivalen bliver holdt. Mit ur viser 2 minutter i forestillingsstart, 2 minutter til at finde rundt i de mange opgange, 2 minutters desperat søgen i krogene. En forespørgsel i Husets café, der forvirrende nok hedder det samme som den scene, hvor Fabulator skal spille, resulterer kun i yderligere forvirring og hæsblæsende spurten op ad alt for mange trapper, indtil jeg befinder mig ved noget, der tilsyneladende (og ifølge en frivillig fra Husets biograf) er bagindgangen til den scene, jeg søger. Låste døre, ingen mennesker med Sneskud-tilknytning, kun en midaldrende kvinde, der ikke aner noget om festivalen. Irriteret over min egen manglende evne til at møde op i god tid (eller gå hjem fra en fredagsbytur i ordentlig tid) stæser jeg ned igen, finder Husets hovedindgang. Ind gennem gården igen, og pludselig får jeg øje på en lille, anonym dør med en plakat fra Sneskud. Eller plakat er måske så meget sagt, den er kun i A4-størrelse, og manden der skal til at åbne døren aner ligesom kvinden fra biografen intet om Sneskud. Flere trapper kommer til syne, og jeg er lige ved at give op, men denne gang støder jeg rent faktisk på sedler med navnene på Sneskuds forskellige scener.

 

Jeg åbner en dør, som sedlen påstår fører til Bastarden, og står nu i en smal, aldeles mennesketom gang. Forestillingen er startet, jeg bander indvendigt over mit eget manglende overblik og de mange trapper, indtil jeg endelig støder på et lokale med to mennesker. Jeg er gnaven nu og bliver mere irriteret, da jeg finder ud af, at disse to frivillige ikke ved meget mere end mig. Til sidst bliver vi dog enige om, at jeg godt kan liste ind, selvom forestillingen er startet. Jeg efterlader mine høje hæle (der ikke var det smarteste valg af fodtøj til en dag som denne) udenfor og lister mig ind på bagerste række, hvor der heldigvis er ledigt.

 

Fabulator – brutalt børneunivers

Det tager et par minutter at komme ind i forestillingen Fabulator. De tre spillere på den lillebitte scene hopper ubesværet fra én sekvens til den næste. Sammenhængen er tematisk, vi er i et forvokset børneunivers, hvor to kvinder og en mand, alle unge, iført t-shirts og bukser af den løse, behagelige slags man normalt bruger som nattøj, synger børnesange, sutter på slikkepinde og fortæller historier for sig selv og hinanden. Bag dem står en gammeldags smedejernsseng, en slags forvokset børneseng.

Fabulator //Foto: Teater Circonflex

 

 

 

Fabulators verden er dog en forvredet version af barndommens naive leg. Her lurer aggressionerne lige under overfladen, uhyggen løber som en kold understrøm gennem stykket og blander sig ubesværet med barnets umiddelbare virkelighedsopfattelse. Der blottes ømme punkter, og mest af alt minder det om et spejlkabinet, hvor alle spejlbilleder er forvrængede, groteske versioner af én selv. Uanset hvor sære de tager sig ud, er der altid dette lille element af genkendelse.

 

En ekstra slikkepind bliver skyld i en magtkamp mellem de tre ’børn’, en dukke mishandles med en barnlig, grusom iver, en godnatsang fremkalder mareridt, og fortællingen om en ’Stakkels krage’ bliver til et magisk, manende ritual. Barndommen bliver vendt på hovedet og viser sig slet ikke at være så tryg, som den giver sig ud for i det moderne samfunds rosenrøde dyrkelse af barnet og dets uskyld. Det er temmelig uhyggeligt, men også ret morsomt og tankevækkende, for forestillingen udstiller grusomheden og brutaliteten i det univers af historier og sange, som stadig har plads i børnekulturen i dag, uden at vi voksne tænker over det.

 

Hvad: Fabulator af Teater Circonflex

Hvor: Bastarden, TeaterHUSET i Huset-KBH, Rådhusstræde 13, København K

Hvornår: Spillede den 27-28.februar

Portemonnæ: gratis

 

One Size fits All – æstetisk fuckfinger til samfundet

Efter en pause midt på dagen vender jeg tilbage igen om aftenen og klatrer igen op ad den smalle trappe og ind ad den smalle gang. Denne gang skal jeg se den såkaldte performance lecture, et akademisk foredrag tilsat dramatiske virkemidler, et one-woman show af Signe Flyvbjerg. Temaet er, hvorvidt en krop, der ikke kan genkendes i det politiske rum, kan få en stemme dér. Flyvbjegs udgangspunkt er et klassisk græsk teaterstykke, Sofokles’ Antigone, om Ødipus’ datter (ja, den Ødipus der slår sin far ihjel og får børn med sin mor) Antigone, der trodser kongens lov for at følge sin egen etiske overbevisning. Hendes bror Polyneikes er død som oprører i krig mod staten. Kongen har derfor udstedt dekret om, at Polyneikes ikke må begraves, men Antigone går imod denne bestemmelse og begraver sin bror. Som i enhver god, græsk tragedie får dette naturligvis frygtelige følger.

 

Antigone handler om at gøre det personlige politisk, og tale magthavere imod. Det diskuterer også, hvad der skal forstås som lov. Står den kunstige, menneskeskabte lov over den personlige, moralske lov? Er loven et relativt begreb eller en absolut størrelse?

 

One Size fits All tog skuespillets almengyldige temaer et stykke længere og krydrede det med moderne eksempler på kunstnere og politiske agenter, der stiller spørgsmålstegn ved samfundets gældende normer og reagerer med modmagt på statens magt. Det lyder måske meget akademisk og teoritungt, men var fra starten både medrivende og morsomt. Dels fordi de moderne eksempler var både velkendte (uddrag af Hassan Preislers Brun Mands Byrde og filmen X-Men: First Class) og interessante (en lesbisk kirkehappening i 90erne og en overvægtig fotografs selvudstilling af sin egen, i omverdenens øjne groteske krop), dels fordi Flyvbjerg i høj grad inddrog publikum i sin performance.

 

En assistent sendte ’bilag’ rundt, først i form af tekster og billeder, men derefter fik publikum pludselig først en rød pølse hver, og derefter en dåseøl, med påbuddet om at skåle som ’rigtige danskere’. Samfundets normdannelse og ønske om ensretning blev spiddet med vittig ironi – for man bliver hurtigt sat uden for fællesskabet, hvis man ikke benytter dets koder, eksempelvis i form af indtagelse af øl og flæsk.

 

Det mest interessante ved foredraget var i mine øjne, hvor aktuelt det var. Blot ugen før havde medierne bugnet af diskussioner om, hvorvidt drabsmanden fra Krudttønden og senere Krystalgade havde fortjent at få blomster lagt på det sted, hvor han selv blev skudt ned. Da blomsterne senere blev fjernet af ukendte pårørende, blev dette omtalt som et lille drama i sig selv. For ved sine handlinger var Omar jo en politisk krop, selv i døden. Et eksempel på lovbruddet, et brud med den etablerede orden. Har en sådan skikkelse ret til de almindelige sorg- og begravelsesritualer, på den respekt man normalt viser de døde? Flyvbjergs foredrag, der var blevet til, før alt dette (One Size fits All tager udgangspunkt i hendes igangværende speciale), berørte kun dette ganske kort, men det gjorde hende pointer ekstra tankevækkende og vigtige. For vil vi virkelig derhen, hvor magt avler modmagt, og staten i sit forsøg på at opretholde en samfundsorden undertrykker de anderledes tænkende? Kan det være rigtigt, at én størrelse skal passe til alle?

 

Hvad: One Size fits All – en performance lecture af Signe Flyvbjerg. Hendes speciale kan rekvireres efter den 1.april 2015 ved at skrive til signeflyvbjerg@gmail.com.

Hvor: Studiet, TeaterHUSET i Huset-KBH, Rådhusstræde 13, 1466 København K.

Hvornår: Spillede den 27-28.februar.

Portemonnæ: Gratis.

 

DETTE STED STÅR STILLE – levende billeddigt

Udrustet med dåseøl fra Flyvbjergs foredrag glider tiden inden næste forestilling roligt af sted i Sneskuds lille lounge, der er ganske affolket, indtil en pige stikker hovedet ind og spørger, hvem der skal se Skimts forestilling. ”Vi mødes nede i gården”, informerer hun. Jeg efterlader øllen fra Flyvbjergs foredrag og bevæger mig derned. Der er koldt nede i gården, men vi forlader hurtigt området og begiver os ud på en længere vandring gennem Indre By. Inden vi begynder at gå, beder pigen os trække en seddel hver. ”Der er en spænding tilstede”, står der på min. Aha. Ordene bliver ikke forklaret, og i tavshed begiver vi os ned gennem Strædet, tværs over Amagertorv, videre forbi Illum, indtil vi drejer ned ad et netværk af små sidegader. Hun røber på intet tidspunkt, hvor vi skal hen, indtil vi til sidst står inde i en baggård. Hun åbner døren til endnu en trappe, stejlere og smallere end nogen af trapperne fra tidligere på dagen. Længere er den også, vi klatrer møjsommeligt op ad trinnene i det, der føles som en evighed.

DETTE STED STÅR STILLE //Foto: Skimt

 

 

 

Øverst oppe ledes vi ind i et dystert loftsrum. Her er mørkt og koldt, et forladt rum af den slags, man ikke ville have lyst til at besøge alene en vinteraften. Et par stole er stillet frem på række i den anden ende af rummet. Foran stolene, et par meter fremme, blafrer lag på lag af tynde forhæng, blåligt hvide i det uskarpe projektørlys. Sære, stille toner genlyder i tomheden. Vi venter. Og venter. Og venter, indtil en skikkelse toner frem, bevæger sig mellem forhængene, langsomt, langsomt. Det er i starten svært at se, om det er en mand eller en kvinde, det er en pjerrotlignende figur, hvidmalet i ansigtet, en hvid, stram hue dækker håret, bukser og jakke er hvide og går lige op og ned, så skikkelsen fremstår aldeles androgyn.

 

Da skikkelsen taler, viser han sig at være en mand. Det har dog ingen egentlig betydning, for tableauet handler ikke om køn, men om tilstedeværelse, om ren væren. Værket, for jeg vil hellere kalde det et værk, et levende kunstværk frem for et teaterstykke, handler om at stå stille i tid og lade tankerne flyde som vand gennem sindet. Der sker ikke noget specielt undervejs, udover at samspillet mellem performeren, musikken, lyset og de let bølgende forhæng skaber en meditativ stemning, en lille verden af ord og sansninger. Ærligt talt husker jeg ikke længere, hvad han talte om. Jeg tabte tråden et par gange undervejs, kunne ikke fastholde tankerne, kedede mig en smule. Stadig var det dog sært smukt, en stadig rislende strøm af billeder, en udelukkelse, fornægtelse af den hektiske hverdag.

 

Skimt har annonceret, at forestillingen er første del i en trilogi, og jeg må indrømme, at jeg er nysgerrig efter at se deres næste to værker.

 

Hvad: DETTE STED STÅR STILLE af Skimt.

Hvor: Et ukendt loftsrum nær Vognmagergade, 1466 København K.

Hvornår: Spillede den 27-28.februar.

Portemonnæ: Gratis.

 

Hvor – en hyldest til minderne

Det tager tid at komme tilbage til TeaterHUSET fra det ukendte loftsrum. Jeg småløber og forbander for anden gang i dag min uovervejede beslutning om at tage højhælede støvler på. Tilbageturen føles lang, og jeg bliver bekymret for, om jeg når den sidste forestilling. Dagen skal åbenbart slutte som den starter. Men nej, jeg når det akkurat, selvom Dramatoriet, den sidste scene i TeaterHUSET, selvfølgelig skal ligge helt øverst oppe. På nuværende tidspunkt er jeg lidt træt af trapper.

 

Sammen med ca. 6 andre gæster, en ganske lille flok, lukkes jeg ind i en lillebitte mellemgang, hvor en ung kvinde i hvidt tøj beder os tage skoene af. Derefter føres vi ind i et rum, der er oplyst af adskillige projektørlys. Vi bliver placeret på en sofa overdækket med et hvidt lagen, hvor vi bades i det skarpe, hvide lys. Det er utrolig varmt herinde, de mange, stærke lys skaber en næsten tropisk temperatur. Her venter vi så, mens tre smilende, hvidklædte unge kvinder står foran os. Den ene holder et hjemmeflikket kamera i hånden af den helt gamle slags, men det passer til stemningen, som er lidt gammeldags, med blonder på pigernes kjoler. Endelig får vi lov at rejse os, og lyset slukkes mens vi samler os i en rundkreds. Et øjeblik lægger mørket sig som en dyne om os, så stryger den ene pige en tændstik. Hun holder den foran sig, og mens den brænder, fortæller hun en historie. Det er en beretning om et minde, men tager kun den tid, som tændstikken brænder. Da lyset forsvinder igen, tier hun. Indtil den næste stryger en tændstik, og begynder på sin historie. Sådan fortsætter det, vi står omkranset af mørke kun afbrudt af korte øjeblikke med svagt lys.

 

Er det et billede på livet? Jeg ved ikke, hvad meningen er, og selvom jeg kunne have lyst til at analysere stykket fra hinanden, synes dette at gå mod dets præmis. Ligesom Skimts forestillingen handler det her om at sanse og at være snarere end at tænke. Man kan spekulere over, hvad der gør et minde vigtigt, og mindernes betydning i det hele taget – et tema som HAUT også tog op i efteråret med det musikalske performancestykke THEN I WAS LIKE. Alt dette lægger Hvor op til. Men her bagefter, hvor forestillingen er forbi for længst, er det store spørgsmål, om man tager noget med sig. Hvad husker man fra stykket? Lige nu og her husker jeg mange ting, for der er i skrivende stund knap gået en uge, siden jeg så det. Men der er én ting, der står særlig skarpt i min hukommelse, én ting der for alvor er blevet til et bevaringsværdigt minde: synet af en brændende tændstik tæt ved mit ansigt, hvordan jeg ser ind i flammen, mens en mand bag mig fortæller om et minde fra sin barndom. Han har ikke på forhånd vidst, at han skulle fortælle noget, og jeg spekulerer over, hvad der har fået ham til at vælge netop det minde. På hvad jeg selv skal fremdrage, hvis turen kommer til mig.

 

Hvor //Foto: Teater NOA

 

 

Det gør den ikke. I stedet tændes der en lampe, så vi nu kan orientere os i rummet, selvom lyset stadig er svagt. Vi deles i to grupper og placeres i hver sin ende af et stort gulvtæppe med hver vores fortæller, en af de hvidklædte piger. Vi sidder helt tæt i en halvcirkel nær en lille reol, hvor der ligger flere bittesmå æsker. Hun tager æskerne frem én ad gangen og fortæller os, at her opbevarer hun sine minder, små papirlapper og sjove ting. Hun beretter om et minde, beder os dufte til æsken, der indeholder det, viser os en snor, hun fik på en rejse til Indien. Hun hvisker, så vi må læne os helt frem for at høre hendes ord. Som om det er en hemmelighed, hun betror os.

 

Bagefter viser hun os sit duftkartotek. Et gammeldags skrin med lange, tynde skuffer, hvor små glas ligger på rad og række, glas af den slags man får parfumeprøver i. Der er noget sært eventyrligt over dette, som der var over de små æsker og mindeberetningerne i mørket. Som om vi befinder os i en anden tid, et andet univers, hvor man netop samler dufte fra alle steder, ikke blot parfumer, men rigtige lugte. Hun fortæller os en historie og hvert led i den lille fortælling, som også er et minde, akkompagneres af en duft, som hun tager frem og lader os indsnuse. Der er for meget parfume over duften til at illusionen bliver helt gennemført, men grebet er interessant; at bruge publikums sanser til at forstærke indlevelsen. I vores moderne samfund, hvor det hurtige og letfordøjelige har fortrinsret, bruger vi ofte kun syns- og høresansen i teater. Hvor rusker blidt op i vores resterende sanser og gør os til medskabere af forestillingen. Det er vores, publikums sansninger, der har bærende betydning. Stykket er, hvad vi hver især gør det til. Dette burde være indlysende i alle sammenhænge, men det er det langtfra, for de fleste teaterstykker, lige så vel som film, bøger og kunstværker, nøjes med at vise os ting. I Hvor får vi lov til at digte med gennem hele sanseregisteret.

 

Forestillingen insisterer blidt på mindernes betydning, men det er os, publikum, der får lov til at tillægge dem hver vores betydning. Hvad hører vi hver især, da vi bagefter lytter til gamle metalæsker? Da vi på mytisk vis får lov til at vælge mellem at beholde vores minder eller lægge dem fra os og begynde forfra, hvad vælger vi så hver især? For ingen af os har udelukkende gode minder, men hvor meget skal der til, før de bliver for tung en byrde? Hvor mange af os mennesker ville slippe vores minder, hvis vi fik valget? Hvor giver intet svar, men det er heller ikke nødvendigt.

 

Hvad: Hvor af Teater NOA

Hvor: Dramatoriet, TeaterHUSET i Huset-KBH, Rådhusstræde 13, 1466 København K.

Hvornår: Spillede den 27-28.februar

Portemonnæ: Gratis.

 

Samlet set præsenterede Sneskud et stærkt felt af unge kunstnere og performere, der udmærkede sig med værker, der hver især havde meget at byde på. Det blev en rejse ind i et alternativt univers, kunstigt som alt teater, men samtidig stolt af og insisterende på scenekunsten som en genre, der til stadighed kan virke fornyende og overraskende. Jeg ser allerede frem til sommerens Vildskud, der forhåbentlig vil byde på endnu mere nyt og spændende teater.

 

Udover de fire nævnte forestillinger spillede også Træet Udenfor, Ligeglad, Necessary Fragments samt Det Rullende Klaver, en performativ happening af Teaterpiloterne. Læs mere om Vildskud, Sneskud og de omtalte forestillinger her.

 

//Forsidefoto: One Size fits All, Signe Flyvbjerg