Sargun Oshana vil åbne dørene for Nørrebros vitalitet

Interview: Sargun Oshana tiltræder som direktør for Teater Grob den 18. januar 2021. Allerede nu er arbejdet gået i gang. Han drømmer om at lade Nørrebros vitalitet sive ind på Teater Grob og at samle det globale og lokale på scenen og i foyeren.

Sargun Oshana
Sargun Oshana bliver teaterdirektør for Teater Grob per den 18. januar 2021. //Foto: Lars E. Andreasen

Teatret som et forsamlingssted

Jeg er på vej mod Teater Grob på Nørrebro for at tale med Sargun Oshana. Oshana er en dansk-irakisk prisvindende scenekunstinstruktør og starter den 18. januar på en ny rejse som direktør for Teater Grob. Vi har planlagt at gå en tur rundt i Nørrebros gader. Jeg er i god tid, så jeg stopper op for enden af Dronning Louises Bro og nyder disen, der langsomt stiger tilbage mod himlen. Det er en solrig søndag formiddag i november. Klokken er ti, og Nørrebro er langsomt ved at vågne op. Jeg når frem til teatret og spejder efter Oshana. Han kommer rundt om hjørnet lidt længere nede ad Nørrebrogade med en cykelhjelm under armen. På trods af den storby-idylliske stemning falder snakken hurtigt på den krisetid, vi lever i for tiden Det er dagen efter kåringen af Joe Biden som USA’s næste præsident, og vi lykønsker hinanden, men som Oshana siger: ”Man venter først på sidste akt, før man klapper. ”

For selvom Biden nu har vundet, har valget vist, at USA er et ekstremt splittet land. Og selvom der er gode nyheder om en vaccine mod covid-19, holder vi alle vejret. Jeg spørger derfor Oshana om hvilken betydning, teatret har i det kriselandskab, som vi bevæger os i, i øjeblikket.

”Jeg tror, at nu, mere end aldrig, har vi brug for teatret. Fordi vi mærker, hvad det vil sige at få taget det fra os, ” siger han. Og her snakker Oshana ikke kun om teatrets forestillinger, men også om teaterets kerneværdi: nemlig at skabe et rum for forsamling.

Vi går ned ad en tom og stille Nørrebrogade, mens Sargun Oshana forklarer, at vi mærker, hvad der sker ved os som flokdyr, som væsner, som følende og sansende mennesker, når det offentlige rum ikke rummer, at man er tæt på hinanden. Eller at man kan forsamles. At man kan danse.

”Jeg tænker tit på det der med, hvordan kroppen er blevet dækket til på grund af de her masker. Man er blevet bevidst om, hvad den er for en størrelse i det offentlige rum, ” siger han.

Vi taler om, hvordan vi, på trods af vores alles forskelligheder, er tættere på at være i samme båd nu, hvor alle kroppe er blevet pålagt restriktioner i en tid med en verdensomspændende pandemi. Ifølge den kommende teaterdirektør er flere blevet bevidste om vigtigheden af det åndelige og fysiske samvær, som f.eks. teatret og dansen kan give os.

Allerede i begyndelsen af den her gåtur bemærker jeg, hvordan Oshana formår at flette virkeligheden ind i vores snak om kunsten – og kunstens sensibilitet ind i vores snak om virkeligheden. På den måde føler jeg, at vi hele tiden svæver mellem at gå i Nørrebros gader og at være midt inde på Teater Grob.

Ruten til gåturen med Sargun Oshana. Startpunkt og destination: Teater Grob.

Det globale og lokale samlet i en bydel

”Du har verden i din hånd i den her bydel, ” siger Sargun Oshana om Nørrebro.

Grunden til, at han har søgt jobbet som direktør for Teater Grob, er i høj grad på grund af teatrets beliggenhed. For på Nørrebro findes en vitalitet, der ikke er at finde mange andre steder i København.

”Jeg har altid oplevet den her vitalitet på Nørrebro. Jeg føler virkelig, at Nørrebro er en bydel, der rummer så mange forskellige og mangfoldige aspekter. Ikke kun i det mellemøstlige, som også er rigtig stærkt repræsenteret, men alle mulige andre aspekter også. Unge, gamle, forskellige klasser. Der er arbejdere, der er kunstnere. Der er virkelig et virvar, ” fortæller han.

Ifølge Sargun Oshana rummer Nørrebro det globale og lokale i én og samme bydel. Fordi hvis man møder menneskerne på Nørrebro, så finder man det globale i dem, men man finder også det lokale. Dette krydsfelt mellem det globale og lokale driver Oshanas nysgerrighed, fordi han selv kommer fra en baggrund, hvor teatret ikke nødvendigvis lå i kortene som levevej. Vi drejer af Nørrebrogade, søger i læ på Assistens Kirkegård og går på en af de mindre stier. Oshana fortæller, hvordan han selv skulle ned ad en del snoede stier for at komme dertil, hvor han er. Han flygtede til Danmark som bare 8-årig fra Irak i forbindelse med Golfkrigen. Da han gik i 10. klasse lidt uden for Aarhus fik han, takket været en teaterlinje, smag for teatret, men han mødte også en studievejleder, som sagde, at han ikke kunne blive skuespiller, fordi de ikke vidste, at der fandtes en skuespillerlinje på teaterskolen. Da han endelig kom ind på skuespillerlinjen i Aarhus og blev færdig, mødte han en mur i branchen, hvor han ofte blev typecastet. Hen ad vejen fandt han så sin destination som scenekunstinstruktør, hvor han endelig føler sig hjemme.

”Fordi jeg ved, at der er mange, som ligner mig og ser ud som mig, som rummer mange spændende historier og talenter, men som måske ikke føler, at der er et rum, hvor de hører til. Så tror jeg, at det er oplagt at åbne dørene op for det på et sted, der er i hjertet af alt det, ” siger Oshana.

Derfor vil han kigge på hele teatrets DNA, når han træder til som teaterdirektør. For hvis teatrets døre skal kunne åbnes helt, så skal der arbejdes med hele teatrets opbygning og struktur.

Hvordan er foyeren bygget op, og hvad bruges den til? Hvordan er programmerne skrevet og af hvem? Hvor bliver der reklameret for forestillingerne henne? Og sidst men ikke mindst: hvad består de kunstneriske tiltag af? For når Sargun Oshana taler om mangfoldighed, så mener han ikke kun mangfoldigheden af mennesker blandt medarbejdere og publikum, men i høj grad også en mangfoldighed i kunsten.

”Det med at hacke mig ind på forskellige kunstnergrupper og forskellige formsprog, vil jeg altid gøre. Fordi jeg elsker det med at ”matchmake” folk, hvor man tænker, at det på papiret lyder helt skævt. Jeg tror bare, at der kan være noget sindssygt interessant i de der møder, ” siger han.

Møder er et begreb, der står i centrum for Sargun Oshanas arbejde som scenekunstinstruktør og hans kommende arbejde som teaterdirektør. Mødet mellem Teater Grob og Nørrebros beboere. Mødet mellem forskellige formsprog i det scenekunstneriske arbejde. Mødet mellem virkeligheden og fiktionen. Mødet mellem rollen som instruktør og som teaterdirektør.

Nørrebrogade en solrig søndag morgen i november. //Foto: Dominyka Skarbaliute

Et kunstnerisk blik på verden

Mens vi går forbi den ene barnevognsfamilie efter den anden på kirkegårdens stier, spørger jeg Sargun Oshana om, hvordan han tror, instruktørrollen vil føde ind i rollen som teaterdirektør. 

”At jeg har arbejdet som instruktør gør, at jeg er meget hands-on med det kunstneriske felt. Jeg har også et kunstnerisk blik på verden, et udsyn og en lyst til at fortælle historier. Jeg vil også gerne instruere på teatret, så jeg stadig også udøver mit virke på den måde, ” svarer han.

Sargun Oshana fortæller, hvordan han på Studio-scenen på Aarhus Teater var med til at definere scenens profil. Det var det, der startede nysgerrigheden og lysten hos Oshana til ikke blot at skabe én fortælling til én forestilling og så vinke farvel på premieredagen, men i stedet at have et helikopterblik på teatret som en helhed, som igennem dets beliggenhed, forestillinger, forskellige kunstneriske formater, billettyper m.m. tilsammen skaber et udsagn. Gennem det at se på teatret i sin mangfoldige helhed opstår en mulighed for at arbejde med en mere kompleks fortælling om samtiden.

Derfor interesserer kurateringsarbejdet ham meget, hvilket man kan se i hans kalejdoskopiske tilgang til arbejdet med scenekunsten. Sargun Oshana arbejder nemlig med forskellige formsprog og genrer, der sammen kan skabe nye perspektiver. Vi har forladt kirkegården og går forbi Tjili Pop, hvor Oshana fortæller, hvordan han finder inspiration til sine egne forestillinger mange andre steder end ved at se teater. Jeg beder ham om at nævne tre kunstnere, der inspirer ham og som han vil anbefale. Her nævner han kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen, som primært arbejder med performancekunst, der tager udgangspunkt i begreber om identitet, kultur, religion, køn og sociale relationer. Derudover nævner han dansekompagniet Black Box Dance Company ledt af Marie Brolin-Tani, som han samarbejder med på forestillingen Vita Danica, og sidst nævner han dramatikeren Camara Joof og hendes forestilling Queens. Bare ud fra disse tre anbefalinger bemærker jeg, hvordan Oshana konstant kan flette forskellige formsprog sammen til inspiration for sit eget scenekunstneriske arbejde. Han rejser ikke til Tyskland og ser det nyeste postdramatiske værk for at blive inspireret, men henter i stedet inspiration fra andre formsprog og genrer, fordi det var det, han havde adgang til, da han begyndte at interessere sig for teaterfaget. MTV og VH1, litteraturen, subkulturer, progressive strømninger, små lommer af fortællinger i byen og museer; dette bidrager til hans behov for at udvide repertoiret til netop at kunne indeholde alle disse forskellige formsprog.

For at kunne forene denne mangfoldighed af formsprog med hvordan teater produceres, er der behov for at stille spørgsmålstegn ved det maskineri, der siger, at der er en vis måde at producere teater på, og måske dreje lidt på nogle af de knapper. I den forbindelse vil Sargun Oshana især udfordre begrebet om ny dramatik. Teater Grob har i mange år været et teater, som arbejder fokuseret med og giver plads til ny dramatik, hvilket Oshana vil understøtte og samtidig udfordre.

”Det mest radikale, jeg kommer til at gøre, er at kigge på, hvordan det er, vi definerer ny dramatik. Altså er det tanken om, at der sidder en dramatiker i et elfenbenstårn og skriver noget, som personen så afleverer, eller kan ny dramatik være mange ting? Jeg tror, at det kan være borgerinddragelse. Jeg tror, at det kan være stemmer, vi hiver ind fra gadeplan. Jeg synes også, at det er vores dramatikere, fordi de stærke stemmer synes jeg absolut, vi skal kæmpe for, men jeg er nysgerrig på, hvordan vi kan skubbe til det her formsprog og dermed også få nogle andre ind, som ikke skal føle, at de nærmest skal have en akademisk uddannelse for at kunne skrive, ” siger han.

Ifølge Sargun Oshana kan dramatik skabes på mange forskellige måder, og det vigtigste for ham er at holde fast i tanken om, at sandheden om verden ikke er objektiv. At der i stedet skal gives plads til en masse subjektive fortællinger, som tilsammen kan skabe en mere rig og mangfoldig fortælling om verden. Med andre ord vil Oshana forsøge at skabe et repertoire, hvor det er tydeligt, at der konstant arbejdes med forskellige formsprog, som kan give adgang til forskellige blikke og perspektiver på verden. 

Sargun Oshana
Teater Grob på Nørrebro. //Foto: Dominyka Skarbaliute

Et livsbekræftende åndehul i en verden af stilstand

Verden består af en masse forskellige sandheder, perspektiver og liv. Folk betræder verdens snoede stier på mange forskellige måder. Blot på vores gåtur denne søndag morgen er vi gået forbi unge mennesker med begyndende tømmermænd, forældre med barnevogne, caféejere, der stillede klar til dagens kaffesalg og ejere af shawarmabarer, der gjorde klar til bølgen af tømmermandsramte. I krydset mellem Sankt Hans Gade og Ravnsborggade støder vi på en gruppe håndværkere, der helt overtrætte fyrer jokes af, mens de deler et par McDonalds-menuer og nogle kopper kaffe mellem sig.

”Ej, hvor så det vildt ud, det der. Det lignede jo et teaterstykke! ” siger Oshana, mens han griner. Det er netop situationer som disse i bylivet, der inspirerer ham mest.

”Inspirationen for mig er alle de kroge, der findes på Nørrebro. Fordi man kender alle de der vitale steder som Sankt Hans Torv, Nørrebrogade og Røde Plads. Jeg er virkelig nysgerrig på de der skjulte steder. Men også nogle forskellige sites, man ikke lige tænker over. Tidligere har jeg lavet forestillinger i plejehjem og skulle have lavet en forestilling i et dødsbo, men det blev lagt ned på grund af covid-19. Så det er også noget med at kigge på ikke kun outer-sites, men også inner-sites. Skjulte steder,” forklarer Sargun Oshana, mens vi bevæger os ned ad Ravnsborggade mod Nørrebrogade.

”Nu har jeg kontor ud til Nørrebrogade, og når jeg bare kigger ud mod de mennesker, der suser forbi og 5C, der stopper lige ude foran, så får jeg den her snert af London. Og nu stretcher jeg den lige lidt, det må du gerne skrive. Men der er altså den her følelse af liv og vitalitet, og det er bare virkelig livsbekræftende, når man føler, der er så meget stilstand ellers, ” siger han.

Jeg fornemmer, at Teater Grob er det sidste sted, der kommer til at opleve stilstand. Vi afslutter vores gåtur ved teatret, hvor vi snakker lidt om, hvad man kan gøre ved foyeren. For når Sargun Oshana siger, at han vil åbne dørene op for det lokale folk og lade Nørrebros vitalitet sive ind, så mener han det i helt konkret grad. Dørene skal åbnes og foyeren skal være et sted, hvor folk kan komme ind og fylde den med en livskraft samtidig med, at de samme folk måske får en fordybelsespause midt på den travle Nørrebrogade. Hvad det betyder, må vi vente til den 18. januar med at se.

Skriv en kommentar

kommentarer