Rød som blod

Le Sacre du printemps er et legendarisk musikværk, men bliver amputeret i ny danseforestilling, der i stedet svælger i blottede kønsdele og blodige klichéer.

 

Blod er fascinerende. Det er livets væske, men også et symbol på vold og død. Mænd har ikke det store forhold til blod. Det forestiller jeg mig i hvert fald. Det er aldrig faldet mig ind at spørge, før jeg så Palle Granhøjs danseforestilling, Rose – Rite of Spring Extended 2. Men netop blodet og farven rød må betyde noget særligt for ham, siden han så insisterende gør brug af den igennem hele forestillingen. Røde sko, røde kjoler, røde roser, røde læber, rødt hår. Rødt, rødt, rødt overalt. Rødt som det blod, kvinderne på scenen afgiver – eller vi skal forestille os, at det er blod, selvom jeg nu mere tror, det er en form for farvet væske der benyttes. Men det er ligegyldigt. Det eneste vi som publikum behøver at forstå er, at blodet er i centrum her; i dette rum, på denne scene, i dette univers som Granhøj fremmaner gennem sine dansere.

 

//Alle fotos: Alina Fejzo

 

Ikonisk forårsoffer

Det er set før. Sidste år, i Dansehallerne, så jeg version 1 af Granhøjs Rite of Spring, hvor blod også spillede en afgørende, om end knap så fremtræden rolle. Denne version var med mandlige dansere og lidt af en sensation – den blev endda kåret som årets bedste danseforestilling til sidste års Reumertuddeling. I sig selv er Rite of Spring eller Le Sacre du printemps, som det oprindeligt hedder, et banebrydende musikalsk værk, skrevet af den modernistiske russiske komponist Igor Stravinsky, skabt til en lige så banebrydende ballet af samme navn, koreograferet af Vaslav Nijinsky, verden største danser og opført af Sergei Diaghilevs legendariske Ballets Russes. Værket blev berømt og berygtet siden sin uropførelse i Paris i 1913. Koreografien gik i glemmebogen ( ihvert fald for en tid), men musikken hang fast i folks sind, og siden har adskillige store koreografer prøvet kræfter med Stravinskys toner. Det er et krævende værk; fuld af dissonanser, manende, æggende, mystisk. Når man hører det, aner man næsten de dybe urkræfter, som det skal forestille at fremkalde. Det er et mærkeligt stykke musik, men man glemmer det ikke, når man først har hørt det.

 

Palle Granhøj, koreograf og kunstnerisk leder af kompagniet Granhøj Dans, skabte i 2013 første version af Rite of Spring i anledning af værkets 100-års jubilæum. Nijinskys oprindelige ballet omhandlede et imaginært, hedensk forårsritual, hvor en ung kvinde udvælges og ofres af sin stamme. Hun dør ved at danse sig ihjel. Musikken er et endeligt opgør med romantikkens harmoniske verdenssyn – mennesket er ikke herre over egne drifter, den pæne, velordnede selvforståelse, som borgerskabet har dyrket, river Stravinsky i stykker. Med RITE of SPRING – EXTENDED forsøgte Granhøj at overføre dette splittede univers til moderne tid. Her var fokus flyttet til overgangsritualer og kønsidentitet og udformede sig som en skildring af et på én gang kejtet, komisk og brutalt mandeunivers. En ung knægt skulle optages i det maskuline fællesskab gennem en rituel leg. Seks mænd ledte hans vej, gejlede ham op, mens man som publikum bevidnede fragmenter af den mandlige selvforståelse.

 

Musikken blev afbrudt undervejs. Granhøj havde som den første i verden fået lov til at indlægge pauser i fremførelsen, og den optagede orkesterversion af partituret blev sprængt indefra af tavshed og opbrud. Det fungerede over al forventning, for Granhøj formåede at arbejde i samklang med musikken og bruge den aktivt, så de komiske scener gradvist blev brudt af en dyster understrøm, der ledte op til et isnende uhyggeligt klimaks, hvor den unge mand presses ud over grænsen og til slut genfødes som en del af det anonyme, smokingklædte fællesskab, der sammen udgør en hård, pulserende organisme.

 

Fra høje hæle til flad musik

Nu har Granhøj forsøgt sig med en kvindelig version. Konceptet er det samme; der er indlagt pauser i musikken, det handler stadig om unge, der skal blive voksne og optages i kønsfællesskabet ved hjælp af et overgangsritual. Denne gang handler det blot om to unge kvinder. Den største forskel er, at musikken denne gang fremføres live på scenen af en pianist, russiske Maria Eshpai, der fungerer som en integreret del af forestillingen, hvor hun er gudinde for tab af uskyld (eller u-skyld som det kaldes i programmet). Granhøj kalder forestillingen for ”en uvidenskabelig uredelig udredning af biologi contra civilisation”, hvilket var præcis den samme præmis for hans mandeforestilling.

 

 

Lad mig sige det rent ud: dette var en forestilling, jeg på forhånd gerne ville kunne lide. Jeg var temmelig begejstret for mandeudgaven og var derfor spændt på at se Granhøjs bud på, hvordan man går ”fra pige til kvinde”. Resultatet var skuffende, og jeg har to teorier om, hvad der gik galt. For det første er det sandt nok, at en liveopførelse af partituret kan gøre det mere ”nærværende og levende”, som det åbenbart har været Granhøjs ønske. Der er dog en altafgørende forskel på at opføre et orkesterværk med fuldt orkester og så at opføre det med en enkelt pianist. Især i et så overdådigt musikalsk værk som Stravinskys. Den mørke understrøm går tabt, musikken mister sine nuancer og bliver flad, ikke mere levende, blot fordi den bliver spillet live. Den unge pianistinde spankulerede rundt på røde stilletter og svingede med sin røde paryk, men uanset at hun gjorde en flot figur, gjorde det ikke meget fra eller til i stykket.

 

For det andet fik jeg aldrig fornemmelsen af, at koreografien og musikken gik hånd i hånd. Måske fordi musikken var så uinspirerende, men undervejs fik jeg sværere og sværere ved at genkende mig selv i forestillingens skildring af det feminine og dets ritualer. De ’voksne’ kvinders uniform i form af knaldrøde cocktailkjoler gav god mening, men den rituelle leg, som de to unge piger blev inddraget i, gav mig aldrig rigtig fornemmelsen af, at noget var på spil, at der var tale om en reel overgang fra ung til voksen.

 

Hvordan bliver man kvinde? Jeg aner det ikke, selvom jeg hurtigt ville kunne pege på en række ting, der er kulturbestemt, fremmanet af civilisationens normer, af presset fra andre. Måske er det sværere at skildre kvindelige overgangsritualer, fordi en kvindelig kønsidentitet er langt mere flertydig end tidligere, sandsynligvis (det forestiller jeg mig i hvert fald)i højere grad end mandens. Det seksualiserede udtryk i form af høje hæle og stramme kjoler var rigtigt set, men disse kønsmarkeringer er så åbenlyse, at de ikke kan stå alene i en forestilling som Rose. Enkelte andre elementer fungerede bedre, eksempelvis den hekselignede, mystiske kvindefigur, der pegede tilbage på såvel tidligere tiders kvindedæmonisering som på noget mytisk, mørkt og urkvindeligt. Det kvindelige er mørke, mystik, ærefrygtindgydende, selvom vi glemmer det i vores daglige snusfornuft. Det er livets ophav, en urkraft, vi aldrig kan undslippe eller komme udenom. Man kan forsøge at tøjle det, skjule det som visse kulturer stadig gør det i dag, eller undertvinge det ved seksuel vold, som nogle mænd har gjort til alle tider, i alle kulturer. Voldtægt er stadig en yndet trussel over for kvinder, der stikker næsen frem, som kendte kvindelige politikere afslørede det i en DR-dokumentar sidste år.

 

 

Hvor blev pikken af?

Undervejs i forestillingen udfører de voksne kvinder en handling på den ene af pigerne. Vi ser ikke, hvad de gør ved hende, ud over at hive tøjet af hende og stimle sammen om hende. Hun skriger desperat, indtil de pludselig er færdige med deres forehavende og ømt trøster hende. Måske skal det forestille et omskæringsritual, men scenen er vag og forvirrende. Andre elementer, alt for mange, virker ufokuserede og klichéfyldte. Når kvinderne danser rundt og vrider med numserne i stramme bukser, klasker hinanden på røven i kåd leg, virker det mere som en mandefantasi end en realistisk skildring af et arketypisk kvindefællesskab. Rosen som symbol på det kvindelige virker i mine øjne også for klichéfyldt, for nemt. Den har for mange associationer til kærlighed og romantik, til et Joan Ørting-agtigt, ensidigt kønsbillede, hvor mænd drikker whisky og banker søm i en væg, mens kvinder er små, nuttede væsner, der elsker lyskæder, skørter og blomster.

 

I ligestillingens navn undrer det mig også, at Palle Granhøj er faldet pladask for den største kliché af alle, når det gælder en kunstnerisk fremstilling af mænd og kvinder. Selvom sidste års mandeforestilling nok bød på masser af bar røv og onani, mindes jeg ikke at have set én eneste pik. I Rose så jeg til gengæld så mange kusser, at det virkede suspekt. Hvorvidt det giver mening undervejs at have en rød rose hængende fra skeden eller sprøjte fake menstruationsblod ud i rigelige mængder, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det virkede kuriøst – men ikke provokerende, og hvis den pågældende danser havde det fint med det, har jeg ingen indvendinger. Men hvorfor denne overeksponering af én slags kønsdel, mens en anden ærbart gemmes væk? Vi kvinder har jo ikke tilnærmelsesvis samme forhold til vores kønsdele, som mænd har til deres. Trods en vis pornogenereret usikkerhed hos unge, vestlige kvinder omkring størrelsen på deres kønslæber, og en manisk modetendens, der dikterer et glat look à la småpiger forneden, er kvinder generelt knap så (over)fokuserede på deres kønsdele, som mænd er det. Så hvorfor så mange kusser, når pikken åbenbart ikke må være synlig? Er kussen mere mystisk, mere hemmelighedsfuld og derfor mere interessant at vise frem, eller er Granhøj blot for meget mand til at ville bryde dette helt basale, kulturelle tabu?

 

 

Selvfølgelig er det ikke antallet af kønsdele, der bestemmer kvaliteten af en forestilling. Men forestillingen kom ikke nærmere det arketypiske kvindelige ved at have danserne sprøjter teaterblod ud af deres kusser og derefter drikke det. I stedet for at sige noget væsentligt om kvinderitualer og kulturelle kønsnormer formåede Granhøjs forestilling at promovere udpinte kvindeklichéer og samtidig slagte et af det 20. århundredes mest ikoniske musikstykker. Det er lidt af en bedrift i sig selv.

 

Hvad: Granhøj Dans’ Rose – Rite of Spring Extended vol.2.

Hvor: Spillede på Teater Republique den 13.-19.april, næste gang er den 11.-12.juni i Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K, hvor den spiller som en del af et dobbeltprogram med mandeudgaven RITE of SPRING – EXTENDED.

Portemonnæ: 195 Kr.