REN HANG: Kinesisk kultur i Kødbyen

Ren Hang in Peace (R.H.I.P) er forestillingen om den kinesiske kunstfotograf og LGBTQAI+ person, Ren Hang. Om hans liv, hans værker samt hans indre og ydre kampe for at skabe og vise sin kunst. Forestillingen er en tydelig hyldest til Ren Hangs ukuelige mod, talent, evner og vilje til at skabe – på trods af en indre kamp mod depression og ydre kamp mod Kinas berygtede censur.

Skuespiller Zenghao Yang i Ren Hang In Peace (R.H.I.P) Foto // Birk Thomassen

I Den Brune Kødby

I Den Brune Kødby i Staldgade ligger Fotografisk Center bag et par solide grønne trædøre. Dørene bliver ikke åbnet, og publikum bliver ikke lukket ind, før lige inden aftenens forestilling går i gang.

Om dagen er Fotografisk Center en udstillingshal for fotografi, men fra 28. marts til den 9. april huser centeret efter lukketid forestillingen Ren Hang in Peace (R.H.I.P). Forestillingen er produceret af Nydanskeren Jimbuts Kulturforening i samarbejde med Ann-Jette Caron og prfrm – produktion og formidling af scenekunst og fortæller om den kinesiske kunstfotograf og LGBTQAI+ person, Ren Hang. Om hans liv, hans artistiske udfoldelser og hans kamp mod depressionen, der resulterede i hans alt for tidlige død i en alder af 29 år. Det kan allerede nu afsløres, at det ikke er nogen spoiler at læse denne artikel og få kendskab til Ren Hangs historie, inden man ser forestillingen. Det er mere end blot historien om Ren Hang, der gør forestillingen bevægende og seværdig.

Ren Hang / Hang Ren

Ren Hang blev født i 1987 i ChangChun i det nordøstlige Kina. Familienavnet er Ren, og fornavnet er Hang, fortæller en af skuespillerne os netop, som forestillingen er gået i gang. Ren Hang flyttede til Beijing som 17-årig for at læse kommunikation og marketing, en uddannelse han senere droppede ud af for at blive fotograf.  Det var på det tætpakkede kollegium, han begyndte at tage billeder, nærmere specifikt: billeder af sine venner. De var vant til at se hinandens kroppe, når de skulle i bad eller klæde om, så nøgenheden blev naturlig at fotografere, hvilket skulle blive definerende for Ren Hangs arbejde.

Ren Hangs eksplicitte og kontrastfyldte fotografier af nøgne kroppe afslører som det første vores egen sarthed og skolede uvane for at se nøgne kroppe. Men jo flere sammenflettede legemer, erigerede penisser, numser der bølger sig som landskaber og vaginaer påført læbestift man ser på, jo mere vænner man sig til naturligheden af den nøgne krop. Og undrer sig måske over, at man overhovedet kan have det på andre måder med den nøgne krop.

Skuespillere Zenghao Yang og Troels Kortegaard Ullerup i Ren Hang In Peace (R.H.I.P) Foto // Birk Thomassen

”Vi gemmer kroppen i vores kultur”

”Det er svært at fotografere nøgenhed i Kina” sagde Ren Hang til Purple i 2014. ”Folk er bundet af traditionelle og konservative attituder om kroppen. De mener, det er en degradering, en demoralisering, at vise hvad de mener bør være privat,” siger han og erklærer: ”Vi gemmer kroppen i vores kultur”.

Kroppen er en del af den naturlige verden, mener Ren Hang, og fordi vi kommer nøgne ind i denne verden, er det i nøgenheden, han oplever menneskers autentiske og oprigtige eksistens. Kroppe kan være som skulpturer, hvilket også er, hvordan de optræder i hans billeder. Ved at kigge på Ren Hangs billeder, får man snart fornemmelsen af, at kroppene er instruerede, men frie. Opstillede men naturlige. I sin form: uskyldige, men i sit udtryk: oprørske.

Skuespillere Zenghao Yang og Troels Kortegaard Ullerup i Ren Hang In Peace (R.H.I.P) Foto // Birk Thomassen

Rebel eller ej

Ren Hang forsøgte ikke at være provokerende med sine billeder, men rendte tit ind i problemer med de kinesiske myndigheder på grund af den seksuelt eksplicitte natur i billederne. Han er derfor ofte blevet sammenlignet med den systemkritiske og aktivistiske kunster Ai WeiWei, som Ren Hang selv også beundrede. Men nøgenheden i Ren Hangs billeder var ikke ment som et oprør, noget han i interviews også tit blev spurgt ind til. Dog understregede han gang på gang, at hans billeder aldrig var ment som politiske.

 ”Jeg ser ikke rigtigt mit arbejde som tabu, fordi jeg tænker ikke på det i en kulturel eller politisk kontekst. Jeg søger ikke at skubbe grænser. Jeg gør bare, hvad jeg gør”, fortalte Ren Hang til Taschen

Men det er ikke nemt at fotografere nøgenhed i et censurfyldt land, hvor homoseksuel sex var ulovligt frem til 1997, og hvor homoseksualitet blev klassificeret som en psykisk sygdom helt frem til 2001. Mange af Ren Hangs fotografier er stadig forbudte at udstille i Kina, og en af hans udstillinger blev aflyst af staten grundet ”mistanke om sex”, udtalte han til VICE Japan. Men Kina var hans hjem, han elskede Kina, og det var det sted, han følte en tilknytning til. ”Det er sandt, jeg er begrænset her,” fortalte han VICE Japan, ”men jo mere jeg er begrænset af mit land, jo mere vil jeg, at mit land tager mig ind og accepterer mig for den, jeg er, og det, jeg laver”. Måske var det altså mere modtagelsen af Ren Hangs arbejde end arbejdet selv, der malede billedet af en rebelsk kunstner.

Hvad er frihed?

På Fotografisk Center skifter farven til rød i lysstofrørene over vores hoveder, mens den ene af skuespillerne, kinesiske Zenghao Yang, lægger sit ansigt ned i en bakke med vand, han få øjeblikke forinden benyttede til at fremkalde et analogt billede. Han begynder at synge en kinesisk sang, mens den anden skuespiller, danske Troels Kortegaard Ullerup, lægger en mikrofon med rumklang lige under Zenghao Yangs hage. Lyden vibrer ned i vandet, rundt i bakken, ind i mikrofonen og fylder til sidste hele rummet, vi sidder i. Lyden føles indelukket, fanget måske, og selvom vi ikke genkender sangen eller forstår lyrikken, mærker vi stemningen. Det lyder, som om vi er med, svævende under vandet sammen med Ren Hang. ”Hvad er frihed?”, spørger Troels Kortegaard Ullerup os senere og citerer Ren Hang: ”den endelige frihed er, når jeg bliver fri for det spørgsmål”.

28. etage  

Som en af sine sidste udgivelser på den kinesiske mikro-blogging side Weibo skrev Ren Hang blot få måneder før sin død: ”Hvert år har jeg det samme ønske: at dø tidligt”, efterfulgt af endnu en sætning: ”Jeg håber, det opfyldes i år”.  Den 24. februar 2017 sprang Ren Hang ud fra 28. etage og afsluttede sit kun 29-årige liv og sin 6-årige karriere som fotograf. En karriere der allerede nåede at berøre et internationalt publikum og inspirere den næste generation af fotografer. Men tilhængerne havde været med på rejsen og kendte til Ren Hangs indre kamp, bland andet igennem hans poesi. Som en sørgende fan udtrykte det på Weibo efter hans død: ”Jeg er ikke trist, fordi du var ikke glad her”.

Men som det er med alle, der forlader livet for tidligt, er det vigtige i fortællingen om Ren Hang ikke hans død, men alt der kom forinden. Ren Hang er ikke fortsat en inspiration kun på grund af den præcise, perfektionistiske og ufravigeligt inspirationsdrevne tilgang, han havde til arbejdet. Eller på grund af den æstetik han efterlader os i sine billeder, men fordi han forblev sand overfor sin vision og sine instinkter. Som instruktør for Ren Hang in Peace (R.H.I.P), Johan Sarauw, fortæller: ”Hans drive var uudslukkeligt” og fortsætter bekræftende: ”Måske var det (arbejdet red.) i nogen grad et oprør mod systemet, men oprøret har ikke mindst været et menneskeligt oprør. Et uudgrundeligt behov for at være sig selv og en naturlig længsel efter at udforske sine egne drifter”.

Ren Hang in Peace (R.H.I.P) spiller på Fotografisk Center fra 28. marts til 9. april og kan efterfølgende ses på Galleri Image i Aarhus fra 22.-28. april.

Er du ny i teateret? Klæd dig på med vores artikel SLANG OG OVERTRO I TEATERET: 30 UDTRYK DU SKAL KENDE

Skriv en kommentar

kommentarer

Teaterredaktør // Skuespiller, dramatiker, forfatter og journaliststuderende.