Rejsen til mørkets hjerte

Som teatergænger er man vant til, at den forestilling man ser, er et færdigt værk. Prøveforløbet er allerede afsluttet, og som publikum præsenteres man for det endelige resultat. Men hvad sker der med teateroplevelsen, hvis publikum inviteres indenfor, mens værket stadig er under udvikling? Det ønskede den tyske instruktør Mirko Borscht at undersøge. I samarbejde med Sydhavn Teater, Warehouse9 og Teater Nordkraft har han skabt den eksperimenterende teaterinstallation HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc #1. Værket omhandler tro og ekstremisme, og Borscht har ladet sig inspirere af to kontroversielle, historiske personer, helgenen Jeanne D’Arc og seriemorderen Gilles de Rais. Igennem fire uger fra midten af august til starten af september kunne man følge stykkets udvikling på udvalgte spilledage. VINK fulgte forestillingens udvikling over tre aftener og overværede, hvordan et flosset eksperiment langsomt tog form.

 

Origin. Mystisk, lerindsmurt mand. //Alle fotos: Sydhavn Teater

 

 

1.del: Mystisk indvielse

Da jeg cykler til Kødbyen en onsdag i august, har jeg kun vage anelser om, hvad der venter mig. En fortolkning af Jeanne D’Arc-myten, en eksperimenterende teaterforestilling om religiøse vrangforestillinger, om ekstremisme og nødhjælpsarbejde i den tredje verden. Det er hvad pressemeddelelsen fortæller.

 

Teaterinstallationen HIC SUNT LEONES (betyder ’her findes løver’) finder sted i Warehouse9, der viser sig at være en gammelt, nedslidt lagerbygning, komplet med trælofter og bare, hvidkalkede rum. En stige fører op til installationen. En mand agerer vært i foyeren. Han byder os velkommen med et smil, advarer os om ikke at falde i mørket, at passe på hinanden, om at forlade forestillingsrummet ad samme vej, som vi er kommet, for at der ikke skal komme lys ind fra de forkerte døre.

 

”Det kan vare to timer, det kan vare længere – vi ved det ikke selv,” fortæller han. Derefter giver han ordet videre til instruktøren, tyske Mirko Borscht, der på gebrokkent engelsk fortæller lidt om baggrunden for det, vi nu skal se. Det handler om nødhjælpsarbejde, om at opdatere Jeanne D’Arc-skikkelsen til nutiden. Den moderne Jeanne er en nødhjælpsarbejder ved navn Johanne, der tager til den tredje verden for at hjælpe mod sygdomsepidemier. Men er det virkelig så simpelt at påtage sig et godgørende arbejde i en fattig, sort verdensdel, når man selv er hvid, rig og privilegeret?

 

Det er forestillingens plot. Men det viser sig undervejs, at forestillingens egentlige ærinde ligger et andet sted.

 

Én efter én kravler vi op ad den smalle, stejle stige. Op i mørket, som et omvendt kaninhul, slår det mig på vej op, det er Alice i Eventyrland vendt på hovedet.

 

Rummet er ganske rigtigt mørkt. Eller, noget af det er. Vi lister forsigtigt rundt, lydløst næsten, afventende. Til venstre er der lys, et tomt, møbleret værelse eller kontor af en slags. En sær figur af et hoved foran et kors giver antydninger af et sted, hvor det mystiske og religiøse har plads, men selve rummet er ganske normalt, med et par madrasser, stole, et skrivebord, lamper.

 

For enden af rummet står en mand foran en videoprojektion, der viser utydelige skikkelser. Han er næsten nøgen, kun iført en kort nederdel af en slags, denim så vidt jeg kan bedømme, hvilket er svært i den sparsomme belysning. Den klæber til hans ben og underliv. Han er indsmurt i hvidt ler, der indkapsler ham som et ekstra lag hud.

 

En monoton stemme messer et budskab frem. Om at være i et land uden for tid og sted, om ikke at kende sig selv eller sin bestemmelse. Manden bevæger sig langsomt, lister vævert rundt imellem publikum, der står i en uordentlig rundkreds omkring ham. Vi er nysgerrige, men har ikke lyst til at komme for tæt på. Han vinker en mand frem, derefter endnu én. Det er svært at se formålet med hans bevægelser og handlinger, men de har en besværgende kvalitet. Han bevæger sig hen mod den anden ende af loftet, mod det oplyste værelse. Vi følger med, og hører stemmer derhenne fra.

 

Johnny. Hårdkogt lejesoldat og Johannes guide i junglen.

 

 

En kvinde, Johanne, ankommer med en stor rygsæk. Hun skal gennemføre et vaccineprogram i det land vi befinder os i, Åkbata, et ultrafattigt tredjeverdensland, der er ramt af en uhyggelig sygdom. En vestlig mand, Johnny, der har slået sig ned i Åkbata, og som mest af alt minder om en freelance lejesoldat, skal være hendes guide og chauffør under opholdet. Hans håndlanger, Elvis, er knap så hårdkogt, men har alligevel kun hån tilovers for Johannes idealistiske projekt.

 

Vi sidder spredt på stole rundt omkring og overværer karakterernes samtaler, hører hvordan de skændes. Johnny har ikke modtaget sit honorar for opgaven, Johanne vil bare i gang og clasher med ham, Elvis forsøger skiftevis at hjælpe og holde sig væk, når bølgerne går højt. Den mytiske lermand vimser rundt omkring os. Han har fremtryllet en metaldåse med frisk ler. Langsomt, insisterende dypper han fingrene i dåsen og rækker besværgende ud efter først én blandt publikum, så den næste. Jeg modtager hans lernadver på mit ansigt, smurt ud i tyndt lag over pande og højre kind. En indvielse af en slags, men til hvad?

 

Der er flere etager i denne lille forestillingsverden. Vi er endnu kun nået til øverste lag, men nu bringer lermanden os ned til det næste, ned ad endnu en stejl trappe. Hernede hersker mørket og mystikken. En fugtig urskovsverden, hvor mennesker bevæger sig tavst omkring. Én ligger og skriger under en bunke løsrevne arme og ben.

 

Denne aften forløber forestillingen som denne uordentlige bunke af løsrevne kropsdele. Dialogen er lidt famlende, og man kan høre, at engelsk ikke er skuespillernes modersmål. Johanne og Johnny, i følgeskab med Elvis, bevæger sig selvfølgelig ned i den mystiske underverden, der åbenbart skal forestille en af landsbyerne i Åkbata. Her tager historien pludselig fart, Johanne bliver et øjeblik som besat, og har en lang monolog om det hykleriske i den vestlige verdens nødhjælpsprogrammer. Men der er brud undervejs, instruktøren følger med hele vejen og afbryder flere gange, fortæller skuespillerne, hvad de skal gøre, udsteder direktiver. En pause bryder ind i handlingen, da man pludselig skal skaffe en mikrofon til Johanne.

 

Til sidst er vi kort tilbage i den ’almindelige’ verden, på Johnnys kontor. Johanne er lammet, forvirret, hun er kommet til skade med sit ben og halter voldsomt. Johnny er oprevet, som den eneste kan han huske den mystiske oplevelse, hvordan Johanne forvandlede sig for øjnene af ham, blev en anden. Elvis er katatonisk. Han er blevet smittet med den frygtede virus. Johanne har tabt sit vaccineudstyr i den kaotiske jungle, men hun overtaler Johnny til at følge hende ned ad stigen igen, tilbage til den mystiske verden, de lige har forladt, i forsøg på at finde hjælp til Elvis.

 

Og her slutter forestillingen. Instruktøren bryder ind, siger tak for i aften, de er ikke kommet videre med stykket. Han opfordrer os til at blive hængende i foyeren, hvor han gerne vil modtage feedback, ris og ros. På det tidspunkt har vi været i gang i to timer, og jeg er fuldstændig udmattet. Aftenen er kold, da jeg cykler hjem, stadig med størknet ler på mit ansigt.

 

2. del: Mudderindsmurt åbenbaring

Den næste gang jeg møder op i det nedslidte pakhus, tror jeg først, jeg skal se fortsættelsen. Teaterinstallationen kører trods alt i tre forløb, kaldet ’Pressekonferencen’, ’ The Holy Spirit Mobility Force’ og ’Gilles og Jeanne’. Jeg tager fejl.

 

Denne aften byder på samme forestilling, samme forløb med få variationer. Vi kravler op ad stigen til samme, nu velkendte univers.

 

Denne gang sidder Johnny fra starten på sit kontor, solidt plantet ved sit skrivebord, foran en pc. Kvinden Johanne er manisk, paranoid, naiv, øretæveindbydende. Kort sagt røvirriterende. Johnny derimod er sig selv, arrogant og macho og lidt for meget, men tilsyneladende også den eneste, der har en vis erindring om tidligere hændelser. Han husker svagt Johanne, bemærker, at hun ikke plejede at være så hysterisk. Elvis ler bare af hendes dårskab, hendes insisteren på at bære sin kæmpestore rygsæk med sig rundt, hendes febrilske leden rundt efter sin discman, der pludselig er forsvundet.

 

”Discman! Where do you come from – the nineties?” udbryder han, og i mit stille sind giver jeg ham ret. Discmanen har instruktøren fjernet, og nu leder Johanne efter den, som om det var hendes førstefødte. Det er lidt bizart, og bliver aldrig helt klart, hvorfor det lille stykke elektronik har så stor betydning for kvinden.

 

Handlingen er i grove træk den samme, men der er små ændringer i karakterernes personligheder. Johnny viser sig at være mere aggressiv i denne omgang, Elvis mere kuet. Men det er først, da de bevæger sig ned i junglen, at tingene tager fart. Denne gang render Johanne rundt som en turist på coke og tager på irriterende vis billeder af alt med en stor, forstyrrende blitz. Men det, der denne gang sker med hende, er endnu mere forstyrrende.

 

Pludselig stimler de tavse indfødte sammen om hende. Hun skriger, mens de overmander hende, holder hende nede, løfter hende op på et langbord og trækker tøjet af hende. Vi står stille rundt omkring hende og overværer optrinnet. Det er ubehageligt at høre hendes skrig, også selvom det er skuespil. Så smører de hende ind i mudder, det gråhvide stads lægger sig over hendes hud, indkapsler det, og hun bliver stille, slap. Er hun besvimet?

 

Overgreb. Johanne ligger livløs efter de indfødtes overfald.

 

 

Efter en lang pause kommer Johnny over og sætter sig ved siden af den livløse Johanne. Han er ikke længere Mr. Tough Guy, men snarere stilfærdig, vemodig, eftertænksom. Han fortæller om deres tidligere møde, om hvordan hun vaccinerede de indfødte, der opfattede hendes hjælp som et overgreb.

 

Så vågner Johanne. Hendes øjne er vilde, hendes hår hvidt og stift af mudder. Denne gang får hun mikrofonen mere elegant i hånden, så der ikke opstår pauser i forestillingen. Hun kaster sig ud i en lang, vild monolog om det usle i at modtage almisser, om at være tigger i en hel verdensdel, om Vestens hykleriske forhold til den tredje verden.

 

Da hun er færdig, slutter også denne aften, og igen opfordrer instruktøren publikum til at blive hængende. Han håber, at vi kan hjælpe ham videre i processen ved at give feedback og stille spørgsmål. Igen orker jeg det ikke. Efter mere end to timer i Åkbata trænger jeg til et gensyn med København, og cykler ud i en aften, der er blot et par grader koldere end sidst. Efteråret er på vej.

 

3.del: Hvor løverne bor

Den tredje runde minder meget om den anden. Næsten for meget. Nu har forestillingen tilsyneladende fundet en stor del af sine faste plotelementer og handlingstråde. Eller har den?

 

Den første person, jeg passerer, da jeg cykler over brostenene hen mod Warehouse9, er en ung kvinde med en hestehale af rødgyldent hår. Hun er klædt i kakifarvet vest og opsmøgede bukser, vandresko på fødderne. Hun bærer på en stor rygsæk og fumler med en discman. Inde i foyeren møder jeg hende igen. Hun lytter ikke til den sædvanlige præsentation som resten af os, men søger i stedet hjælp hos et par af gæsterne. De skal ordne hendes discman, hun kan ikke få den til at virke. Jeg spekulerer på, om de unge, hjælpsomme mænd mon ved, hvem hun er? Det er ikke helt klar ud fra deres reaktioner, men måske spiller de bare med. Johanne, for selvfølgelig er det stykkets Johanne, følger med os andre op på loftet, op til Åkbata.

 

Det samme, velkendte scenario udspiller sig igen. Johanne er medicinstuderende nødhjælpsarbejder, der skal gennemføre vaccinationer blandt de indfødte. Johnny er hyret til at hjælpe hende. Elvis er der også. Men igen er karaktererne skruet en smule af led. Johanne er mere normal, Elvis mere vred. Hans modvilje mod hendes projekt, som han opfatter som ren vestlig imperialisme, tangerer det barnagtige. Johnny er også vred, for denne gang kan han tydeligt huske Johanne fra tidligere, men hun kan ikke huske ham. Det gør mig nysgerrig, hvad er det, disse to karakterer har sammen? Fandt de tidligere forløb sted, hvis man følger historiens logik, eller starter vi vitterligt forfra hver gang?

 

Vi kommer igennem det samme forløb, men denne her gang kommer vi længere end nogensinde før. Efter Johanne endnu en gang bliver overfaldet, og Johnny har holdt sin enetale, bliver det klart, at der er – eller har været – et romantisk forhold mellem de to. Men Johanne og Johnny har vidt forskellige versioner af, hvad der drev dem fra hinanden. Hun – endnu en gang indsmurt i mudder og kun iført en tynd kjole til at dække sin nøgenhed, efter at de indfødte rev tøjet af hende – genkalder sig en spontan abort. Johnny afviser hendes historie som en bekvem fantasi. I hans version var hun ude af stand til at håndtere de indfødtes brutale afvisning af hendes vaccine, så hun flygtede fra området og efterlod ham alene. To versioner af sandheden holdt som spejle op imod hinanden – hvem har ret?

 

Holy spirit Mobile Force. De indfødte og hovedpersonerne til kamp mod Vestens udnyttelse.

 

 

Forestillingen slutter med et forsøg på at drive pointen om Vestens udnyttelse af den tredje verden videre. Det virker til en vis grad, jeg bliver provokeret, men også forvirret. Der mangler et eller andet, men stykket er heller ikke færdigt. Hele pointen med HIC SUNT LEONES er netop at skabe en teaterinstallation, hvor publikum selv kan gå på opdagelse og stille spørgsmål til det, de ser. De tre aftener, hvor jeg har overværet tre forskellige versioner af forestillingen, er kun en smagsprøve, et uddrag. Stykket er ikke færdigt, men under konstant udvikling. Efter forløbet på Warehouse9 flytter forestillingen til Teater Nordkraft i Aalborg, hvor det skal udvikles yderligere.

 

Jeg går derfra med flere spørgsmål end svar. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om stykket, da det krævede en del tålmodighed at se de samme scener gang på gang, opleve famlende dialog, der ikke altid gav mening. Samtidig forlader jeg stedet med en følelse af, at stykkets ufuldendthed netop er hele pointen. Det mest interessante var ikke handlingen eller karaktererne, men gentagelserne, de forskellige versioner jeg har overværet, som nærmest spejlede sig i hinanden. Ved hvert besøg i dette sære univers har jeg fået endnu en brik i puslespillet, og jeg overvejer, hvad der videre sker med personerne. Finder Johanne og Johnny sammen igen? Hvem er Elvis? Hvorfor må vesterlændinge ikke forsøge at hjælpe folk i nød? Hvad er det skuespillerne og instruktøren forsøger at finde frem til, når de ændrer karakterernes personlighed fra aften til aften? Vil karaktererne videreudvikle plottet, eller vil de gøre oprør mod den fastlåste historie? Hvad skal det hele ende med? Jeg aner det ikke, men måske er spørgsmålene, selve åbenheden i værket vigtigere end hurtige svar. Det handler om at gå på opdagelse, rejse med karaktererne ind i hjertet af en mørk verden, der hvor løverne bor.

 

HIC SUNT LEONES – Smittefare Jeanne D’Arc #1 spillede i Warehouse9 10.august til 3.september som en teaterinstallation under stadig udvikling, et slags åbent prøveforløb. Projektet er et samarbejde mellem Sydhavn Teater og Warehouse9 samt Teater Nordkraft i Aalborg. Efter prøveforløbet vil holdet bag HIC arbejde videre med værket, og planen er, at det skal opføres som en færdig forestilling i september 2016. HIC er skabt af den prisvindende tyske instruktør og manuskriptforfatter Mirko Borscht, der er kendt for at behandle komplekse og kontroversielle emner i store, sceniske teaterkompositioner, sammen med et hold af danske og internationale skuespillere, performere og teknikere.