Nye svaner i andedammen – en guide til Svanesøen

I morgen er der premiere på Den Kongelige Ballets nye, store satsning: en splinterny version af Svanesøen, balletten over alle balletter. Men hvorfor har et værk, der blev til for mere end snart halvanden hundrede år siden så stor tiltrækningskraft på et moderne publikum? Og hvad kan vi forvente at denne nye udgave af balletten? VINK har lavet en guide til verdens mest elskede ballet.

 

Svanesøen er den ultimative ballet. Fyldt med måneskin, skovsøer, længselsfuld musik og yndige ballerinaer. De fleste kender den, i hvert fald af omtale, har hørt musikken, måske set Darren Aronofskys psykologiske thriller om en ung danserinde, der langsomt krakelerer i forsøget på at klare ballettens krævende hovedparti.

 

Slut på balletkrisen

Den Kongelige Ballet præsenterer i morgen en ny version af det legendariske danseværk. Der har ikke været en ny udgave af balletten i næsten 20 år, siden Peter Martins kreerede sin version med scenografi af Per Kirkeby. Efter et par svære år med kokainrygter, knas i ledelsen og nedskæringer er balletmester Nikolaj Hübbe endelig ved at få nationalballetten op på tåspidserne igen, både økonomisk og kunstnerisk. Når han nu lancerer sin egen, nye udgave af Svanesøen, er det sandsynligvis både en pragmatisk beslutning (fordi det på forhånd er givet, at den vil tiltrække et stort publikum) og en markering af, at krisen i Den Kongelige Ballet er ved at være forbi. Samtidig er det uden tvivl et langvarigt ønske hos balletmesteren – hvilken kunstnerisk leder drømmer ikke om at sætte sit personlige præg på alle tiders største ballet?

 

Men hvorfor er Svanesøen så populær? Hvad er det, der gør, at folk per automatik strømmer ind på nationalscenen og køber svinedyre billetter (de dyreste koster næsten 800 kr. stykket) for at se en masse piger, der snildt kunne pryde forsiden af Cover og en flok mænd i trikot?

 

Først og fremmest fordi musikken er noget af det smukkeste, der nogensinde er skrevet, og fordi både historien og dansen rammer noget dybt i os. Har man først oplevet suset fra svanerne, når de danser ind på scenen, glemmer man det ikke.

 

 

Kærligheden sejrer ikke altid

Svanesøen er indbegrebet af en romantisk ballet i helt klassisk forstand. Ikke som vi ser det i dag, hvor romantik er noget med parmiddag i stearinlysets skær, blomster til kæresten og lyserøde balloner. Oprindeligt var romantikken en kulturperiode i 1800-tallet, der påvirkede både kunst, musik og litteratur. Det var en måde at tænke på, at se verden på. På dette tidspunkt i menneskets kulturhistorie forsøgte man at begribe verden og den menneskelig natur i sin helhed. Efter oplysningstidens fokus på rationel erkendelse anså man nu naturen for mystisk og besjælet, mennesket var ikke længere et goldt fornuftsvæsen, men et sammensat individ med drømme og længsler. Virkeligheden blev metafysisk, og kærligheden fik altoverskyggende betydning. ’Romantik’ betyder reelt noget fremmedartet eller mærkeligt, og periodens kunstnere blev påvirket af to verdensanskuelser. Dyrkede man religiøst funderet, naturforankret harmoni, hvor verden blev betragtet som et sammenhængende, besjælet univers, så man mennesket som en del af noget større. Samtidig lurede begrebet om det splittede, ufuldkomne menneske, styret af ukendte drifter og en metafysisk længsel, der aldrig kunne opfyldes.

 

Svanesøen er som de fleste af 1800-tallets balletter præget af disse strømninger. På overfladen er den en fortælling om kærlighed, ondskab og forvandling, som udgangspunkt et klassisk eventyr. Den smukke prinsesse Odette forvandles til en svane af Rothbart, en ond troldmand. Kun om natten genvinder hun for en stund sin menneskelige form sammen med de mange andre unge piger, som troldmanden holder fanget i svaneskikkelse. Hvis en mand forelsker sig i hende og sværger hende troskab, kan forbandelsen hæves. Ind i historien træder en ung prins, der prompte forelsker sig i Odette.

 

Så langt så godt, alt tegner lyst, og umiddelbart forventer man en lykkelig slutning à la Tornerose eller Skønheden og Udyret, hvor ondskaben truer den naturlige harmoni, men kærlighedens kraft sejrer til sidst. Men på det tidspunkt, hvor Pyotr Tchaikovsky skabte sin ikonisk balletmusik, havde tiderne ændret sig. Væk var folkeeventyrenes optimistiske tro på, at det gode nok skulle vinde over det onde. Aldrig så snart har prinsen tilbudt svaneprinsessen et glimt af håb, før han forføres af hendes dobbeltgænger, den sorte svanekvinde Odile, og i stedet sværger hende troskab i den tro, at hun er hans elskede Odette.

 

 

Hvide kvinder er altid de gode…

Plottet i Svanesøen har meget til fælles med flere europæiske eventyr, blandt andet Den hvide og den sorte brud fra Brødrene Grimms samling, der har samme tema med forbyttede brude samt hvid og sort som symboler på godt og ondt. Generelt vrimler folkeeventyrene med mennesker i dyreskikkelser, og blandt andet H.C. Andersen brugte temaet om fortryllede svaner i fortællingen De Vilde Svaner fra 1838. Men i 1870erne, hvor balletten blev til, havde ideen om det splittede menneske, der ikke kunne opnå lykke og harmoni i en jordisk tilværelse, for længst vundet indpas.

 

De to elskende kan ikke for alvor nå hinanden eller overvinde skurken og går i stedet til grunde. I den oprindelige version drukner de, men det blev senere lavet om til et fælles selvmord, en liebestod i stil med Romeo og Julies, der ved sit kærlighedsoffer bryder trolddommen og befrier de resterende svanepiger. Odette og hendes prins forenes i en form for efterliv. Man må formode, at de her finder den fuldkommenhed, som livet på jorden ikke kunne tilbyde.

 

I Sovjettiden lavede man slutningen om, så prinsen i sidste akt overvinder troldmanden i en spændstig tvekamp, og de elskende overlever. Den version bliver stadig spillet i de store russiske kompagnier, men i Vesten foretrækker man en tragisk slutning.

 

 

…mens de onde kvinder er mere sexede

Svanesøen er i sig selv så helstøbt et værk, at den næsten er umulig at ødelægge. Musikken er både fejende flot og hjerteskærende længselsfuld, fyldt med bragende festlighed og en inderlighed, som kryber ind under huden på én. Og altid er der denne underliggende strøm af noget dunkelt, truende, skæbnesvangert.

 

Koreografien er klassisk ballet, når det er flottest, med yndefulde Pas de Deux’er, svimlende kraftspring og de notoriske 32 fouettés. En fouétte en tournant, som det rigtigt hedder, er en bevægelse, hvor danseren snurrer rundt om sig selv på ét ben, mens han eller hun med det andet ben laver en ’piskende’ bevægelse, der skaber fremdrift i kroppen og derved får begge ben til at dreje rundt. Det ser ret vildt ud, hvis det gøres rigtigt, som man kan se i videoen her:

 

 

 

De 32 fouttés hører til i 3.akt, når den onde, sorte svane rigtig folder sig ud. Denne del af hendes dans stammer ikke fra den oprindelige koreografi, men blev indført som et glansnummer af den italienske prima ballerina Pierina Legnani flere år efter urpremieren. Siden er de blevet en essentiel del af balletten og et central del af den onde Odiles karakter. Mens den hvide svane er blid og tilbageholdende, er den sorte svane en flamboyant forførerske, og de 32 fouettés er med til at demonstrere disse karaktertræk.

 

Det siger sig selv, at især hovedpartierne kræver en utrolig stærk teknik fra dansernes side. Det samme gælder mange af birollerne. Det er et dansemæssigt pragtværk, men selve historien kræver mindst lige så meget. Som de fleste eventyr indeholder Svanesøen så mange tvetydigheder og dybder, at den ikke blot skal danses. Den skal også fortolkes, så den ikke stivner i egen pragt.

 

Gumpetung russersvane

Fordi denne ballet er indbegrebet af romantisk svælgen og ulmer af undertrykte drifter og alvorlig leg med menneskets eksistentielle længsler og kvindens dobbelte natur, er det ikke nok med flotte kostumer og overlegen danseteknik. Som publikum skal man føle historien, mens man oplever den, gribes af dramaet frem for at intellektualiserer over det i efterfølgende rødvinsdiskussioner. Hvor galt det kan gå, viste Mariinskij Balletten sidste vinter, da det store russiske kompagni gæstede København.

 

Trods de mest underskønne svaner i form af 24 langbenede ballerinaer med perfekt synkronisering af hver eneste lille bevægelse (hvilket var nok til at begejstre størstedelen af publikum) blev deres opsætning en lidt gumpetung primadonna, der aldrig helt fik luft under svanevingerne. Mariinskijs svaneprinsesse fremstod som en kold fisk, overjordisk smuk men uden ånd eller følelse, og prinsen var en personlighedsløs tørvetriller. Meget femme fatale var der heller ikke over den sorte svane, der var mere optaget af sine glansnumre end af at forføre den kedelige prins.

 

Skal jeg være lidt grov, vil jeg fremhæve Mariinskij som et eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Det dur ikke, at danseteknikken er i top, hvis følelserne ikke er med. Manglende følelsesfylde plejer heldigvis ikke at være et problem for den danske ballet, der netop er berømt for sine danseres stærke mimiske udtryk. Selvom ballet ikke er det samme som skuespil, kræver det alligevel et stort dramatisk talent at få følelserne og historien i en ballet ud over rampen, især når denne ballet er Svanesøen.

 

 

Svanen står i centrum

Endnu er det ikke til at vide, hvordan Nikolaj Hübbes bud på en ny Svanesøen vil tage sig ud. Hübbe har allieret sig med en række talenter. Først og fremmest Silja Schandorff, tidligere solodanser og feteret ballerina, der havde dobbeltpartiet Odette/Odile som en af sine glansroller og nu har fået til opgave at oplære kompagniets nuværende førstedamer i rollen. Derudover fungerer to af kompagniets dansere, solodanser Gregory Dean (der også skal danse prinsen et par gange) samt den purunge korpsdanser Oliver Starpov, som assisterende koreografer.

 

Nikolaj Hübbes iscenesættelser forsøger som regel at grave ned i historiens iboende psykologi, fremdrage skjulte betydninger og sætte karaktererne i et nyt lys. Det har han gjort i sine nytolkninger af de klassiske danske Bournonville-balletter, senest i Sylfiden, der havde premiere i efteråret. Skal man dømme ud fra traileren, søger Hübbe og co. at stille skarpt på selve svaneprinsessen. Det er fortællingens mørke understrømme, den indre splittelse, der manifesterer sig i kampen mellem den hvide og den sorte svane, som dominerer i den lille videosmagsprøve. Tidligere versioner har ofte sat fokus på prinsens rolle, men her får man fornemmelsen af, at Hübbe i dén grad sætter den hvide svane i fokus – det ser ud til at blive hendes tragedie frem for alt.

 

Er ungt altid godt?

Hovedrollerne er meget blandet besat med hele seks hold, hvoraf tre af danserne, henholdsvis nyudnævnte solist Ida Prætorius på dameholdet og korpsdanserne Andreas Kaas og Sebastian Haynes på herreholdet, er meget unge og uprøvede. Disse tre 20-årige er teknisk meget dygtige og bliver i øjeblikket promoveret heftigt ved at få kastet store partier i nakken. Men ingen af dem har endnu vist, at de er modne til et psykologisk krævende parti – den store følelsespalet kan ofte være svær at mestre for helt unge dansere. Så selvom de hver især skal danse med en ældre partner, er det uvist, om de kan brænde igennem. En svag karakterfortolkning vil være en hæmsko for en ballet som Svanesøen, medmindre man som publikum netop kun går op i ydre pragt.

 

Umiddelbart virker Hübbe lidt for forhippet på at promovere nye, unge talenter på bekostning af de mere erfarne, der sandsynligvis kunne bidrage med en dybere tolkning. Eller også har de spæde og ikke særlig grimme ællinger netop brug for at blive kastet ud på dybt vand, så de kan blive til smukke, fuldvoksne svaner? Det bliver spændende at se.

 

 

Scenografien og kostumerne behøver man nok ikke bekymre sig om. Indtil videre ser det fantastisk ud, en dyster verden af lys og skygge udfolder sig på de offentliggjorte billeder. Hübbe har uden tvivl sans for at sætte temaerne på spidsen, og umiddelbart virker iscenesættelsens ’look’ til at være i tråd med dette. Et minimalistisk drømmeunivers af lys skabt af lystroldmanden Mikki Kunttu, mens Mia Stensgaard har lavet de glitrende og skarptskårne kostumer.

 

Uanset hvad skal Hübbes bud på nye svaner i andedammen nok blive interessant. Bliver det en version, der holder i de næste 20 år? Det vil kun tiden vise, men Svanesøen er uden tvivl årets dansebegivenhed af de store, hvad end den lykkes eller ej.

 

Hvad: Hübbe & Schandorffs Svanesøen.

Hvor: Operaen, Ekvipagemestervej 10, 1438 København.

Hvornår:13.marts til 1.maj.

Portemonnæ: 795-125 kr. Halv pris for studerende og unge under 25.

 

I skrivende stund er der kun få ledige pladser tilbage, men det burde endnu være muligt at skaffe et par billetter hvis du er hurtig.

 

//Fotos: Costin Radu, Det Kongelige Teater.