Nycirkus er folkeligt frem for finkulturelt

//Illustration: Julie Sabber Nielsen

 

 

Den 9. august modtog Akademiet for Moderne Cirkus, AMoC, årets cirkustalentpris. Uddannelsen blev søsat for tre år siden som et forsøgsprojekt, og dagen efter at have modtaget den flotte pris havde den første årgang af spirende nycirkusartister premiere på deres afgangsforestilling ’Circus On My Mind’. Men på trods af den store cadeau fra cirkusmiljøet, er det stadig uvist, om AMoC fortsat vil modtage statsstøtte i den kommende sæson. For hvad skal vi med cirkus i en tid, hvor Anima kører kampagne mod cirkuselefanter, og klovnejokes efterhånden er passé?

 

Cirkus på hjernen

 

Mine første cirkusminder er fra dengang jeg talte fortovsstreger på vej til skole. Hver tiende meter ville jeg støde på en lygtepæl og blive revet ud af mit dagdrømmeri. Fra en plakat på pælen ville jeg blive mødt af et underligt ansigt af den slags, der pyntede alle byens lygtepæle på denne tid af året. Tankerne ville kredse om akrobater, der springer fra trapez til trapez og cirkusprinsesser, der agerer ballerina på toppen af en elefantryg. Et eventyr i en manege, der knapt finder fodfæste, før cirkusset igen er på hjul og på vej videre ud i verden.

 

Som barn var det gensynet med det eventyrlige univers, der fik det til at gibbe i mig, når cirkussæsonen indtraf. I dag er det netop genkendeligheden, der gør, at jeg ikke længere opsøger det rød- og hvidstribede telt, hvor publikum bliver ledt rundt i manegen af en trommehvirvel, der, som dåselatteren i en sitcom-serie, fortæller dig, hvornår du skal grine og klappe.

 

Midt i al forudsigeligheden glemmer jeg nemlig at blive forundret. Jeg glemmer at forbløffes over artisternes utrolige bedrifter og konkluderer i stedet, at cirkusset har mistet det element af begejstring, der gør det folkeligt. Derfor var det første gang i lang tid, at jeg tog ind for at se en cirkusforestilling tilbage i august. Uden at ane hvad jeg gik ind til, rettede jeg min uforbeholdne opmærksomhed mod den nu firkantede manege med en ydmyg forhåbning om at se noget nyt.

 

En kropslig fortælling

 

”Nycirkus er progressivt, nycirkus er nyskabende, nycirkus er alle de steder, vi ikke har været endnu,” – Alfred, artist i ’Circus On My Mind’.

 

Nycirkus skaber et rum, hvor der brydes med vores forventningshorisont. Med kroppen som talerør taler artisterne i billeder og bevægelser, og det er frit for publikum at fortolke på det, de ser. ’Circus On My Mind’ er en abstrakt fortælling om otte unge mennesker, der kæmper om anerkendelse og succes i en kynisk branche. Forestillingen kan ses som et snapshot af vores egen tid, hvor tid er i høj kurs, og vi iler mod fremtiden med skyklapper for øjnene. Og midt i stykkets absurde univers finder vi det klare budskab, at man aldrig skal dømme en fisk på dens evne til at klatre i træer.

 

På den kvadratiske scene udspiller sig en konkurrence, hvor fire par dyster i forskellige cirkusdiscipliner. De jonglerer og leger med vægten i akrobatiske stillinger, alt sammen for at imponere os. Rundt om scenen sidder vi, publikum, og agerer dommere over deltagernes præstationer. Ceremonimesteren styrer med hård hånd artisterne igennem disciplinerne, og traditionen tro sørger han for, at publikum klapper på de rigtige tidspunkter. Alligevel er det, jeg overværer, langt fra forudsigeligt.

 

Snart ændrer plottet karakter og tager form af et poetisk univers, hvor marionetdukker gør oprør, og normer vendes på vrangen. I en ubehageligt smidig stilling ser vi en af artisterne udføre sine daglige morgenrutiner. Med fødderne lægger hun make-up og tjekker Facebook, alt imens hun holder smøgens glød ved lige. I et andet univers lægger vi konkurrencen bag os et kort øjeblik, imens vi ser to artister i akrobatiske stillinger under en rød sovepose. Her er ingen applaus, for de cirkustekniske færdigheder er blot et værktøj til at fortælle historien om to mennesker, der er fuldstændig forgabt i hinanden.

 

Folkelig frem for finkulturel

 

”En af de stærke kvaliteter, jeg synes, nycirkus har – hvor det adskiller sig fra de andre moderne kunstformer – er, at det er bedre til at fortælle en ekstrem historie.” – Alfred, artist i ’Circus On My Mind’.

 

Nycirkus rammer bredt. Som hybridgenre tager nycirkus fra både dans og teater, men fastholder alligevel ét kerneelement, som gør, at vi stadig kalder det for cirkus: bestræbelsen på at imponere. Det er det, der gør nycirkus folkeligt. Som i det runde telt, hvor børn og voksne samles og underholdes af cirkusprinsessen og klovnens leg – på samme måde formår nycirkus at samle folk på tværs af generationer og kommuner.

 

”Jeg tror, at nycirkus er mere folkeligt, end det er finkulturelt. Hvor teater og dans tit bliver finkulturelt. Og for den meget pæne del af Danmark. Vi har brug for en kunstform, der kan ramme alle.” – Alfred, artist i ’Circus On My Mind’.

 

Du behøver ikke at være typen, der går til poesioplæsninger eller i operaen for at forstå nycirkus. Det er en form for scenekunst, der formår at tiltrække især unge mennesker, måske fordi de kan spejle sig i de skævheder og omvendte normer, som der er plads til i en nycirkus-forestilling. ’Circus On My Mind’ taler sig lige ind i de unges verden ved at vise dem, at de ikke skal præstere for andres skyld. At det måske endda kan være systemets måde at vurdere unge mennesker på, den er gal med, når vi har en generation af unge, der føler, de ikke kan præstere det, der forventes af dem. Vi har brug for medrivende scenekunst, der har en folkelig appel.

 

”Nycirkus fortolker, hvor vi er og de problemstillinger, vi har lige nu. Det gør ’Circus On My Mind’ også på den måde, at en af de problemstillinger, jeg synes, vi har rigtig meget i samfundet i dag, er den der med præstation …. 90% af de unge mennesker har det ikke særlig godt med sig selv og ved ikke, hvad de skal med deres liv,” – Alfred, artist i ’Circus On My Mind’.

 

Nycirkus er kommet for at blive

 

Meget tyder på, at der er et marked for nycirkus i Danmark. Både inden for og uden for cirkusmiljøet har afgangseleverne fra AMoC fået stor ros for forestillingen ’Circus On My Mind’, der har spillet for fulde sale i både Aarhus og København. Det er scenekunst, der formår at røre store og små emner, og som med skæve eksistenser og humor rammer vidt og bredt. Jorden er gødet for nycirkus, og det eneste, uddannelsen mangler nu, er et økonomisk skub, så vi kan se endnu mere til den populære kunstform i fremtiden.

 

Jeg er sikker på, at nycirkus nok skal nå frem. Det er et spørgsmål om tid, og det er et spørgsmål om indsats.” – Alfred, artist i ’Circus On My Mind’.

 

 

Skrivelysten religionsstuderende på udkig efter de gode fortællinger - her på VINK fortalt igennem al slags scenekunst.