NY FORESTILLING VIL FORSTÅ DEPRESSION

Tænker du over, hvordan du opfatter og forstår andre mennesker? Om din opfattelse af andre har en direkte effekt på dem? Om man kan ændre noget i verden blot ved at ændre sin måde at tænke om det? En ny forestilling på Det Kongelige Teater vil gøre op med vores håndtering af mennesker, der lider af en depression, fordi de mener, at den er med til at forstærke lidelsen.

// ILLUSTRATION: Kiana Marchi

 

Jeg tænker tit på, om andre mennesker opfatter virkeligheden, som jeg gør. Ser de farverne, som jeg ser dem? Vi er alle sammen enige om, at grøn er grøn, men hvordan kan vi være sikre på, at det er den samme farve, vi ser og forbinder med udtrykket ‘grøn’? Hvis jeg er ked af det, føles det på én måde inde i min krop, men hvordan føles det at være ked af det i en andens krop? 

 

Vi oversætter gennem kunsten

Jeg blev på et tidspunkt introduceret for udtrykket ‘umwelt’. Det betyder grundlæggende, at alle levende væsener lever med sine egne sanser i en verden, der er defineret af disse sanser. Den virkelighed, jeg lever i, er altså begrænset af, hvad jeg kan se, høre, føle, lugte og smage. Derfor forestiller jeg mig også, at det er vanskeligt at tale om en egentlig virkelighed, da alting blot vil være min individuelle og subjektive sansning af virkeligheden. Men selvom vi oplever verden forskelligt, har vi stadig brug for at blive forstået. Vi har altså brug for at kunne oversætte vores subjektive sansning af virkeligheden, så andre vil kunne forstå det. For mange kan det være svært at oversætte sansninger til ord alene, og her er kunst et fremragende medium. Gennem kunsten kan man bruge ord, billeder, lyd, lugt, stemninger, farver, former, osv. til at udtrykke sig og nærme sig den eksakte fornemmelse, følelse eller stemning, man ønsker at videregive.

Teater har som kunstform en ganske særlig mulighed for at benytte sig af samtlige udtryksformer og fungerer derfor virkelig godt til at hjælpe os med at forstå, hvordan vi hver især oplever verden.

 

Når scenekunst og videnskab krydser hinanden

Netop teaterets evne til at formidle svært relaterbare emner har gruppen Stages of Science gjort brug af i deres nye forestilling ‘Menneskebyrden’, der har præmiere på Mellemgulvet på Det Kongelige Teater til januar. Formålet med forestillingen er at give et indblik i, hvordan det opleves at leve med en depression, men også at genforene de mennesker, der lever med en depression, med samfundet. Projektet fokuserer især på den bebrejdelse, der ofte finder sted i forbindelse med en depression, fordi bebrejdelsen og den manglende forståelse ifølge folkene bag forestillingen gør, at dem, der lever med en depression, bliver mere fremmedgjorte og isolerede fra samfundet.

Stages of Science arbejder i krydsfeltet mellem scenekunst, videnskab og formidling, og forestillingen er også en form for hybrid mellem netop scenekunst og videnskab. Forestillingen ønsker at formidle ny forskning om depression, samtidig med at man som publikum er en del af den kommende forskning via nogle spørgsmål, man skal besvare undervejs.

 

// ILLUSTRATION: Kiana Marchi

 

Bebrejdelserne er en stor del af lidelsen

Jeg var enormt nysgerrig på det her projekt og på, om det påvirker andre mennesker, hvordan jeg forstår dem. Kan man virkelig løse en del af et problem bare ved at ændre måden, man opfatter det på? Og hvorfor overhovedet bruge teateret i en forskningsmæssig sammenhæng? Jeg skrev til Kristian Moltke Martiny, som står for forskningsdelen i ‘Menneskebyrden’, for at få svar på disse spørgsmål.

Kristian fortæller, at de i forbindelse med projektet har foretaget nogle interviews med mennesker, der har forskellige erfaringer med depression. En af deltagerne beskriver bebrejdelsen og stigmatiseringen som en stor del af lidelsen. Samtidig beskrives forståelse og anerkendelse fra især nære relationer som det, der lindrer og motiverer en til at komme ud af depressionen. Det sociale aspekt beskrives altså både som en del af problemet og en del af løsningen.

 

Teateret formår at komme tættere på virkeligheden

Først var jeg egentlig lidt skeptisk overfor den interaktive del. Hvorfor ikke bare bruge et godt gammeldags spørgeskema? Var det kun med, fordi det lyder sjovt, at man som publikum får lov at deltage? Fordi det er på mode og sælger godt, når noget er interaktivt? Jeg var i hvert fald ikke overbevist, men jeg er faktisk klar til at sluge mine forbehold igen. Kristian beskriver, hvordan teateret formår at skabe en specifik social konstellation, som kan komme tættere på virkeligheden end for eksempel et spørgeskema: “Ved at benytte scenekunsten kan man skabe et slags ‘åbent’ og kontekstualiseret laboratorium, hvor publikum gennem forestillingen oplever og (måske) bebrejder mennesker med depression i en konkret, nuanceret og engagerende situation,” skriver han. 

Jeg køber den. For selvom tanken om at gribe mig selv på fersk gerning, mens jeg er i fuld gang med at bebrejde et menneske med en depression, ikke er synderligt tiltalende, så er jeg helt overbevist om, at det er en mulighed. Jeg anser normalt mig selv som et både rummeligt, forstående og empatisk menneske. Alligevel skal jeg ikke lede længe, før jeg finder et par velmenende ‘gode’ råd til et menneske, der lider af en depression – på trods af, at jeg hverken selv har haft en depression eller ligger inde med nogen særlig viden om emnet. Råd såsom ‘løb en tur’, ‘lyt til musik’, ‘få nok søvn’, ‘udtryk dig kreativt’ eller ‘vær social’. For det første tager alle rådene udgangspunkt i, hvad der gør MIG glad, og for det andet ligger der en skjult bebrejdelse i dem alle. For hvis ikke du får det bedre, så er det din egen skyld, for du KAN jo gøre noget ved det.

Det er svært for mange, mig selv inklusiv, at forstå den manglende handlekraft, der er et karakteristisk aspekt ved depression. Jeg kan sagtens forstå, at en person med lammelser i benene ikke bare kan rejse sig op og gå en tur, men det er svært for mig at forstå, at en person med en depression ikke kan stå op, gå ud ad døren og være social. Kristian skriver: “Om vi opfatter passiviteten som grundet manglende “evne” eller manglende “vilje” har betydning for, hvorvidt vi bebrejder personen for deres manglende handlekraft.”

 

// ILLUSTRATION: Kiana Marchi

 

‘Menneskebyrden’ ønsker altså at skabe en større forståelse for depression og dermed undgå en del af de bebrejdelser, der ofte følger med og er med til at forstærke lidelsen. Det er ambitiøst, men også både beundringsværdigt og tankevækkende, hvis du spørger mig. Jeg har altid tænkt, at det er en af teaterets fineste og vigtigste opgaver at blande sig i verden og stræbe efter at skubbe til den og ændre den til det bedre. Nu er jeg måske kommet et skridt nærmere hvordan, nemlig ved at hjælpe os til bedre at forstå hinanden. Vi kan erklære os uenige, tage afstand og fordømme, men først når vi forsøger at forstå det, vi ikke forstår, er der noget i verden, der rykker sig. Tænk så hvilken verden vi ville leve i, hvis alle gjorde det. Det er derfor, kunsten er helt uundværlig, fordi den hjælper os med at forstå, når det ellers synes umuligt. Vi hverken kan eller må forsimple en kompleks verden og teateret er, efter min mening, helt eminent til netop at omfavne kompleksiteterne i verden og gøre dem en smule lettere at forholde sig til.

Jeg glæder mig meget til at se forestillingen til januar. Jeg er spændt på, på hvilken måde og i hvor høj grad den formår at give mig et indblik i, hvordan det er at have en depression. Det er spændende at bruge scenekunsten indenfor forskningen, og jeg glæder mig til at se, om de kan bibringe hinanden noget positivt. Mest af alt glæder jeg mig til at se, om teateret virkelig formår at oversætte en anden livsopfattelse end min egen, så jeg bedre kan forstå den.

Glad for teater og ord. Derudover stolt kaffe-, sukker- og cykelafhængig.