Når kræft hedder Knud og går i rødt

REFLEKSION.

Hvad får man, hvis man mixer et rødt Adidas træningssæt, et djævelsk overskæg, et pumpende højt energiniveau og navnet Knud? Svaret er en personifikation af kræft og Williams bedste ven. I familieforestillingen ”Ud med Knud” møder vi William og hans bedste ven kræften, som både er svær at leve med, men også svær at leve uden. For når sygdommen bliver en del af ens liv og identitet, hvem er man så, hvis den forsvinder? Og hvad gør man, når man har glemt, hvad det vil sige at leve som en helt almindelig dreng?

Jesper Wung-Sung, forfatteren bag romanen af samme navn, mener, at så snart vi taler om døden, taler vi om livet, og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg blev inviteret indenfor en tirsdag aften på Teater Zebu, for at tage med på Williams rejse.

VI SKAL IKKE FLYGTE, FRA DET VI FRYGTER

En forestilling om sygdom? Måske noget der umiddelbart ikke lyder så muntert. Og så endda en sygdom der i Danmark hver 2.dag rammer et barn, hver tredje dansker inden de fylder 75 år, og som har døden til følge for ca. 15.000 årligt.

Der er altså tale om en sygdom, som de fleste i et eller andet omfang har haft tæt inde på livet, enten som syg eller pårørende. En forestilling om kræft er derfor alene qua emnet koblet til mange følelser og tanker, allerede inden man som publikum træder ind i mørket. Jeg må da ærligt tilstå, at jeg ikke just tænkte det som en tirsdags-humør-opkvikker, inden jeg satte mig i stolen på Zebu.

I en tid hvor en verdensomspændende pandemi raser, kan man være tilbøjelig til at jagte hurtige feel-good fix på Netflix i et godt gammeldags forsøg på eskapisme. Tanken om at sætte sig ind i en teatersal fuld af mennesker med en øget risiko for at blive ramt af covid-19 for at se en forestilling om kræft skabte derfor ambivalente følelser. Lidt meget sygdom på menuen.

Men jeg måtte gribe chancen af flere årsager, personlige som kunstneriske. Jeg har selv mistet min far til kræft, da jeg var 18 år, hvilket har medført et for altid ændret syn på livet i en relativ tidlig alder. I mit arbejde som iscenesætter har jeg derfor dykket ned i de svære emner, dem som vi oftest har berøringsangst omkring, som tab, sorg og tid. Fordi jeg som Wung-Sung mener, at vi ved at tale om døden får talt om livet. Og i august 2019 skulle min forestilling ”Can Can/cer” have premiere på Bådteatret med min veninde og sanger Maya Westman på scenen. Den tog udgangspunkt i, hvordan det er at være pårørende til en kræftramt, og hvad det vil sige at være den kræftramte. Mayas eget kræftforløb var igennem sange blevet til et smukt musikalsk univers.

Men vi nåede aldrig premieren. For pludselig var Maya ikke rask alligevel. Og vi var mange, der stod uforstående tilbage fulde af sorg, da hun lukkede sine øjne for sidste gang.

Jeg måtte derfor efterleve egen livsfilosofi; at vi ikke skal flygte fra det, vi frygter. Cyklen tog mig til Amager, hvor Zebu bød fint velkommen, fuld af sprit og diverse forholdsregler. Vi kunne alle læne os tilbage, lade pandemien rase udenfor, vores egne ambivalente følelser rase indenfor og give os hen til kræft i børnehøjde.

”INDE I OS ALLE FINDES ET LILLE BARN, DER SKAL LÆRE AT DØ”

Hvide træningsstativer. Fire medvirkende. Fire Adidas træningssæt. William i blåt, Knud i blodrødt og de to fortællere i grønt, ligesom scenografien. En grøn scenografi, grøn som lægers operationstøj. Så er scenen sat. Det grønne univers leder tankerne til det kliniske hospitalsmiljø, men også til det underliggende håb, som farven jo også er forbundet med. Og det er netop disse kontraster, som Williams rejse igennem hans sygdomsforløb byder på; frygten for døden og sygdom på den ene side, og håbet og ønsket om et almindeligt liv på den anden. Disse umiddelbare modpoler smelter sammen i den kræftramte William, der jo inderst inde kun ønsker sig rask og Knud ud af sit liv. Men han erkender også, at Knud er en del af hans krop og identitet, og som en slags overlevelsesmekanisme personificerer han kræften som en ven, der gør den ellers svære hverdag lidt lettere. Som Knud påpeger det: ”Uden mig er der bare dig. Når man lever, findes døden ikke, og når man er død, findes den heller ikke. Inde i os alle findes et lille barn, der skal lære at dø”.

Træningsstativerne skaber muligheden for at vise Williams tilstand gennem en enten svækket eller energisk fysik, og ligeså i kontrast til de øvrige medspilleres altid legende lette fysik. Og det er en fin måde at få fortalt det yngre publikum, hvordan William har det, og hvor han er i sit forløb.

Dette ses også i nærværet eller fraværet af Knud. Når William har tilbagefald, kommer Knud på banen, og med nærmest djævelsk energi i sit røde outfit får han sat dagsordenen med ordene: ”Jeg er det hvide skidt, fjende nr.1, og jeg kan slå dig ihjel”. Men trods dette faktum føler William sig mindre ensom, når Knud er der. For vennerne er i skolen, hvor han ikke kan være, og forældrene er overpylret og overbekymret. Som forløbet forværres, påvirker det forældrene, de begynder at skændes i afmagt og sover ikke sammen. William føler sig derfor både ensom og skyldbetynget, for var han ikke syg, havde forældre det jo meget bedre. Disse følelser kommer ud i sangen ”Er det min skyld?”.

Heldigvis vinder William over Knud, og i hans bedring bygger han en tømmerflåde, der slutvis afslører, at den er bygget til Knud. Efter en afsked mellem de to, hvor Knud i svækket hostende tilstand fortæller, at det har været en ære at lære William at kende, sendes han afsted på flåden.

Der står William lettet tilbage, men også med ordene “Hvem er jeg, når jeg vågner i morgen?”.

KNUD HAR LÆRT OS NOGET

På pædagogisk, ærlig og legende vis kommer forestillingen derfor omkring et ellers tabuiseret emne og dykker ned i de mange modsatrettede følelser, der eksisterer i et menneske med en alvorlig sygdom; ensomhed, identitetsforvirring, venskab, relationer, afmagt, skyld, frygt og håb. De to fortællere tager publikum i hånden og giver løbende information om udviklingen i Williams sygdom og hans tanker, og det skaber en forståelig ramme for fortællingen, især til de yngre. De fem sange er med til at akkompagnere følelser, der ellers kan være svære at forstå, og selvom de er en anelse korte i det, formår de alligevel at skabe en god kontrast, der, som forestillingen generelt, både emmer af alvor og humor. De fire skuespilleres indlevelse og energi er nøje afstemt målgruppen, og de formår alle at suge publikum ind i præmissen for universet. Man føler med dem, for det er da hverken nemt at være kræftramt eller pårørende, og selv kræften Knud har det jo ikke altid let. Og dén medfølelse er et stort skridt mod at forstå. For hvis vi som voksne lærer at forstå og lærer vores børn at forstå, hvad det vil sige at være alvorligt syg, ja så er vi kommet et godt skridt mod en aftabuisering, som er vigtig for det enkelte menneskes selvforståelse og for samfundet.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at Knud alligevel har lært William, hans forældre og publikum noget; for livet ville da blive lettere, hvis voksne som børn indså, at der inden i os alle er et lille barn, der skal lære at dø?

Med de tanker in mente cyklede jeg fra Zebu ud i den tunge sensommervarme. Jeg betragtede byen med friske øjne, så den halverede måne hænge som en tro kopi af Ole Lukøjes spot for drømmefiskeri, trak vejret med en taknemmelighed over at være lige hér, imens jeg sendte tanker til dem, der ikke kan, min far og Maya.

Tak til holdet bag ”Ud med Knud”, det er en vigtig forestilling for både børn og voksne, der skaber refleksion, både før, under og efter forestillingen.

Forestillingen er Co-produceret af Holbæk Teater og Teatret Fair Play, og kan bl.a. opleves på Vejle Musikteater 5.okt.2020.