Musicals: den letfordøjelige cocktail

 

På teaterredaktionen har vi ikke kunnet undgå at lægge mærke til den ikke så nye genre inden for scenekunsten, der har sneget sig ind på både små og store scener. Med sine prangende busplakater og sine udsolgte forestillinger har musicalgenren markeret, at den er kommet for at blive. Enhver teaterentusiast med respekt for sig selv har som minimum stiftet bekendtskab med Phantom of the Opera eller The Book of Mormon på en weekendtur til London. Nu er musicalen for alvor kommet til Danmark, og med en sær forbeholdenhed har vi besluttet os for at undersøge, hvad denne smagsbombe af en genre har at byde på.

Tekst: Ingrid Grusje Holm og Sonja Morell Lundorff

 

//illustration: Freja Kammer

 

Musicalens historie

Så alle kan være med, vil vi starte med at give et lille historisk recap over musicalens historie, fra genren første gang så dagens lys, og til den fandt vej ind på den danske scene. Musicalgenren udspringer af den europæiske operette, men har en strammere dramaturgi, langt mere realistiske handlingsmønstre og en vekslen imellem talt dialog, sang, dans og storslåede kor. Selve musicalgenren opstod, som så uendelig meget andet, i USA i starten af 1900-tallet. Musicalen Show Boat fra 1927 regnes for den første egentlige musical. Den legendariske scene i filmversionen fra 1936, hvor den sorte havnearbejder Joe sidder på kajen og synger Ol’ Man River med en basstemme, der får gulvet til at vibrere, er værd at lave en YouTube søgning på.

 

Show Boat Musical // Pinterest

 

Musicals befinder sig ofte i spændingsfeltet mellem film og teater, hvorfor vi tit ser musicalfilm, der bygger på teater – og til tider også den anden vej rundt. Af nogle af de berømte musicalfilm kan bl.a. nævnes West Side Story fra 1957, The Sound Of Music fra 1959 og den politiske anti-Vietnam rockmusical Hair, der blev sat op som musicalteater i 1967 og senere lavet til film i 1979. Af danske musicalfilm bør fremhæves den vidunderlige klassiker Mød mig på Cassiopeia fra 1951 med Bodil Kjer i hovedrollen, musik komponeret af Kai Normann Andersen og sange som ”Den allersidste dansog ”Musens sang”, der for undertegnedes vedkommende stadig formår at bringe tårerne frem. Fra og med 1970’erne udviklede musicalen sig i retning af et mere moderne udtryk med filmkomponisten Andrew Lloyd Webber i spidsen. Webber, som er kendt for forestillinger som Jesus Christ Superstar, Phantom of the Opera og Cats, havde tiden med sig, for den teknologiske udvikling hjalp til, at virkemidlerne pludselig var flere og produktionerne derfor mere storslåede og spektakulære.

 

Musicals i Danmark: Dengang og i dag

På samme tid, medio 70’erne, tager den danske skuespiller Morten Grundwald – også kendt som Benny fra Olsen Banden – udfordringen op og etablerer et nyt teater i det gamle Østre Gasværk på Østerbro. Her får han sat gang i musicalbølgen med forestillinger som Les Miserable og Atlantis. Det tænder et lys i de danske teatergængere, og interessen for musicals vokser sig større og større. Den folkekære komponist Sebastian var i 80’erne og 90’erne med til at sætte sit præg på den danske musicalscene. Hans forestillinger Skatteøen fra 1986 og Ronja Røverdatter fra 1991 er væsentlige eksempler på dette og bliver til stadighed opført på diverse musicalscener landet over. Østre Gasværk markerer sig fortsat den dag i dag med enorme produktioner, som for nyligt, da teatret uropførte Ken Folletts gigantiske værk Jordens Søjler som musical. Østre Gasværk kan, qua bygningens størrelse og omfang, levere forestillinger i ekstraordinære udgaver. Et andet teater, der siden 1994 har bidraget til danskernes behov for store glamourøse musicalproduktioner, er Det Ny Teater, der genopsætter en-til-en kopier af Broadwaymusicals og leverer dem i nøjagtigt lige så storslåede udgaver. Så behøver man ikke at tage til London for at se Chicago eller Beauty and the Beast, men kan nøjes med at tage til Vesterbro.

 

Jordens Søjler Musical // Østre Gastværk

 

Bollywood og bobler

Udover Vesterbro har Frederiksberg også markeret sig på musicalkortet. En regnfuld efterårsaften sætter vi kursen mod Betty Nansen Teatret, der hele efteråret har reddet højt på musicalbølgen med deres opsætning af Susanne Biers film Efter Brylluppet. Fortællingen kredser om Jakob, der bor i Indien, hvor han leder et børnehjem. Han rejser til Danmark for at skaffe penge hos en stor forretningsmand, men bliver fanget af fortiden, da han møder sin ukendte datter.Teatrets foyer er proppet med forventningsfulde mennesker, og vi kan ikke lade være med at lade os påvirke af den sitrende stemning, der fylder rummet. Folk står i deres fineste puds med et glas bobler i hånden. Imens vi ser ud over skaren af mennesker, fifler vi os frem til et aldersgennemsnit omkring de 50. I vores midt-tyvere er vi tydeligvis ikke forestillingens primære målgruppe. Sammen fylder vi hver og en af de bløde stole og lader teatermørket omslutte os. Forestillingen begynder med et festfyrværkeri af en intro, der på få minutter får alle i publikum til at klappe med. Bollywood og bobler går tilsyneladende godt i spænd. Kombinationen af eksotisk musik, farverige indiske dragter og Erann DD taler direkte til sit publikum, der fra starten af bliver lovet høj underholdningsværdi hele stykket igennem.

 

Det forudsigelige musikvalg

Der er ikke en finger at sætte på musikken i Efter Brylluppet. Umiddelbart virker det som om, forestillingen forsøger at sælge sig selv på de kendte musikernavne, der har komponeret musikken til forestillingen, hvilket formentlig er præcis, hvad den gør. Muligvis fordi producenterne bag godt er klar over, at projekt lav-denne-middelmådige-Susanne-Bier-film-om-til-musical-og-skift-Mads-Mikkelsen-ud-med-Erann-DD ikke kan stå alene, og at der derfor skal ekstra krydderi til at få publikum med på vognen. Ekstra krydderi i form af blandt andet Anne Linnet, Mads Langer, Peter AG, Tim Christensen og Barbara Moleko.

Vi gættede, imens numrene spillede, hvem komponisten var, og vi ramte kun forkert én gang. Det var oplagt at antage, at det lidt gakkede, reggaeklingende nummer om at være så sulten, at man kunne spise en gris, var lavet af Gnags faderen Peter AG, mens et guitar-riff, som sendte associationer i retning af Dizzy Mizz Lizzys Silverflame, kun kunne være skrevet og komponeret af selveste Tim C. Det var en sjov gætteleg, men det understregede samtidig også, hvor forudsigelig musikken var, idet alle musikalske valg var sikre valg. Musikken fungerede nemlig præcis efter hensigten som et musikalsk supplement til dialogen. Men så ikke rigtig mere end det.

 

En fortælling uden nerve

Forestillingen slutter som den begyndte; med glimmer og glitter. Efter Brylluppet handler om komplicerede familierelationer, om at miste og om at såre dem, man har allermest kær. Universelle emner, som de fleste kan relatere til. Alligevel er det ikke refleksioner over disse, som vi sidder tilbage med efter forestillingen. I stedet er det en følelse af, at de letfordøjelige popsange og rappe replikker nok tjener til at underholde, men samtidig begraver fortællingens nerve i pailletter og pragt. Karaktererne når ikke at udvikle sig til mere end stereotyperne på en hippie, der lægger fortiden bag sig for at tage ud og redde verden og en forretningsmand, der drikker for meget og køber sig til lykke. Og publikum griner. De kan genkende karikaturerne. Men når man har publikums uforbeholdne opmærksom, er det en skam, at man ikke formår at berøre mere end bare lattermusklen. For forestillingen var et godt grin, uden tvivl. Men fortællingen bliver simplificeret, når man skøjter let henover de tunge emner og ikke tør dvæle ved det, der skal give forestillingen flere dimensioner.

 

Musicals – en brunchbuffet på Dalle Valle

Vi havde med vilje besluttet os for at viske tavlen ren og starte fra scratch i forhold til vores egne forventninger til forestillingen. Få værker har gennem tiden rørt os, og Efter Brylluppet skulle desværre vise sig ikke at være nogen undtagelse.

Kender du det, at familien/svigerfamilien kommer på besøg fra Jylland – eller et andet sted langt væk fra – og I skal finde et sted at spise, hvor alle med garanti bliver mætte? Her er Dalle Valles brunchbuffet til 79 kroner et godt bud. Der er alt, hvad hjertet begærer og mere til. Cocktailpølser og bacon møder den røgede laks i en spændende harmoni, imens brownien sopper lidt i væden fra røræggen, som endelig toppes med et par stykker melon. Man bliver mæt. Man bliver overmæt. Uden at kunne begrænse sig og uden at holde igen, serveres og indtages det hele i store mængder – og der er simpelthen for meget af det gode. Der er så meget, at du ikke længere er i stand til at smage, hvad der egentlig smager godt. Du spiser bare. Den smagsoplevelse serverede Efter Brylluppet, desværre forventeligt. Det kan være vanskeligt at få øje på kunsten, når den vil alt på én og samme tid. Enten kan den synge uovertruffent – Erann DD er her et godt eksempel – men så er skuespillet ikke overbevisende. Nogle evner muligvis også både at kunne synge OG spille, men så ryger nærværet, og så er det svært at få øje på det kunstneriske særlige, andet end værdien af ren underholdning. Med fare for at lyde som en fesen hipster, så er det altså oftest nok med et blødkogt æg og en solid kop kaffe.

 

Folkefesten der giver en fuck for anmeldelserne  

Til premieren var den røde løber lagt frem, der var velkomstdrink i glassene, og fotograferne knipsede løs for at få et billede af de kendte, og dem var der øjensynligt masser af. Journalister, musikere, skuespillere og en masse af typen ”kendt fra TV”. Det var klart og tydeligt, at dagen var en festdag, hvad end den afgørende dom fra anmelderne ville blive. Musicals som et folkeligt kulturfænomen er kommet for at blive. Publikum køber det, både bogstavelig talt i form af de 30.000 solgte billetter til forestillingen, men også i overført betydning som den skudsikre underholdningsværdi. Efter Brylluppet ”The Musical blev af anmelderne høvlet ned med sætninger som “en rodet og uforløst affære” og “en katastrofe. En kikser af de helt store”. Men hvilken betydning har det i grunden med de ringe anmeldelser, når folket øjensynligt er bedøvende ligeglade og blot ønsker sig et show med sang, glitter og glimmer – en kæmpemæssig brunchbuffet! – og ikke mindst genkendelsens absolutte glæde. Her skal det selvfølgelig nævnes, at vi til næste sommer får glæden af at opleve start 00’ernes ungdomsfavorit Kærlighed ved første hik som musical. Man kan fristes til at spørge, om det ikke blot er det samme som at spise sine halvslatne cornflakes i en musselmalet Royal Copenhagen skål.

 

Skrivelysten religionsstuderende på udkig efter de gode fortællinger - her på VINK fortalt igennem al slags scenekunst.