Meridiano Teatret – Når en dør lukker, åbner der sig en ny

// Foto: Meridiano Teatret

Meridiano Teatret må lukke deres store, nyistandsatte teatersal, hvis ikke de kan skaffe lidt mere end 600.000 kr. til dette års husleje. 

Udlejeren har sat opsigelsesdatoen til d. 31/1 og teatret kæmper nu med hud og hår for at skaffe andre teatergrupper til at dele husleje og faciliteter med dem. Ellers må teatret sig farvel og tak til deres store teatersal og rykke ud af den senest d. 1 juli.

Da Meridiano Teatret, ligesom så mange andre, er blevet beskåret i statsstøtten, er det umuligt for dem at beholde alle faciliteterne, der tilsammen svarer til 939 kvm, selv. 

Muligheder og faciliteter

Og der er ALT hvad en teatergruppe kunne drømme om hos Meridiano Teatret. En stor sal på 300 kvm med kædetræk og frontbro og en stor port, så man kan køre ind i salen fra gaden. En lille prøvesal på 40 kvm, et værksted, en systue, et teknikrum, kontorer, køkken, mødeområde, toiletter og brusere, samt omklædning og sminkeborde. Der er dertil et vaskerum med vaskemaskiner, et rengøringsrum og et lager. 

Økonomi

Meridiano Teatret lægger op til at stedet og huslejen kan deles mellem 4-6 grupper. De kan selv lægge 200.000. 

Det vil altså sige, at hvis du er en del af en teatergruppe, der mangler et fysisk sted at være – og som kan skaffe ca. 100.000 bobs – så kan du få adgang til alle disse fantastiske faciliteter i et helt år! 

Drøm stort 

Selvom det er en sørgelig kendsgerning at få skåret i sine midler, fordi der samlet set er færre af dem til alle, så lyder det ikke som en helt dårlig idé at dele lokaler med andre kreative hoveder. 

Tænk, hvad 4-6 teatergrupper kan skabe af teater- og performanceforestillinger, workshops, kurser, work-in-progress-visninger og meget mere! Kun fantasien sætter grænser og tænk på, hvad man kan skabe sammen, lære af hinanden og inspirere hinanden til at gøre. Der findes så mange muligheder og potentialer for de grupper, der har økonomien til det. 

Måske bliver din teatergruppe den næste til at skabe udendørs performancekunst i Gentofte kommune eller tage publikum på med en opdagelsesrejse ind i dem selv gennem scenekunsten, eller sætte et gigantisk Shakespeareinspireret værk op på den store scene? 

Jeg krydser arme, ben og fingre for, at Meridiano Teatret ikke må opgive deres sal og lade den nyrenoverede mangelvare gå tabt til nye arkitektlejere. 

Til pengepungen, teaterfolk! Hvis altså ikke den også er tom for jer.

Amalie er uddannet kandidat fra Teater- og Performancestudier med sidefag fra Musikvidenskab og brænder for crossoverformer og ligestillede dramaturgier. Hun arbejder med den uafhængige scenekunst i blandt andet Teater PRAXIS.