‘Menneskebyrden’ undersøger årsagen til depression

For en lille måned siden skrev jeg om nogle af tankerne bag ‘Menneskebyrden’, der er en forestilling, der forsøger at gøre op med vores bebrejdelse af mennesker med depression. Det kan du læse mere om HER. Her kommer opfølgeren, nu hvor jeg har set forestillingen.

Inden forestillingen tænkte jeg over nogle af de forventninger og forhåbninger, jeg havde bygget op. Jeg var især spændt på, hvordan de virkelige mennesker og deres historier fungerede på scenen og på, hvordan de ville benytte sig af teaterets virkemidler for at lukke mig ind i deres verden.

// ILLUSTRATION: Kiana Marchi

Depression er tabubelagt

Da jeg trådte ind i Skuespilhuset, blev jeg næsten med det samme spurgt, om jeg skulle se ‘Menneskebyrden’ og fik derefter stukket et spørgeskema i hånden. Spørgeskemaet er en del af den forskning, som forestillingen skal bidrage til og omhandler opfattelsen af menneskesker med depression. Efter at have angivet køn, alder og om jeg selv har været diagnosticeret med depression, skal jeg svare på, om nogen i min omgangskreds har. Jeg tænker mig virkelig grundigt om. Der må da være en, tænker jeg. Jeg har læst, at tyve procent af Danmarks befolkning får en depression i løbet af deres liv og på den baggrund må jeg da kende mindst en, der enten har eller har haft en depression. Men jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om nogen og ender derfor med at svare ‘ved ikke/ønsker ikke at svare’.

Det sætter nogle tanker i gang i mit hoved og bekræfter, at depression er virkelig tabubelagt. Faktisk gør det mig ked af det, at jeg højst sandsynligt kender en, der har eller har haft en depression, men at jeg ikke er klar over det – at det ikke er noget, vi taler om. Det er med den følelse, jeg går ind i salen og sætter mig på min plads.

Publikum inddrages

Da forestillingen begynder, bliver jeg overrasket over formen. Det er en slags talkshow med to værter og tre deltagere; de to medvirkende skuespillere og de tre virkelige personer, der alle har haft en depression. Lyset i salen dæmpes kun en smule og publikum fortsætter med at være oplyst et godt stykke inde i forestillingen; det er helt tydeligt, at vi har en rolle i det her. Undervejs i forestillingen skal vi som publikum svare på nogle spørgsmål via en lille fjernbetjening, der sidder på stolen foran. Afstemningsproceduren bliver forklaret og for at sikre, at alle har forstået det korrekt, laver vi en lille prøve. Udsagnet dukker op på skærmen: “Jeg er nok den her i salen, der har forstået afstemningsproceduren bedst”. Nedenunder står tallene 1-9. Ved 1 står der helt uenig, ved 9 står der helt enig. Jeg trykker 9. Svarene vises i procenttal oppe på skærmen og da alle har svaret, har næsten 90 procent af salen trykket 9. Det griner vi lidt af.

Så starter de medvirkendes fortælling om hver deres depression: Hvordan det startede, hvordan det kom til udtryk, hvordan de hver især håndterede det og hvornår og hvordan, de søgte hjælp. Som publikum bliver vi løbende bedt om at tilkendegive, hvad vi tænker om de medvirkende, hvad vi tror, grunden til deres depression er og hvordan vi synes, de burde håndtere den. 

Det er svært og til tider også en lille smule ubehageligt så konkret at tilkendegive, hvad jeg tænker og mener om deltagerne. Jeg bliver tvunget til at se mine fordomme i øjnene og ofte er jeg faktisk i tvivl om, hvad jeg egentlig mener og hvad jeg synes, jeg burde mene. 

// ILLUSTRATION: Kiana Marchi

Ingen lette svar

Da en af de medvirkende beskriver, hvordan alle, inklusiv hende selv, leder efter en bagvedliggende årsag, gør det indtryk på mig. Selvom hun kan pege på lige præcis det øjeblik, hendes depression startede, kan hun ikke udpege årsagen. Det må være frustrerende, for som hun selv siger; hvis ikke hun kender grunden, hvordan kan hun så undgå at blive ramt igen?

Der bliver stillet mange spørgsmål gennem hele forstillingen og givet meget få svar. Et spørgsmål, som jeg dog synes, den formår at besvare ret godt, er hvordan det opleves at have en depression. Særligt en sekvens, der går igen nogle gange i lidt forskellige former, giver mig en større forståelse af, hvordan en depression kan opleves. Der skabes en form for tomrum, hvor kvinden på scenen går formålsløst rundt mellem nogle møbler, mens hun i et monotont toneleje beskriver, hvordan hun ingen handlekraft eller formål har. Godt hjulpet på vej af lydbilledet – som gennem hele forestillingen er virkelig velfungerende – får jeg en form for osteklokke-fornemmelse. En fornemmelse af, at være trådt et skridt væk fra verden og opleve alt lidt på afstand, uden mulighed for at have indflydelse på det, der sker. Bagefter beskriver hun, hvordan hun følte, at et stort sort hul trak hende baglæns ind i intetheden.

Forestillingen slutter uforløsende på en sært forløsende måde. Svaret der bliver givet er, at der ikke findes noget svar. Der er ikke nogen særlig læring i at gennemgå en depression, der er ikke nødvendigvis en grund til det, og du kommer ikke ud på den anden side som et stærkere og bedre menneske – faktisk nærmere tværtimod, hvis man skal tro deltagerne i ‘Menneskebyrden’ – og hvorfor skulle man dog ikke det, hvis man som jeg ikke selv har haft en depression? 

Men hvis grunden ikke kan findes i det enkelte menneske, skal den måske findes i samfundet. En af deltagerne gør brug af et billedsprog, som virkelig gør indtryk på mig. Hun siger, at depressionsramte måske er de frøer i gryden, der har opdaget, at vandet koger. Og hvis den bagvedliggende årsag skal findes i kulturen fremfor i det enkelte menneske, så håndterer vi måske diagnosen helt forkert? Vi symptombehandler på livet løs, men samtidig stiger antallet af især unge, der får konstateret en depression.

Jeg forlader salen med en klump i halsen. Klumpen består af store dele frygt. Jeg er bange for først for sent at opdage, at vandet koger.