MED HAVNEN SOM KULISSE

Når vi går i teatret, bevæger vi os ind i en anden verden. Bliver opslugt af historier, karakterer og ord. Af lys og lyd og de skæbner, som udfolder sig på scenen. Alt det, der ligger udenfor, forsvinder for en stund og indtager en ganske lille birolle. Og dog.
Ind imellem synes der alligevel at være et samspil mellem det ydre og det indre – også når det ikke er en intenderet pointe. I anledning af, at VINK i marts måned hylder Københavns Havn, begav Ingrid, Katinka og Emil sig ud til hver sit havnenære teater og undersøgte, hvad havnen kan som kulisse for en tur i teatret.

 

Skuespilhuset //Foto: Anna T. Huynh

 

Huset ved havneløbet, hvor alle følelser holder til

 – af Ingrid Grusje Holm

 

Forleden cyklede jeg ned til Sankt Annæ Plads ved Kvæsthusbroen, hvor Skuespilhuset ligger. Klokken var lidt i fem, sen eftermiddag og jeg skulle ind at se Tør aldrig tårer bort uden handsker, der spiller på scenen Mellemgulvet i Skuespilhuset. Det var isnende koldt, og frosten bed for alvor i både kinder og lemmer. Himlen var grå lige på nær få hvide skyer, der hang ubevægeligt påklistret, som var de monteret med elefantsnot. Kajen og broen var dækket af et tyndt lag sne, der knirkede under mine støvler. Der stod en kold brise ind i ansigtet, og vandet var i uro. Det piskede rundt i havnen og klaskede op af siderne. Det var betagende, og jeg kunne mærke, hvordan den rå og rigide natur fik følelserne frem i mig, idet jeg stod og betragtede udsigten fra Kvæsthusbroen og ud over havnen ved Frederiksstaden. Operahuset, der tårnede op på den anden side af vandet og lignede en gigantisk julekugle som oplyste aftenen og afspejlede sig i vandoverfladen. Nogle innovative kunstnere, der i forbindelse med FROST Festivalen havde fået opsat en parade af lysstofrør formet som trekanter. Ved enhver bevægelse reagerede de ved at summe af forskellige lydharmonier, imens de rykkede sig i bølgegang og skabte et elegant lysdesign midt i mørket. Skuespilhuset har virkelig en ekstrem velvalgt placering, der, midt på havnen.

Jeg bliver altid så utrolig rolig og en smule tungsindig, når jeg er i forbindelse med vand. En tur rundt om Søerne en søndag eftermiddag giver ikke noget nær den samme effekt, men det, forestiller jeg mig, skyldes menneskemængden, som jeg deler stierne med og dermed gør ruten mere til en catwalk end en tilfældig slentretur i ro og mag. Stemningen af melankoli blev således allerede lagt, idet jeg stod der og spejdede ud over vandet fem minutter før forestillingen skulle starte.

At forestillingen så viste sig at være en hjerteknuser af de helt store, var ikke i min bevidsthed, da jeg trådte ind på tilskuerrækkerne. Den kolde luft sad stadig i kroppen og efterlod kinderne rødsprængte og fingrene ubevægelige. Men der gik ikke længe, før kroppen var varm og fyldt op med alt den kærlighed, der udspiller sig mellem gruppen af venner fra det stokholmske homomiljø i starten af 80’erne. Den manifesteres gennem fjerboaer, Alphavilles Forever Young, lys denim og den øjeblikkelige tiltrækning, der opstår, når man ser ham, som man ved, at man skal elske resten af sine (korte) dage. Som is jo gør, når det udsættes for varme, smeltede mine indre istapper, og tårerne fik frit løb ved kærlighedshistorien om de to mænd Rasmus og Benjamin. Hver kommer de fra forskellige verdner, men forenes i samme, hvor de både forelsker sig og skilles som konsekvens af AIDS epidemiens mange ofre.

Efter endt forestilling var det igen ud på den nu endnu mørkere mole. Blæsten var stilnet lidt af, men en brise fra kanalen ramte mig som en kold klud i hovedet, idet jeg trådte ud. Alligevel fik frosten ikke på noget tidspunkt lov at få sit endegyldige tag i mig igen. Om det var en reel temperaturændring eller den varme kærlighedsberetning om Rasmus og Benjamin, der havde en termoeffekt på mig, skal jeg ikke kunne sige. Jeg var varm, da jeg cyklede fra vandet og ind mod stenbroen.

 

Skuespilhusets mørke mole // Foto: Anne T. Huynh

 

If you jump, I jump

 – af Katinka Hurvig Møller

 

Det er koldt i Nyhavn. Ikke sådan ulideligt eller blæsende, men det er koldt. Vandet er stille. Det er lysene, der reflekteres i den krusende overflade, derimod ikke.
Klokken er lidt for mange, og vi er lidt for sent på den. Hans cykel er stadig punkteret, så jeg trækker min. Vi går sammen ned langs Nyhavn, der er smuk og glimtende. Ned mod den båd, som jeg er næsten 100% sikker på ligger på højre side af havnen. Jeg er ikke sikker, for jeg har aldrig før været på Bådteatret. Det har han heller ikke, og siden det er mig, der skal hylde havnen og har fået billetterne, er det mig, der finder vej.
Dér er den. En stor, brun båd. Han siger, at hvis ikke han vidste, at det var et teater, havde han ikke opdaget det. To små masker, det universelle teatersymbol, fint malet på bådens agterstavn fører os sikkert på vej op ad den stejle metaltrappe. Så er vi om bord. Ohøj, hvor er indgangen?

Vi er helt alene på dækket, og jeg kunne godt bruge et skilt eller en kaptajn. Fornuften viser vej til den eneste dør, der måske kun er lukket, for at kulden ikke skal slå stemningen under dæk ihjel. Vi træder ind ad døren, går ned ad trappen, og så er vi pludselig i teatret.
Vi maser os ind på en af de midterste rækker. Alle skal rejse sig, før vi kan komme til. Vi er Jack og hans ven, der kun lige præcis når ombord på Titanic, før den sejler af sted på la grand tour.
Heldigvis går det os lidt bedre, end det gik dem.
Min teaterdate, Fyren Med De Gyldne Øjne, synes, at her er lidt klaustrofobisk. Som en start tager han sin dynejakke af og trækker vejret lettere. Vi sidder mast, og det ser ud som om, der er udsolgt. Stemningen er sitrende, som den altid er, før tæppet går op. Ikke, at der er et tæppe. Der hænger en iPhone ned fra loftet i midten af forscenen. Der står noget, vi ikke rigtig kan læse. ”Nuet”?, ”Niet”?, ”No thanks”? Vi bliver enige om, at det nok er en installationsudgave af ”sluk telefonen”. Et af sprogene, det står på, er russisk. Jeg aner ikke, hvad det er for en forestilling, vi skal se. En dramatisering af en bog, jeg ikke kender. Det skulle vise sig, at den lille repræsentation af det russiske sprog er i sin gode ret – for bogen, og derigennem aftenens fortælling, handler om en russisk familie.
Vi er fulde af forventninger til noget, vi ikke kender til, og så starter forestillingen. Jeg spekulerer på, om min cykel mon er parkeret for tæt på kanten oven over, i den anden verden. Tænk, hvis den ryger i vandet.

 

Bådteatret med de diskrete, små masker // Foto: Anna T. Huynh

 

Ina-Miriam Rosenbaum indtager rummet og min opmærksomhed. Forestillingen J O B er en forestilling, som De Gyldne Øjne og jeg hurtigt kategoriserer som en slags historiefortælling frem for en klassisk dramatisk opsætning. Rosenbaum akkompagneres med crazy detaljeret timing af to yderst kompetente musikere, der sidder bag skuespillerinden blandt et virvar af instrumenter, jeg ikke kender navnene på.
Forestillingen er en remediering af bogen J O B – roman om et enkelt menneske. Det er ikke til at overse – eller overhøre, at sproget er en central del af fortællingen – men om det er forfatterens ord, som en dygtig dramaturg har gjort sceneklare, eller om det er den russiske accent og de hjerteskærende følelser, som Rosenbaum tilføjer replikkerne, kan jeg ikke afgøre. Fortællingen om en russisk familie, der flytter til USA i syv sind over hvilke børn, der har mest brug for omsorg og hjælp, er rammende. Da familien forlader Rusland og sejler over havet til New York, husker jeg, at jeg selv befinder mig på en båd. Det havde jeg glemt i virvaret af musikagtige lyde og russiske familierelationer, som jeg har svært ved at finde hoved og hale i. Musikken beriger havoverfarten, og jeg kan nærmest selv se Staten Island, da den russiske familie endelig ankommer til landet, hvor drømme (tilsyneladende ikke altid) går i opfyldelse.
Blåt og hvidt lys på scenen trækker mig ned under vandet. Jeg kan sagtens trække vejret her på publikumsrækkerne.

Efter forestillingen rejser vi os og finder vej til dækket. Mens alle de andre publikummer træder i land, træder vi op på det, en mere bådkyndig muligvis ville kalde Øvre Dæk. Her er vi alene. Fire-fem træstole efterlader en fornemmelse af før-og-efter-hygge på det glatte trædæk. Her i polarkulden er vi de eneste. Rusland er ude af sind, men var det ikke også New York, som Rose og Jack skulle til? Et imaginært isbjerg flyder hen mod os fra den berygtede Inderhavns(kysse)bro. Hvem kan modstå at stille sig op på rælingen og brede armene ud? I hvert fald ikke De Gyldne Øjne og jeg. If you jump, I jump. Historien om den jødiske familie er sunket til bunds i min oplagrende teaterhukommelse, så lige nu er det den skønne skævhed af at befinde sig på en båd en mandag aften i ualmindeligt mennesketomme Nyhavn, der fylder i min bevidsthed. At være til søs i hjertet af hovedstaden. At gå fra intime musikkompositioner og russisk dialekt til Titanic-leg i Københavnermørket på ét minut. Vi skøjter ufrivilligt hen ad dækket og beundrer det kæmpestore anker, der pryder Bådteatrets ”terrasse”. Vi går forsigtigt op på den skridsikre metaltrappe og forlader skibet. Træder i land. Nu ligner det igen en helt almindelig båd med nogle mærkelige masker malet på. Kun de indviede kender til scenen, toiletterne, receptionen, garderobestangen og de hundrede stole til gæstende passagerer. Udefra er det blot endnu en båd i den smukke Nyhavn.

 

Et skib og en ø på samme tid

 – Af Emil Møller Christensen

 

Mine veninder og jeg kommer gående denne mørke, kolde vinteraften langs Nyhavn. Lys fra gadelygter og bygninger bliver helt tydelige i mørket. Det samme gør Operaen på Holmen, der næsten knejser, rager op i bybilledet som noget mastodontisk. Der er noget tempelagtigt over den, hvad der selvfølgelig forstærkes af, at den kan ses og betragtes fra mange vinkler, men mest med havnen, Holmen og kajen som udgangspunkt. For mens der er noget stille, vuggende over vandet, er der noget urokkeligt ved Operaen. Den er imponerende og gør, at man får en følelse af, at bygningen forholder sig til byens øvrige geografi. Eller er det byen, der forholder sig til Operaen? Hvor ofte har jeg ikke cyklet over Langebro i dagslys og konstateret ”ja, der ligger Operaen”? Der opstår et spil mellem bygningen og havnen, fordi Operaen er omkranset af vand. Den ligger fremskudt ud til havnen og som et blikfang mod den modsatte side: Amalienborg og Marmorkirken. Vi går langs vandet. Kulden føles tydeligt i vores ansigter, men vejret er stille.

 

En tanke slår ned i mig: ”Gad vide, om man skal opleve selve operabygningen som et skib, der er lagt til kaj”. At kunsten og det maritime skulle gå i ét, har sikkert været et ønske fra Hr. Møller dengang, han skænkede Operaen – skibe kan også være imposante.

 

Operabygningen som et skib i mørket // Foto: Anna T. Huynh

 

Forestillingen, vi skal se, er operaen Den Rejsende på Takkelloftet. Vi kommer op i foyeren til Takkelloftet, og det første, jeg uundgåeligt lægger mærke til, er udsigten til havnen og vandet fra foyeren. Det skaber en fornemmelse af mondænitet. Der er altid noget ekstravagant ved at stå indendørs – eksempelvis med et glas vin i hånden – og på samme tid stå at spejde ud over vandet. Man kunne næsten få følelsen af selv at være til stede på et skib, hvor foyeren bliver omdannet til styrehus. Der er en hvis form for distance, og det er havnen, der skaber afstanden: Operaen på den ene side, byen på den anden – og mellem: Havnen. Her er højt til loftet og lidt koldt i farverne. Måske den samme kulde, som havets blå farve kan give?

 

Da vi skal gå ind i Takkelloftets sal for at indtage vores pladser, er det også som at ”gå ombord i forestillingen”. Vi går gennem en form for skakt; her er mørkt, og vi går henover nogle jernplader, som giver en larmende lyd fra sig, som når man går ombord på en færge.

 

Operaen går i gang. Den Rejsende handler om en af nutidens flygtninge, der er kommet til Europa. Også i forestillingen spiller havet en central rolle. Gulvet oplyses af en blå farve. Den giver en fornemmelse af havet og forstærker yderligere den kølighed, publikum skal mærke. En kølighed, der tematisk er gennemgående i forestillingen. Gulvet har sin egen scenografi – et verdenskort, hvor havet også spiller en rolle. Er det mon det hav, hovedpersonen er taget over for at komme til Europa? Det lukkede rum, vi er i her i teatersalen, og det udenfor; havnen og byen, skaber en særlig stemning. Samtidig stiller det et spørgsmål til vores oplevelse af forestillingen: For er vi publikum selv med på havets gyngende, urolige grund som forestillingens flygtning? Det er en interessant tanke.

 

Jeg kan mærke det storladne, der er ved at kunne se ud på havnen og vandet igen i foyeren efter forestillingen. Jeg drejer mig og ser et anderledes og særegent billede på væggen. Jeg spørger personalet, hvem der har malet det. ”Det er af Tal R og hedder Et skib er ikke en ø. Det er i øvrigt malet på stedet,” lyder svaret. Jeg kan sagtens forestille mig den inspiration, kunstneren må have fået ved at være i et kunstens hus med havnen, det maritime og vandet som baggrund.

 

Pudsigt er det bare, at jeg har en følelse af, at operabygningen faktisk er to ting på samme tid: Både et skib og en ø. Et skib, der har lagt til ved Holmen. Og en imposant bygning, urokkelig i soklen som kontrast til havets omskiftelighed. En følelse af, at denne bygning netop ligger på en ø. Måske kan Operaen både være et skib og en ø.

 

 

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.