Livets realiteter i børnehøjde

23. marts 2017

Den farefulde rejse foregik i farmors gamle badekar. Med sig havde Ida et lys, som hun havde tændt for farmor og hendes ven, edderkoppen Alfred. //Illustration: Anja Oxager

 

På teaterredaktionen undersøger vi i marts måned børneteater – teater for, om, og af børn. I en serie på tre artikler udforskes børneteater i alle afskygninger for at belyse børneteatret som æstetisk og politisk udtryk, men også som pædagogisk metode. Hvad kan børneteatret som genre, og hvorfor er den vigtig?

 Jeg har været inde og se forestillingen Lyset og Lykkens Edderkop, som handler om Ida, der er så vred på sine forældre, fordi de vil flytte fra farmors gamle hus, at hun gemmer sig nede i kælderen og nægter at komme op. Stykket er opført på et af Københavns ældste, mest velbevandrede og folkekære børneteatre – Anemoneteatret. Teatret har siden 1988 ligget i Suhmsgade i det indre København og leverer årligt børneteater i en kvalitet, så både børn og voksne kan se med. Efterfølgende tog jeg en snak med teaterchefen for Anemoneteatret, Sidsel Ramdal, om betydningen og vægten af teatret for de små sjæle. Dette resulterede i en samtale om de konsekvenser det har for nogle børneteatre, når det fra politisk hånd besluttes, at den økonomiske støtte skal fjernes – og det sikkerhedsnet man før havde haft placeret under sig, pludselig rives væk.

 

At spille for det sprøde publikum

En rolig torsdag formiddag. Købmagergade er på nuværende tidspunkt kun befolket af ivrige turister, en enkel men ihærdig facer og et par søvnige teenagere, der dasker ned mod H&M på hjørnet af Kultorvet. Jeg møder en børnehave, vi skal vist samme vej. Jeg trækker min cykel bag gruppen af børn, der velopdragent spadserer to og to på række og med hinanden i hænderne, iført gule trafikveste med børnehavens navn påmonteret. Vi runder Hauser Plads og drejer ned af Suhmsgade, hvor Anemoneteatret ligger. Med det fine blå anemoneskilt bringer det minderne frem fra en barndom, der på sin vis var præget af børneteater, i næsten samme grad som børn i dag er præget af tablets og smartteknologi. Den diskussion går vi ikke ind i nu. Det er en helt anden snak.

Der er kaos i garderoben, idet vi træder ind på teatret. Alle børnene taler i munden på hinanden, og ingen af pædagogerne kan få et ord indført. En af teatrets teknikere kommer ud og fortæller, at nu er der ikke lang tid til at forestillingen starter, så hvis man skal tisse, er det nu. Jeg opfatter beskeden i ligeså høj grad henvendt til mig som til børnene og stiller mig i kø til toilettet.

Forestillingen starter, og med ét er der ro i salen. Alle børn, heriblandt undertegnede, opsluges af musikken, instrumenterne, kostumerne og det levende spil, der går i gang på scenen. Historien er et ægte eventyr, med alt hvad dertil hører. Det gode mod det onde. Lyset mod mørket. Den handler om Ida, der sammen med sine forældre bor i hendes farmors gamle hus. Det er nedslidt, ildelugtende og med spindelvæv i kælderen, men mest af alt er det farmors og vidunderligt velkendt. Ida er vred på sine forældre, for de vil flytte i en ny og topmoderne lejlighed inde i byen, og det gider Ida ikke. Hun lukker sig inde i kælderen og nægter at komme op, selvom hendes forældre kalder på hende. I kælderen møder hun edderkoppen Alfred, og i selskab med ham begiver hun sig ud på en rejse i farmors badekar. Det eneste hun har med sig er et lys, som hun har tændt for farmor. Rejsen byder på en række farefulde udfordringer og konfrontationer, som dog vindes ved hjælp af kærlighed, lys og venskab. Ida sidder i badekaret og synger til det onde – og til sig selv:

”Et lys i mørket er det lille hjerte,

det viser vej og sammen bliver vi stærke.

Lad dit sværd blot falde, jeg gør ingenting,

du finder vejen igen, det lover jeg min ven.”

Jeg tog mig selv i at knibe en lille tåre, idet forestillingen præsenterer os for en så elementær følelse af savn, som ethvert barn, der har mistet en elsket bedsteforælder, kan relatere til. Den følelse bliver på fineste vis hjulpet på vej af den smukke og poetisk velskrevne musik, komponeret af Stine Michel, der selv optræder på scenen. Derudover er der vreden, som man kan argumentere for, kan opstå som et resultat af en ubearbejdet og hjemløs sorg.

Jeg var særdeles godt underholdt gennem hele forestillingen. Når jeg enkelte gange ikke koncentrerede mig om folkene på scenen, kiggede jeg rundt på børnene, der sad placeret på rækker med pædagogerne tilpas fordelt imellem sig. Jeg nåede aldrig at tvivle på, om børnene forstod eller fandt interesse i forestillingen, før samtlige unger skreg op mod scenen: ”Han er der, deeeeer, bag ved dig”, da Ida febrilsk ledte efter Alfred, der var blevet væk. Det er ét af de dejligste øjeblikke i børneteater, når de små tilskuere ikke kan holde sig tilbage, og indlevelsen tager så meget over, at de må råbe op og blande sig. I sådan et øjeblik bliver den unikke relation mellem barn, skuespiller og scene, tydeliggjort.

 

Det moralske- og dannelsesmæssige ansvar

Efter forestillingen går jeg op på Sidsels kontor for at få mig en samtale om, hvad jeg tror, skal handle om det enestående ved børneteatergenren. Vi berører det hurtigt, og Sidsel påpeger, ”at vi jo har at gøre med et meget sprødt publikum. Vi har et stort ansvar, idet vi har nogle små væsner foran os, som er utrolig åbne for, hvad end vi præsenterer for dem. De er endnu ikke blevet kulturelt formede og derfor følger der et ansvar med, både moralsk og dannelsesmæssigt”. Det kan jeg kun give hende ret i, efter at jeg lige har set det nøjagtig samme ske nede i salen. Med musik, sang og farverige kostumer indoptager børnene med det samme den fortælling, der skildres foran dem. De er som fluepapir. Alt går ind. Sidsel og jeg taler videre om den udfordring, der ligger i, at børneteatret altid må og skal indrette sig til sit publikum, nemlig børnene. Ellers er der, kort og kontant, afregning ved kasse et. For hvis børnene ikke finder det interessant, så medgiver de det, både med kropssproget og verbalt.

Samtalen om det dannelsesmæssige og moralske ansvar drejer sig hurtigt over mod noget, jeg kan mærke, der betyder rigtig meget for Sidsel, nemlig dét at Anemoneteatret ikke længere modtager økonomisk støtte. Det er politiske vinde, der skifter”, påpeger Sidsel og fortsætter. ”Selvfølgelig synes jeg også at kulturpolitik skal være fornuftig. Man skal ikke bare sådan smide penge afsted, men det er svært at være kunstnerisk eksperimenterende, for nu må vi i langt højere grad tænke over, præcis hvad der giver penge”, fortæller Sidsel og fortsætter: ”Jeg føler jo lidt, at ved fjernelsen af Anemoneteatret og Zangenberg i ’lille storby’-ordningen, svigter vi de 50.000 tilskuere, som Anemoneteatret og Zangenberg Teatret har tilsammen. Tilskuere der har været vant til, at de kunne gå i teatret i indre by og få en kulturel oplevelse”. Zangenberg Teatret ligger få gader fra Anemoneteatret og har ligeledes fået frataget støtten. Det er begge to teatre, der i over tredive år har domineret den københavnske børneteaterscene. Anemoneteatret har sammen med Zangenberg indtil januar 2017 været en del af ’lille storbyteater’-ordningen og har årligt modtaget 3 millioner kroner fra kommunen. ”Nu har nogle andre banket på døren og vil være med i ordningen”, forklarer Sidsel.

Jeg mærker som sådan ingen bitterhed hos Sidsel, for det handler jo i bund og grund bare om, at nogle andre børneteatre, der ligger placeret i udkanten af København, har fået tilkendt støtte i stedet for Anemoneteatret og Zangenberg. Det er børneteatre, der afstandsmæssigt ligger placeret en anelse længere ude i periferien, Sydhavn bl.a. og Nordvest. Afstande der muligvis kan være en anelse for store for de korte børneben der har deres vante gang i indre by. Alle teatre skal hvert fjerde år skrive en ansøgning om støtte. Det vil sige, at alle har samme chance og mulighed for at blive ’lille storbyteater’. Dog kan jeg forestille mig, at det må føles lidt tomt, da Anemoneteatret, som Sidsel nævner, har overholdt alle de politiske aftaler om bl.a. en omsætning på 2,9 millioner om året og et bestemt antal publikum. En følelse af at have gjort, som man skulle men så alligevel at ’få skæld ud’. ”Men der har måttet nye tiltag til. Vi har foretaget et generationsskifte”, forklarer Sidsel. ”Ud over at vi har skiftet bestyrelsen og ledelsen ud, har vi også måttet tænke nyt. Eksempelvis samarbejder vi med den nye åbne skole, Børne- og ungdomsforvaltningen, for at kunne blive et teaterkulturhus for børn. Det skal kunne give penge i kassen.”. Vi er ved at afrunde snakken om de politiske tiltag og den økonomiske støtte – eller mangel på samme, da Sidsel fremhæver en væsentlig pointe. ”Jeg synes selvfølgelig at det er vildt ærgerligt og en tydelig nedprioritering af børneteatret. Altså, det er ikke bevist, at fordi man er gået i teatret som barn så gør man det også som voksen, men jeg vil våge at påstå og lægge mine hænder frem og sige, at hvis man ikke har prøvet det som barn så tror jeg at chancerne for at gøre det som voksen er endnu mindre”.

 

Bliv set: Børneteater som et pædagogisk virkemiddel

Man kunne i Politiken i september sidste år læse, at børn mangler grundlæggende sociale kompetencer, når de starter i 0.klasse. Ifølge BUPL er det blandt andet børneinstitutionernes øgede fokus på skoleforberedende aktiviteter, der er årsag til, at børnene ikke er tilpas udviklede socialt. Formanden for Teatrenes Interesseorganisation (TIO), Dorthe Skøtt Bébe, påpeger som svar dertil, at teatret spiller en væsentlig rolle i opbyggelsen af både sociale relationer, kropssprogsbevidsthed og ydermere fornemmelse for selvet. Det at se teater, at forstå den fiktive historie, giver ligeledes barnet evnen til at reflektere over situationen og menneskerne omkring det. I samme grad giver det at spille teater selv, en fornemmelse af samhørighed med medspillerne og en grundlæggende følelse af selvtillid. En række vigtige kvaliteter at have med sig i rygsækken ved indgangen til skolen – såvel som til livet.

Anemoneteatret var i gang med at ”tænke nyt” og havde, som Sidsel påpeger tidligere i artiklen, planlagt et generationsskifte der skulle understøtte dette. I den forbindelse har teatret valgt at satse på at udvikle og udvide det tætte samarbejde med skolerne og institutionerne og oprettet Anemones teaterhave, som ledes af Mette Andrée, der med erfaring som instruktør, lærer og leder underviser og er med til at udvikle publikumsfeltet. Hun gennemfører workshopforløb med børnehaver og skoleklasser i indskolingen. For eksempel i samarbejde med Sølvgade Skole, hvor en 2. klasse har brugt en dag på Anemoneteatret. Her har Mette Andreé ført dem igennem en række forskellige teaterøvelser. ”Sociale mønstre ændrer sig i det dramapædagogiske arbejde”, fastslår Sidsel. ”Det ændrer deres trivsel i klassen.”. Klasselærer på Sølvgade Skole, Eva V. Aagaard, udtaler i en artikel på Folkeskolen.dk: ”Jeg ser pludselig nogle elever, som nogle gange kan have lidt svært ved det boglige, folde sig ud og udtrykke sig. De har større selvværd, når de har plads til at være sig selv gennem dramaet. Og når de er blevet anerkendt der, så oplever de også, at de bliver set”.

 

Intet er så skidt…

Efter Idas lange og farefulde rejse i farmors badekar, kun bevæbnet med et lys og sin ven edderkoppen Alfred, indser hun, at det måske alligevel ikke er så slemt med de nye beslutninger, og at hun nu alligevel er ret heldig med de forældre. Igen en sand eventyrberettermodel. Hjem, så ud og hjem igen. Efter en række prøvelser og modet til både at anerkende og gå ind i en række forskellige følelser, der alle påvirker Idas personlige udvikling, vender hun hjem til kælderen og forsoner sig med situationen og de ”farlige” forandringer. Sidsel og jeg bliver enige om, at det dog er pudsigt så tydeligt, temaet i forestillingen afspejler situationen for Anemoneteatret. Forandring kan gøre ondt, men så finder man ud af at tackle det. ”Ja, altså vi rejser os stadig, selvom der ikke er penge i kassen”, konstaterer Sidsel. ”Vi føler os måske lidt som en truet dyreart, men samtidig behøver vi ikke længere, at gøre som vi plejer, nu kan vi prøve andre ting.”.

Jeg er imponeret over den viljestyrke, Sidsel og resten af teatrets bestyrelse viser, oven på det slag over fingrene det må føles som, at få frataget en støtte på tre millioner kroner. Det er alligevel en sjat, så der skal løbes stærkt. Dog må man sige, at de har fat i noget af det rigtige. De gør utvivlsomt eleverne i den nye åbne skole en tjeneste med deres samarbejde. Selvom Sidsel slutteligt påpeger, ”at det selvfølgelig er med håb om, at vi får støtten igen om fire år”, så håber jeg aldrig, at de stopper med at tænke nyt, et forhold som disse omstændigheder har været katalysator for. Det er en absolut nødvendighed i scenekunsten, i særdeleshed i scenekunsten der retter sig mod børn og unge. Med alskens spil og underholdning på tablets, som børn ned til 2 år kan betjene, og som er en let og hurtigt tilgængelig underholdningskilde, må børneteatret gøre sig tilgængelig på flere niveauer. Bag ved Sidsel, på en opslagstavle på væggen hænger en artikel fra Information. Jeg skimmer de første linjer, imens vi afrunder interviewet. ”Teatrets fødekæde er ret enkel. Uden børneteater, intet voksenteater. Uden scener til børneteater, intet publikum til børneteater. Alligevel kan 2017 blive året, hvor det bliver svært for de mindste børn at komme til at se børneteater i København”.

Forestillingen starter med dette vers, men jeg vil i stedet slutte af på det. Dette for endnu engang at fremhæve den åbenlyse reference mellem Ida og erkendelsen af at skulle afslutte det vante liv med udsigt til et nyt og fremmed kapitel – og Anemoneteatrets behov for nytænkning, kreativitet og fantasi for at overvinde den nye tid, de går i møde.

”Jeg kender en pige med drømmen om at bo,

i farmors hus der bringer lykke og ro.

Men huset skal sælges, en tid sluttes af.

Det er en sidste time på den aller sidste dag.

Tror vi hun kan, tror vi hun tør,

gå ud af farmors hus og ind af en anden dør”.

 

  1. I forbindelse med vores artikelserie om børneteater, skal der fra redaktionens side lyde en kæmpe opfordring og anbefaling til den kommende Aprilfestival. Det der engang blot hed ‘Børneteaterfestival’. Tag egne børn, børnebørn, bonusbørn eller søsters børn under armen og skynd dig afsted. Læs om festivalen her.