Livet som skuespiller

5. december 2016

Jobbet som skuespiller spænder vidt. Det er til tider hårdt og udmattende. Men besidder man passionen for skuespillet, tager man med glæde det hele med. //Illustration: Freja M. R. Kammer

 

INTERVIEW: Du har gennemført din uddannelse og søger nu jobbet. Du får et arbejde, der giver dig en indtjening som du, bogstavelig talt, skal kunne leve med og leve af. Sådan er rækkefølgen for de fleste menneskers professionelle liv bygget op. For det er, når alt kommer til alt, det der holder samfundshjulene, og ikke mindst dig selv, i gang. Tredje artikel i serien om Skuespilleruddannelsen tager afsæt i livet på den anden side.

 

Et job der er svært at sætte en finger på

Nogle erhverv kan være svære at forstå, andre ikke. Nogle ønsker vi at få et større indblik i, andre absolut ikke. Et job som hundefoder-smager eller lugtedommer er faktisk jobs som nogle mennesker praktiserer. Jeg kan muligvis ud fra navnene godt forstå hvad det drejer sig om, men ønsker egentlig ikke en mere dybdegående indsigt. One man’s trash is another man’s treasure. Denne artikel skal ikke handle om mærkelige – på grænsen til bizarre jobs. Den skal tage udgangspunkt i et ganske normalt erhverv, men et erhverv der trods dets efterhånden mange år på bagen, stadig er lidt for abstrakt for mange at forstå.

Vi ser på dem hver eneste dag. Vi kender deres ansigter og deres stemmer, men sjældent deres navne. I reklamer, på plakater, på scenen, i film og i musik. Skuespillere er mange steder og bruges til alverdens opgaver. Der er dem som fylder på de store lærreder nationalt, og som vi ser i den ene film efter den anden. Dem som tilmed opnår anerkendelse uden for landets grænser i HBO serier, spion- og actionfilm med nogle af de store drenge fra Hollywood. Vi fristes til at tænke, at der unægteligt må være penge nok til et langt liv i en 120 minutter lang spillefilm, hvor medspilleren er selveste Tom Hanks. Det er nemt at glorificere jobbet og karrieren som skuespiller, og det er der som sådan intet galt i. Men hvordan er det liv egentlig, der for at fylde årets tolv måneder ud, tit og ofte er afhængigt af enormt mange telefonopkald.

 

Det er lysten, der driver værket

Jeg har snakket med skuespiller Sara Line Møller Olsen, der siden hun første gang spillede med i børnefilmen ”Vildbassen” som 8-årig, aldrig har tvivlet på, at det var skuespiller, hun skulle være. Som 18-årig og elev på Aurehøj Gymnasium fik hun i 2003 tilbudt en rolle i ungdomsfilmen ”Tæl til 100”. Igen tvivlede hun som sådan ikke på, om hun skulle gøre det, men underrettede dog alligevel rektor der gav sit samtykke – efter hendes mening bl.a. grundet gymnasiets kreative profil. Sara er vokset op i Vangede med en mor der er lærer og en far der er manuskriptforfatter.  Hendes baggrund skiller sig ikke synderligt ud fra så mange andres, men et indblik såvel som en indgang til filmverdenen er betydeligt lettere med en far, der er manuskriptforfatter og det var derigennem, at interessen spirede. Sara fortæller, at hun aldrig har følt sig pacet til at forsøge sig som børneskuespiller. Det var udelukkende hendes egen lyst. ”Det (at spille med i en film, red.) føltes som at have en familie, der tog sig af én og nussede om én. Det var en kæmpe gave at få lov at være med. Jeg elskede det”. Uden at tænke så meget over det, var vejen for Sara banet og med passionen for skuespillet, spadserede hun stødt og roligt ned af den. Det førte hende efter studentereksamen til Teaterhøjskolen Rødkilde på Møn, hvor hun mødte andre unge, der delte den samme fornøjelse og deltagelse i skuespillet. Det var kutyme at søge op på de tre statsautoriserede skoler i slutningen af efteråret og ved udgangen af det seks måneder lange højskoleophold. Sara søgte og kom ind 2. gang på Skuespillerskolen ved Århus Teater, hvor hun var elev fra 2007-2011. Det var en naturlig forlængelse af den sti, hun allerede var trådt ud på: ”Jeg tænkte ikke rigtig, nu skal jeg til at uddanne mig til skuespiller, for det havde jeg jo lavet hele livet”.

 

På den anden side af murene

Årene på skolen var gode, men udfordrende. Festerne var sjove, og sammenholdet blandt Sara og hendes syv andre medstuderende var tæt. ”Det var sindssygt hårdt. Psykisk. Du går igennem en stor udvikling, idet vi lavede så mange ting, der påvirkede din personlighed”, fortæller Sara. ”Det kan også være enormt ensomt at være væk fra venner og familie. Sidde dér en søndag og vide, at ens familie er samlet. Selvom det samtidig var meget rart at blive revet væk fra sine vante rammer”. Tiden på skolen var delvist en legeplads, og et sted hvor du havde helle fra den verden, der lå udenfor og ventede. Dog var det at komme ind på skolen i sig selv en smule angstprovokerende, beretter Sara. ”Du er helt oppe at ringe, når du kommer ind. Jeg tænkte lidt, har de taget fejl? Var det nu mig, der skulle ind, for man fik aldrig rigtig en begrundelse for hvorfor. Derudover, kunne man leve op til at gå der, til de forventninger man troede at de havde til én?” Sara forsætter med at fortælle om hvordan fremtiden, livet og den sandfærdige virkelighed på den anden side egentlig ikke var noget hun brugte synderligt meget tid på at fundere over. ”Jeg var mest tilstede på skolen. Det var sent, jeg begyndte at tænke på, at der jo var en verden udenfor”. Det mener jeg unægtelig er det smukke, unikke og ideelle ved at studere. Det, at du ikke får tudet ørene fulde om dit studies sandsynlighed for arbejdsløshed og besparelser. Du studerer hvad du studerer, fordi det interesserer dig og udvikler din videnshorisont. Tiden efter studiet kan du kun gisne om, men ikke vide af før du sidder på jobcentret som cand.mag. i noget, uden tvivl, meget spændende. Sara forsætter, ”da jeg kom ud, fandt jeg jo rimelig hurtig ud af, at det slet ikke var så glamourøst”. Det er i grunden måske ikke så dårligt. Man kan med lidt held forestille sig, at du derved udrustes med en smule ydmyghed og realistisk sans overfor dit kommende erhverv. Ydmyghed ja – men til en vis grad, fastslår Sara i en essentiel pointe: ”Jeg ville jo ikke være der, hvis jeg ikke troede, at jeg kunne blive skuespiller. Selvfølgelig kommer jeg ind, for jeg søger jo. Selvfølgelig bliver jeg en god skuespiller, for jeg går her. Og selvfølgelig skal jeg blive en god skuespiller, for jeg skal leve af det”.

 

Kunsten at fylde årets tolv måneder ud

Jeg spørger Sara, om hun er glad for at være skuespiller. ”Jeg vil formulere det sådan, at har du arbejde, er det det bedste job i verden. Har du ikke arbejde, er det noget af det værste. Dog har jeg endnu heller ikke prøvet at være ledig, uden at have et job i vente”. Sara fortæller om det limbo man står i, når man som skuespiller har et job nogle måneder ude i fremtiden, men p.t. er ledig. ”Du bliver fanget i dagpengesystemet og skal i princippet søge de opslåede jobs som f.eks. pædagogmedhjælper. Men altså, det er virkelig meningsløst, for jeg er jo skuespiller”. Der er tolv måneder på året, der skal fyldes ud med alskens arbejde lige fra dubbing af tegnefilm, højtlæsning på folkeskoler til turnéer med teatre. Diversiteten og de mange facetter i jobbet, er for Sara utvivlsomt en del af charmen. ”For mig er det fedeste at lave forskellige ting. Det er sjovt, at ens hverdag er så skiftende”. Jeg spekulerer over, om man som skuespiller kan tillade sig at være kræsen? Om nogle jobs simpelthen er for lavtstående for ens standard? Sara fortæller, at hun altid har betragtet de jobs hun har fået tilbudt som en mulighed for at udvikle sig som skuepiller og blive bedre. Dog har det, at hun for to år siden blev mor gjort, at hun, efter hendes egen mening, nok er blevet mere selektiv. ”Der er jo pludselig andre ting, der betyder lidt mere når man stifter familie. Men jeg er ikke kræsen, i forhold til den forestilling jeg har om mig selv som skuespiller”. En stor del af jobbet, fortæller Sara, er at skrive rundt og gøre sine kvalifikationer synlige. Intet er dig givet, og derfor er der som sådan ikke noget mysterium i det. ”Det er reelt hårdt arbejde”, fastslår Sara.

 

Forestillingen der spænder ben for virkeligheden

Jeg ved ikke om du har prøvet at falde i snak med en skuespiller. Det første spørgsmål der ofte falder en ind, er noget i retning af: ”nåårh, er du skuespiller?! Har du været med i noget man kender”? Ofte er svaret nej, og stemningen bliver en anelse akavet. Sara fortæller, at det som regel er nysgerrighed og stor interesse hun møder, når hun fortæller, at hun er skuespiller. ”Nogle gange ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal snakke om det, fordi jobbet jo, trods alt, ikke altid er så spændende som det lyder. Eller hvis man er på dagpenge, er det jo ikke så interessant at snakke om, selvom det unægteligt er en del af livet af og til”. Det kunne godt tyde lidt på, at det ofte er udefrakommende folks egne fordomme til skuespiller jobbet som værende noget glamourøst og pulserende, der spænder ben for det realistiske billede af erhvervet. Når det er sagt, er ingen skuespillere i Danmark ens. Nogle er på Broadway i New York, andre på turné med børneteaterforestillinger. Nogle er på dagpenge og har været det i flere år, andre åbner filmfestivalen i Cannes. Dog er der ingen andre end skuespillerne selv, der ved hvorfor det som regel pisse hårde arbejde, er så fantastisk, at man faktisk ikke kunne forestille sig at lave noget som helst andet. Ved mit spørgsmål om Sara nogensinde var i tvivl om, om hun skulle noget andet, fastlår hun: ”Nej, aldrig. Jeg har aldrig tvivlet på, at det var det jeg ville. Jeg har aldrig haft alternativer”.

Dette var den tredje og sidste artikel i serien om skuespilleruddannelsen. Som skribent på teaterredaktionen har mit ønske med artikelserien været, at kunne give en indsigt og et indblik i drømmen, i drivkraften og ikke mindst i dagligdagen hos både skuespillere, aspiranter såvel som hos undervisere. Jeg har mødt mennesker, der alle deler passionen for skuespillet, teatret og scenen. Dog har deres måder at komme dertil, at være deri og komme derfra været vidt forskellige. Jeg står tilbage med et klart billede af en branche der består i ekstremt hårdt arbejde, en kunstform der rykker mennesker, som bringer glæde og sorg og tør når andre tier. Skuespillet er mange ting, men først og fremmest er det et job, på linje med alt andet.

 

Har du ikke fået læst de to forrige artikler i serien om Skuespilleruddannelsen så læs med i første del her og anden del her.