Klub Spatiøs: En hyldest til det ufærdige

INDTRYK. Københavns teaterbuffet bugner af velduftende retter; fra Østre Gasværks letfordøjelige salater over Det Kongelige Teaters storslåede og pompøse souffléer til komplekse, tunge stuvninger på Republique. Lige så meget som jeg holder af denne farverige variation i mine teatermåltider, lige så meget kan jeg få nok og få brug for en detox fra manuskript-stringens, teknisk perfektion og velkendte skuespilansigter. Sommetider er de københavnske teaterscener bare for meget; for indforståede, for højtideligt selvfokuserede og for envejskommunikerende. Når behovet for en udrensning indtræffer, tager jeg til Klub Spatiøs.

 

Klub Spatiøs er foreningen Ørkenfortets åbne scene, og rammen om den er produktions- og daghøjskolen Akademiet for Utæmmet Kreativitet (i daglig tale ”AFUK”). På den mørke aprilaften, hvor jeg endnu engang indfinder mig i den gamle, højloftede remise, fejrer Klub Spatiøs sin syv års fødselsdag under den pirrende titel “Åh Gud, det kildre”. Her mødes man onsdagsaftener i løbet af året – tidligere elever ved vores kære, skæve akademi, nye, nysgerrige københavnske scenekunstnere, gamle såvel som unge. Klub Spatiøs er en smeltedigel for alle afkroge af scenekunsten; teater, eksperimenterende performance, musik, artisteri, akrobatik, sågar videokunst… Hvis du har noget på hjerte eller har lyst til at opleve andre have det, er du velkommen. Her er højt til loftet, hvorfra spotlamper og trapezer hænger ned og minder om, at AFUK er et pudsigt samlingssted for mange slags kunst. Netop denne spændvidde gør, at AFUK og Klub Spatiøs bliver et sted, os med eskapistiske tendenser kan søge ly. Det beroliger mig, at der er et sted som dette, hvor ufærdig scenekunst dyrkes med begejstring og nysgerrighed.

 

Det er som at få en varm og uventet omfavnelse at træde ind i den spraglede foyer på AFUK.

 

”Kom og dans techno! Det er så dejligt!”

lyder det ud over gruppen af rygere, der duknakkede af regnen sidder ude foran indgangen. I foyeren gjalder høj techno mellem betonvæggene, og en stor gruppe mennesker bevæger deres kroppe i takt til musikken med fjollet uhøjtidelighed. Alle med et bredt smil på læben og armene i vejret. Du danser, og du smitter, så jeg ikke kan stå stille. Fra min tid som elev ved dette skøre akademi genkender jeg varmt netop dén vilje til at more sig og give slip. En fandenivoldskhed og ukuelig energi som i aften er med til at kickstarte vores Klub Spatiøs.

 

//Alle fotos: Augusta Carøe

 

Der går en times tid eller to. Efter at have overværet otte små performances er det tid til den essentielle speedback, hvor publikum og de optrædende samles om hallens runde, hvide plastikborde for at give, modtage og dele tanker og feedback. Speedback er en central del af enhver Klub Spatiøs, og dermed har arrangementet et indbygget element af videreudvikling. Speedback-elementet appellerer således til, at det, vi ser på scenen, ikke skal anskues som et færdigt produkt, men skal diskuteres og udvikles i fællesskabet mellem kunstnerne og publikum. Formatet lægger op til, at de små, selvstændige performances er udgangspunkt for en snak om, hvad der fungerede og ikke fungerede på scenen. Vigtig viden for en artist som dig, der skal udvikle et scenisk koncept, og for mig som publikum en god træning i at være opmærksom og konstruktivt kritisk. Klub Spatiøs er vores dialog om det sjove, skøre og alvorlige på scenen og en dvælen ved processen i at udvikle scenekunst. Dét er det unikke ved arrangementet.

 

Der er dem, der skal til optagelsesprøve med det, de lige har vist os, og som ønsker publikums kærligt kritiske blik på det. Så er der nogle som dig; du lavede din visning her for et par timer siden. Efter de første ti sekunder på scenen glemte du, hvad du havde øvet, så du endte med at improvisere resten frem. Det fortæller du mig til speedbacken efterfølgende, da vi er samlet om et lille rundt bord med vindruer, skumfiduser og brød i hænderne (suppen brændte på…). Vi snakker om din rytmiske guldakrobatik-visning, og jeg spørger nysgerrigt ind til, hvilke tanker du har gjort dig om dit arbejde. Det fører til en snak om, hvordan du scenisk håndterede utilpasheden ved improvisationen, og jeg supplerer med min opfattelse af, at du virkede sanseligt skærpet og nærværende.

 

Det føles særligt, at grænserne mellem os er flydende; du performer for mig på scenen, og jeg ser dine øjne og dit åbne ansigt bagefter, når vi snakker om den lille visning, du lige har lavet. Jeg tænker på, hvordan improvisation skaber et scenisk nærvær, som får artisten til (ikke bare i bogstavelig forstand) at balancere på en spinkel line over et farvand af pletskud og fejlslagne forsøg. Min opmærksomhed vækkes af det risikofyldte i, at dine improviserede bevægelser brister eller bærer, strejfer en lækker skumtop eller opsuges af et hestehul.

 

Visningerne her bærer ofte præg af det tilfældige, impulsive og improviserende. Der hersker en legesyge og en uudtalt insisteren på at opfatte scenen som en legeplads snarere end et urørligt, færdigt og indiskutabelt rum. I en tid med fikserede mål og strenge tidshorisonter tænker jeg, at det er en sund, afsøgende indstilling at dyrke. Scenekunst er ikke kun en præstation, men også en proces og en lyst til at lege. Det særlige her er, at legen vises frem og deles mellem optrædende og publikum. Scenen bliver et varmt fællesskab, som vi alle bliver en del af til Klub Spatiøs.

 

 

Der ér noget med det her rum i byen, hvor vi er sammen om at danse til techno i foyeren og diskutere den optræden, du lige har lavet. Denne blanding og sammensmeltning af os. Denne begejstring for det ufærdige. Dyrkelsen af det umiddelbart opståede, det improviserede. Det er det, der gang på gang får mig til at vende tilbage til de skøre aftenener i Klub Spatiøs: At vi hylder det ufærdige og giver det plads og berettigelse.

 

// Se Klub Spatiøs’ facebookside her

 

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.