”Jeg har kvalme, og jeg har simpelthen ikke lyst til at gå ind på scenen”

Mungo Park og Eventministeriet på Det Kongelige Teater har lavet et vovet eksperiment. På bare 11 dage har de skabt forestillingen Boys Con’t Cry, historien om Brandon Teena, der er født som kvinde, men lever som mand i 80’er og 90’ernes USA. Brandon bliver voldtaget og får tæsk på scenen, og forestillingen har været mere end almindeligt hårdhændet ved hovedrolleindehaver Christine Albeck Børge og resten af skuespilholdet.

 

– Jeg skal lige strinte, siger Brandon og smutter fra sine nye venner på en bar i Falls City for en kort stund – ligeså meget for at undgå at tage de stoffer, de andre lige har taget.

 

På toilettet opdager han, at der er blod i underbukserne, det er den tid på måneden. For Brandon Teena lever som mand og føler sig som mand, men er biologisk født som pige. Det er historien om hans liv, som Mungo Park og Eventministeriet på Det Kongelige Teater fortæller i forestillingen ”Boys Don’t Cry”, der er skabt i et prøveforløb på 11 dage, og som netop har modtaget to Reumert-nomineringer; Årets Særpris samt en nominering for Årets Kvindelige Hovedrolle til Christine Albeck Børge, for hendes portrættering af den transkønnede Brandon Teena.

 

På scenen roder Brandon efter en tampon i sin taske, det skal gå stærkt, så de andre ikke opdager ham. Han finder den grønne tampax, smider bukserne og sætter den op.

 

– Hvordan kan vi lave et symbol på at tage en tampax på? Det kan man gøre på alle mulige måder, men vi havde ikke tiden til det, vi kunne ikke finde på et poetisk udtryk for det, så jeg spurgte, om jeg ikke bare kunne tage den på?, siger Christine Albeck Børge.

Og som sagt, så gjort på scenen på Mungo Park i Allerød og Aveny-T på Frederiksberg og Det Røde Rum i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater, hvor fyldte sale har set hovedrolleindehaver Christine Albeck Børge som Brandon tage en tampax på. Historien bliver fortalt råt for usødet, med alt hvad det indebærer af vold, nøgenhed, kærlighed og tampax. Og det var ikke altid lige let, fortæller Christine Albeck Børge.

 

– Jeg tror, min egen angst havde været meget mere i spil, hvis jeg vidste, at jeg havde seks ugers forhandlingstid, som man har i et almindeligt prøveforløb. Men den forhandling var der ikke tid til her, så det var noget med, at kigge på instruktør Anders Lundorph og sige: “Okay, det mener du? Det er simpelthen løgn!” – men der er ikke tid til at diskutere, så vi gør det bare.

 

Brandon bliver voldtaget midt på scenen, Brandon har sex på scenen, og han bliver banket på scenen. Alt sammen uden teatereffekter og symbolik, men bare lige på og hårdt.

 

– Fordi vi har lavet det på så kort tid og ikke har tænkt det videre end, at det skulle spilles få gange, traf vi beslutninger, der var fysisk krævende og smertefulde i forhold til, hvis vi skulle spille det 200 gange. Så havde vi nok sagt: Ej det gør for ondt, hvad med sikkerheden, pas nu på din ryg og den slags ting. Hele holdet går hjem med Panodiler, sover på Panodiler og har ondt. Min kæreste siger, vi alle sammen ligner nogle, der er 100 år ældre, når vi er færdige med at spille forestillingen, forklarer Christine Albeck Børge.

 

Hovedrolleindehaver. Christine Albeck Børge lægger hovedrolle til voldtægt og sex på scenen, alt sammen uden teatereffekter. Det er hårdt for kroppen. //Foto: Karin Skaarup

 

Det er ikke for sjov

Forestillingen bygger på den virkelige historie om Brandon Teena, der voksede op i Lincoln, USA, men flygtede til den lille by Falls City i starten af 90’erne, efter at have haft lidt for mange udeståender med ordensmagten i hjembyen. Brandon er født som pige, oprindeligt med navnet Teena Brandon, men lever og føler sig som mand med en drøm om – men manglende økonomi til – en kønsskifteoperation.

I Falls City begynder Brandon hurtigt at hænge ud med nogle af byens lokale unge, og han forelsker sig i bysbarnet Lana, der også forelsker sig i Brandon og hans følsomme væsen. Deres kærlighedshistorie får imidlertid en tragisk slutning, da det bliver klart for det lille samfund, at Brandon biologisk er en pige. Han bliver voldtaget og brutalt skudt ned, 21 år gammel.

 

Mordet på Brandon Teena skabte et fornyet og større fokus på hatecrimes i USA, og netop fordi historien er så voldsom og tragisk, har det været vigtigt for Christine Albeck Børge at yde emnet og karakteren Brandon ret – også selvom det kan virke umuligt med så tungt et emne og kun 11 dage.

 

– Jeg var bange for, at vi ikke nåede at komme i dybden med emnet, for det er en forfærdelig tragisk historie, og det er meget vigtigt at gøre det på en måde, hvor vi forsvarer det og tager hånd om det, fortæller Christine Albeck Børge.

 

Researchen til rollen som Brandon påbegyndte Christine længe før prøvestart. Gennem LGBT (Landsforeningen for lesbiske, bøsser, bisexuelle og transpersoner) fik Christine kontakt til den transkønnede Lai Christian Balsig, og Lai blev den største inspiration for skuespillerinden.

 

–  Lais historie er kun én ud af mange, men snakken med ham var det, som gav mig den største indsigt i rollen. Vores samtaler har naturligvis først og fremmest handlet om hans historie i forhold til at have følt sig fanget i en forkert krop, men også om alle mulige andre ting. Det var gennem samtaler med Lai, jeg fik afmystificeret den tematik, vores stykke handler om. Jeg fik en kammerat, jeg kunne have med mig i tankerne på scenen.

 

Sex på scenen var det eneste rigtige

Noget af det, der især gør ”Boys Don’t Cry” så intens at spille, er ifølge Christine Albeck Børge det uforudsigelige i rummet. Forestillingen er naturligvis indøvet, men kun til en vis grad, hvilket giver skuespillerne friheden til at følge deres egne impulser. Derfor ved Christine aldrig, hvornår slagene kommer.

 

– Inden forestillingen har jeg fysisk ubehag. Jeg har kvalme, og jeg har simpelthen ikke lyst til at gå ind på scenen. Men jeg ved godt, at det er et kunstnerisk valg, at jeg skal gå derind og føle ulyst. Det er ikke sådan, at det bliver en Christine-ting, og jeg så går hjem og græder.

 

Men selvom forestillingens hårdhændethed er ubehagelig for både publikum og skuespillere, var det paradoksalt nok kærlighedsscenen mellem Lana og Brandon, der udfordrede Christine Albeck Børge mest.

 

– Jeg havde en del overspringshandlinger i forhold til at skulle lave Brandons elskovsscene med Lana. Jeg oplever det langt mere sårbart at skulle være i et intimt kærlighedsrum med en medspiller, end at skulle voldtages og ydmyges. Men Lise Lauenblad, der spiller rollen som Lana, insisterede på, at vi skulle vise ligeså meget kærlighed, som vi ville vise vold. Jeg havde mange andre idéer til, hvordan vi kunne lave scenen, men hendes argument var for stærkt, så elskov blev til elskov, og nu er jeg meget glad for, at hun var så insisterende. Det andet havde været ubalanceret.

 

”Boys Don’t Cry” fået fremragende anmeldelser i den danske presse og spiller igen to udsolgte forestillinger på Mungo Park i Allerød 16. og 17. juni samt på Aveny-T på Frederiksberg 20. juni, hvor der stadig er få billetter tilbage. Flere spilledage er muligvis på vej.

 

Billetter kan købes på mungopark.dk og koster mellem 70-140 kroner.

Skriv en kommentar

kommentarer