Dette er ikke et drømmespil: I fodsporene på Strindberg

De fire skikkelser på scenen var alle klædt i hvidt og repræsenterede det udefinerbare sted mellem jord og himmel. //Illustration: Freja M R Kammer

 

Mennesket – en følelsesrace

Ét af de centrale steder, hvor menneskeracen er unik og adskiller sig fra dyr, er vel i grunden på følelsesfronten. Vi græder, vi griner, vi forelsker os, vi misunder, og vi hader. De følelser lader vi os styre af, og de er afgørende for vores måde at være til. I August Strindbergs drama Et Drømmespil kommer gudedatteren Agnes med den påstand, at det er synd for mennesket, fordi vi bl.a. lader følelserne råde. I et lille lokale på toppen af Carlsberg Byen kunne man i januar se en nyfortolkning af klassikeren under titlen Dette er ikke et drømmespil, hvor førnævnte udsagn blev taget op til revision og forsøgt imødegået. Et Drømmespil handler om det at være menneske – både som tænkende væsen og som en biologisk dyreart, et altid aktuelt og spændende emne at tale om og reflektere over. Denne artikel vil med afsæt i nyfortolkningen af Et drømmespil, Dette er ikke et drømmespil, redegøre og diskutere motiver og opfattelser hos dramatikeren August Strindberg.

 

Den menneskelige klagesang

”Dette er ikke et drømmespil”, messer de tre skuespillerinder gentagne gange. ”Dette er ikke et drømmespil, for hvis dette var et drømmespil, ville det være synd for menneskene – og vi er alle tre enige om at være uenige med Agnes. Det er ikke synd for menneskene”. De repeterer det så tilpas mange gange, at det bliver tydeligt for enhver, at de selv har svært ved at tro på det. For havde Agnes egentlig ikke ret, da hun, efter at have levet noget tid iblandt dødelige, påpegede, at det er synd for menneskene?

Vi befinder os et ubestemmeligt sted mellem himmel og jord med en guitarist, der, iført en stor hvid kjole med langt slæb, repræsenterer både lydsiden og gudedatteren Agnes, som stykket igennem observerer de tre kvinder og deres ihærdige forsøg på at modbevise påstanden om, at det er synd for mennesket.
I stykket Dette er ikke et drømmespil, skrevet og instrueret af Malene Begtrup Andersen og scenografisk – utrolig smukt – udført af Mathilde Schwarz, tager de tre skuespillerinder Nannan Chen, Katrine Bøttcher og Christine Sander kritisk fat i den menneskelige klagesang og, på godt dansk, beordrer os til at stikke piben ind. Det er aldeles ikke synd for mennesket – og det klynkeri kan vi ikke tillade os. Gennem oplæste passager af Et Drømmespil dykker de ned i, om det så er synd for mennesket, og undervejs udfordres deres venskaber, da de ikke altid kan nå til enighed om, hvor meget mennesket nu i grunden selv er skyld i. Forestillingen Dette er ikke et drømmespil bliver på sin vis ekstra interessant, når man kender bare en smule til manden bag det hele, den svenske dramatiker August Strindberg. Og jeg kan vel ligeså godt slå fast, først som sidst, at jeg er ret fascineret af Strindberg. Ikke at jeg er enig med ham, langt fra, men der er meget ved ham, som ikke blot var interessant dengang, men som i overhængende grad er interessant i vores tid.

 

Strindberg og kvinderne  

August Strindberg var på én og samme tid aldeles konventionel og dybt kontroversiel. Til trods for at han befandt sig midt i det moderne gennembrud, hvor kønsrollerne kom til debat og i den grad splittede vandene, var han ikke til fals for de spirende ideer om kvinders ret til arbejde og ligestilling mellem kønnene. Dog var han fortaler for kvindens ret til sex før ægteskab, altså retten til at bestemme over egen krop. En slags seksuel frigørelse. Når det er sagt, havde han et kompliceret forhold til kvinder, hvilket måske taler sit tydelige sprog i de tre skilsmisser, han havde på samvittigheden. Han begærede dem og foragtede dem på én og samme tid. Han mente bestemt ikke, at kvinden skulle herske over manden. Gjorde hun således, ville resultatet blot ende i det rene kaos. Jeg tror, han alvorligt talt lå søvnløs om natten i frygt for, hvad der ville ske med samfundet, hvis kvinderne fik de samme rettigheder som mændene. Elskeren må ikke blive en ligestillet partner, dette vil resultere i en kastration af den sanselige kærlighed. Altså en klar holdning om, at lighed er døden for ægteskabet. Netop derfor skrev han teater, der handlede om det. ”Fremtiden er kvindernes”, udtalte han i 1887 – det år hvor ét af hans kendteste stykker Faderen blev skrevet, som bl.a. omhandler mandens afmagt i forhold til kvinden. Strindbergs kvinderoller er ganske vist stærke, men på grænsen til det hysteriske. Jeg vil afslutte afsnittet om Strindberg og hans kvinder med en forudsigelse, der lyder, at hvis Strindberg vågnede fra sin grav i morgen og betragtede et samfund med kønskvoter, barselskvoter og ”stroller dads”, ville han resolut vende om på hælen og kravle tilbage, hvor han kom fra.

 

Strindberg: en realist, ekspressionist og pessimist

I stykket Et drømmespil fra 1902 har Strindberg bevæget sig fra sit ståsted i det naturalistiske drama, der med udgangspunkt i arv og miljø ønskede at skildre mennesket på scenen så virkelighedstro som muligt. Publikum blev den fjerde væg i dagligstuen, og med fokus på psykologiske nuancer spillede skuespilleren ikke blot rollen, de var den. Du kender formentlig Et Dukkehjem, skrevet af Henrik Ibsen, hvor hovedpersonen Nora til slut vælger at gå fra mand og børn. Hun indser, at ægteskabet ikke blot er en privat affære men i høj grad en social institution, idet hendes mand, til hendes store overraskelse, sætter sit eget borgerlige ry og rygte over sin kærlighed til hende. Hun må forlade dukkehjemmet og de normer, der fastlåser hende – for på den måde at kunne blive et frit og selvstændigt menneske. Ibsen havde i sine dramaer fokus på samfundsmæssige uretfærdigheder herunder bl.a. kvindens rolle som mandens underlegne, og her skal det påpeges, at Ibsen og Strindberg ikke var enige. Både Strindberg og Ibsen var begge dominerende dramatikere inde for det naturalistiske drama. Strindberg foretager ikke desto mindre et opgør med det naturalistiske drama og bevæger sig hen mod at undersøge det ekspressionistiske drama, der tager udgangspunkt i emner som menneskelig skyld og lidelse og er mere drømmende og eksperimenterende i sin form. Her kommer Et Drømmespil ind i billedet. Stykket er ikke en gestaltning af en drøm, snarere en skildring af livet som en drøm. For Strindberg er tilværelsen en illusion, som vi alle er drømmere i, så hvordan kan du tro på dine sanser og forestillinger om verden? Mennesker, der får hvad de beder om, bliver aldrig tilfredse eller ender med at få præcis det modsatte af, hvad de havde drømt om. Pessimist får jeg lyst til at kalde Strindberg.

 

Sandheden om mennesket – en umulig opgave

I Dette er ikke et drømmespil præsenterer de tre skuespillerinder en hurtig og satirisk gennemgang af historiske kontroverser og hændelser. Alt lige fra 1. og 2. verdenskrig til 68-oprøret og Berlinmurens fald. Det er både sjovt og skarpt og efterlader betragteren med en mavepuster – for hvor er vi dog selv skyld i meget. Både Strindbergs såvel som Malene Begtrup Andersens udgave af drømmespillet er en allegori over det menneskelige liv og dets vilkår, hvilket man ikke kan påstå er fattigt på facetter. Udviklingen i stykket og, som jeg ser det, en del af konklusionen er, at det ikke er holdbart at betragte livet uden nuancerne. Det er så at sige umuligt at finde én sandhed om mennesket, hvilket jeg tror, at Strindberg også har måtte sande i sin tid. Som jeg ser det, åbner Malene Begtrup Andersens udgave samtidig op for andre og interessante perspektiver i menneskets forsøg på at være til. Stykket præsenterer dels den kendsgerning, at vi jo ikke alle er født ind i samme løbebane, og nogen må arbejde hårdere for det end andre. Ydermere berøres den grundlæggende menneskelige usikkerhed, da de tre skuespillerinders interne venskab sættes over styr – for var vi nu ikke enige om at være uenige med Agnes? Dette resulterer i udelukkelse og alliancer.

En afsluttende og interessevækkende pointe, som vi finder hos Strindberg, er den, at mennesket higer og søger, ikke i gamle bøger, men iblandt deres egne behov. De lader sig drage af følelser og sanser – og det, de tror, de har brug for, er ikke det, de finder og omvendt. Jeg behøver vist ikke at indskyde, at det i særlig grad gælder ægteskabet? Som Agnes i Et Drømmespil til slut påpeger, inden hun igen drager op til sin far i himlen:

”Forstår du så hvad kærligheden er, med dens højeste glæder i de største lidelser, det dejligste i det bitreste! Åh, nu har jeg følt hele livets smerte, sådan er det altså at være menneske … Man savner også det man før var blind for, man angrer det man ikke har forbrudt … Man vil af sted, og man vil blive og hjertets halvdele trækkes hver til sit, og følelsen sønderrives som af heste af konflikter, ubeslutsomhed, disharmoni. Det er ikke let at være menneske!”

På en måde kan man sige, jo det er synd for mennesket. Synd at vi ikke ved bedre.