Det som syntes umuligt blev med ét muliggjort da du åbnede den mail hvori der stod at du var optaget. Lykken var gjort og rusen ville ingen ende tage. Du er sammen med syv andre én af de udvalgte. Du er udvalgt til at bruge de næste tre år på at udvikle, studere og lege dig gennem din hobby. Du er kommet ind på skuespilleruddannelsen og du skal nu til at uddanne dig til skuespiller – til kunstner. Følgende artikel er den anden i serien om skuespilleruddannelsen. Alt det du ikke vidste om dens mange facetter, forcer og svagheder. Artiklen vil med udgangspunkt i en studerende og lederen af Skuespilleruddannelsen i Odense, belyse væsentlige aspekter af uddannelsen, faget og aktualiteten af en skuespilleruddannelse. Hvordan føles det endelig at være en del af det og hvorfor er det så møghamrende nødvendigt at vi stadig uddanner skuespillere?
”Hvad er det for nogen mennesker der går på den her skole? Guder? Legender?” Det var det undrende svar jeg fik da jeg spurgte Nicolai Jørgensen, som er skuespillerstuderende ved Den Danske Scenekunstskole (DDSKS), hvad hans forestilling var om skolen umiddelbart efter at han havde fået mailen om optagelse. Et fatamorgana der blev til virkelighed. Pludselig står man midt i det. Og hvad så? Kan det forenes med virkeligheden? Jeg spurgte Nicolai hvad hans forventninger var til ham selv. ”Jeg forventer af mig selv, at jeg kan blive den bedste skuespiller jeg kan blive – og det kan den her skole virkelig hjælpe med. Det du investerer i den her uddannelse, det er også det du får igen. Så flip ud, spas ud, bræk dig ud over det hele. Du bliver simpelthen nødt til at give dig hen. Man skal ikke prøve at kontrollere det, forudsige det og rationalisere det”.
Nicolai er skuespillerstuderende på 2. år og startede i efteråret 2014 med syv andre på DDSKS. Han havde søgt op året før og var dér kommet videre til 2. prøve. Han var slet ikke i tvivl om at han skulle prøve igen, for det var det han ville være. Skuespiller.
Skuespillerfaget udspringer af en gammeldags mesterlæretradition, som også gjorde sig gældende i de fleste gamle håndværksdiscipliner. Her var eksempelvis smedelærlingen i lære hos en smed og uddannede sig gennem det velkendte watch and learn-princip. Ville man være skuespiller, foregik det på samme måde. Her læste man til skuespiller hos en etableret skuespiller og i tæt kontakt til et teater. Skuespillerskolen i København er, i modsætning til skuespilleruddannelserne i Århus og Odense, ikke udsprunget i tæt kontakt med ét teater. Lederen af skuespilleruddannelsen i Odense Peder Dahlgaard, har fremhævet fordelen ved teaterskolens placering under teatret (Odense Teater red.). ”Geografien betyder meget. Byen er ikke stor, sammenlignet med København og til dels Århus, hvilket gør at eleverne er på skolen meget. Dette påvirker i høj grad miljøet, både fagligt såvel som socialt”. De tre skoler har hver deres identitet hvad angår kunstnerisk profil, herunder valg af teoretikere som inspiration i undervisningens form og fremgang. Skolerne har det tilfælles ”at de uddanner kunstnere, der har fundet deres egen personlige kraft”, påpeger Peder Dahlgaard. Sagt på en anden måde, de tre skoler har ikke en fælles fastlagt undervisningsplan der benyttes synkront i løbet af undervisningsårene. ”Vi uddanner scenekunstnere, giver dem redskaber som man skal bruge som skuespiller således at de i kraft af deres personlighed kan gøre noget særligt ved det”. Hvor skolerne har været navngivet hver deres: Skuespillerskolen ved Odense Teater, Skuespillerskolen ved Århus Teater og Statens Teaterskole, er siden 1. januar 2015 blevet samlet under betegnelsen Den Danske Scenekunstskole.
Skolen der er så meget mere end et blåstempel
Jeg får mig en snak med Nicolai en halvkølig aprilaften på Nørrebro. Stille og roligt lægger jeg ud med at spørge ham hvorfor han søgte ind på skolerne i første omgang. Svaret kommer som skidt fra en spædekalv. ”Fordi jeg vidste at jeg kunne komme ind.. ha ha, ej stryg det”. Det har jeg valgt ikke at gøre – og jeg håber at han tilgiver mig for det. Grunden til at jeg ikke har gjort det er ganske enkelt fordi, at det er et ganske godt svar. Jeg tænker ved mig selv, hvis ikke man begynder med troen på, at det vil lykkes og at det kan lade sig gøre, hvorfor så overhovedet gøre det? Som nævnt lod Nicolai sig ikke slå ud af en afvisning første gang og kom ind på Statens Scenekunstskole i andet forsøg. I betragtning af hvor mange gange aspiranter søger, er to gange bestemt ikke mange. Vi snakker lidt om den følelsesmæssige investering, folk der søger op lægger i optagelsen på skolerne og jeg spørger Nicolai om han kan forstå, at det følgeligt bliver kørt så meget op.
”Ja, det kan jeg godt. Sagtens. Det gjorde jeg også selv, før jeg kom ind på skolen. Noget der ærgrer mig er, når folk tænker at de jo allerede er skuespillere, de skal bare lige ind på skolen og have det stempel. Som sagt, det samme tænkte jeg. Man har bare slet ikke noget begreb om, hvad den her skole giver dig ud over. Det handler slet ikke om at stemples, men om at udvikle sig. Det er det der vigtigt”.
Lederen af skuespilleruddannelsen Odense, Peder Dahlgaard, nævner ligeledes i forbindelse til førnævnte, at skuespillet jo som bekendt ikke er en beskyttet titel. ”Befriende nok. Det står jeg ved”, påpeger han. ”Du skal gøre det hvis du føler at det er vigtigt for dig”.
Det bliver langsomt tydeligere for mig, at uanset om du er autodidakt og udvikler dit skuespil på egen hånd eller inden for de rammer skolerne har skabt for dig, er ’selvet’ i særdeleshed vigtigt. Du skal have noget entreprenør i dig for at kunne etablere det, skuespillet og teatret skal være for dig. Men der er stadig ingen tvivl om, at skolerne giver dig et forspring i køen. ”Det handler om at bryde ind i miljøet”, fortæller Nicolai. ”Vi er bare så heldige på skolen, at der møder du de mennesker som man har brug for at møde”.
Du kan ikke gemme dig
Dagene på skolen er normalt fra klokken ni om morgenen til klokken fem om eftermiddagen, og så alligevel så langt fra. ”Når jeg siger nu har jeg fri, så er klokken gerne ti om aftenen”, fortæller Nicolai. ”Så skal du øve dig på et digt eller en sang, øve med en klassekammerat. Det er meget værktøjsbaseret. Du skal have værktøj til at blive en bedre sanger, en bedre taler”. Igen understreges vigtigheden af din egen selvdisciplin. Ikke at dette som sådan er enestående for skuespilleruddannelsen, men det forstærker Nicolais pointe, at skolen giver så meget mere end blot en plads i Skuespillerhåndbogen. Nicolai går sammen med syv andre. Dem skal han synge med, danse med, råbe med, græde, grine og gøre sig til grin med og over for – hver dag, i fire år. Det er en konstruktion af mennesker man kommer til at kende bedre end sin egen familie, næsten.
”Vi er rigtigt, rigtig meget sammen og det er meget intimt. Når du er til time, du kan ikke gemme dig; nogen steder. Du kan ikke være sidst i køen altid, for vi er kun otte mennesker. Man kender hinandens forcer og svagheder. Man bliver sgu nærmest afhængig. Men det er rart at vi kender hinanden, så man kan dumme sig, blotte sig og tage nogen chancer”.
Nicolai fortsætter med at påpege, at det naturligvis altid er rart at samarbejde med andre studerende, på tværs af skolerne og scenekunstuddannelserne. For sådan er det jo når man kommer ud. Et solidt fundament for udvikling. Det er nemlig dét der er humlen. Du danner dig jo ud. Du uddanner dig.
Den ikke målstyrede læring
Lederen for skuespilleruddannelsen Odense Peder Dahlgaard og skuespillerstuderende Nicolai Jørgensen svarer, uafhængigt af hinanden, men med en iøjefaldende sammenlignelighed, til mit spørgsmål om det unikke ved skuespilkunsten. Hvorfor har vi brug for skuespillere og hvorfor skal de i grunden lære skuespil på det offentliges regning? Dahlgaard påpeger, at én af skuespillets og teatrets force er, at kunne præsentere den bredere politiske kontekst. Den kan repræsentere en politisk sag med personlig fordybelse – og i dag er det begrænset hvor det kan opstå, understreger Dahlgaard. I en tid med besparelser på nogle af de vigtigste områder inden for den offentlige sektor, der bl.a. afspejles i fremdriftsreformer og tests – og hvor alting gerne skal måles og kontrolleres for at sikre det korrekte udfald. Derfor er måden hvorpå dette læres – på skolen, mellem lærer og studerende, studerende imellem – vigtig i sig selv, da det ikke beror på en lineær opfattelse af hvad læring er. Det er resultatet af en dialog og ikke én-vejs kommunikation. Det essentielle er dannelsen i samspil med færdigheden. Noget Peder Dahlgaard ikke er bleg for at indrømme, gradvist fjernes andre steder i vores uddannelsessystem. Jeg spørger Nicolai hvorfor vi har brug for otte af hans slags. ”Fordi at vi får lov til at være talerør. Vi tager fat i emner og aktuelle ting. Det behøver ikke at være en politiker. Det kan formidles gennem en psykisk syg vaskebjørn der hedder Amar Zukini”.
Skuespillets unikke unikum
Skuespilleruddannelsens tilstedeværelse og relevans i uddannelsessystemet såvel som i samfundet er, som vi kan læse os til i ovenstående, vigtig grundet mange ting, men først og fremmest, skulle jeg mene, for diversiteten. Andre regler er gældende. Her hjælper ingen kære mor, høje snit og et prangende CV. ”Det ville du slet ikke kunne bruge her. Hvad fanden skulle man med det”, forstætter Nicolai. ”Jeg har lavet det og det og det – okay – men er du interessant at kigge på? Det er jo et fag hvor man kigger på hinanden og mærker hinanden. Det der bliver produceret på en scene eller i en film kan du jo ikke skrive i en jobansøgning”.
Uden tvivl det ér enestående, det er særligt, men er det ikke også på grænsen til at være skadeligt, altså hvis de otte studerende får det indprentet i hovedet? Jeg er unik, jeg er én af de otte, jeg laver kunst som ikke kan kategoriseres, måles og vejes. Nicolai påpeger, ”man er bare rigtig, rigtig heldig hvis man kommer ind. Det skal man fandme huske på. Man skal være pisse taknemlig for, at man er én af dem der kom ind. Hvis man så får høje tanker om sig selv, mister jordforbindelsen og mener at man er ’the best thing that ever was’, altså, det er ikke noget skolen sætter i hovedet på dig i hvert fald. Det er sgu ikke en god vej at gå ud af”. Derfor, som mange andre ting i livet er det op til det enkelte individ hvordan du vil opfatte dig selv og din relevans i verden, om du er skuespiller, VVS’er eller medicinstuderende. Du er præcis så vigtig som du gør dig til. En afsluttende, men ikke desto mindre interessant kommentar fra Nicolai: ”Altså, jeg kan sagtens tage i Idémøbler og gå rundt som en zombie. Så køber jeg måske en stol og bliver glad for den. Men hvis jeg går i teatret så får jeg lov til at sidde og blive rasende og super glad og ked af det, og det er bare i orden når du er der”.
Nogen ville måske påpege at Idémøbler til dels har gjort dem både glade og triste i deres køb af en sofa, men der er stadig en god pointe i citatet. Behovet for udvidelse, overraskelse og følelsesmæssig fremgang, som jeg kun kan erklære mig enig i. Det er noget af det teatret kan i sin simple form. Teatret flytter dig, på en måde som du ikke kan og eller skal kontrollere – og lige netop derfor har vi brug for det.
//Illustration: Nicole Blicher Jonasson