I FØLING. EN KRIGSBALLET. ET PORTRÆT.

De tog til Afghanistan for at tjene kongelandet Danmark. For at hjælpe lokalbefolkningen og forstå krigen på egen krop. De lærte at kalde deres gevær ved navn. De lærte at spise smadderkogt broccoli og bønner i tomatsovs. De lærte, at krigen også kan pulverisere lemmer og knuse hjerter. I øjeblikket krigsdanser Henrik og to andre veteraner på Skuespilhusets Store Scene. Her putter de krigen i en kunstnerisk ramme frem til den 3. juni gennem forestillingen ‘I Føling’.

 

Ved man ikke, at Henrik Møller Morgen har mistet højre underben til en mine i Afghanistan den 18. juni 2012, lægger man ikke mærke til hans lidt forslåede gangart. Protesen på højre underben er skjult af armifarvede benlængder, da han træder ind midt på Store Scene i Skuespilhuset en aften i maj.

 

Med hænderne samlet foran kroppen og med de store støvler plantet fast på jorden, klæder han sig af foran det kongelige publikum i takt med, at han blotter hans personlige fortælling fra krigen i Afghanistan i rampelyset . En krig, som begyndte i 2001, og som krævede sine 43 danske ofre. Den krævede også flere amputerede lemmer og utallige sind i uro.

 

”Jeg sagde ja til muligheden for, at min historie på den her måde kan være med til at påvirke den brede mediedækning af Afghanistan-konflikten.

 

”Det synes jeg er en den rigtige måde at belyse en anden side af en ”meget, meget kompleks konflikt” på. Jeg synes ikke, at den danske mediedækning er gået særlig meget i dybden. Især ikke tabloidmedierne, fx BT og Ekstra Bladet, som har slået rigtig meget på følelser omkring de døde eller sårede, danske soldater. Og det synes jeg er en rigtig dårlig måde at fremstille hele den her krig på”.

 

”Vi har været nogle voldsomme ting i gennem alle sammen, men vi synes bestemt også, at vi viser, vi er mennesker på den anden side”, siger Henrik.

 

Så nu står han her og forsøger gennem kunsten at formidle krigens grimme ansigt for en fyldt sal. Det var et aktivt valg for ham at tage til Afghanistan. Han kunne have valgt at sige nej. Det gjorde han ikke.

TEATERSOLDAT. Henrik har selv haft indflydelse på sit manuskript i samråd med instruktøren og koreograferne bag forestillingen. //Foto: Christian Radil

 

”Hver eneste gang, jeg så billeder eller film fra Afghanistan, så trak det bare i mig. Det her, det vil jeg virkelig gerne, tænkte jeg”.  Så Henrik blev værnepligtig over ti måneder tilbage i 2003 i Holstebro.

 

”Desværre blev jeg enkadreret, – altså udvalgt – til at være lastbilchauffør i kommandodelingen, og det følte jeg var at pisse mig i hovedet. Så jeg var faktisk rigtig ked af de sidste syv måneder af min værnepligt – som jo kun var ti måneder lang. Jeg fik en rigtig dårlig oplevelse af forsvaret”

 

Derfor valgte Henrik ikke at blive sendt til Irak, som flere andre af hans soldaterkammerater i værnepligten på hold 3 i 2004. Det er noget, han altid har fortrudt lidt siden.

 

“Jeg var nok aldrig rigtig helt voksen nok til det dengang, men det har nok altid ærgret mig lidt, det har altid siddet lidt i mig, at jeg ikke tog af sted dengang. Og set i bakspejlet har jeg nok altid følt, at jeg måtte gøre op for det forkerte valg dengang.

 

Det skulle først ske otte år efter den 25. januar 2012, hvor Henrik blev udsendt som en del af lille enhed på 16 mand; 14 konstabler, en sergent og en oversergent.

 

Det var efter, han endelig var blevet rigtig glad for at være i kokkefaget, som han havde forsøgt sig med i mellemtiden. Alligevel trak fortidens drøm om soldaterlivet mere.

 

”Jeg var rigtig glad for at være kokkeelev. Men der er alligevel noget, der trak mod forsvaret og det at være soldat. Det er svært at forklare hvorfor. Det er nok noget med at få det afprøvet. Jeg vil gerne gøre det rigtigt så at sige. Og jeg tænkte, at hvis jeg skal gøre det her, så skal det være nu. Inden jeg fyldte 30, og inden min fysik blev for dårlig. Så jeg satte min kokkeuddannelse i bero. Det er egentlig noget, som jeg ellers var ret god til faktisk”, siger Henrik.

 

Han kigger ned, kigger op, kigger mig direkte i øjnene og smiler over den fremtid i kokkefaget, som kunne være hans, men som aldrig blev det. Hvad der blev en realitet blev derimod dagen, hvor Henrik tog af sted mod Afghanistan.

 

”Det var en mærkelig dag. Det er jo en dag, man har set frem til virkelig, virkelig længe. Og samtidig frygter man det. Men i sidste ende var det rart at komme af sted, netop fordi man havde set frem til det så længe. Så det var næsten en forløsning”, siger Henrik:

 

“Det var mere alt det her med at skulle sige farvel, det var det svære. Min kæreste var overhovedet ikke enig i min beslutning om at tage til Afghanistan, og min mor forstod det ikke.

 

“De fleste var hovedsageligt bekymret, men jeg tror også, der var mange, der godt kunne se, at det var det, jeg ville. Så derfor støtter man soldaten, der tager af sted”, siger Henrik.

 

Destination: AFGHANISTAN

“Så det var bare op at sidde i den flyver. Og selvfølgelig er man spændt på at tage af sted. Der går mange følelser igennem kroppen, men ikke så mange, som jeg havde forventet faktisk. Jeg var på en eller anden måde ikke så nervøs, jeg tror, det var fordi, jeg var sammen med mine soldaterkammerater. Så det var rart bare at sidde sammen med nogen, som man kendte og tage det, som det kom.”

 

“Vi var nogle af de allerførste, der tog derned på hold 13. Vi tog ret tidligt af sted, så der var ikke så mange dernede, da vi kom. Det var sjovt at være nogle af de første. Vi skulle ud og uddanne os på nogle nye, amerikanske køretøjer. De var mere robuste til at modtage eksplosioner nedefra. Så de første uger gik med at lære at køre i dem samtidig med, at vi skulle falde på plads og finde vores rutiner.

 

Og så gik rigtig meget af tiden med vedligeholdelse”, siger Henrik og tæller på sine fingre:

”Vedligeholdelse af køretøjer.  Vedligeholdelse af våben, materiel vedligeholdelse og vedligeholdelse af manden.

 

Hvad betyder vedligeholdelse af manden?

“Det betyder at få nok at spise, huske at træne, sove og sørge for, at man er i nogenlunde form”, svarer Henrik i en taktfast tone:

 

“Og så boede vi i nogle et store telte. I teltene var en midtergang, og så var der små telte ud til siderne, hvor folk boede. Vi boede otte mand i det ene pot og otte i den anden. Hele vores sektion var i delt i de to pots, det gav gruppe 1 og gruppe 2.

 

I teltet havde man en feltseng, man havde et lille skab til den ene side, og så havde man sådan et kommode, som kunne hænge fra loftet. Sådan nogle, som man kan få i IKEA. Og så havde man sådan en kasse, man kunne smide under sengen.

 

Det var det, der var af møbler og plads. Så hængte vi nogle forhæng op mellem hver mand, så man havde en lillesmule privatliv. Det vænner man sig til. Det gjorde jeg i hvert fald, sådan er det jo bare. Det er ikke en tilstand, du kan gøre noget ved. Det nytter ikke rigtig noget at brokke sig over det. Så bliver man bare lidt bedre venner med de andre”, ler Henrik.

 

Smadderkogt broccoli

Morgen, middag og aften fik soldaterne ”forfærdeligt” engelsk mad. Henrik spiste med de andre i det britiske ’Cookhouse’, som var et stort madtelt, der var ejet af briterne. Derfor var der i tro mod imperialismen ansat indere og pakistanere og to halvfede, blege briter, der skulle fungere som chefkokkene. Til morgen spiste soldaterne bønner i tomatsovs, det gjorde de også til frokost og til aftensmad.

 

”Og det var virkelig ikke særlig inspirerende. Vi havde en lillesmule salatbar hver dag, men det forsvandt lynhurtigt. Og du måtte hente kød én gang . Hvordan fanden var det nu, de sagde det”, siger Henrik og knipser med fingrene, som om det vil hjælpe på hukommelsen:

”Nårh ja, de sagde”, Henrik laver sin accent om til gebrokkent, indisk, engelsk: ’Only one time, sir’. Men til kødet måtte man så bare køre på af flødekartofler eller fuldstændig smadderkogt broccoli, hvis det var det, man ville”.

 

Og så gik dagene ellers. De otte månedernes uddannelse op til udstationeringen havde rustet Henrik til det meste, og han var blevet klædt godt på af sin chef.

 

”Jeg synes bestemt, vi er godt uddannet som soldater i Danmark. Vi er velinformerede, og jeg var i hvert fald så heldig at have en chef, der kunne tale til os og være ærlig med os, så vi vidste, hvad vi skulle ned og lave. Så der var ikke så mange overraskelser ved at være ude. Den største overraskelse var faktisk, at vi havde mindre at lave, end vi forventede. Havde meget lidt travlt. Vi havde mange, mange fridage, hvor vi bare sag og gloede. Og det kom bag på mig”, siger Henrik.

 

Amputeret af en mine

En dag får soldaten dog alligevel travlt. Henrik bliver udlånt fra sin faste enhed til en af de andre kampenheder, der mangler en mand til at køre med ud i de afghanske marker.

 

”Min chef tager beslutningen om, at det er mig, der skal tage af sted. Så det gør jeg. Jeg husker, at vi kommer kørende i en lang kolonne af køretøjer. De forreste af køretøjerne er ingeniørerne, som normalt er rigtig dygtige til at rydde miner.

 

Deres køretøj rammer en mine, og da de har kørt ’et bælte’ af bilen, kan de ikke køre videre. Da min gruppe er den tætteste herpå, bliver vi ’kaldt på jorden’ og skal op og finde ud af, om der er andre miner omkring det her køretøj. Det er der.  Der ligger en lige bagved, og vi tilkalder de britiske mineryddere.

 

Dem venter vi på et par timer. Ingeniørerne kan ikke komme ud, det er simpelthen for farligt. Så de må bare blive siddende inde i deres panserdåse. Vi andre sidder bare og venter og glor, inden britterne endelig kommer for at fjerne minerne.

 

Da vi er bagud i tid, spørger vores chef Robert os: ’Drenge, kan I ikke gå den vej og se, om vi ikke kan omrute?, siger Henrik med høj stemmeføring, og man kan forestille sig, hvordan chefen har peget ud i et vildert, bevokset område, hvor soldaterne så begiver sig ud for at se, om enheden kan slå genvej og hente lidt tid.

 

“Det viser sig, at det kan vi ikke. Vi vurderer, at de træer, der er der, er for store i forhold til, at vi skal kunne køre igennem. Det er altså et terræn, vi ikke kan eller vil køre i, så vi vender om.

 

Og så er fordelingen, at forreste mand, sweeperen, kigger efter miner på tilbagevejen. Han sætter som en del af vores taktik en lille malerplet på jorden, og så er det min opgave som bagerste mand i rækken at sparke dem væk igen og fjerne sporene.

 

På scenen viser Henrik, hvordan han sirligt går og sparker til jorden med højre ben, stille og roligt i taktfaste bevægelser. Og så sker det.

 

“Da jeg så igen sparker til én af malingpletterne på vejen, jamen, så ligger der en mine nærmest lige der. Og så springer jeg i luften”, siger Henrik.

 

Og det koster ham det højre ben. Smerten kommer rimelig hurtigt, ikke så meget i hele kroppen, men mere lige i benet som en ”meget, meget voldsom, brændende fornemmelse”.

 

Kasper, den forreste mand i rækken, kommer op til den sårede og anlægger et såkaldt ’Tourniquet’, et knebelpres på Henriks lår for at stoppe blødningen. Han råber til de andre, at højre ben er amputeret.

 

“Jeg registrerer ikke, at Kasper råber det til de andre. Så på den måde registrerer jeg først ikke, det er sket. Men jeg ved godt, den er hel gal. Smerten er så uudholdelig, det er en meget, meget voldsom smerte. Så jeg ved jo godt, den er hel gal”.

 

Selvfølgelig er jeg desorienteret de første par sekunder, men så er der noget angst og panik, der går igennem mig, og jeg tænker ’åh nej – hvad sker der dog?’, siger Henrik og fortæller, at han kan huske, at han ligger og knuger Kaspers hånd, mens han ligger og drikker vand fra sin camelbak.

 

”Så kommer sygeplejersken løbende op og vurderer ret hurtigt, at de skal have mig væk derfra og ned til den egentlig sygehjælpergruppe. Så de slæber mig derned. De mere uddannede sygehjælpere begynder at arbejde på mig”, fortæller Henrik.

 

Han får lagt et drop med væske og et drop med morfin, og de ligger og sludrer om, hvordan han har det.

 

“På det her tidspunkt, der har det værste chok egentlig lagt sig. Jeg er sådan rimelig klar over, hvad det er, hvad der foregår. Der bliver født en let samtale, jeg ligger og snakker med medics og en af dem fra gruppen. Vi ligger og sludrer lidt om, at “DET var da også irriterende, nu kan jeg ikke komme hjem på Roskilde Festival, og hvad fanden skal jeg gøre med min billet?” – og sådan.  På en eller anden måde husker jeg det alligevel som om, der var en ok stemning”, smiler Henrik: ”alt taget i betragtning”.

 

Og selvom hans højre underben nu ikke er af kød og blod, men af plastic og metal, så gjorde eksplosionen ikke noget ved hans oplevelse af at være i Afghanistan.

 

”Alle dagene op til er jo de samme, de har jo ikke ændret sig. Om muligt fik jeg måske en lille smule mere respekt for vores modstandere. Og en lille smule mere respekt for, at der er en grund til, at vi har de standarder, vi har, når vi går ud.

 

Men jeg er ikke blevet bitter på Afghanistan eller på indsatsen. Jeg har muligt fået endnu mere tid til at tænke og reflektere over, hvorfor det var, jeg tog af sted. Og jeg er blevet endnu mere sikker på, at det var det rigtige valg at tage af sted. Jeg ville ikke være oplevelsen foruden. Jeg har lært så meget om den komplekse situation, som den er. Afghanistan-konflikten ville jeg jo huske på resten af livet alligevel. Så det at jeg kom til skade har ikke ændret min holdning til det hele alligevel”, siger Henrik.

 

PROTESEDANS. I den aktuelle forestilling ‘I Føling” bliver krigen formidlet gennem kunsten. //Foto: Christian Radil

 

 

Han har taget sin protese af og danser i forestillingen en pardans med en yndefuld balletdanser. Kontrasten er slående. Hun har to ben. Henrik har kun et. Forestillingen udvikler sig til et kunststykke af proteser. Ballerinaerne danser på samme tid akavet og yndefyldt med forlængede ben og arme, mens Henrik trækker sig hen af gulvet og ud af scenen med kun ét ben og en forkortet krop. Musikken intensiveres, og det hele samler sig i et stærkt, scenisk udtryk. Indtil alting pludselig bliver stille. Forestillingen er slut. Scenen er mørk, og publikum tyst.

 

Omme bag scenen står Henrik med de andre soldater og balletdansere og gør sig klar til at gå ind og bukke.

 

”Men hvad nu hvis publikum ikke kan lide det? Det når jeg altid at tænke lige to minutter inden”, siger Henrik.

 

Men det kan publikum. De klapper, da balletdanserne går ind på scenen. De  klapper endnu voldsommere, da de tre soldater, som har spillet med i stykket, træder ind på scenen. De bliver ved. Og ved. Og rejser sig til sidst fra stolesæderne for at vise deres respekt. For stykket og for soldaterne.

 

”Så bliver man glad. Glad på dansernes vegne, glad på de andre soldaters vegne,  glad på  koreografernes og instruktørens vegne, og for alle de andre mennesker, der arbejder på det her stykke. Det er rammende. Og selvfølgelig er det rart med den anerkendelse. At vide, at jeg har indgået i noget, der er så vedkommende, at vi på den måde rører alle de mennesker. Det er da stort”, afslutter Henrik.

 

HVAD: ”I Føling – en krigsballet” er en danseforestilling med dansere fra Den Kongelige Ballet og danske krigsveteraner, der har været udsendt til Afghanistan. Stykket er instrueret af Christian Lollike.

HVOR: Skuespilhusets Store Scene, Sankt Annæ Plads, 36, 1250 København

HVORNÅR: I aften 30. maj, 31. maj, 1. juni og den 6. juni.

PORTEMONNÆ: 200 kr., 100 kr. for studerende. Du kan købe billeterne her.