Hvorfor vi skal værne om vækstlagskunst

Al scenekunst har lidt og lider hårdt under pandemien, og vi skal støtte med vores pengepung alt, det vi kan. Men vi må ikke glemme vækstlaget – det skal vi goddamn værne om.

Tegning // Liv Habel

“Mellem barken og veddet findes et ganske smalt lag af levende celler, vækstlaget, (…) der danner nye barkceller udadtil og nye vedceller indadtil”.

Sådan lyder definition af ordet ’vækstlag’ ifølge trae.dk. Hvis man derimod går ind på teaterleksikon.dk, bliver man præsenteret for en række definitioner, der alle forsøger at definere, hvad (og hvem) vækstlaget er. ”Kunstnerisk undergrund”, ”kunstnerisk avantgarde” eller ”talentfulde folk, der behøver støtte for at komme videre i karrieren”, er blot et udpluk af teaterleksikons mange definitioner, og er med til at tegne et billede af vækstlaget, som en flok lovende kunstnere med et banebrydende produkt. Som en gruppe kunstneriske frontløbende, der står og banker på elitens port for at få støtte – nok både økonomisk og i form af eksponering. Hvis vi samtidig køber ind på eksistensen af den lidende kunstner, der sidder i stearinlysets skær og pinselsfuldt udfolder sit håndværk, kan vi næsten danne os et romantiseret billede af vækstlagskunstnere som en gruppe af mennesker, der uhæmmet kreerer, og kan overleve alene på kærlighed, kildevand og… kunsten.

Uheldigvis er maven en af de få tomrum, kunsten ikke kan mætte, og – som vi ved –  hvis noget skal kunne gro, må det have næring.

Kunsten er det daglige liv

Et ganske smalt lag af levende celler, der danner nye celler både udadtil og indadtil; det er, hvad vækstlaget er. Et smalt lag af liv, der giver og opretholder livet mellem det indre og det ydre – altså noget, vi må konkludere, er essentielt for overlevelsen af organismen.  

For mange synes den kunstneriske elite og dets institutioner måske som en højborg, der kan virke fjern og usammenlignelig til det daglige liv. Men det daglige liv er vel bare en mere jordnær betegnelse for hvad, nogen ville kalde ’den almene menneskelige oplevelse’, og kunst (elitær eller ej) er intet hvis ikke blot et udtryk for den menneskelige oplevelse. Vækstlagskunsten er det spirende sted hvor de endnu-ikke-professionelle tilbyder udtryk af noget, de ser, oplever, er frustrerede/kritiske overfor, undres over og/eller er passioneret for at give taletid til. Alsammen oftest med afsæt i deres helt almindelige, ikke-professionelle, lige-som-du-og-jeg liv. Kunsten, både på professionelt eller vækstlagsniveau, er i virkeligheden aldrig særligt langt fra os (hvis overhovedet) og det ’daglige liv’, vi lever.

Kom af nysgerrighed, bliv for menneskene.

Dog kan vækstlaget noget, det professionelle ikke kan. Jovist har de professionelle scener mulighed for at banke en imponerende kulisse op, hyre kendte navne til plakaten og drapere disse i kostumer, de ikke har brugte hele søndagen på at finde i en genbrugsforretning. Vækstlaget er en legeplads, hvor alt kan, må og opfordres til at ske. Et sted hvor de kunstnere du (med støtte senere vil se på de professionelle scener) udforsker og deler hvad de har på hjerte. Og af erfaring kan jeg sige: dét er ikke så lidt. Vækstlaget er øjenåbnede, dynamisk og levende.

Der er en helt særlig gejst i de mennesker, der kun kræver noget nær en tiendedel, af hvad en billet til de etablerede scener kræver. De optræder nemlig, blot fordi du er kommet for at kigge og lytte med.

Vækstlaget er det levende lag mellem mennesket indadtil og den professionelle kunst udadtil, og hvis nogen af disse skal opretholdes, må vi værne opmærksomt, bevidst og nærende om vækstlagskunsten.

HVOR KAN JEG SE VÆKSTLAGSTEATER? TEATERHuset er Københavns primære vækstlagsteater, og lige nu kan du se SMADREKVINDE af Teater Ponyhof der spiller onsdag 17.- lørdag 20. november . Vil du læse mere om TEATERhuset, kan du genbesøge vores artikel fra 2019 her.

Teaterredaktør // Skuespiller, dramatiker, forfatter og journaliststuderende.