Højtlæsning uden ord

Det er et højaktuelt emne og usædvanlige præmisser for scenekunst, man præsenteres for i Teater Rio Roses forestilling, Ankomsten, som for tiden vises i Teateret ved Sorte Hest. For hvordan omsætter man en bog uden ord til fortælling på teater? Og kan det overhovedet kaldes for teater, hvis ikke der fremføres noget skuespil?

//Illustrator: Shaun Tan

 

 

Uden ord

Teater Rio Rose nævner sådan set heller aldrig skuespil. På plakat og i programmet står der kun meget lidt om den forestilling, man skal ind og se. Den omtales som en ”ordløs oplevelse,” og kender man Shaun Tans bog, giver dette også mening. Ankomsten, som først udkom i 2006, er en forunderlig og fantastisk fortælling helt uden ord. De hundredevis af detaljerede blyantstegninger fortæller en sofistikeret og smuk historie om en yngre mand, som efterlader kone og barn for at rejse ud til et ukendt land. En universel historie om håb efter et bedre liv, om ensomhed og usikkerhed, om venskab og kærlighed og troen på, at tingene kan blive bedre.

 

Shaun Tans prisbelønnede grafiske fortælling er ikke nogen traditionel billedbog, og selvom den bl.a. har vundet Alma-prisen, børnebøgernes svar på Nobels litteraturpris, er den heller ikke nogen almindelig børnebog. Med de fotorealistiske mennesketegninger og tydelige historiske og symbolske henvisninger i de fantasifulde og surreelle omgivelser henvender historien sig mindst lige så meget til voksne. Og det er netop i ordløsheden, at magien opstår, i de ukendte, men dog underligt genkendelige skriftegn og de simple situationer, enhver, der har prøvet at rejse til et fremmed land, vil kunne huske oplevelsen af. Hvordan køber man en busbillet, og hvilken mad man mon skal købe ind? Hvad er de mest basale behov, og hvordan får man dem dækket?

 

 

Flygtningens historie

Det er en stille og varm fortælling, som gør det velkendte til noget universelt og det ukendte facinerende og reelt. For her får vi også at vide, hvordan den tilstand føles, som vi som turister fra rige vestlige lande ikke kender: Fattigdom, usikkerhed, at blive målt og vejet og afvist uden ord. Og som følge må det være umuligt ikke at føle sympati med alle de mange mennesker, som af forskellige grunde bevæger sig ud på en rejse mod det ukendte i håbet om at få et bedre liv. Her fortælles flygtningens universelle og tidsløse historie, og den er fascinerende, farlig og smuk i sin enkelthed. Smuk, fordi den jo i virkeligheden handler om integrationen og ankomsten til det nye sted frem for flugten fra det slemme. Det er en helt enkel fortælling om at finde sig til rette og føle sig hjemme.

 

Denne enkelthed lykkes det for Teater Rio Rose at overføre til scenen, men de gør det også på simpel vis. I teatersalen vises bogens knapt 450 illustrationer på et lille filmlærred. Den scenografiske ramme er helt basal. De to livemusikere er klædt på i stil med bogens hovedperson. De kommer ind, bukker høfligt og sætter sig til at spille, mens der på lærredet vises de mange forskellige ansigter fra bogens forsats. Det er immigranters ansigter af forskellig oprindelse, køn, alder og etnicitet. Og det måske lidt usædvanlige valg af harmonika til jazz-underspil passer sådan set rigtig godt til. Det er en fusion af mennesker og af kulturer, der sætter rammen for forestillingen. Man får med det samme indtryk af, at her handler det om noget, der er enkelt, noget om at være et menneske og måske endda noget om at udvise medmenneskelighed.

 

//Foto: Robin Skjoldborg

 

 

 

Det er blot billeder på lærred med musik til

Så starter historien. Uden ord. Uden de store armbevægelser med komponisten Thomas Clausen pænt placeret bag klaveret ved den ene side af filmlærredet og akkordeonist Francesco Calí overfor på den anden side af lærredet, spilles bogen, illustration for illustration, på film. Mere er der sådan set ikke i det. Fortællingen taler for sig selv – helt uden ord. Og vi er ikke engang nået til kapitel to, da jeg lægger mærke til de stille tårer blandt publikum. Filmklipningen, foretaget af Jonas Wagner, er støt, dog med enkelte brud, hvor handlingen tillader – eller ligefrem kalder på – større påvirkning. Lidt zoom leger han også med og et enkelt sted med juxtapositioner af skybilleder, som viser tiden, der går, og rejsen, der glider hen. Generelt er hele den filmiske fremstilling ren og tro mod bogens oprindelige udtryk.

 

Den nykomponerede, akustiske musik formår for det meste også at spille godt med bogens billeder. Måske er jeg bare ikke jazzhipster nok, men enkelte gange savnede jeg en dybere og mere finurlig tone. Et vemod. Og måske også bare en kontrabas, som jeg i øvrigt havde på fornemmelsen, at pianisten også savnede at spille op imod. Han nynnede konstant med på egne melodier eller måske snarere nynnede noget andet end det, han spillede, som jeg sagtens kunne have undværet at høre på. Men andre gange spillede musikken sig så smukt ind i billedfortællingen, at man for længst havde glemt de to spillemænd på hver sin side af scenen, og det er jo netop det, den skal – ledsage og uddybe uden at fylde for meget.

 

Det var altså alt i alt en stumfilmsaften uden levende billeder. En bog uden ord, teater uden skuespil. En historie, som alle bør kunne forstå, fortalt på en så stilfærdig måde, at det næsten kommer til at føles mærkeligt. I en verden, hvor billedsproget trumfer og tumler hen over os, fra computerskærme, tv, annonceskilte, mobiltelefoner og magasiner, er det trods alt usædvanligt at opleve et så tydeligt og skarpsindigt narrativ uden et andet ord end titlen, uden de store effekter eller gimmicks. Bogen er smuk og rørende, men fordi hvert billede er så poesifyldt, kan man godt komme til at fokusere på de enkelte illustrationer og bladre uforpligtende frem og tilbage, i stedet for at læse billederne fra start til slut. Til forestillingen kommer man ikke udenom historien. I den forstand minder oplevelsen næsten om en digtoplæsning eller hyggelig højtlæsning. Indlevelse og fordybelse er aftenens præmisser. I teateret ledsages publikum med musik og filmklip gennem en fortolkning af hele historen. Den læses højt – helt uden ord.

 

Hvad: Ankomsten af Teater Rio Rose.

Hvor: Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V.

Hvornår: 25. april – 23. maj.

Portemonnæ: 135 kr i løssalg, 75 kr med teaterrabat og 65 kr for dem under 25 år.