Højkomplekst kapelteater for alle

Hos Sydhavn Teater har de en målsætning om at producere forestillinger af høj kunstnerisk kvalitet i rum, som ikke nødvendigvis er bygget til det eller bare tilnærmelsesvis ligner den klassiske teatersal. I øjeblikket spiller Harold Pinters Ashes to Ashes i Østre Kapel på Vestre Kirkegaard. Midt om natten. Tag med til 2450 SV og oplev et fremadstormende, lokalt teater med international kant.

 

// Foto: Lars Grunwald

 

Det stedsspecifikke eller site-specific teaterer en mere eller mindre eksperimenterende teaterform, som er skabt til en bestemt lokalitet – udendørs eller indendørs – som det har en speciel reference til. Det vil sige, at det klassiske teaterrum er skiftet ud med et særligt udvalgt sted, ud fra hvilket den givne forestilling tager form.

 

Siden 1960’erne har konceptet været udbredt især inden for performancegenren og det postdramatiske teater, og der sker unægtelig noget helt andet, når lokaliteten får en hovedrolle og træder i forgrunden.

Men hvad sker der, når stedet er et nedlagt kapel på en kirkegård? Eller hvis et helt teaters profil så at sige er ”stedsspecifikt”? Og hvad betyder det, når dette sted er Sydhavnen i København?

 

Sydhavn Teater har på blot tre-et-halvt år slået sig selv fast som et både lokalt forankret og kunstnerisk ambitiøst teater, som netop i år er kommet med på støtteordningen for små storbyteatre. Lige nu er de i gang med prøverne på sommerens sidste forestilling – nummer ti i rækken siden konceptet Scenesommer satte i gang d. 27. maj. Forestillingen Ashes to Ashes spiller fra den 23. juli til den 5. august i Østre Kapel på Vestre Kirkegård, og dér møder jeg Mille Maria Dalsgaard – Sydhavn Teaters sympatiske stifter, leder og faste skuespiller – inden aftenens prøver går i gang.

 

Vi er jo i gang med en hit and run-produktion, fortæller Mille Maria Dalsgaard, da vi sætter os til rette med kaffe på et par klapstole uden for kapellet.

 

Vi har tre uger til at lave det. Det er en enakter så på den måde, er det egentligt meget fint. Og så er det meget koncentreret og ligger her i sommerferien, så der er ikke alt muligt andet; alle er meget fokuserede – det er et fantastisk hold, vi har!

 

Et traditionelt prøveforløb vil typisk vare 6-8 uger, så tre uger synes ikke umiddelbart af meget. Det er dog ikke første gang Sydhavn Teater arbejder med den type kompakt format, og fordelen ved det intense forløb er, at det sætter en helt anden energi fri. Mille Maria Dalsgaard forklarer, at de ofte arbejder med at bryde det klassiske format og skræddersy processen til det materiale, det stof, de arbejder med. Så snart man ved, at man kun har tre uger, frisættes automatisk en helt anden energi.

Ikke på den måde forstået, at Mille Maria Dalsgaard og resten af holdet ikke har respekt for materialet:


Tre uger… Og det er Harold Pinter! […] det er jo nogle tekster
(Pinters, red.), som bevæger sig i flere lag, og denne her har referencer tilbage til nazitiden; den bevæger sig i nutiden; den bevæger sig i alle mulige forskellige lag… også i nogle drømmescenarier – ind og ud!

 

Den engelske dramatiker, forfatter og nobelprismodtager Harold Pinter arbejdede inden for det såkaldte absurde teater med den meningsløshed, som mennesket er underlagt, i en egen brudt realisme. Ashes to Ashes er et af hans senere værker (1996) og den absurde tradition tro, er det et komplekst stykke dramatik, som kræver fordybelse og dedikation, og det lader egentligt til at passe ret godt til det intense prøveforløb:

 

Der er noget fedt over simpelthen at dykke ned i det her univers og så bare omgive sig med det og være på location i Østre Kapel og opleve det. Kapellet gør jo også noget ved os…

 

Kampen for kapellet

Kapellet, ja. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den højloftede, nationalromantiske bygning med de smukt forarbejdede træbjælker og den mærkværdige historie i den grad sætter gang i både fantasi og inspiration, men hvordan opstår egentligt den tanke, at nu skal man lave teater i et gammelt kapel? Mille Maria Dalsgaard har haft et godt øje til stedet i årevis:

 

Jeg har gået i tre år og arbejdet på at komme ind i Østre Kapel for at kunne lave teater derinde, og det er jo en længere proces, som har været forbundet med rigtigt meget velvilje fra kirkegårdens side og fra lokaludvalgets side og fra kommunes side og fra forvaltningernes side, men det dér med at få alle brikkerne til at ligge sammen, så pludselig nøglen rammer nøglehullet – det har taget lang tid!

 

Sidst i februar var Mille Maria Dalsgaard til et møde, hvor alle de rigtige mennesker sad rundt om bordet, og pludselig faldt brikkerne på plads, og man blev enige om at teste det og se, hvad det kunne – det dér med at lave teater i et kapel!
Forud for det har ligget en lang proces, hvor der er blevet snakket med et hav af forskellige aktører. Men især troen på, at det kan lade sig gøre; at Sydhavn Teater rent faktisk kunne bære en hel sommer inde i et kapel, har været afgørende.

Denne sommers koncept Scenesommer er teatrets mest ambitiøse, omfangsrige og alsidige program til dato, der med ti forskellige formater – egenproduktioner, gæstespil, videowalks, en showcase med mere – har været med til at teste bygningen i en masse forskellige kontekster. Det har været en vigtig mission, ikke mindst på grund af Mille Maria Dalsgaards drøm om stedet:

 

… hvis Østre Kapel på sigt… og det, håber jeg meget på, kan lade sig gøre… kunne blive et permanent sted! Det kunne være intet mindre end formidabelt!

 

Østre Kapel // Foto: Lars Grunwald

 

Det forstår jeg godt. Der er noget både spektakulært og andagtsfuldt over kapellet. Jeg er dog stadig lidt nysgerrig med hensyn til, hvordan kapellet til at begynde med er landet i Mille Maria Dalsgaards bevidsthed. Hvordan opstår drømmen om en kapelscene?

 

Det viser sig, at kapellet har været i lokalplanen i lang tid, og at man gerne har villet indfri det potentiale, der ligger i, at her står en bygning, som faktisk stort set har stået tom siden 1926.
Da kapellet blev opført i 1913, var der brug for 3 kapeller – Østre, Søndre og Nordre Kapel – men allerede 13 år efter var der ikke behov for Østre Kapel længere.

 

I en kort periode efter 2. verdenskrig i 1945 blev det brugt til opbevaring af ligene af tyskere, der lå stablet her, efter de døde – primært af mæslinger – fordi ingen danske læger ville behandle dem. Men bortset fra denne noget dystre del af historien har kapellet altså stået tomt og næsten uberørt i 90 år. Da Mille Maria Dalsgaard og Sydhavn Teater første gang kom ind i bygningen, stod der stadigvæk gamle, hestetrukne ligvogne og samlede støv. De er nu kommet på museum, men man kan med rette argumentere for, at det er på tide, at kapellet igen finder anvendelse.

 

Af uransaglige årsager har der ikke været blivende aktører på banen før nu. Kapellet har lagt hus til flere forskellige tiltag, men det har været i pop-up-form, der ikke har været underbygget af en fremadrettet og langsigtet strategi.

 

Der ligger bestemt også en større opgave i at få det gamle kapel restaureret og istandsat. Som Mille Maria Dalsgaard så klassisk formulerer det, så trænger det til en kærlig hånd.
Det er dog en udfordring, som ikke lader til at skræmme Sydhavn Teaters seje frontkvinde, som håber på, at sommerens program kan være første skridt på vej mod, at kapellet kan få en blivende funktion af teater, og det har derfor været en klar målsætning at få prøvet så meget af som muligt. For er det i det hele taget en realistisk vision at lave teater på en kirkegård?

 

Kirkegården er jo primært for de sørgende. Der er et ønske fra Københavns kommune om, at kirkegårdene også skal være rekreative områder, og det er jo okay at løbe og den slags – men den primære funktion er jo, at det er et begravelsessted, og der er de sørgende, der er de pårørende, og hvordan fungerer det så, når vi som kunstnere er her og ligesom har en base her og er aktive her ved at gå ind og ud, sidder her og får en kaffe, står og snakker – publikum er her, publikum kommer om aftenen og er glade og snakker…?

 

Det er en på alle måder relevant overvejelse. Risikoen for, at nogle ville føle sig stødt eller provokeret af teatrets tilstedeværelse er reel nok, men Mille Maria Dalsgaard fortæller, at de heldigvis er blevet taget utroligt godt imod: Og det har været uanset, om vi har været her om eftermiddagen, om morgenen, om aftenen…

 

Tid og sted i bærende roller

Mille Maria Dalsgaard er interesseret i, hvad det gør ved en teaterforestilling, at man eksperimenterer med tidspunkterne. Og da Sydhavn Teater i forvejen udfordrer formatet teater på alle mulige måder, er det kun naturligt at afprøve nye klokkeslæt og bryde med traditionen også på det parameter. Således spiller Ashes to Ashes midt om natten fra 23:30-00:45 og trækker på den måde også på mer- og medbetydninger som det underbevidste, det skjulte og det klassiske gys.

 

At lade tid og sted være aktive medspillere er som nævnt en væsentlig del af Sydhavn Teaters kunstneriske profil, og når Mille Maria Dalsgaard som kunstnerisk leder skal i gang med at forme og udtænke en produktion, starter det ofte med, at hun går og gumler lidt på de givne forhold, og så popper der som regel et navn op i hendes hoved: Gud! Det er denneher person, der skal lave noget her! I dette tilfælde gik hun og gumlede på Østre Kapel, og op poppede den hollandske instruktør Marc Wortel. Også han blev fascineret af idéen om en kapel-forestilling, og det var også ham, der bød ind med Pinterteksten Ashes to Ashes.

 

På den måde har produktionen fået lov til at vokse ud af væggene på kapellet, som Mille Maria Dalsgaard formulerer det. Det er altså stedsspecifikt på den måde, at det er stedet, som har været udgangspunkt for valget af dramatisk tekst. Og det har været meget vigtigt for Mille Maria Dalsgaard, at det foregik på en måde, hvor netop det særlige rum var i centrum:

 

Hvad vil det her rum? Hvad vil sådan et sted? Hvad kan det? Hvilket stof vil blive bedst forløst derinde?

 

Hun havde selv det absurde teater – eller absurdisterne – i tankerne til Østre Kapel. At det ville være oplagt i forhold til den tid, vi lever i nu, som efter hendes mening på mange måder har noget meningsløshed over sig – eller som på mange punkter er så kompleks, at det hele bliver meningsløst.

 

Men også bygningens egen historie med de stablede, tyske lig svinger med i iscenesættelsen af Ashes to Ashes og får, sammen med stykkets referencer til nazitiden, tingene til at gå op i en højere enhed.

 

Og alene i titlen! Det er så sigende at spille et stykke, der hedder ’Ashes to Ashes’ på en kirkegård i et kapel, at det ville være dumt ikke at gå med den, når nu den bliver smidt ind i puljen… Og så læste jeg det, og vi snakkede om det – og så begyndte det at tage form, at det var det, vi skulle lave!

 

Og teksten viste sig tydeligvis i den grad at være spot on, for Sydhavn Teater spiller Pinters stykke, som det er noteret, det vil sige, at der ikke er tale om hverken omskrivning eller bearbejdelse af den oprindelige tekst. Og det er faktisk første gang, det sker. Altså at Sydhavn Teater spiller en ”ren” tekst.

 

Et Mobilt Dukkehjem (2014) som var en fortolkning af Henrik Ibsens klassiker fra 1879, blev for eksempel fuldstændigt genskrevet som ny og moderne tekst, hvor kun Ibsens dramaturgi og karakterernes motiver var bibeholdt, og i Hic Sunt Leones (2015) blev der improviseret over Schillers Jean D’Arc-tekst fra 1801 og i øvrigt arbejdet med referencer som Apocalypse Now samt vores opfattelser af helgenfigurer i dag.

 

Så for Sydhavn Teater, som er vant til at arbejde meget mere med tekstfragmenter og associative referencer i en postdramatisk dramaturgi, er det nærmest kontroversielt at arbejde med en færdig dramatisk tekst. Men også spændende og i dette tilfælde det eneste rigtige:

 

Teksten er så stærk – også med vores referenceramme i dag – og især på den stedsspecifikke lokation, hvor den virkeligt træder i karakter, at der ikke har været noget som helst behov for at tilføre fremmed tekst.[…] Pinters tekst har det alt sammen i sig. Den har det i sig som ét kompakt færdigt værk. Det er en meget lækker tekst…

 

//Foto: Lars Grunwald

 

 

Hvorfor lige Sydhavnen?

Inden jeg overhovedet mødes med Mille Maria Dalsgaard for at høre om hendes teater og dets produktioner, forestiller jeg mig, at hun må være lokalkendt i 2450 SV. For hvorfor ellers Sydhavnen?
Og ganske rigtigt: Jeg er opvokset herude, lyder svaret prompte – og jeg bor herude nu.

 

Hun er egentligt uddannet skuespiller fra Europäisches Theater Institut i Berlin og boede otte år i Tyskland, før hun kom tilbage til Danmark og tilfældigvis endte i Sydhavnen igen, fordi hendes mor havde skrevet hende op til en lejebolig mange år tidligere.

 

Tilbage i Sydhavnen blev det hurtigt tydeligt, at et teater virkeligt ville kunne gøre noget for bydelen. At en kulturinstitution mere ville kunne løfte området yderligere, og faktisk starter Sydhavn Teater op omtrent samtidig med galleriet – Udstillingsstedet Sydhavn Station. Og netop oplevelsen af kunst i byrummet er noget, som Mille Maria Dalsgaard tillægger enorm værdi.

 

I det hele taget nærmest bobler Mille Maria Dalsgaard af både kunstnerisk og socialt engagement og drive, og selvfølgelig, fristes man til at skrive, sidder hun også med i styregruppen for områdefornyelsen. Det virker kun naturligt, at hun opererer på flere platforme.
Her sidder hun som repræsentant for kultur- og idrætsliv og er valgt ind som aktør, fordi hun har startet Sydhavn Teater, men hun sidder bestemt også i udvalget som borger og har derfor et dobbelt blik på de forandringer, som bydelen gennemgår.

 

Noget, man især er opmærksom på, er, at finde en måde, hvorpå den rivende udvikling, som Sydhavnen er i gang med, kan ske, så det er skånsomt for alle, der bor her. Der er en del børn af bydelen, der er vendt tilbage for at gøre noget aktivt for området, netop fordi der også er et ønske om, at udviklingen sker med en viden om, hvad Sydhavnen er for et sted.

 

Hvordan kan et teater i Sydhavnen fungere på en måde, så det rent faktisk formår at rumme folk, som har brug for minimum 20 bajere om dagen? Og folk som kommer ind fra Malmø for at se en forestilling? … Det er det, vi bevæger os i, og det er meget, meget spændende…

 

For Mille Maria Dalsgaard og resten af Sydhavn Teater er løsningen langt hen ad vejen at have en så umiddelbar tilgang til tingene som muligt.

 

Det handler om, at vi er her. Vi er os, jeg er Mille – du er Kim eller Susanne eller…? Og vi har en snak om at være i teatret og om, hvad det her er og om bydelen og om bygningen… Altså hver gang, der kommer nogen forbi, så fortæller jeg om sådan og sådan, og så får man en lille guidet tour. Det er sådan en meget åben, umiddelbar, ukompliceret, let tilgængelig oplevelse at gå i Sydhavn Teater.

 

Mille Maria Dalsgaard kommer til at grine, for hun er samtidig yderst bevidst om, at dette umiddelbare og let tilgængelige står i skærende kontrast til, hvad man så oplever, når man først har løst billet til en af teatrets forestillinger.

 

Så er det tit højkomplekse, kompakte, kunstnerisk super ambitiøse ting, man oplever […]Og det kan faktisk lade sig gøre! Det har også virkelig været målsætningen, at det skal kunne lade sig gøre!

 

Det har hele tiden været vigtigt for projektet, at det kunne realiseres med hensyntagen til Mille Maria Dalsgaards egne kunstneriske interesser:

 

Jeg er jo bedst dér, hvor min interesse, min lidenskab og min passion ligger! Det er ved noget kompakt stof, som gerne også har nogle politiske dagsordener – nogle gange konfrontatorisk, nogle gange subtilt – altså… vi har ikke haft, og jeg håber ikke, vi får, en forestilling, som ikke vil sine omgivelserne noget!

 

At rykke ved publikum; at sætte noget i perspektiv; det at teatret vil sit publikum noget, er altafgørende for Mille Maria Dalsgaard, og det har vist sig, at det godt kan lade sig gøre. Også i Sydhavnen, hvor teater ellers er et absolut fremmedord.

 

Et lokalt, internationalt teater

Efter tre år med Sydhavn Teater ved sydhavnerne dog efterhånden godt, at det findes. En god del af dem i hvert fald. Alene det, at teatret har været så tydeligt i bybilledet og generelt har bevæget sig fra location til location, har formentligt trukket en del opmærksomhed. Campingvognen, som var rammen om Et Mobilt Dukkehjem, parkerede både på Mozarts Plads, ved Karens Minde og på Sydhavnens Røde Plads (ja, sådan en er der også), og en juleforestilling har sågar indtaget forsamlingshuset over Fakta på Borgbjergsvej. Det gør en forskel, at Sydhavn Teater ikke er fasttømret, og at det også hele tiden er nødt til at gentænke sig selv, når det på skift spiller i en kælder, i en bunker, i en stald – eller hvor det nu ellers kan være.

 

Det er samtidig også en del af Mille Maria Dalsgaards arbejdsproces som kunstnerisk leder:

 

[Det] fungerer på den måde, at jeg vandrer rundt i bydelen, og så opdager jeg et eller andet sted, og så tænker jeg: Ha! Dér! Det er fedt! Det dér, det vil klæde dét menneske! […] Og så bliver bolden gerne smidt til instruktøren, og så kører den ping pong, indtil vi så står ved prøvedagen, og så tager jeg den dér koncepthat af og hopper i arbejdstøjet og går ind og passer min læren tekst. Og så er det ude af mine hænder!

 

At mange af de mennesker, som Mille Maria Dalsgaard kaster bolde til, hentes uden for landets grænser, er ikke tilfældigt. De otte år i Tyskland fornægter sig ikke, og de spiller stadig en enorm rolle i forhold til at få de rigtige mennesker involveret i de rigtige projekter. På den måde trækker hun på et internationalt netværk, som rækker langt ud over den nationale andedam.

 

Alene denne sommer har Sydhavn Teater haft instruktører fra Sverige, Tyskland, Spanien og Holland, og det er også en målsætning for teatret. At kombinere det lokale med det internationale. Hele tiden at søge ny inspiration udefra og at få nye briller at iagttage verden og sig selv med. En international rusketur, som munder ud i det, som Mille Maria Dalsgaard ser som en grundlæggende generøs måde at være i verden på – netop fordi, der sker en udveksling!

 

Måske er det netop denne åbenhed over for hele tiden at dreje prismen og finde nye vinkler, som har fået Sydhavn Teater til både at favne og falde til i bydelen. For det handler også om at vedkende sig pionerarbejdet, mener Mille Maria Dalsgaard. Det passer hende glimrende at være et sted, hvor der ikke er noget scenekunstnerisk ”plejer”. Når man selv godt kan lide at sætte spørgsmålstegn ved alle gængse normer og traditioner, så gør det det måske kun nemmere så at sige at starte fra scratch. Se! Det her er teater! Og det er for os alle sammen.

 

Læs mere om Sydhavn Teater

Ashes to Ashes spiller:
D. 28. og 29. Juli + 1., 2., 3., 4. og 5. august kl. 23:30-00:45
Mødested: Sydhavn Station
Billetter ml. 40-125 kr.

Skriv en kommentar

kommentarer

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.