GUIDE til teaterfestivalen CPH Stage

 

Velkommen til teaterredaktionens guide til festivalen CPH Stage, der løber over dagene 1.- 12. juni. CPH Stage samler en masse teaterproduktioner fra hele landet og sætter dem op på de store og små scener rundt omkring i København.

Fælles for flere af de nedenstående tilbud er, at de bryder med den mørke, klassiske teatersal. Her flyttes scenekunsten ud i byen og ind i både det private og det offentlige, ja, sågar helt ud i naturen, hvor publikum bliver medspillere i det dramatiske rum. Det vil sige, at du ikke behøver opgive ideen om at være ude i sommersolen, bare fordi du gerne vil have en på opleveren. Du kan faktisk både se nye kroge af byen og blive forført af dramaets magi.

Vi har stukket hovederne sammen og præsenterer her et særligt udvalg af forestillinger, som efter vores mening er årets must-sees.

Ikke nok med, at der er tale om et nedkog af det ret så omfattende program, så er nedenstående også en type-test præsenteret med et glimt i øjet. Vi kender nemlig godt fordommene om teatertypen: en kvinde i sin guldalder med ravkæde, Politiken Plus abonnement og kaffestel fra det kongelige. Men det stemmer altså ikke helt overens med, hvad der faktisk sker på scenerne rundt omkring i landet anno 2016.

Derfor tilbyder vi dig her at finde ud af hvilken teatertype, DU er. Og bare rolig, der skal nok være mindst én af dem, som du kan relatere til.

 

 

Lige om lidt bliver alting meget sjovere

 

Du er kulturentusiasten, som i en længere periode har været i tvivl om, hvad der skal være din favoritgenre. Du har flagret mellem cortadooverload på intellektuelle bogcaféer, lyttet intenst til poetisk neo-new wave på intime spillesteder og svælget i de eksperimenterende teaterrums visuelle bombardementer, og du er ved at gå ud af dit gode skind over, at du ikke kan få det hele. Men hov! Det kan du!
Teater Momentum har (alene for din skyld, skulle man tro!) sammensat en forestilling af musik, krop og ord – en scenekunstnerisk kollage, hvor det yndefulde og voldsomme går hånd i hånd med Lone Hørslevs digte om hverdagsliv, kærlighed, tvivl og jagten på lykke. Der er altså ingen grund til at vælge, når man kan få det hele med Lige om lidt bliver alting meget sjovere, der kan ses lige om lidt på CPH Stage.

 

Hvad: Lige om lidt bliver alting meget sjovere (Teater Momentum)
Koncept og iscenesættelse: Jacob Stage
Medvirkende: Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum
Tekster: Lone Hørslev
Komponist: Solveig Sandnes/Er De Sjældne
Scenografi: Rikke Juellund
Hvor: Grob, Nørrebrogade 37, 2200 Kbh. N.
Hvornår: D. 2. juni kl. 17:00 og kl. 21:00 + d. 3. juni kl. 17:00 og kl. 21:00.
Portemonnæ: Løssalg: 125 kr. – Unge under 25: 55 kr. – Teaterrabat*: 65 kr.

 

 

 

Et Dukkehjem

 

Har du også svært ved at tøjle din nysgerrighed, når det kommer til andre menneskers hemmeligheder? Er du typen, der ransager din nye vens badeværelsesskab som det første? Og har godt, gammeldags naturalistisk teater altid været lige din kop te? Teatergrad opfylder din hedeste Henrik Ibsen-snager-fantasi, når de iscenesætter all-time favoritten Et Dukkehjem i en privat lejlighed et sted i København. En unik chance for at opleve klassikeren i intime omgivelser; og få tilfredsstillet din lyst til at snage i andres privatliv via et klassisk teaterdrama.

 

Hvad: Et Dukkehjem (Teatergrad // Co. producent: Fix&Foxy)

Instruktion: Tue Biering/Jeppe Kristensen

Medvirkende: Lise Lauenblad, Rolf Hansen, Pelle Nordhøj Kann

Dramatiker: Henrik Ibsen

Hvor: En lejlighed i København
Hvornår: 3. juni 2016 kl. 17.00 og kl. 20.00
Portemonnæ: P.t. udsolgt

 

 

 

Opvisning i lavt selvværd

 

//Foto: Raphael Frisenvænge Solholm

 

 

De sidste tre år har du sagt til dig selv, at du måtte ind at se en masse teater under CPH Stage, men trods de gode intentioner, er det ikke blevet til så meget. Og det er pinligt. Frygteligt pinligt. For du elsker jo teater; du BURDE virkelig, så du skammer dig. Det er for dårligt! Du har heller ikke fået trænet, besøgt din mormor eller meldt dig som indsamler for Dansk Flygtningehjælp. Faktisk har du ikke fået gjort særligt meget – i hvert fald ikke i forhold til alle dem, du sammenligner dig med, og som helt sikkert lige om lidt gennemskuer dig som den dovne taberhund, du er. Puha.
Du skal skynde dig ind at se Opvisning i lavt selvværd, hvor der er selvudlevering, skæl, hængenosser og mindreværd for alle pengene. For bare rolig – du er ikke alene!

 

Hvad: Opvisning i lavt selvværd
Medvirkende: Kitt Maiken Mortensen, Peter Flyvholm, Xenia Noetzelmann og Anders Mossing.
Tekst: Cheer Extreme /Therese Fabricius
Scenografi: Raphael Frisenvænge Solholm og Ida Marie Ellekilde
Hvor: Sort/Hvid, Staldgade 38, 1699 Kbh. V.
Hvornår: D. 6. og 7. juni kl. 22:00 + d. 8. og 9. juni kl. 23:00 + d. 10. og 11. juni kl. 23:55
Portemonnæ: Løssalg: 185 kr. – Unge under 25: 75 kr. – Teaterrabat*: 85 kr.

 

 

Life in the Universe

 

Synes du, det er for trist at sidde indespærret i en overfyldt teatersal, når nu de lyse timer endelig er kommet og lummervarmen hænger tungt over Danmark? Har din kæreste brugt de seneste uger på at plapre løs om CPH Stage og signalere en tydelig forventning om, at du (om du vil eller ej) tilbringer mindst én af de kommende sommeraftener på publikumsrækkerne i hendes selskab? Nu kan du måske slippe med forestillingen Life in the Universe, som meget belejligt foregår i det fri. Forestillingen problematiserer de gængse idéer om natur, samfund og civilisation, og forener scenekunst og friluftsliv i en helt særlig naturoplevelse i området omkring Naturcenter Vestamager. Publikum spiller en central rolle i forestillingen, og inviteres med på audio-walk og til fest i naturen, så hvis der er en friluftsentusiast eller spejder gemt i dig, vil du nødig gå glip af denne oplevelse.

 

Hvad: Life in the Universe (hello!earth)

Medvirkende: Gry Guldager, Jacob Langaa-Sennek, Vera Meader

Koreografi: Vera Meader, Gustavo Ciríaco, Riikka Theresa Innanen, Daniel Norback.

Scenografi: Jacob Langaa-Sennek
Hvor: Naturcenter Vestamager, Granatvej 3-15, 2770 Kastrup

OBS: opsamlingssted Vestamager metro-station 15 min. inden forestillingens start.
Hvornår: 6. juni 2016 kl. 16.00 og 7. juni 2016 kl. 16.00 og kl. 20.00
Portemonnæ: 120 kr. i løssalg

 

 

Forført

 

Kære dig, der altid giver den mest gas til bikiniklar-på-tre-uger-holdet i Fitness World. Nu kan du ENDELIG få lov til at vise resultaterne af dine anstrengelser: danskdansk opfører Forført i Sofiebadet på Christianshavn, og dér er badetøj obligatorisk! Med kurbadet som ramme har forestillingen i sinde at fremføre dele af den erotiske verdenslitteratur for dig, mens du smører dig ind i salt eller tager en skyller under den iskolde bruser. Hvis du er modig, nysgerrig og måske en smule ekshibitionistisk, så lad dem give dig en smuk og sanselig oplevelse ud over det sædvanlige. Chancen for at gå i litterær spa iført bikini er sjælden – grib den!

 

Hvad: Forført (Teatergrad // CO-producent: danskdansk)

Instruktion: Petra Berg Holbek

Medvirkende: Sandra Yi Sencindiver, Hassan Preisler, Pelle Nordhøj Kann, Signe Mannov, Marie Louise Von Bülow
Hvor: Sofiebadet, Sofiegade 15 A-B, 1418 København K
Hvornår: 7. juni 2016 kl. 20.00 og 8. juni kl. 20.00
Portemonnæ: P.t. udsolgt

Praktisk: medbring badetøj og to håndklæder.

Aldersgrænse: min. 16 år

 

Racisten

 


 

 

Denne oplevelse er til dig som virkelig gerne vil være vild med teater, men som måske er en lille smule klaustro- eller antropofobisk anlagt, og derfor har det stramt med at skulle sidde tætplantet i en teatersal i flere timer. Denne forestilling tager dig nemlig med udendørs og forsyner dig med et sæt høretelefoner, så du kan fordybe dig i fortællingen og stemningen, uden at skulle forholde dig alt for meget til dine medmennesker. Hvis du desuden er til gode historier, elektronisk musik og gåture, er der tale om en regulær win-win-win-win-oplevelse!
Racisten er en audiowalk, som følger Rasmus, hans indre dæmoner og beslutning om at slå ihjel, og bliver det en smule foruroligende undervejs, er der heldigvis bål og bar ved teatret, når walken afsluttes.

 

Hvad: Racisten – en audiowalk

Instruktør: Nadezhda Klimenko
Scenograf: Anders Morre
Skuespiller: Jonathan Lumholt Stahlschmidt
Komponist: Victor Egebo
Hvor: Københavns Musikteater, Ragnhildgade 1, 2100 Kbh. Ø.
Hvornår: Fra d.7.-12. juni hver aften kl. 21:00
Portemonnæ: Løssalg: 80 kr. – Ung under 25: 40 kr. – Teaterrabat*: 40 kr.

 

 

Det dansende menneske

 

Du står på dansegulvet fredag efter fredag og fyrer dine svedige moves af, som du har arbejdet mange legesyge timer på hjemme foran fuldkropsspejlet. Du nyder at bevæge din krop formålsløst i takt til musikken, fordi det får dig til at føle, at du lever – ingen tvivl om, at der er andre, der har det som dig!
I den sceniske dokumentar Det dansende menneske stilles der skarpt på de danseentusiaster, der har gjort dans til deres levevej. Tag med i Dansekapellet og find ud af, hvordan det er at gøre dans til sin altoverskyggende passion, og om det er noget, du måske selv skulle overveje, når fuldkropsspejlet og klubben ikke længere er vildt nok til dine avancerede hoftevrid.

 

Hvad: Det dansende menneske

Koreografi: Jens Bjerregaard

Medvirkende: Jens Bjerregaard, Wubkje Kuindersma, Diana Cuni Mancini

Dramatiker, forfatter: koreograf, Jens Bjerregaard
Hvor: Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV
Hvornår: 8.-10. juni 2016 kl. 20.00 og 11.-12. juni kl. 17.00
Portemonnæ: Løssalg: 80 kr. – Ung under 25: 40 kr. – Teaterrabat*: 40 kr.

 

 

Hvem har æren?


Du er typen, der godt kan lide, når det bliver lidt kontroversielt. Du er engageret i samfundsmæssige, sociale og politiske forhold og går ikke af vejen for en rask diskussion om integration og kulturelle forskelle. Det irriterer dig bare, at det altid skal være så alvorligt! Du ville ønske, at du kunne gå et sted hen og få en humoristisk vinkel på for eksempel… hmmm… æresdrab! Well, well – you’re in luck! Hvem har æren? er intet mindre end en tempofyldt farce om netop dette tabubelagte emne. Til og med skrevet af en syrisk kurder bosat i Østrig!
En kvinde har været sin mand utro og er stukket af med sin elsker, og hun må dø for at genoprette familiens ære. Men hvem er mand nok til at udføre jobbet? Dobbeltmoral og bedagede idealer fremvises på grotesk og underfundig manér i denne humoristiske forestilling om… æresdrab.

 

Hvad: Hvem har æren? (Odense Teater)
Iscenesættelse: Rolf Heim
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Githa Lehrmann, Martin Bo Lindsten, Mads Nørby, Benjamin Kitter, Rikke Lylloff m.fl.
Dramatiker: Ibrahim Amir (oversat af Rolf Heim og Simon Boberg)
Scenografi: Sisse G. Jørgensen
Hvor: Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby.
Hvornår: D. 10. juni kl. 20:00 + d. 11. juni kl. 16:00 + d. 12. juni kl. 14:00
Portemonnæ: Løssalg: 130 kr. – Ung under 25: 60 kr. – Teaterrabat*: 70 kr.

 

*Note: Du opnår ’Teaterrabat’, hvis du køber billet til 3 eller flere forestillinger samtidig.

 

Artiklen er skrevet i samarbejde mellem Signe Redvard Frandsen, Laura Skriver Husted og Emma Jenny.

Chefredaktør for VINK. Forlægger på BLÆNDVÆRK og strukturnørd i det private erhvervsliv. Har hang til god litteratur, skæve film og ikke mindst mænd i trikot.