INTERVIEW: En smådoven lørdag formiddag sidder jeg med TEATER-kataloget 2016/17 i hånden og bladrer adspredt frem og tilbage. Efter en stund begynder jeg dog at bladre mere målrettet, for noget har fanget min opmærksomhed. En lang række titler virker bekendte uden, at jeg dog er i stand til at placere dem på mit indre teaterhistoriske landkort.
Vredens druer. Festen. Skammerens Datter og Jordens Søjler. Intet. Lille mand, hva’ nu?, Kvinde, kend din krop og The Blazing World. Mustafas Kiosk og Livlægens Besøg. En mand, der hedder Ove og Dekalog.
Det er alle titler, jeg kender. Det er bøger, jeg har læst eller hørt om, og det er film, jeg har set. Nu er de her i mit teaterkatalog, nogle som gengangere – andre for første gang; på store scener og veletablerede teatre, og det er der som sådan ikke noget galt i.
Alligevel vækker det en undren hos mig, for jeg tænker jo, at der er så meget vidunderligt original dramatik – altså tekster skrevet decideret til scenisk fremstilling – og så mange spændende både nye og etablerede dramatiske stemmer derude, at der måtte være mere end rigeligt at vælge imellem uden at skulle ty til konkurrerende genrer… om man så må sige.
En hurtig googlen – og en vågnende hukommelse – bekræfter en snigende fornemmelse af, at dette ikke er en synderligt afvigende teatersæson. Teatrene har i høj grad benyttet sig af både romanklassikere og nye bestsellere, når der skulle findes stof at sætte op og i scene. Inden for de seneste år har Nationalscenen budt på for eksempel Tom Kristensens Hærværk og Erlend Loes Doppler; Husets Teater iscenesatte Jens Blendstrups Gud taler ud og Betty Nansens prøvede kræfter med Mark Haddons Den mystiske sag om hunden i natten. Helle Helles Dette burde skrives i nutid og Kafkas Processen var også blandt de titler, som fik en plads i rampelyset i løbet af de forgange år.
Nu kan man jo så komme med alle mulige gisninger om, hvad der ligger til grund for dette fokus på det velkendte og – i tekstmæssig forstand – kvalitetssikrede forlæg, og det er nærliggende at give hensynet til publikum skylden. Det vil sige hensynet til at tiltrække så mange publikummer som muligt i en tid, hvor teatret (som de fleste andre kunstneriske udtryksformer) er presset økonomisk.
Den gode fortælling og Den Danske Borgerkrig
Nu har den gode fortælling altid været i høj kurs, og omformningen fra ét medie til et andet (altså selve remedieringen) er omtrent så gammel, som medierne selv. Fra de ældgamle myters mundtlige overlevering til den lyriske digtning og den dramatiske skrivekunst og vasemalerier til tegneserier, der bliver til tv-serier, der bliver til filmfranchises. Det sker hele tiden. Og at være omformeren, den som medierer, er lige så kunstnerisk udfordrende som at være den med den originale fortælling. Det går hånd i hånd. Som når værterne til The Academy Award Show i én og samme ombæring uddeler de eftertragtede Oscarstatuetter for ”original” and ”adapted” screenplay.
Tidligere skulle der som regel gå en rum tid, før en sådan remediering kom på tale. Det krævede en vis grad af pondus og klassikerstatus, før en roman fandt vej til de danske skråbrædder, men de senere år er der kommet flere og flere eksempler på, at ganske nye tekster er blevet omsat til scenekunst.
Et af disse helt aktuelle eksempler er Kaspar Colling Nielsens Den Danske Borgerkrig 2018-24, som i øjeblikket spiller på Nørrebro Teater.
Romanen fortæller historien om en rigmand, som ser tilbage på sit liv fra en fjern fremtid 450 år fra nu. Her lever han stadig som en ung mand takket være et avanceret stamcelleprogram, som kun de meget rige har adgang til, og som gør dem i stand til at leve næsten evigt. Også deres kæledyr – udsat for samme stamcelleprogram – bliver ældgamle og har udviklet evnen til at tale og (til dels) reflektere. Således er Border Collien, Geoff, hovedpersonens bedste ven.
I tilbageblik får vi opridset de økonomiske implikationer, som ledte til den store danske borgerkrig fra 2018-24, som i den grad deler befolkningen i rig og fattig, og vi følger hovedpersonens møde med og forelskelse i Leonora – en ikke så lidt temperamentsfuld kvinde – og deres aktiviteter som borgerfrontsaktivister i krigen. At hovedpersonen i virkeligheden er et af de ”rige svin”, som de kæmper imod, holdes hemmeligt, og fører i sidste instans til bruddet mellem Leonora og ham.
Det er allerede en del at holde styr på rent dramatisk, men oven i det indeholder romanen en række mere eller mindre bizarre fortællinger, som bryder hovedfortællingen og skaber sære refleksionsrum, som læseren selv må udfylde.
Det er altså et forholdsvist ambitiøst projekt, Nørrebro Teater har kastet sig over. En ekstremt interessant, men også voldsomt kompleks tekst at give scenisk liv, og jeg er fuld af ærefrygt over for projektet. Og så er jeg selvfølgelig nysgerrig.
For hvordan gør man så? Og hvordan er det egentligt at dramatisere en andens tekst fremfor at skrive sit eget originale manuskript? Og igen – hvorfor vælger man i det hele taget denne løsning?
For at finde svar, tager jeg en tur til Nørrebro Teater for at tale med Claus Flygare, den frygtløse dramatiker, der har dramatiseret – og altså remedieret – Colling Nielsens roman, og jeg er ret spændt på at høre, hvordan man griber sådan en opgave an.
Flygare er en erfaren herre, som har været på banen i mange år både som skuespiller, instruktør, dramatiker og teaterleder. Han er blandt meget andet daglig leder af Mammutteatret, som i sidste sæson spillede Sidst på dagen er vi alle mennesker skrevet af… Kaspar Colling Nielsen. Det er altså ikke første gang, at de to mødes i dramatikkens navn og formentlig heller ikke sidste. Flygare afslører i hvert fald undervejs, at de to har planer om at skrive noget sammen til Mammutteatret, så det lader umiddelbart, til at Colling Nielsen/Flygare er et holdbart match.
Men hvordan kommer man i gang med så omfattende en opgave?
At finde spor og definere en historie
Man skal jo fylde alle depoterne op med motivation – det skal jeg i hvert fald – før jeg kan begynde. Som dramatiker arbejder jeg på den måde, at jeg ikke kan drømme om at begynde at skrive noget med mindre jeg ved, hvad jeg skriver om.
– Lægger Flygare ud og understreger da også, at han har læst romanen adskillige gange for netop at vide, hvad han skulle skrive om; at det tog ham lang tid, før han fik dechifreret Borgerkrigen (Den Danske Borgerkrig 2018-24, red.) og fandt frem til de spor, der skulle fremhæves og de historier, der skulle fortælles.
Der er – det finder man hurtigt ud af – en del spor. Der er to store spor: Det, som jeg kalder ”vampyr-sporet”, der foregår om 450 år, og hvis man er i tvivl om, hvordan det er, så kan man bare prøve at trække 450 år fra den tid, vi lever i nu, så ender vi lige efter reformationen – det er utroligt at tænke på!
Flygare fortaber sig et øjeblik i Københavns belejring i 1535-36 men kommer tilbage på sporet:
Nå. Det er et sidespring. Men det er jo ét af sporene. Og det er dér, den følelsesmæssige fortælling på et eller andet plan finder sted. I hvert fald konsekvenserne af den. Og så kan man samle op på selve samtids – vores samtids historie; det der fører op til borgerkrigen, og det der sker under borgerkrigen.
Og så er der jo de dér bizarre historier, der ligger ind imellem. Meget mærkelige historier…
De mærkelige historier er faktisk noget af det, jeg selv husker bedst fra romanen. Og så universet af talende kæledyr – ikke mindst hundens tanker i forbindelse med det at være hund. Flygare har fået det meste med og har oven i købet forstørret kæledyrsuniverset, så kræene får en større rolle i det, som han kalder ”vampyr-delen” eller fremtidsdelen. Det er dog stadig kun sidehistorier, og på et tidspunkt må man til at vælge:
Nå! Men når man så har de her lineære forløb, der ellers er flettet ind i hinanden, så kommer det springende punkt. Så skal man finde ud af, hvad historien er i det her? Og historien er selvfølgelig:
En hund spørger sin herre, om han elsker den, og herren lægger sig ned på gulvet og kaster op, og så kommer hele fortiden frem… og det er et punkt, man hurtigt skal frem til!
Det er startskuddet til historien, men inden da skal der dog redegøres for nogle ting. Der skal sættes en ramme, og vi skal som publikum introduceres til og indføres i den historie, vi skal til at opleve. Den slags bliver dog hurtigt kedeligt, hvis man overfører en beskrivelse 1:1 i monologform – sindsoprivende kedeligt! som Flygare påpeger. At fortælle en enkelt historie baseret på en fortælling om en borgerkrig og en mand, der kæmper, men ender med at forlade sin kæreste og ro hjem til Rungsted – det går ikke. For Flygare har det været altafgørende at beholde romanens ”sprøde” fortællestil; at spænde det op.
Man laver det jo også af kærlighed til bogen. Derfor skal man have alt det, man holder af ved bogen – det skal man jo sørge for at få med!
Flygare forklarer, at der samtidig også er en masse rent dramatiske elementer, som skal forstørres, som ikke umiddelbart er i bogen. Følelsesmæssige spring, som måske skal forklares eller scener, som skal forenkles eller komprimeres. Det gælder hele tiden om at tilpasse historien til det medie, man arbejder i.
For eksempel har Flygare bearbejdet bogens åbningstekst om en politiker, der bliver halshugget, så den fremføres som en form for knækprosa i korform. Det er et godt eksempel på, hvordan en tekst kan remedieres og få et helt andet umiddelbart udtryk, men stadig beholde sin essens og virkningskraft – og jeg synes, det er usædvanlig vellykket, starten dér, hvor han bliver halshugget – påpeger Flygare også selv. Jeg giver ham ret.
Dertil kommer diskussionen om, hvor dramaet ligger. I en så kompleks og mangefacetteret fortælling må man nødvendigvis foretage et valg om, hvilken historie det er, man vil fortælle, for der er mange veje at gå. Man kan fortælle en science fiction-beretning om evigt liv og avanceret stamcelleteknologi; om borgerkrig og krigstraumer, eller man kan gøre som Flygare og Nørrebro Teater og fortælle en kærlighedshistorie om en mand, der bliver forelsket og lever et dobbeltliv, indtil virkeligheden presser sig på. At han vælger at lyve for hende ved at fortælle hende, at han er træt af hende, kommer til at forfølge ham senere.
På den måde bliver det en fortælling om mistet kærlighed og en ensomhed, som plager hovedpersonen ligegyldigt, hvor meget champagne og kaviar, han indtager med sine rige milliardærvenner, og hvor mange uforpligtende sexorgier han deltager i. Mens vennerne fortæller den ene mere bizarre historie efter den anden, holder vores hovedperson fast i fortællingen om borgerkrigen og den mistede kærlighed. Til sidst har han kun et ønske tilbage:
Han vil være hund! Det er så ynkeligt!
Altså, det er det drama, vi har valgt at fortælle.
… Og der må jeg indrømme, at meget af det, der var udenom, det faldt af på bekostning af, at kernen var så væsentlig at bibeholde – og fortælle dén historie […] man kan lytte til, om der er en dramatisk logik i det man laver. Og det man lytter sig til, det kan man jo fortolke forskelligt, men jeg tror, der er nogenlunde lydhørhed over for, at det er den samme historie, som er blevet skrevet, som bliver fortalt nu.
At nogle ting ryger ud, mens andre ting vokser frem, er en del af processen, men overordnet set har det også været væsentligt for Flygare, at teatret og ikke mindst Kaspar Colling Nielsen har været glad for resultatet.
Udgravninger og substans
Den konkrete proces med Den Danske Borgerkrig 2018-24 er én ting, men hvad med det helt generelle i forhold til at dramatisere en i forvejen eksisterende tekst – altså i modsætning til at komme med sit eget originale værk. Føles det i højere grad som et ”håndværksarbejde”, spørger jeg Flygare.
Jamen, det kunne man godt forestille sig, men det synes jeg ikke, det er. Tværtimod synes jeg, det er meget mere vanskeligt, altså… det er lidt ligesom at lave en udgravning! Et eller andet, der skal rekonstrueres; en by, der har været nedenunder eller sådan noget…
For Flygare har det været en interessant proces at overføre bogens spænding og intensitet til teaterformatet. Det har været en kombination af at overføre originalteksten og at tilføje egne scener, som han kunne se ville komme til at mangle i teaterudgaven. Han mener også, at man næsten kan sige, at det er mere krævende at skulle dramatisere et kendt værk:
Folk sidder jo med en forventning om, at facit bliver nogenlunde det samme som i bogen. Og hvis man skriver noget selv, så er der formentligt ikke nogen, der har lavet noget tilsvarende før, så der har man lidt friere hænder på en eller anden måde.
At producere sin egen originale tekst er dog heller ikke lutter lagkage. Her kan tvivlen nage på en anden måde:
Når man skriver noget selv, så kan man jo komme i tvivl om ens sigte med det, man laver, og hvordan man vil lave det og så videre. Når man omskriver en bog, er de problemer ikke nogen, man har på samme måde, for der ligger ligesom nogle rammer, men skal holde sig nogenlunde indenfor.
Det afholder dog ikke Flygare fra også at glæde sig til at skrive et stykke ”efter eget valg”. Den dag jeg møder ham på Nørrebro Teater, skal han videre på pilgrimsrejse til Lolland-Falster, hvor han skal arbejde på et projekt om områdets historie, som baserer sig på lokalhistoriske kilder og lokalbefolkningens egne historier og oplevelser. Det vil sige, at det selvfølgelig heller ikke skal skrives efter fuldstændig fri fantasi.
Men det er også sjovt. Sådan er al dramatik, jo. Man tager nogle fragmenter af tilværelsen, som interesserer én, og så endevender man det, og hvis det bliver ved med at være interessant, og der kan komme sjove vinkler på, så holder det jo.
Til gengæld synes Flygare, at der fortælles for mange historier uden egentlig substans. En tendens til for eksempel at lave film om mennesker i 30’erne, der har alt, hvad de skal bruge, men som ikke kan finde ud af det med kærligheden. Jeg må indrømme, at det lyder bekendt. Mennesker der taler forbi hinanden, bliver uvenner og finder sammen igen. Det kan være meget sjovt, men som Flygare spørger:
Hvor er historien henne?
Det er da fint, at mennesker har det sådan, men der skal ligesom være en historie, der driver det frem – og SÅ har de det sådan i den historie! Det er ligesom bare at lave rytmen uden at have en melodistemme. I hvert fald meget lidt… Så det skal jeg lave!
Også Den Danske Borgerkrig 2018-24 har den store historie at spænde sin kærlighedsfortælling op på. Historien om krig og over 50.000 dræbte – en dramatisk og tankevækkende historie på mange måder. Jeg forstår såmænd godt, at man vælger en tekst, som i forvejen er bærer af så gedigen en historie, og lufter tanken om, at det er derfor, man ser så mange dramatiseringer af romaner og film – at man vil være sikker på en god historie?
Jo. Det tror jeg faktisk. Men der er også nogle andre elementer i det; det har jo altid været sådan, at inde i en god historie, ligger der en eller anden ANDEN historie. Der ligger en myte eller noget fra biblen eller fra et græsk drama eller sådan noget. Der er altid et eller andet. Forklædt i en anden form. […] Der er nogle historier, der er så interessante, at man har lyst til at gøre den lidt til sin egen og fortælle videre…
Brands og brydninger
Det er en god pointe, og jeg forstår udmærket, hvad Flygare mener, jeg har dog stadig en mistanke om, at der ligger andet og mere til grund for valget af de mange ”præfabrikerede” historier. Et kommercielt hensyn, måske?
Ja, måske er der noget…
Overvejer Flygare.
Der er en mangel på satsning i det, for man kunne jo godt bede nogle mennesker, der har lavet et eller andet, man måske godt kunne dramatisere om at lave noget selvstændigt…
Jeg spørger, om det simpelthen er fordi, man ikke har tillid til, at den danske dramatiker, kan komme med den originale historie, og det kan Flygare sådan set godt forestille sig. Men han tilføjer, at det jo går to veje, for det går også ud til folk, som ”vil se noget, de kender”. I det hele taget mener han, at folk er noget famlende over for nyskabende, original dramatik.
En god historie har et ”brand”, og det er Festen jo et fuldstændigt mirakuløst eksempel på! […] Vi lever i en tid, hvor brand, det er noget, der gør folk trygge – det er jo irriterende! Man havde jo gerne håbet, at de havde været lidt mere eksperimenterende.
På den anden side ser han også en del brydning i teatret og alene det faktum, at Nørrebro Teater har lyst til og mod på at give sig i kast med Den Danske Borgerkrig 2018-24, siger noget om, at der er nogle ting, som rykker sig i disse år. Det er måske ikke original dramatik, men det er stadig en undersøgelse af, hvad det traditionelle teater kan indeholde og hvilke historier, der egner sig for scenen.
Så der er også en trang til at udfordre rammerne, og det synes jeg – og det har jeg altid syntes – Det er ens pligt som kunstner! Det er jo at undersøge, om grænserne behøver at være dér, hvor de er. På alle planer!
Med disse ord drager Flygare videre på pilgrimsrejse, og jeg tager hjem for at danne mig et overblik. Det lader til, at jeg måske nok kan have ret i min formodning om, at der tages et vist kommercielt hensyn, når der skal vælges materiale til de danske scener. At kendte ”brands” og mangel på satsning faktisk spiller en rolle – i hvert fald til en vis grad.
Men det er næppe hele historien. At der også ligger et kunstnerisk drive bag mange af de nye dramatiseringer, skal man ikke undervurdere. Lysten til at vise en specifik historie scenisk; at udforske hvad fortællingen kan og vil, når den remedieres, er formentligt en ikke uvæsentlig del af det hele, og i øvrigt er store dele af kunsten, herunder teaterforestillinger, i dag inspireret, genfortalt eller sat sammen af både kendte og ukendte fragmenter i en snart neoklassisk postdramatisk fortællestil. Der lånes og samples og gendigtes – og det er sådan set ikke noget nyt.
Og så skal man i øvrigt slet ikke undervurdere det kunstneriske stykke udgravningsarbejde, der ligger i at skulle dramatisere et allerede eksisterende værk. Udfordringen med at ”få det hele med” og fortælle en historie, som publikum kan genkende fra det oprindelige medie – det være sig litterært eller filmisk – kræver bestemt, at man holder dramatikertungen lige i munden.
Jeg ved det, for senere sidder jeg selv i mørket på Nørrebro Teater med sanserne skærpet og opmærksomheden rettet mod Flygares tekst. Har han fået det hele med? Kan jeg genkende historien?
Forestillingen spiller til d.22. oktober, så du kan jo smutte forbi og se for dig selv!