Et forunderligt sted mellem CBS og improvisation

INTERVIEW. På en mørk og råkold novemberaften danner Lygten Station ramme om en meget usædvanlig sceneoptræden. Det er mandag, termometeret viser kolde 5 grader, og derfor skutter jeg mig, da jeg ved krydset mellem Nørrebrogade, Frederikssundsvej og Lygten skrår over pladsen i retning mod den tavse murstensbygning, som er Lygten Station. Den tidligere togstation tjener formålet som alsidigt kulturhus i Nordvest, hvor en bred vifte af arrangementer finder sted; lige fra hyggelig biograf og spillested til latterindbringende comedy club. Bygningen afslører et fint indre, som udgøres af et højloftet rum med en harmonisk scene og gode lys- og lydfaciliteter. Hvem skulle tro, at otte CBS-studerende om kun et par timer kommer til at indtage den lave scene og sole sig i lyskeglernes bløde skær?

Foto: Laura Skriver Husted

Foto: Laura Skriver Husted

I backstage-lokalet på Lygten Station er der rød velour og hårdt polstrede lædermøbler i bedste ekstravagante ”Late Night Comedy Club”-stil. Væggene prydes af plakater fra comedy-aftener og -optrædener fra de sidste mange år, og det understreger stedets funktion som prisme for Københavns comedy og stand-up-miljø.

Bortset fra stand-up comedy har også en helt særlig slags teater sin berettigelse på Lygten Station: Hver mandag går den internationale improvisationsteatergruppe ”The Show Apple” fra Copenhagen Business School (CBS) på scenen. The Show Apple byder hver uge sit publikum på latterfremkaldende improviseret teater, hvor intet er planlagt og alt er muligt. Det er dog ikke gruppens kompromisløse ugentlige long-form impro-shows, der som udgangspunkt har vakt min nysgerrighed; snarere er det, hvordan en impro-teatergruppe kan blomstre på et så usædvanligt sted som CBS, der ellers ikke har ry for at huse eksperimenterende kunst og dramatik. For nærmere at undersøge forbindelsen mellem CBS og improteater møder jeg tidligere studerende ved CBS, økonomikonsulent Mia Fugl fra The Show Apple, til en uformel snak om foretagendet i backstage-lokalets hårde lædermøbler.


Fakta om improvisation

Hvad er ”impro-teater”? ”Impro” er forkortelsen for ”improvisation” og dækker over en teaterform, hvor skuespillerne har ingen eller få ting aftalt på forhånd. Vha. særlige impro-øvelser kan (impro-)skuespillere træne sig i at beherske impro-teknikker med henblik på at dygtiggøre sig i improvisationens kunst.

Hvad er ”long form-impro”? ”Long form-impro” er simpelthen længere improvisationssekvenser, hvor man spiller uden pause. The Show Apple dyrker særligt denne form i deres shows, og deres improvisationer varer typisk 25-30 min. ad gangen.


Foto: The Show Apple

Mia Fugl fra The Show Apple. Foto: The Show Apple

Vi skal skrue tiden omtrent tre år tilbage for at finde roden til det træ, der to-et-halvt år senere skulle bære frugten ”The Show Apple”. Dengang stiftedes på CBS en teatergruppe, der hver torsdag siden har haft improvisation og leg i fokus, og det er af den jord, improvisationsteater-gruppen The Show Apple er vokset op.

Gruppen har eksisteret siden marts 2016, hvor Mia Fugl via sit engagement i CBS’ improteater-gruppe blev opfordret til at danne en ny gruppe, der kunne afløse den, der hidtil havde improviseret på Lygten Station hver mandag. Det blev startskuddet til The Show Apple:

Så stod de med denne scene her på Lygten og kom og spurgte mig – fordi jeg på det tidspunkt havde overtaget undervisningen på CBS – om jeg havde nogen i tankerne, som kunne skabe et nyt hold, der kunne komme her og optræde. Da havde vi allerede været nogle stykker, der var meget engagerede og mødtes ofte, og så hev jeg fat i dem. Sådan blev vi en gruppe der skulle optræde herude.

Gruppen The Show Apple består i øjeblikket af otte medlemmer med otte forskellige nationaliteter og vidt forskellige baggrunde. Netop forskelligheden er en central faktor i gruppens fællesskab:

Vi er ni meget, meget forskellige mennesker, som nok aldrig nogensinde ville have startet en samtale, hvis vi havde mødtes et hvilket som helst andet sted. Vi har alle sammen en eller anden interesse for business, men også samtidigt en slags dis-interest; altså vi føler ikke, at vi er det produkt, som CBS måske egentlig gerne vil frembringe.”

Foto: Laura Skriver Husted

Foto: Laura Skriver Husted

Frigørelse fra fordommene

Hvad er det så for et produkt CBS mon vil lave? Hvordan ser prototypen på en CBS-studerende ud, hvis sådan én findes? CBS er netop kendt og berygtet for sine seriøse uddannelser i marketing og hardcore økonomi med tårnhøje karaktergennemsnit, sin internationale profil og sine målrettede, velstillede og ambitiøse studerende i velstrøgne, blå skjorter og jakkesæt – alle sammen, i min optik, veletablerede fordomme, som både Mia og hendes venner på en eller anden måde har skullet forholde sig til, når det kommer til den pudsige kombination mellem dyrkelsen af flippet improvisationsteater og matematisk nørderi:

Vi er meget forskellige, men vi brænder alle sammen for den her ting, der hedder impro-teater, og det jeg får ud af det er at få nogle nye venner, og samtidig få lov til at udtrykke mig på en anden måde. Det er så nemt at blive mødt med et særligt billede, når man siger man har læst på CBS.”

Selvom dette særlige billede er en obligatorisk del af fordomsfuldheden over for CBS-studerende, er det interessant, at to almindeligvis måske uforenelige størrelser, improteater og business-uddannelse, kan smitte positivt af på hinanden. For Mia startede udforskningen af impro-teater med et ophold i Canada, hvor hun havde en nabo, der fik vakt hendes interesse for improvisationsteater. På det tidspunkt havde Mia læst et år på Finansiering og Regnskab (på CBS), og hverken hendes karakterer eller sociale liv var særligt prangende. Da hun vendte hjem til Danmark besluttede hun sig derfor for at gøre noget aktivt ved sin faglige og sociale stagnering, og hun startede i torsdags-improvisations-workshoppen, CBS-improv. Her oplevede hun at få en ”kanon følelse” i kroppen, samt et blik for den nødvendige sans for overblik og struktur, der er fælles for at improvisere på en scene og beskæftige sig med komplicerede regnskaber ved skrivebordet:

Jeg læste Finansiering og Regnskab, men det var træning af to forskellige hjernehalvdele; jeg kunne sidde og fokusere på det matematiske og indlære på én måde, og så efter endt læsedag, så kunne jeg lave noget der var kreativt og stimulerende på en helt anden måde. Samtidig er impro-teater et spørgsmål om at kunne se og skabe mønstre, og en god impro-skuespiller kan være én, der har en stor matematisk forståelse, fordi man skal kunne se, hvordan de her kasser passer sammen.

Det gjaldt både, da Mia var studerende på CBS, og nu hvor hun efter afleveret speciale er kommet ud på arbejdsmarkedet som økonomikonsulent:

Man kan være kreativ og man kan være meget firkantet. Alting passer ind i den her verden (impro-verdenen, red.). Når man skal ud og arbejde i virksomhed, så skal man kunne finde ud af at arbejde sammen med folk, som tænker anderledes, og jeg synes virkelig, at improteater er et redskab til at kunne forstå andre – eller om ikke andet respektere, at andre har en anden måde at gå til tingene på.”

 

”Fake-it-until-you-make-it!”

I markedsføringen af et kreativt projekt (som fx at have en improteater-gruppe) viser business-uddannelse sig også at være et velegnet og kærkomment redskab. Eksempelvis kan det blive nødvendigt at trække på sine erfaringer med attitude som sælger, når man står på scenen uden at have noget planlagt på forhånd:

Det fede ved CBS og impro er, at når man læser på CBS, skal man være sælger, og så skal man lidt være sådan ”fake-it-till-you-make-it”. Det er improteater faktisk også. Man skal have den dér selvtillid til at tro på, at det man siger er rigtigt – sælge den på dén måde.

Også i promoveringen af projektet udadtil kan det være en fordel at have sælger-erfaring at trække på – en egenskab, mange unge scenekunstnere kunne drage fordel af, hvis de beherskede den. Med ny, spirende scenekunst kan det være en udfordring at markedsføre optimalt på de rigtige platforme med den rigtige målgruppe for øje. På trods af The Show Apples hidtil korte levetid på et halvt år er den grundige promovering af projektet et forhold, der i sin professionalisme virker slående på mig: The Show Apple’s sirlige visitkort, som understøtter deres komiske islæt, deres hyppige opdateringer på gruppens Facebook-side og Instagram-profil og det CBS-improv-banner, der også denne mandag aften pryder indgangen til Lygten Station. Det er noget, der slår mig som sjældent for en nystartet gruppe. Det er også noget, Mia kan nikke genkendende til:

Det er noget, vi i The Show Apple snakker om: Det er eddermame business at få sådan en teatergruppe op og køre. Vi har marketingmøder og kommunikationsmøder for at finde ud af, hvordan vi kan kommunikere med hinanden, så vi har det produkt, vi gerne vil have, og hvordan vi kan sælge det her til andre. Hvis man gerne vil være artist, så er dét at have businessbaggrund faktisk enormt relevant, og jeg tror, det er noget vi alle sammen trækker meget på.”

 

Det forløsende fix

Den pudsige forbindelse mellem improteater og business-uddannelse virker pludselig ikke så pudsig mere. De to verdener har blandt andet systematiske tænkemåder og promoveringsstrategier til fælles. Men ud over at sprænge de strenge rammer om de stereotype forestillinger om henholdsvis CBS-studerende og eksperimenterende impro-skuespillere, hvilken rolle spiller de ugentlige improvisationer i The Show Apple’s otte forskellige unges liv?

Mia svarer, at hun i The Show Apple deler et venskab med mennesker, hun aldrig før ville have fået et venskab med– og at det er mennesker, der på mange måder er ligesom hende: At de deler passionen for både business og noget kreativt, og tilmed ikke finder den stereotype CBS-jakkesæt-studerende passende på sig. Endvidere er det en fed følelse at stå på scenen og opnå det eftertragtede og vanedannende fix, det er at få publikum til at grine. Dette fix kan komme udefra ved publikums latterudbrud, såvel som det kan genereres indefra, når egne grænser overskrides:

Jeg ved ikke, om man skal være en speciel person for virkelig godt at kunne lide at stå på en scene totalt uforberedt og få folk til at grine, men det er sådan et fix, når man begynder at komme sig over en usikkerhed. Jeg har været et enormt genert, usikkert menneske, og når man begynder at komme sig over det, så er der en helt fantastisk, befriende følelse ved at stå og kunne være sig selv.

Ifølge Mia er hun ikke alene om at bruge improteater til at overvinde genertheden og blive mere udadvendt – faktisk er det kendetegnende for de fleste af dem, der er en del af The Show Apple eller som til daglig deltager i CBS-improv om torsdagen, mener hun. Det hænger måske sammen med den frihed, der er indbygget i konceptet improvisationsteater, hvor præmissen er, at intet er aftalt på forhånd og at det, der sker på scenen, derfor kun udspringer af skuespillernes egne interaktioner og associationer i øjeblikket. Friheden til at gøre, hvad der falder én ind, afhænger også af, at spillerne går til improvisationen åbent og fordomsfrit:

Impro er en holdsport, hvor du skal være fokuseret på at være i nuet. Du kan ikke være i dit hoved, du kan ikke tænke på, hvad du skal have til frokost. Du kan ikke, du skal ikke, du bør ikke engang tænke en replik længere frem. Man skal lytte og svare. Du skal give dig hen til, at det eneste, du kan bestemme er, hvad der kommer ud af din mund.

 

At sige ja – og at fejle

Denne åbenhed og ”ja-hat” kan man overføre fra improvisationen til sit daglige liv på flere punkter; Mia pointerer, at hun er overbevist om, at man af impro-træning bliver bedre til eksempelvis at gå til fester uden at stå og isolere sig ovre i hjørnet, bedre til at snakke med kassemedarbejderen i Netto og bedre til at date. ”Det er en fantastisk egenskab at kunne sige ’ja’ til folk,” lyder det.

For Mia Fugl er improvisationsteater altså et redskab til at navigere i et væld af ensidige stereotypiseringer og en måde at kombinere interessen for business og teater fordelagtigt på. Improvisationen er et middel til at overvinde sin egen generthed og være i nuet på scenen i et fællesskab af venner, der både ligner og er forskellige fra Mia selv. Improvisationen er tilmed et sted, hvor perfektionismen er aflyst og dét at tage chancer og fejle er en dyd, der kommer en til gode:

Måske har jeg altid haft et eller andet kreativt output, som jeg har haft behov for at udtrykke, og jeg synes egentlig, at dét at lave improteater har gjort mig til en bedre studerende, fordi improteater virkelig kræver, at man har eller får selvtilliden i orden på en eller anden måde – og at man tør fejle. For eksempel kræver dét at være entreprenør, at man tør kaste sig ud i noget, hvor man ikke ved, hvad slutproduktet er, og at man tør tage nogle chancer og fejle.

Foto: Laura Skriver Husted

Foto: Laura Skriver Husted

At fejlene og chancerne er kærkomne og en nødvendig del af The Show Apples improvisationer (og af improvisation generelt) har jeg i baghovedet, da jeg en time senere læner mig tilbage i den spinkle stol foran scenen på Lygten Station for at overvære gruppens ”Fully Improvised Comedy Theatre”. Publikum oplever fine momenter, hvor maven småbobler af latter og skuespillernes komiske timing sidder i skabet, men samtidigt folder ”forestillingen” sig ud i fuldt flor med et væld af små uregelmæssigheder, vilkårlige afbrydelser og prøvende jokes, der på skift rejser sig og falder til jorden. Selvom fejltagelserne og de mindre vellykkede replikker står tydeligt frem, skinner det klart igennem, at skuespillerne åbenlyst nyder at stå på scenen og dele det, der nu engang kommer. Det smitter af på publikum og frembringer skæve smil ved de små caféborde. Så virker det alligevel meningsfuldt at bruge halvanden time en mørk mandag aften på at overvære otte CBS’eres søgen efter latter i en tid, hvor det ellers ikke tilfalder studerende at bruge ret lang tid på at gå ad omveje, begå fejltagelser eller tage chancer. Hvem havde troet, at friheden til at gøre som man vil uden konsekvenser, var at finde her: I det usædvanlige møde mellem Copenhagen Business School og improvisationsteater.

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.