Flygtninge, operafeminisme og identitetsforvanskning

Vi er for længst på sporet af lysere og varmere tider, og det betyder farvel til uldtrøjer og indendørsaktiviteter og goddag til øl i Kongens Have, grill og solbadning. Det betyder også, at teatersæsonen lakker mod enden. Så skal du have et skud scenekunst, mens der stadig er tid, er det nu, du skal slå til. Men hvad er værd at se, hvis man vil have en pause fra serie-streaming på nettet og har brug for at fodre sin indre teatertosse? Her får du teaterredaktørens eget bud på de mest interessante og udfordrende teateroplevelser i foråret og forsommeren.

 

//Illustration: Shaun Tan.

 

 

Kunsten at høre til

Hvordan føles det at immigrere til et fremmed land? At forlade sit hjemland, sin familie, sin kultur og sit sprog og bosætte sig et helt andet sted? Temaet er evigtgyldigt, men har særlig vægt i disse tider, hvor stadig flere mennesker rundt omkring i verden søger til andre lande, enten for en kortere periode i forbindelse med studie eller arbejde eller i en årrække, måske for stedse, i forbindelse med et kærlighedsforhold eller for at slippe for krig, sult og nød som flygtning.

 

Den australske maler og illustrator Shaun Tan, der er vokset op i et immigrantland og er søn af en kinesisk immigrant, skabte billedbogen Ankomsten i 2006 i forsøget på at besvare dette spørgsmål. Hans prisbelønnede værk søger at formidle følelsen af at havne i en verden, man hverken kender eller forstår. Nu har Teater Rio Rose omplantet hans drømmende billedfortælling til et scenisk filmdigt, hvor jazzmusiker Thomas Clausen akkompagnerer bogens 449 billeder med sin egen, nykomponerede musik.

 

Hvad: Ankomsten – billedfilm med livemusik.

Hvor: Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V.

Hvornår: 25. april – 23. maj.

Portemonnæ: 40-135 kr.

 

//Foto: Rasmus Kongsgård, artwork: Julie Rose Rahbek, grafik: Emilie Machholdt.

 

Du ser mig, altså er jeg

ForestillingFem er et alternativt produktionsselskab, der igennem fem forskellige forestillinger forsøger at lave nyskabende og undersøgende teater. De lagde hårdt ud sidste efterår med en skæv og skrabet iscenesættelse af Shakespeares Othello, som de henlagde dels til en øde metrostation på Amager, dels til et kolonihavehus. De brugte kun tre skuespillere og skar stykkets mangfoldighed af karakterer ned til fem, så skuespillerne måtte tage flere roller på sig, ofte på samme tid. Det var ikke et mesterværk, men det var friskt og nyt, og som publikum kom man helt tæt på karaktererne, hvilket bibragte den klassiske tragedie en særligt knugende klaustrofobi.

 

Nu er det tid til forestilling nummer to, denne gang et nyskrevet stykke af Amanda Linnea Ginman og iscenesat af Camille Sieling Langdal, som er de to idékvinder bag ForestillingFem. Spredt handler om Liva, der er i krise. Hendes forhold er ved at falde fra hinanden, og stykket er en monolog om hendes forsøg på at redde det. Spredt handler om bevægelserne i et kærlighedsforhold, om at blive til i andres blikke og om at fortælle os selv og hinanden frem.

 

HvadSpredt af ForestillingFem.

Hvor: Københavns Musikteater, Kronprinsensgade 7, 1114 København K.

Hvornår: 26. – 30. april.

Portemonnæ: 75-95 kr.

 

Feministisk klassiker – opera style

Hvordan gør man en klassiker vedkommende i det moderne samfund? Et dukkehjem må være svær at sætte op, ikke blot fordi den er bundet op på en bestemt periode og et bestemt samfund, men også fordi den er et symbol, et monument over den tidlige kvindefrigørelse. Dens betydning kan ikke undervurderes. Jeg læste den første gang i 9. klasse (som de fleste vel gør) og blev ramt. Ikke blot af sproget og personerne, der er sindssygt godt skrevet og præcist ramt, men netop af moralen, af forfatterens og hovedpersonens fordring om retten til at være et menneske, at være sig selv, koste hvad det vil. I dag kan vi ikke fatte, hvor kontroversiel slutningen var. Forleden læste jeg et debatindlæg i Politiken, hvor en ung, veluddannet, velformuleret og tydeligt intelligent kvinde i ramme alvor argumenterede for, at vi skulle vende tilbage til fortidens kønsroller. Kønsforskellen er i dag ifølge hende så udvisket, at hun længes efter ”de gode gamle dage”. Jeg troede først, det var løgn, at det var en joke, men nej, den var god nok.

 

Den slags kommentarer, baseret på rystede uvidenhed om fortidens samfund, burde gøre Et dukkehjem til obligatorisk læsning for alle. For stykket handler om en tid, hvor man som kvinde intet var i kraft af sig selv. Man var nogens datter eller nogens kone eller nogens mor, men blev ikke set som et selvstændigt tænkende væsen. En kvinde var noget i kraft af sin dyd, sin seksuelle tiltrækningskraft og sin evne til at få børn, men hun kunne ikke betros penge eller fast ejendom. Det har heldigvis ændret sig i dag, men ikke alle steder i verden, som man blandt andet kunne bevidne i DR-dokumentaren Indiens døtre.

 

Problemet med teaterstykket er, at det er så fortærsket, at det kan være svært at finde en ny vinkel på det, at gøre det friskt og interessant for publikum. Nu giver Republique deres bud på Et dukkehjem. I stedet for at forsøge sig med en ”ren” teateriscenesættelse og uden at forfalde til en omskrivning af den berømte slutning, som andre før har prøvet, har man omsat historien og replikkerne til opera. I samarbejde med Copenhagen Chamber Performance, Den Fynske Opera, Den Ny Opera, Esbjerg Ensemble og Athelas Sinfonietta Copenhagen har man flyttet dramaet over i musikkens univers. En gimmick er der dog blevet plads til: Historien flytter sig gradvist i tid, mens handlingen skrider frem. Det starter i 1879, dengang stykket blev skrevet, og bevæger sig undervejs frem gennem det 20. århundrede, indtil slutningen udspiller sig i moderne tid. Det lyder omstændigt, men det er et forsøg på at gøre stykket nutidigt ved at skifte fra datidens kvindefrigørelse til nutidens identitetssøgen og opgøret med det perfekte liv.

 

Hvad: Et dukkehjem – som opera.

Hvor: Teater Republique, Østefælled Torv 37, 2100 København Ø.

Hvornår: 9. – 23. maj.

Portemonnæ: 100-250 kr.

 

Kønsforvirring, identitetstab og fæle markedskræfter – 3xNielsen

Claus Beck-Nielsen er uden tvivl en af de mærkeligste kunstnere i Danmark, måske et af de mærkeligste mennesker i landet. Forfatteren, dramatikeren, musikeren og skuespilleren blev først og fremmest berømt i 2001, da han erklærede sig selv for død (på trods af at han levede i bedste velgående) og efterfølgende optrådte under en række aliasser, blandt andet Claus Nielsen, Some Body, Helge Bille, Agent Nielsen og slet og ret Nielsen. I 2002 oprettede han koncernen Das Beckwerk, hvis erklærede mål var at bevare og videreføre den kunstneriske arv fra Claus Beck-Nielsen. Det resulterede i en roman, Suverænen, der blotlagde en række personfølsomme detaljer om kunstnerens tidligere samarbejdspartner, performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech.

 

Strøbech svarede igen ved at trække forfatteren og forlaget i retten for identitetstyveri. Retssagen blev kompliceret af, at forfatteren nægtede at reagere på henvendelser stilet til Claus Beck-Nielsen, som han insisterede på var afgået ved døden i 2001. Den bizarre sag (som Strøbech for øvrigt tabte) er siden blevet skildret i en dokumentarfilm af Max Kestner, men hvorvidt retssagen var alvorligt ment eller blot et led i en kompliceret, multifacetteret kunstnerisk happening udført af Claus Beck-Nielsen/Helge Bille/Das Beckwerk og hans partner-in-crime, Thomas Strøbech (der efter retssagen selv opgav sit navn og nu kalder sig Thomas Altheimer, en slet skjult henvisning til sygdommen Alzheimers og dens følgevirkninger i form af hukommelses- og identitetstab), vides ikke.

 

//Foto: The Nielsen Movement/Madame Nielsen

 

 

I 2010 afholdt Das Beckwerk en begravelse, hvor Claus Beck-Nielsens kiste blev jordfæstet på Assistens Kirkegård. Efterfølgende lukkede koncernen ned, og kunstneren har siden optrådt under forskellige navne, også sit oprindelige, i flere udgivelser og forestillinger. Hans nyeste persona er Madame Nielsen, en Karen Blixen-agtig kvindelig forfatter og performer, der sidste år var aktuel med romanen Den endeløse sommer og teaterstykket Transformationer på Caféteatret.

 

Denne leg med kønsidentitet fortsætter nu under CPH Stage, hvor Madame Nielsen i samarbejde med Det Kongelige Teater dels afholder litterære saloner (inspireret af Oplysningstidens franske saloner afholdt af tidens toneangivende, intellektuelle kvinder), dels spiller under The Nielsen Sisters’ releasekoncert sammen med blandt andet Ice Cream Cathedral-forsanger Anja T. Lahrmann.

 

Ud over at opleve identitetsjongløren him-/herself kan man også se Nielsens seneste teaterstykke, Markedet (er ikke noget sted), anden del af Mediets Teater, et samarbejde med superinstruktøren Elisa Kragerup, der også står bag succeser som Tove!Tove!Tove!, Romeo og Julie og Metamorfoser. Personligt glæder jeg mig meget til Markedet, der er en selvstændig fortsættelse af De europæiske medier fra 2012. Medier var ét af de bedste skuespil, jeg har set, med suveræne præstationer af skuespillerne og en tekst, der på imponerende vis indfangede stemningen og tidsånden i ’10ernes Europa komplet med bådflygtninge, (frygten for) islamisk terrorisme, fremadstormende kinesisk kapitalisme og Googles verdensdominans. Markedet lover mere af samme skuffe, og her kan jeg kun give Mae West ret: ”Too much of something can be wonderful!” Og hvem kan stå imod, når Det Kongelige Teater lover, at ”Staten Danmark ofrer sine bedste skuespillere i en god sags tjeneste”?

 

Hvad: Markedet (er ikke noget sted)

Hvor: Skuespilhuset Lille Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K.

Hvornår: 5. maj – 10. juni.

Portemonnæ: 150-195 kr.

 

Hvad: Salon Madame Nielsen af The Nielsen Movement.

Hvor: En lejlighed i Kvæsthusgade – mødested er Skuespilhusets foyer.

Hvornår: 19. maj – 19. juni.

Portemonnæ: 80 kr.

 

Hvad: Releasekoncert med The Nielsen Sisters.

Hvor: Skuespilhusets Røde Rum.

Hvornår: 6. juni kl. 21.

Portemonnæ: 80 kr.

 

 

//Foto: Teater Fluks.

 

 

Fri avantgardeleg i Dansehallerne

Juni byder på teater en masse, når CPH Stage skydes i gang, og har du mod på anderledes teateroplevelser, så slå et smut forbi Dansehallerne, hvor Det Frie Felts Festival leverer modspil til den etablerede scenekunst. Festivalen ønsker frem for alt at udfordre sit publikum og gå nye veje inden for scenekunst og performanceteater. Dansehallerne er i høj grad hjemstedet for scenisk avantgarde i København, og festivalsprogrammet lover sære performanceoplevelser og non-konformativt teater med hele 12 forskellige forestillinger. Særligt interessant lyder århusianske Teater Fluks’ Flygtning Transportable, der udspiller sig i en lastvogn og forsøger at sætte sig i flygtninges sted, samt The ’I’ Koncept af Dance Force 40+, hvor fem anerkendte koreografer fra ind- og udland skaber danseværker til en række ældre dansere og performere. Forestillingens tema, der samtidig fungerer som kunstnernes kreative benspænd i skabelsesprocessen, er en række almenmenneskelige begreber, der alle starter med bogstavet ’I’ såsom identitet, illusion, intimitet osv.

 

Hvad: Det Frie Felts Festival.

Hvor: Dansehallerne, Pasteursvej 20, 1799 København V.

Hvornår: 10. – 21. juni.

Portemonnæ: 80 kr. pr. forestilling (enkelte forestillinger og events er gratis), 300 kr. for et festivalpas, der giver adgang til alle forestillinger.