FELT – EN NÆRVÆRENDE TANKESTARTER

REFLEKSION: For en månedstid siden var jeg på Husets Teater for at se en improviseret forestilling af gruppen FELT. Konceptet er simpelt, men alligevel rimelig vildt, synes jeg. Skuespillerne har på forhånd to – og kun to – aftaler; hver skuespiller spiller den samme karakter gennem hele forestillingen, og  forestillingen skal vare så tæt på halvanden time som muligt. Alt andet er improviseret frem i øjeblikket.

// FOTO: FELT

Allerede da lyset bliver dæmpet i salen og småsnakken forstummer, er det tydeligt at mærke, at der er noget andet på spil end ved en almindelig og på forhånd planlagt forestilling. Rummet er spændt. Jeg er spændt. Hvad sker der nu? Der er ingen, der ved det. Der er stille et par minutter. Stilheden vibrerer, og rummet er fyldt med energi, selvom ingen siger en lyd. Så går den første skuespiller op på scenen og begynder at tale.

Det, hun sagde, virkede hverken gennemtænkt eller planlagt, nærmere afprøvende og famlende. Alligevel opstod der ud fra den første scene en gennemgående rød tråd i forestillingen, som til sidst udgjorde en fin sløjfe.

// FOTO: Philip Peng Rosenthal og Søren Brydesen

Valgets magt

Fordi jeg er bekendt med forestillingens præmisser, oplever jeg mig selv som en blidere dommer, end jeg ellers ville være. Jeg leder snarere efter forestillingens guldkorn, og alt det der fungerer, fremfor at lede efter det, der ikke fungerer, som jeg af og til gør, når jeg ser en – i mangel af et bedre ord – almindelig forestilling. 

Jeg tilgiver også straks skuespillerne, når der er noget, der ikke fungerer, eller når flowet ophører. Faktisk bliver det hele en tand mere spændende, netop når flowet hører op. Som om hele rummet med tilbageholdt åndedræt afventer det næste træk. I disse øjeblikke bliver det meget tydeligt for mig, at resten af historien afhænger af, hvilket valg der bliver taget netop nu. Når jeg tænker over det, ved jeg godt, at det er tilfældet hele tiden, i forestillingen såvel som i livet. Men i netop disse øjeblikke, hvor tiden synes at stå stille et sekund, og det er helt tydeligt for mig, hvilke mulige valg en given person står overfor, rammer det mig ekstra hårdt. Det er spændende og der er en enorm kraft og styrke i magten til selv at vælge. DU bestemmer, hvad der skal ske nu. Du og ingen andre. Men det er også en smule angstprovokerende. For hvad hvis han eller hun eller jeg vælger forkert. Hvad hvis der kun er et rigtigt valg, og du ikke aner, hvilket det er? Hvad hvis det valg, der tages nu, gør historien dårlig og kedelig, og det valg, der bliver fravalgt, havde gjort den god og spændende?

Men den forestilling, jeg så den februaraften på Husets Teater, var hverken dårlig eller kedelig, derimod var den både sjov, rørende og vedkommende, og samtlige af skuespillernes valg syntes fra mit perspektiv rigtige. Det får mig til at tænke over, om der overhovedet var andre valg at tage. Om alle valgene lå arrangeret på en fin snørklet linje og blot ventede på, at en skuespiller uden tøven og med fuld tillid rakte ud og tog det.

// FOTO: Emilia Staugaard

Fraværet af den frie vilje

Jeg tænker over den mulighed, at historien hele tiden har eksisteret. At den ikke først begyndte at eksistere i det øjeblik, skuespillerne fortalte den, men at den fandtes før det og blot ventede på at blive foldet ud. At det jeg netop har oplevet, ikke kunne have været anderledes. Eller måske var alle valgene bare rigtige, fordi det var dem, der blev taget. Hvis nogle andre valg var blevet taget, havde de måske syntes nøjagtig ligeså rigtige.

Så slår en lige dele uhyggelig og afslappende tanke ned i mig; hvad hvis mit liv findes og bare venter på at blive levet?

Det provokerer mig, men samtidig beroliger det mig at tænke på, at jeg aldrig kan tage et forkert valg. Det vigtigste er vel, at jeg aldrig stopper med at tage valg.

Mine tanker kører i ring omkring emnet, og det er på mange måder for stort til, at jeg virkelig kan forstå det. En ting er sikkert, og det er, at det primært er tanker om valg og fravalg, fri vilje eller forudbestemt skæbne, der har forfulgt mig ud af teatersalen og bidt sig fast. Måske fordi det afspejler et sted, jeg befinder mig i livet netop nu, og måske bare fordi det er fuldstændig alment menneskeligt og universelt. Fordi det er det, der i højere grad end historien selv, siger noget om, hvordan det er at være menneske.

FELT spiller på Husets Teater igen 27. og 28. april, og selvom jeg af gode grunde ikke ved, hvilken forestilling, de spiller, vil jeg alligevel anbefale dig at tage ind og se den. Om ikke andet så kan du filosofere lidt over valg, fravalg og eksistensen af den frie vilje.

Glad for teater og ord. Derudover stolt kaffe-, sukker- og cykelafhængig.