Faderen, sønnen – og en søgen efter sandheden

Det kan være svært at indse, hvem du er og gerne vil være. Men sværere er det, når menneskene omkring dig heller ikke kan blive enige om, hvem du egentlig var. VINK har været på en søgen efter sandheden.

 

Den hellige uforståelige treenighed

Faderen og sønnen og … Der mangler én. Ved dåben præsenteres vi for de tre navne, som vi i resten af vores liv kender som den hellige treenighed. Vi døbes, idet præsten, mens han forsøger at overdøve spædbarnets stædige gråd, citerer evangelisten Markus’ fortælling om Jesus og de små børn. Han slår korsets tegn, både foran ansigt og bryst. Efterfølgende tilspørger han med trosbekendelsen den vordende gudmor, om hun tror på Jesus Kristus, pint under Pontius Pilatus og alt det der – hvorefter han slutteligt øser det såkaldte hellige dåbsvand, tappet fra vandhanen på personaletoilettet, på barnets skaldede isse: ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”. Barnet er døbt.

 

Ideen med treenigheden er ikke så ligetil. Tanken om Gud som værende både en enkelt og tre personer på én gang er ulogisk. En far, en søn og en helligånd. Betyder det så, at sønnen også er faderen, der vel at mærke befrugtede moderen, altså Jomfru Maria, og bagefter blev hængt på et kors og kaldte ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Det er forvirrende og virker både en smule skizofrent og incestuøst. Og hvor kommer Helligånden ind i det her scenarie? Spørger man en teolog, ville denne højest sandsynligt i simpleste forstand forklare det med, at Fader, Søn og Helligånd er tre sider af den samme Gud.

 

Manden i kisten

I stykket Faderen og Sønnen – sandhedens øjeblik af Teater Dannebro møder vi, måske i en anelse mere jordnær kontekst, samme forklaring. Her handler det om en far, der i døden efterlader sig tre sønner, alle med forskellige mødre. Tilstedeværelsen, betydningen og opfattelsen af faderen er vidt forskellig i hvert af de tre drenges liv, og for den mellemste bror, Dragut, er de to brødres eksistens sågar en sen, men glædelig nyhed. Hjertelig og forventningsfuld møder han dem til begravelsen, og hurtigt går udvekslingen af minder i gang. Men hvem kendte egentlig manden i kisten? Den ældste bror, Marcus, der har haft faderen som fast aktør hele hans liv, er yderst forbeholden ved den yngste brors iver og begejstring over faren, og Marcus selv er meget insisterende i sin opfattelse af, at han i langt højere grad end de to andre ved, hvem faderen var, idet han jo kendte ham længst.

 

Hvor ligger sandheden begravet?

Vi bliver i begyndelsen af forestillingen udstyret med høretelefoner og taget på en timelang tur rundt på Assistens Kirkegård, hvor en række minder fortalt af faderen – her indtalt af Søren Sætter-Lassen, hvis stemme er som sød musik i dine ører – afspilles. På denne såkaldte audiowalk præsenteres hver eneste person i publikum for forskellige fragmenter af faderens livshistorie. Forstået på en anden måde: Vi lytter ikke til den samme fortælling. Turen rundt på kirkegården ender i Anna Kirke, hvor vi for første gang møder de tre sønner, der, ligesom publikum, besidder hver deres minde om den afføde far. Spørgsmålet er her, om nogle minder er tættere på sandheden end andre? Den chilenske forfatter og nobelprismodtager Pablo Neruda sagde engang: ”Sandheden er, at der ikke findes nogen sandhed”. Faderen og Sønnen – sandhedens øjeblik tvinger mig til at overveje, hvorvidt sandhed kan siges at være objektivt eller socialt konstrueret. Hvad er egentlig sandt?

 

Jeg kender dig jo

Kan du genkende denne ubeskrivelig tætte relation, man kan have med en gammel ven eller veninde? Denne person kender én. På godt og ondt. Sætninger behøver ikke at færdiggøres, for vi ved godt, hvad den anden vil sige. Vi nøjes bare med at grine indforstået til hinanden. Det øjeblik, man er i kontakt, ryger man automatisk tilbage i mønstre, der blev dannet dengang i 0. klasse, på efterskolen eller i gymnasiet. Trods dens uvurderlige styrke, kan relationen samtidig besidde en nærmest destruktiv svaghed. For vi udvikler os jo konstant, og de venskaber, der opstår på et givent tidspunkt i livet, møder den nyeste udgave af dig. Dette sker ikke for de gamle, veletablerede venskaber. De behøver ikke at læse manualen for det nye styresystem, for helt ærligt, der kan sgu da ikke være noget nyt under solen. De kender dig jo, bedre end nogen andre. Men at fastholde, at dit nye jeg ikke er dit sande jeg, ville være forkert og illoyalt.

 

Mit liv, min sandhed

Jeg vil vove at påstå, at sandheden, og for så vidt også erkendelsen, ikke udelukkende er baseret på den objektive virkelighed. Den er socialt konstrueret og formes af de opleveler vi har livet igennem. Mit syn på mine forældre er uden tvivl forskelligt fra min storesøsters, trods det faktum at der blot er ét år og ti måneder der skiller os i alder. De ting ved vores forældre der nager hende, er slet ikke de samme der irriterer mig.

 

Noget lignende oplever Dragut, der først blev bekendt med faderens eksistens i tiden op til at hans død, og som følgelig har haft kendskab til faderen i kortest tid. Hans indtryk af sin far bygger på den tid, præget af de varme og glædelige stunder, de nåede at have sammen. Billedet af faderen er nøje bestemt ud fra et eksakt stadie i hans liv: hvor han befandt sig, hvad han var optaget af, hvem han omgikkes – og så selvfølgelig det faktum, at det er hans far, hans eget kød og blod, som han endelig møder. Louis, som er den yngste bror, har altid betragtet faren som sin rigtige far, på trods af at han biologisk ikke er det. Louis og hans mor boede i Frankrig, indtil han var fire, men flyttede derefter til Danmark, hvor hun mødte den mand, der skulle blive Louis’ stedfar. Faderen elskede Louis som sin egen søn og tvivlede aldrig på deres relation – og for Louis var denne mand indbegrebet af, hvad en far skulle være. Marcus derimod har en anden opfattelse. Hans far-søn-relation bærer præg af fraværd, skuffelse og svigt, hvilket er dét, Marcus til stadighed husker, selv nu hvor hans far død.

 

Sagen er, at sandheden om nogen eller noget aldrig kan blive noget objektivt, noget, som nogen er mere berettiget til at kende svaret på end andre, idet den netop altid vil udspringe af vores subjektive oplevelser. Måske synes du, at denne udmelding er banal, for simpel. Ikke desto mindre udkæmpes der til stadighed slag rundt om os, både fredelige såvel som særdeles blodige, for at overbevise alle andre om, at netop vi har sandheden på vores side. Temaet i Faderen og Sønnen er i den forbindelse ret interessant, idet alle tre sønner stædigt holder fast i deres egen forestilling om faren som den mest sande. Og i grunden er dette nok det tætteste, vi kommer på sandheden om faderen, da sandheden, i sin alsidighed, fortsat vil leve i de tre drenges individuelle opfattelser. Tre sider af den samme far.

 

Hvem: Teater Dannebro i samarbejde med Teater i Akt

Hvad: Forestillingen Faderen og Sønnen – sandhedens øjeblik, spilleperiode 2.-11. oktober 2015

Hvor: Assistens Kirkegård og Anna Kirke på Bjelkes Allé, Nørrebro

Portemonnæ: Billetter fra 40 – 135 kr. Billetter kan køber her