Et teaterlivs hjertebarn skabt i et Gasværk

En søndag i 1976 skinner solen. Morten Grunwald og hans ven, Pelle Sadolin er ude at cykle i København. De er nysgerrige og lidt på jagt efter et sted, hvor de kan lave et nyt teater. Gerne noget forladt industribyggeri. Råt, massivt, slidt. På Østerbro kommer Morten i tanke om det gamle Gasværk. De cykler derhen for at finde en bygning, der er omgivet af et plankeværk. Lidt forladt og  forfaldent. Ikke desto mindre: ”Så plankede vi den!” siger Morten på en gavtyv-morsom-måde. Der står de to og stjæler blikke gennem en revne i den slidte hovedport. 

Kulissemagasin i en gasbeholder
Morten Grunwald og jeg sidder i Østre Gasværks foyer i vores overtøj, for her er lidt køligt. Dels på grund af det hidsige regnvejr udenfor, men også fordi rummet savner de 840 tilskuer, det har plads til. Men det er nu alligevel som om, der er noget, der sitrer her i rummet. Den slags energi, der kan sidde i et vi. Netop det alle vores forskellige du’er og jeg’er bliver ophøjet til under en forestilling. Her er en skaberlyst, som kun skal åbenbare sig mere og mere med alt det, Morten gavmildt fortæller mig. Hans stemme er rolig – på ingen måde travl, nej, han drager omsorg om sin historie, når han fortæller den til mig. Selv når han fortæller helt simple faktuelle ting om den gamle gasbeholder, vi sidder i, der er bygget i slutningen af 1800-tallet.

For det er netop Østerbros gamle gasbeholder, som han og hans gode ven og kulturpersonligheden, Pelle Sadolin planker i 1976. Det er de to, der står og stjæler blikke ind i al cirkusset, som Morten Grunwald sammenligner med en Ingmar Bergmansk-marskandiserbutik. Han fejer armene rundt om sig og os og snakker om den atmosfære, jeg selv kan fornemme herinde. ”Vi var solgte på stedet”, siger han og knipser med fingrene. Det ender med, at Morten Grunwald og Pelle Sadolin går op til Københavns daværende borgmester og beder om lov til at lave teater på stedet. Det får de lov til.

Under der hvor Morten og jeg sidder, var der i gamle dage et bassin og en stor jernbeholder, som kører op og ned i teleskopvirkning med et tempo, der varierer alt efter hvor meget gas, der bliver brugt i kvarteret. Da bygningen bliver umoderne, bliver den brugt som losseplads af kommunen. Jernbeholderen bliver taget ud, og vandbassinet bliver tømt og fyldt op med affald og dækket med jord. Sidenhen lejer Det Kongelige Teater sig ind og bruger stedet som kulisseteatermagasin. Hvilket er tilfældet, da Morten Grunwald er elev i årerne 1957-60. Han fortæller mig, at hvis der blev spurgt ”Kommer den forestilling op næste sæson?”, blev der svaret: ”Nej, den er allerede blevet gasset!”. Og han griner og fortæller videre, at hvis først dekorationerne var havnet herude, var de blevet ødelagte. Der var huller i taget og intet glas i ruderne, hvor duerne fløj ind og ud og sked på dekorationerne.

Men ikke desto mindre bliver Østre Gasværk et sted, som Morten Grunwald forelsker sig i og som han siger, at han aldrig nogensinde vil ophøre med at være forelsket i. Han kalder det for sit hjertebarn. Et hjertebarn, han selv har fundet, skabt og opdraget.

 

Vue over Gasværkets scene og publikumpodie. Når teatret er fyldt, sidder der 840 forventningsfulde mennesker her og bliver underholdt. //Foto: Gasvaearket.dk

Så gør vi det sgu selv – Bristol Teatret
Men Morten Grunwalds historie er længere end den, Østre Gasværk lægger kulisser til. ”Det med, at jeg blev direktør, var et tilfælde, fordi vi blev arbejdsløse”, svarer han, da jeg spørger, hvordan det har været både at være skuespiller, direktør og instruktør. Sidst i 1960’erne er Morten Grunwald og hans kone, skuespillerinde Lilly Weiding, begge engagerede ved Folketeatret inde på Nørregade i København. Lilly skal spille Hedda Gabler, men midt i sæsonen må direktøren dreje nøglen om. ”Men så sagde vi de berømte ord: Så gør vi det sgu selv!” fortæller Morten med en ihærdighed og vilje, der stadig skinner igennem hans stemme i dag. Og således gjort. Morten har på det tidspunkt været skuespiller og filmskuespiller i 10 år, men han har altid haft et ønske om at ville iscenesætte. Et ønske, han får værktøjerne til at realisere, da han er føl – en slags mesterlære – på en forestilling hos John Price. Han er med ved høvlbænken, hvor det foregår, fortæller han.

Morten Grunwald samler et hold, og han namedropper en masse navne, jeg pinligt nok ikke kender til. Jeg er født i 1992 og ved slet ikke nok om 1960’ernes skuespillergalleri. Men han forklarer mig, hvilken fornøjelse – ja, faktisk bruger han ordet fryd – det var, og stadig er, at få lov at sammensætte et hold. Med det hold rykker han ind på et lille teater på Strøget, der længe har været en øjesten for ham. Bristol Teatret er del af en stor – og ifølge Morten den bedste – grammofonpladeforretning i byen. Det bedste jazz, det bedste klassiske.

Til forretningen hører sig en lille sal, hvor Københavns første biograf har haft til huse. Jesper Klein og Jytte Abildstrøm har lavet teater derinde, og det er i chefens ønske, at det skal fortsætte på den måde. Men ingen forestilling uden en produktionsgaranti. På 75.000 kroner. Tilfældigvis er Lilly elevkammerat med Helle Virkner, som lidt længere nede af gaden bor sammen med sin mand, daværende statsminister Jens Otto Krag. Morten Grunwald gør sin stemme dyb og imiterer overbevisende Jens Otto Krag sige: ”Det skal I have lov til, Lilly skal spille Hedda Gabler!”, og jeg sidder og griner, mens han videre fortæller. Jens Otto Krag tager Morten Grunwald i hånden op til Landsmandbankens direktør, og i løbet af ’no time’ har de fået deres garanti. Ikke noget med at give direktiver til Kulturministeriet. ”Det hjalp jo, at man havde landets statsminister med”.
Ove Sprogøe som gasafmåleraflæserkonferencier
Hedda Gabler bliver en stor succes og går 75 gange for fulde hus. Bristol Teatret bliver også en stor succes, som ender med at være med i Den Storkøbenhavnske Teaterordning. Den ordning, der i dag hedder Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Efter 10 år på Bristol bliver Morten Grunwald direktør på Betty Nansen Teatret. Men det er allerede i perioden på Bristol, at han og Pelle Sadolin begynder at lede efter et større teater. De har en drøm om at finde et nedlagt industribyggeri og gøre det selv. Mens Morten Grunwald er på Betty Nansen, plejer han altså på samme tid skabelsen af det Østre Gasværk, vi kender i dag. For han kan ganske enkelt ikke lade være.

Men hvordan manifesterer man sig som et af de seks teatre, der i dag er en del af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab? I 1978 holder den lille Østerbro Lokalavis deres 60-års jubilæum på Gasværket. Overborgmesteren siger god for det på den betingelse, at Bristol skal arrangere det. Og ved det show, der bliver det første show i gasværket, får publikum lov til at mærke den utrolige atmosfære, der florerer rundt i cirkel på dette fantastiske sted. Med Ove Sprogøe som gasafmåleraflæserkonferencie, sang af Poul Bundgaard og Kim Larsen, koncert af Det Kongelige Kapels Kammerkvartet og kulturministeren – og borgmesteren på første række. Det begynder om eftermiddagen og fortsætter ud på natten med et punkband, indtil det begynder at regne og dryppe ned. Morten smiler slet skjult. Over det runde bord, vi sidder ved, kan jeg mærke en stolthed stå stadig oprejst.


I can take 10 cushions more
Nuvel. Gasshowet er et engangsshow. Og et teater skal jo som bekendt vise teaterforestillinger. I 1983 laver den franske teaterinstruktør, Peter Brook en, efter Morten Grunwalds eget udsagn, fuldstændig epokegørende iscenesættelse af Bizets ’Carmen’. Morten Grunwald ser den i Hamburg Operaens anneksscene, som ligger i en gammel forladt fabrik, der har lavet kanoner og ting og sager til Hitler under 2. Verdenskrig. Inden Morten Grunwald fortæller videre, læner han sig lidt frem. Forestillingen skal nemlig til Aarhus, før den skal til Stockholm, og Morten Grunwald vil gerne have den til at mellemlande på Gasværket. Men det får han ikke lov til. Ikke før Peter Brooks scenograf en aften ringer til ham for at høre, om han kan vise dem Gasværket om en time. Scenen i Aarhus’ Ridehus kan de ikke bruge.

Kort efter henter Morten dem ude i lufthavnen. Han kører dem til Gasværket, hvor han åbner porten og kører bilen ind med tændte lygter. Før han ved af det, springer den franske scenograf rundt med sin skitseblok og planer, der hurtig fastlægges, mens han højlydt siger til sig selv: ”Peter will love it! Peter will love it!”. Og det kommer til at passe. Det bliver et af Peter Brooks yndlingsrum, fortæller Morten mig med en robust stolthed i stemmen. Bagefter er der en stilhed mellem os. 31 år efter sidder forestillingen stadig her i rummet et eller andet sted.

Morten Grunwald fortæller nemlig videre, at forestillingen bliver et gennembrud for rummet. I løbet af fem uger etablerer de et teater til en femtedel af det beløb, man normalt har brug for. Fem tømmersvende kommer og arbejder kl. 17-23 efter en i forvejen lang arbejdsdag. Således bærer mange hænder tunge læs, inden successen kommer i hus. Folk står i kø ned af Nybrogade, men alle kommer ind. På grund af den franske produktionsleder, der går rundt og lægger puder foran første række og bliver ved med at gå ud til køen og sige: ”I can take 10 cushions more!”.

Brandvæsnet er dog ikke så begejstret for det propfyldte Gasværk og kræver flere nødudgange. Morten peger over mod to døre og fortæller mig, hvordan direktøren fra teknisk service lynhurtigt tager en vinkelsliber og laver de vinduer, der tidligere var, til de døre, der stadig er her i dag. Jeg griner, smiler, lidt overrasket, og jeg begynder lige så stille at forstå, at der på Gasværket eksisterer en helt særlig vilje og ihærdighed til at få ting til at lykkes. En arbejdsomhed, der ikke lader sig stoppe af hverken tidspres eller udefrakommende løftede pegefingre.

Tilbage i 1992 holder Dronningen og Prinsgemalen Sølvbryllypskoncert i Gasværket. Billedet her er derfra, og jeg synes ikke, det er svært at fornemme, hvilken stemning det fyldte værk kan rumme. //Foto: Martin Mydtskov Rønne.

Mit hjertebarn
Morten søger teatret fuldtid i 1992 og laver en opsætning af Les Miserables, som over to år spiller 241 forestillinger. En forestilling, der får folk til at stå i lange køer ned ad Strandboulevarden. Indtjeningen er så stor, at de har råd til at bygge den personalefløj, du kan se ved siden af Gasværket i dag. Og således har de skridt for skridt udviklet stedet til at være tip-top moderne, med Morten Grunwalds egne ord. Både hvad angår det tekniske samt bygningen, som er gennemrestaureret. Og ikke længere nedrykningstruet, som den var i 1976, da han og Pelle Sadolin opdager den. Tværtimod er det i dag en fredet bygning, der rummer en selvejende institution, hvis bestyrelse Morten Grunwald er direktør for.

Men det er vel heller ikke noget, man sådan lige slipper, spørger jeg. Og Morten Grunwald svarer mig et langt og selvfølgeligt nej. For det har fyldt meget i hans arbejdsliv; det har været hans hjertebarn. Og han fortæller mig, hvordan han for et par dage siden fejrede sin 80-års fødselsdag ved de lange borde, der er opstillet ved siden af vores. Han peger derover og forklarer, hvordan der var en lille scene med forskellige optrædener, og at Tommy Kenter var toastmaster. Overbevisende og med en lille overvældelse i stemmen siger han: ”Det var fuldstændig bevægende, altså. Det var skønt også at sidde her efter alle de år.” På venstre lillefinger har han en ring af guld, som han piller ved; han triller den rundt om fingeren, kører den ud over den lille kno og tilbage igen.

Instinktiv, intuitivt, ikke intellektuelt
For det er efterhånden mange år siden, Gasværket begynder at tage sin form, og siden Morten Grunwald begynder sin karriere tilbage i 1962. Han er født i 1934, hvorfor han fyldte rundt den anden aften. 80 år gammel. Eller ung, har jeg lyst til at sige. Jeg er kun 22 år, men jeg er ved at slå kolbøtter over alle de ting, jeg gerne vil og skal nå. Morten besidder et beundringsværdig gåpåmod og en levelyst, der omfavnes af en erfaringens ro, som igen føder en vedblivende nysgerrighed: ”Indvendig har jeg det, som da jeg forlod elevskolen og kom ud i det pulserende liv.” Eftertænksomt fortæller han mig hvor privilegeret, han har været, for han har ikke haft et ledigt øjeblik. For ham har det hele på en måde været af samme substans, kan jeg forstå. Drevet fra den samme kraft. ”Det er et instinktiv, intuitivt stykke arbejde. Ikke intellektuelle strategier, der ligger bag,” siger han og fortæller, at det at lave Olsen Banden ikke er så forskelligt fra at lave klassisk teater.

Lige nu er Morten Grunwald aktuel i Bille Augusts film, Stille Hjerte, som han kalder for en lucky production; en fabelagtig instruktør, perfekt location og dygtige skuespillere. Her iblandt Ghita Nørby, som Morten for 40 år siden spiller et letbenet lystspil med. I september 2014 står de sammen på en filmfestival i St. Sebastian og modtager en 20 minutter lang stående applaus, der bevæger sig fra salen og ud i foyeren. Jeg får kuldegysninger. Og tænker højt til Morten, at hvis man kan opleve det som 80-årig, kan livet jo blive ved med at peake. Og ske på ny.

For han fortæller mig, at han nyder hver dag, og kommer der nogen og beder ham om noget, som han kan yde noget meningsfuldt i, siger han ja tak. Der er med Mortens egne ord ikke noget med at sætte sig og kigge ind i væggen og sige: ”Nu er jeg pensioneret, nu vil jeg ikke.”. Jeg nævner lidenskab og tænker på ånden, og Morten stemmer i og uddyber for mig: ”Og så må jeg altså have fået noget af Vor Herre, en evne til at få en replik til at leve. Det er vel den rigtige skuespillers kendetegn, at han eller hun kan gå ind og opleve en situation, så den er autentisk og vedkommende, og meget gerne gribende og ægte – sand, truth.” Det sidste ord får lov at hænge lidt sejt og stærkt i luften mellem os, inden Morten fortæller videre. ”Du skal være der, når heldet er der. Og slå til. Men det er også nødvendigt at heldet ramler ind i dig engang imellem.”
//Forsidefoto: Erik Refner