En svævetur i kaoskløften

ESSAY. I Dansehallerne på Vesterbro ligner alting umiddelbart sig selv sådan en råkold torsdag aften i marts. Der er intet opsigtsvækkende ved den måde, publikum indfinder sig i den store indgangshal på, og intet særligt over den latte, jeg inden forestillingen åndsfraværende slubrer ved et bredt træbord i Dansehallernes café, mens jeg bladrer i programmet til Mette Ingvartsens danseforestilling 7 Pleasures. Programmets forside prydes af en bunke nøgne mennesker, som er i færd med noget, der mest af alt ligner et rodet orgie.

 

Jeg er spændt på, hvad jeg har i vente – værket vil udforske seksualitet og nydelse på omtrent halvanden time. Det forekommer helt skørt, at min umådeligt uspektakulære latte-seance skal fungere som pirrende forspil til en eksperimenterende forestilling om sanselighed. Men min nysgerrighed er vakt. Hvordan udforsker tolv nøgne mennesker nydelse på en scene?

 

En insisterende mur af lyd rammer mig med buldrende heftighed, da jeg træder ind i scenerummet. Lange, tynde reb er knyttet sammen til indviklede knuder og hænger ned fra loftet i flammende orange – en skærende kontrast til det firkantede, farveløse møblement, der henleder tankerne på en kold og upersonlig stue. Hverken hud eller nøgne kroppe er i sigte, kun svulmende læder, hård metal og skrigende nylon i en beslutsom, livløs sammensværgelse. Scenens eneste repræsentant for noget levende er en struttende skør, palmeagtig stueplante, som virker mærkeligt malplaceret mellem møblernes kyniske kanter. Scenografien sender mig et hav af modstridende signaler, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal forholde mig til, og en rastløs irritation begynder at gnave lidt i baghovedet.

 

Jeg finder min plads på publikumspodiet og forsøger at ryste anspændtheden af mig. Musikken dundrer ubarmhjertigt mod trommehinderne. Mine ørepropper i skuffen derhjemme får en kærlig tanke, før min opmærksomhed brat kaldes tilbage til Dansehallerne: en kvinde et par rækker foran mig begynder ufortrødent roligt at klæde sig af. I løbet af det næste halve minut har de elleve andre dansere ligeledes blottet sig og efterladt deres tøj på publikumsrækkerne for at indtage scenen. Bortset fra en ringen for ørerne er der nu stille i salen. Vi er i gang.

 

Jeg kan ikke komme af med dén irriterede rastløshed. Det er sikkert den anmassende musik fra før.

 

Danserne smelter sammen til en uformelig klump på bagscenen og bevæger sig med uendelig langsomhed på tværs af rummet. Rygsøjler, ben og arme, ribben, alskens hårpragt i ét langsommeligt, yndefuldt virvar, og jeg er bare utålmodig. Utålmodig, fordi jeg bliver ved at sitre, mens kroppene dvæler ved hinanden i berøringerne og dovent bevæger sig fremad. 7 Pleasures starter med sin sanselige langsomhed – og min utålmodige irritation.7 Pleasures slutter med en påtrængende lydcollage af liderlige junglelyde, som danserne vrænger ud mod mig på en næsten provokerende konfronterende facon – og min utålmodige rastløshed.

 

Hvorfor kan jeg ikke slappe af? Hvorfor provokeres jeg af tiden, der i stykket udfolder sig så roligt? Helt ærligt: Jeg er fortabt i en gabende kløft af forvirring, da forestillingen er færdig.

 

På bunden af min forvirrings dybe afgrund, i en mørk, ufrugtbar jord, ligger forståelsens frø. I frøet bor lysten til at begribe det, jeg møder. I dét frø ligger trangen til at skabe logisk mening i rod og kaos. På kun halvanden time i Dansehallerne har frøet vokset sig til et mindre træ, nej, nærmere en slags stædig slyngplante, som forsøger at klatre sig mod lyset for at afværge mit fald ned i afgrunden af forvirring. Forgæves. Slyngplanten svigter sjældent, men denne aften styrter jeg med et brag. Modvilligt, for jeg klynger mig instinktivt til slyngplantens grene.

 

Hvorfor vil jeg så gerne forstå?

 

Jeg ved det ikke, men det er tragisk, at jeg er så sørens flov over at sidde tilbage med følelsen af simpelthen ikke at fatte Mette Ingvartsens abstrakte fortolkning af nydelse. Desto værre er det, at flovheden overskygger mit møde med 7 Pleasures; Jeg er så pinlig over mit forgæves forsøg på at skabe logisk mening i forestillingens nøgne kroppe, bratte stemningsskift og mærkværdige bevægelser til mærkelig musik. Hvorfor skal sanselighed overhovedet forstås? Er det ikke netop nydelsens og sanselighedens princip, at den ikke kan eller skal begribes? Svaret er jo. Jo, jo, jo! Glem alt om mening og logik. Det lyder befriende let! Men det hjælper mig ikke med at komme af med frustrationen over, at jeg har brugt store dele af forestillingen på at analysere og tænke, tænke, tænke, i stedet for at læne mig tilbage og nyde.

 

Dén aften er det umuligt at vriste mig ud af slyngplantens klamme greb. Jeg spekulerer. I min vennekreds er det et stort, fedt tabu ikke at forstå. Faktisk er det ord udgået fra vores fælles ordforråd, når vi udveksler vores oplevelser med kunst, performance, musik eller litteratur. Vi har pure nægtet forståelsestrangen adgang, når den har banket på – måske er det derfor, min forståelsestrang melder sig med sådan en kraft. Hvor ville det være let at foregive, at jeg stornød 7 Pleasures tilbagelænet og modtagelig. Desværre er det langt fra sandt. Jeg må bære det som min skamfulde byrde, at jeg ikke har opfyldt mit eget ideal for den eksperimenterende-performance-tilskuer: tilskueren som nydelsesfuldt oplever med åbent sind.

 

Så jeg vil rive slyngplanten op med rode. Jeg har lyst til at smide forståelsens frø langt væk og frivilligt kaste mig i forvirringens afgrund. Jeg ønsker mig at være dansernes hud. Jeg er huden og al tidsfornemmelse og logik er annulleret. Jeg vil svæve over scenegulvet, berøres af andres varme kroppe, sanse duften af hår og fugt med overdreven opmærksomhed. Uden andre mål end simpel nydelse. Åh, at opleve forestillingen igen, frit faldende i forvirringens dybe kaoskløft. At have hudens tålmod. Frigøre mig fra tid og tanke….

 

Og i bakspejlet er det dét, 7 Pleasures fremkalder i mig; lysten til at hengive mig til en ulogisk tilstand af komplet, nydelsesfuld frigørelse og tid, tid, tid. Tid til intet andet end at opleve. Der følger en værdifuld frihed med at lade forståelsens parader falde og lade sig sanseligt beruse af stemning. At have modet til at svæve i tomrum for en stund. Det er teatrets magi! At det udfolder sig i ét nu og er væk i ét næste, kun foreviget af mindet om den følelsesmæssige genklang forestillingen har vakt i publikum. Tolv kraftfulde, nøgne dansere formåede at slå en både smuk, disharmonisk og eftertænksomt klingende tone an i mig. Jeg tænker på, hvor paradoksalt det er, at trangen til at forstå både er en gave og et åg; den driver nysgerrigheden fremad og er på samme tid en barriere, som udfordrer umiddelbar sansning.

 

Chokket over, at min slyngplante på kort tid voksede sig omfangsrig, sidder stadig i mig. Det er nødvendigt at lade forståelse gro. Men når det kommer til kunst, er det nu ret belejligt at kunne beskære her og der. Den næste tid skal min plante tørste og forsømmes lidt – i stedet tror jeg, jeg vil forsøge mig med en befriende svævetur i kaoskløften.

 

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.