HVOR DU SÆTTER DIN FOD

Vi bor her. Det er her, vores opgave er
Den nyskrevne dramatik er fuld af vigtige ord, og mens jeg sidder i en lille afkrog på et, for mig, helt ukendt sted, trænger vigtigheden af hele aftenen ind i mit skelet.
Sydhavnsmørket farer mig vild, og døren på Borgbjergsvej 26 ser låst ud. Jeg trodser den nedslående rødlys-lampe og prøver at trække i døren – og med ét er jeg inviteret ind i Postcaféen til åbne arme og gratis te.

// Illustration: Julie Sabber Nielsen.


Et venligt smil møder mig, og jeg bliver spurgt, hvor jeg kommer fra, mens jeg har mest lyst til at spørge ham tilbage, hvad pokker det er for en oase, jeg er havnet i. Små standerlamper lyser hele Postcafeens humør op, og jeg sætter mig på en af de sammenmaste stole på de sparsomme kvadratmeter. Det er umuligt for mig at undgå kontakt med de andre nysgerrige øjne, og hvilken fryd er det ikke at komme hinanden bare en lille smule ved i det ukendte farvand i KBH SV.

 

Stedet er Postcaféen i Sydhavnen. Et mirakuløst indbydende sted, drevet af SydhavnsCompagniet – en organisation, der arbejder for at styrke integration mellem forskellige etniciteter, socialklasser og aldersgrupper i Sydhavnen. De har udlånt deres skønne værested til Sydhavn Teater, og her befinder jeg mig så nu. Klar til at se forestillingen Marienborg – Nej Tak!
Omgivet af gamle møbler i alle former og farver, rettet mod den simple scenografi bestående af en dukke/pude-kvinde, der sidder i spagat på gulvet i midten. Mens jeg studerer ”kvindens” stille skrig og tomme øjne, forundres jeg over min egen overraskelse over Postcafeens kæmpe charme. Hvorfor kommer det så meget bag på mig, at der kan findes fede steder uden for min Københavnercomfortzone?

 

Jeg troede, jeg kendte min by – for jeg har netop aldrig regnet Sydhavnen som værende en del af den. Brokvarteret, Nordvest og så lige Nordhavn, når mine forældre inviterer på middag – og så findes der ikke mere for mig.
Mængden af ignorance i ovenstående holdning bliver pinligt tydelig for mig, når jeg sidder og kigger rundt i Postcaféen, som er stopfyldt med standerlamper og mennesker i alle aldre. Når jeg sidder og nyder musikken fra forskellige tidsaldre spille fra radioerne i afkrogens afkroge, slår det mig: Hvad er min by, og hvad er min rolle i den? Er jeg helt blind for dens potentiale, når vi kommer længere ud end Enghavevej, som jeg i øvrigt kun besøger, når der er redaktionsmøde? Jeg har da et ansvar for at kigge længere til højre og venstre. Og som forestillingen i dagligstuescenografien starter og skrider frem, går det op for mig, at jeg også må kigge hele vejen indad.

 

Vi har pligt til at leve hver eneste dag
Sådan lyder ordene fra kvinden i spagat på køkkengulvet, der ikke kan sove. En rigtig kvinde er kommet ind på scenen og har sat sig sammen med dukkeudgaven af sig selv. Det er hende, der ytrer ordene, som snart skal få mig til at tænke godt og grundigt over min helt egen kvartvejskrise. Hun er faret vild i sine privilegier og er træt af sig selv og sin manglende handle- og værekraft. Vi har jo ansvar for at være den bedste version af os selv, ikke? Og her er det, jeg selv farer vild i min selvopfattelse, for hvordan skal jeg dog vide, hvordan den ser ud? Er det hende med det lange hår og en ukritisk og positiv tilgang til alle, eller er det pagehårspigen med stigende intelligens og dertilhørende kynisme?
Midt i min lille livskrise over skoleafslag og kvarte hjertesorger finder jeg tit mig selv på sofaen klokken 14. Jeg er træt efter min bar-lukkevagt og for uoplagt til at gøre noget ordentligt, før jeg har en aftale med nogen eller noget klokken kvart over aftensmad. Så står jeg dér på King of Kebab igen og kan lige nå super tilbuddet, før det udløber klokken 19. Endnu en pita-kylling-aftensmad og natten ender med øl eller job – og så bliver jeg jo nødt til at sove til klokken Godt Op I De Tocifrede dagen efter. Når vennernes liv er på uni, og mit består af værelsesommøblering klokken 3 om natten, er det let at fare vild på 12 kvadratmeter.

 

Men den dårlige dovnesamvittighed er jo kun halvt begrundet, for hvad er der reelt set galt med job og øl? Så jeg holder den kørende og lever glimtvis højt på mit relative frie og uforpligtende uni-frie liv. Men er glimt gode nok? Er de gode nok til mig? Den Uperfekte Kvinde er kommet for at blive. Så sådan må det jo være. Alt godt kommer til dem som venter – så her sidder jeg. Hun sidder på gulvet og venter på et svar på et spørgsmål, hun ikke kan formulere. Hun sidder og venter, velvidende at det nok er en ret uselvstændig og uhensigtsmæssig ting at foretage sig – men ikke desto mindre bliver hun siddende lidt endnu. En siddeplads i et vakuum, som er mig velkendt.

 

Og ligesom kvinden i spagat på gulvet i Postcaféen i Sydhavnen, er det ikke, fordi jeg keder mig. Jeg er rastløs. Det rumsterer i mit skelet. Hun kan ikke sove, fordi overboen larmer, og jeg ligger søvnløs, fordi bilerne på Ørnevej kører umenneskeligt stærkt selv i de sene timer. Kvinden i Postcaféen tænker, så det knager. Hun tænker over, hvordan hun kan bidrage. Hvordan hun skal spille sine kort. Ligesom hende har jeg alle 4 esser. Og jeg grubler løs over, hvordan jeg skal spille dem. Grubler over, hvordan det nu lige er, jeg har spillet dem so far.
Kvinden sammenligner sig selv med Ingrid Jørgensen – og her er det vist tid til en lille disclaimer: Alt, jeg skriver om Ingrid Jørgensen, er det, jeg har forstået ud fra Julie Maj Jakobsens velsyngende og knivskarpe tekst om (kvinders) identitet i det privilegerede liv. Det er dét, jeg har forstået ud fra kvinden, der sidder i spagat på køkkengulvet, og ikke ved, hvad hun skal stille op med sig selv og det hele.
Og mens hun sammenligner sig selv med Ingse, Anker Jørgensens støttende og muligvis identitetsopgivende kone, sammenligner jeg mig med skuespilleren. Eller måske mere skuespillerens ord.

 

Allerførst må jeg indrømme, at jeg googlede Anker og Ingrid Jørgensen før afgang med bus à Sydhavnen, og alligevel kan jeg ikke påstå at vide mere end minimum om deres politiske eller personlige agendaer. En lille snert af utilstrækkelighed rammer min selvtillid.

 

Kvinden er i spagat på køkkengulvet midt om natten, hun kæmper sig gennem en eksistentiel krise, og her sidder jeg og troede, jeg var godt med i livet, men jeg kan ikke engang forstå hendes referencer. Er Barolo en slags alkohol? Hvad var det, hun sagde? Er Ingrid og Ingse det samme menneske?
Selvom kvinden på gulvet hidser sig op over emner, jeg føler er vigtigere og mindre navlepillende end dem, jeg selv bruger tanker på (og hun er i øvrigt ret godt inde i sin egen navle), tændes et samhørighedslys pludselig. Hun bringer et emne på bane, som jeg selv har samtalet meget med mine veninder om – og det var den dér om drenge. Eller rettere sagt: os i relationer til dem. Enter Ingse. Kvinden i spagat snakker om hende, som om hun var en skændsel. Hun foragter hende. Det er i hvert fald det, hun gerne vil have os til at tro. Hun beskylder Ingse for at være så støttende og selvopofrende i forhold til sin mand, at hun fuldstændig glemte sig selv på vejen. Og er det ikke feministens største no-go? At opgive sig selv til fordel for en mand?

 

Vi binder os til så mange mennesker og så mange steder i løbet af livet – vi slår rødder over det hele. Nogle af dem er selvfølgelig tynde og letoprykkelige, andre er urokkelige og umulige at grave op, hvor meget vi end prøver. Kvinden fortæller os om tre slags mennesker: Dem, der klamrer sig til deres rødder. Dem, der river rødderne op. Dem, der er rodløse, og hvis kroppe udstøder alle nye rødder, der plantes kunstigt. Ingse klamrede sig til sine rødder, og hun klamrede sig til sit liv som førstedame til en mand, hvis identitet var vigtigere end hendes egen. Hun holdt op med at være et selvstændigt individ og fandtes kun som husholderske og kone.

 

Kærlig kone. Velmenende og støttende. Evigt opbakkende. Dedikeret mor.
Og som forestillingen skrider frem, og kvindens rastløse raseri i lejlighedens nattemørke tager til, kan jeg høre det uudtalte og unævnelige spørgsmål, hun nægter at stille: Måske det egentlig kunne være meget fedt? Eller hva’?

 

Tænk at være først og fremmest kærlighedspartner. Og mor. At have sine rødder så tæt sammenflettede med sin families i disse moderne tider, hvor forældrene er reduceret til en telefonsamtale. Et rodnet med udgangspunkt i sin eneste ene, livsgivende til fælles børn og fælles liv omgivet af nærhed.
Hun vil ikke indrømme det, og det vil jeg heller ikke. Men jeg tror, at vi begge to er faret vild i vores egne idéer om, hvem vi skal være. Vores rødder er blevet sammenfiltrede og forknudrede i deres søgen efter vores eget centrum, der i øvrigt er umuligt at finde.

 

En af mine rødder finder månedligt vej til Nordhavn, hvor mine forældre bor med flødeboller fra Irma og den samme spaghetti med kødsovs, jeg har fået hele mit liv. Et andet og mere nysgerrigt rodnet graver sig i alle retninger på jagt efter noget, man kan kalde kærlighed (eller i hvert fald kys); i retning af Nørre Bodega, fælles venner, supermarkedsgængere og Tinder. En tredje rod er godt fæstet i mine venner. Den vokser sammen med dem og holder dem kærligt fanget i et gensidigt virvar af rejser, tårer, tømmermænd og hengivenhed. En skiftevis u- og overambitiøs rod prøver at finde vej gennem afslag og overskud til en form for karriere. En ofte overset rod rækker ud efter bedsteforældrene, tørstende efter vand og næring.

 

Men nogle af dem dør hen, bliver snublet over og revet op, negligeres og visner. Fordærver og bliver til gødning for nye. Når jeg ved, hvor jeg skal hen, begynder jeg at gå. Efter at have reciteret Anker Jørgensens store brandtaler, faret rundt som elegant og urimeligt travl husmoder/-holderske, har hun nu slukket alle Postcaféens standerlamper én efter én. Hun er tilbage på gulvet i spagat, og her bliver hun i øvrigt siddende. Selvironien er skiftevis overvældende og svær at få øje på. For hvem regner hun med skal fortælle hende, hvor hun skal begynde at gå hen? Hvem skal stikke hende et kompas i hånden? Hvorfor laver hun ikke sit eget kort over steder, hun vil hen i livet?
Fordi kortet er så kæmpestort, og alle grænser er åbne for en hvid akademiker-dansker. Larmen fra overboen er stoppet, og kvinden kan endelig falde i søvn. Hun har grublet og kæmpet mod sine egne privilegerede selvmedlidenhedstanker, og måske hun finder et svar når morgendagen gryer. Måske kan hun komme afsted. Det eneste krav er, at hun ved, hvor hun vil hen.

 

Men jeg ved jo aldrig rigtig noget. Noget af mig sidder fast i min gamle jord. En masse andet følger med og forplanter sig, hvor jeg sætter min fod. Et lille frø blev sået den aften i Postcaféen, og jeg kan mærke en lille trækning i mit rodnet i retning af Sydhavnen. Rødderne er hurtigere end min stedsans og fører mig hen, hvor jeg åbenbart har noget at gøre. Fra min lejlighed om natten, fra spagat på køkkengulvet og ud et sted i min by. Hele min by.

 

Forestillingen har tidligere spillet på Postcaféen i Sydhavnen.
Den spiller på Teatret ved Sorte Hest fra den 12-28. marts.

 

... er en 22-årig pige med en kæmpe kærlighed til scenekunst. Hun spiller teater hvor hun kan, skriver digte-eller-hvad-vi-nu-kalder-det, bliver virkelig hurtigt brun og er ret ferm med en diabolo.