DE USYNLIGE: DRAMATURGENS MANGE FUNKTIONER – TEATRETS SKJULTE KRAFT?

Dramaturgen står ikke på scenen, men hvad laver en dramaturg på et teater egentlig? Kan man sige, at dramaturgen er ”en skjult kraft” på et teater, og hvad indebærer sådan et begreb? Marie Mors er organisations- og procesudvikler ved Den Kongelige Ballet. En del af stillingen består blandt andet af dramaturgisk arbejde for dansekompagniet Corpus. Hun giver et bud på den rolle hendes arbejde spiller – og måske har det dramaturgiske arbejde flere funktioner end først antaget?

 

Organisations- og procesudvikler Marie Mors //Foto: Alexander Hjorth Jespersen

 

Hvis man slår ”dramaturg” op i Den Danske Ordbog, får man følgende resultat: ”Person som på et teater el.lign. rådgiver i spørgsmål om repertoire og om opsætning af skuespil.” Man kan både arbejde som produktionsdramaturg og repertoiredramaturg. Mens det repertoiredramaturgiske består i blandt andet at planlægge repertoiret for hver sæson eller skrive pressemateriale, står der i Gyldendals Teaterleksikon om det produktionsdramaturgiske arbejde: ” Produktionsdramaturg er betegnelsen for den dramaturg, der forbereder og følger en forestillings tilblivelse, som det kritiske ‘øje udefra’, der skal sikre, at forestillingens koncept fastholdes og kan aflæses.” Produktions- og repertoiredramaturgen kan sagtens være én og samme person.

Marie Mors har altså arbejdsopgaver som blandt andet produktions- og repertoiredramaturg ved det moderne dansekompagni Corpus og arbejder således i et felt mellem disse.

 

Forskellige arbejdsopgaver

Fra juli 2017 har Corpus været et selvstændigt dansekompagni med egne dansere, uafhængigt af Den Kongelige Ballet. Danserne i Corpus har også en anden baggrund end de kongelige balletdansere, men det nye, moderne dansekompagni har til huse på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Det er her, jeg mødes med Marie Mors, der er organisations- og procesudvikler for Den Kongelige Ballet. Her har hun blandt andet været med til at stå for en tilbagevendende begivenhed: balletvisninger på Statens Museum for Kunst.

 

I det seks mand store kompagni har Marie Mors blandt meget andet slået sine folder med dramaturgisk arbejde. Det gør hun både, når hun er med til at lægge kompagniets sæsonprogram, men også i flere tilfælde ved at arbejde procesdramaturgisk. Alt efter, hvilken koreograf der er tilknyttet den givne opsætning, kan Marie Mors i større eller mindre grad være en del af det processuelle arbejde med forestillingen og give feedback i forhold til, hvordan opsætningens koncept skal udvikle sig fremadrettet.

 

Arbejdssituationerne kan være forskellige, og derfor kan hendes arbejde med en forestilling også ændre sig: ”Lige nu arbejder vi med en koreograf, der har en metode til at improvisere en forestilling frem. Der har jeg ikke været så meget inde i detaljerne i forhold til indholdet, men jeg kan komme ind og se en gennemspilning og give feedback på det, jeg ser,” fortæller hun. Når Marie Mors giver feedback, sker det ofte ud fra et forløb, hvor nogle givne rammer er blevet sat på forhånd, mens hun i arbejdet som procesdramaturg er med til at definere produktionens præmisser: ”Det er meget forskelligt, hvor åbne koreograferne er over for, at man er inde at pille ved deres koncept”.

 

Som ”en blæksprutte”

I arbejdet med danseforestillinger kan det både dreje sig om at se på strukturen og dynamikken i forestillingen. Hvilke elementer i opsætningen skal eksempelvis fremmes for at give dansen det udtryk, man gerne vil vise publikum? Det kan være et spørgsmål, Marie Mors kan stille sig selv, hvis hun skal give feedback til en koreograf under en danseprøve. I andre sammenhænge kan hun være med helt inde – med sine egne ord ”at designe” en proces, som det var tilfældet, da hun var en del af holdet omkring Christian Lollike-opsætningen The Vampire Revolution.Her stod hun blandt andet for, hvordan den kreative proces skulle se ud. Nogle koreografer ved på forhånd, hvordan processen omkring en opsætning skal udvikle sig. Andre koreografer har brug for at ”diskutere” arbejdet med én, der har de ”dramaturgiske briller på”. Det er nok også derfor, Marie Mors beskriver sig selv som lidt af en blæksprutte, der går til og fra forskellige opgaver, der også kan bestå af at skrive tekster om en forestilling eller udvikle nye formater som eksempelvis en fredagsbar med et kunstnerisk indhold og med fokus på dans. Her handler det om at få en kunstnerisk vision til at indgå i et nyt format: ”Jeg har hele tiden de rammesættende, konceptualiserende briller på og tænker på, hvordan det givne værk skal kommunikere til et publikum. Hvordan det hænger sammen med sæsonen som helhed. Det kigger den kunstneriske leder selvfølgelig også på, men vi har vores forskellige positioner i den proces. Vi har derudover en producent, der kigger på, hvorvidt det praktisk og økonomisk kan hænge sammen. Det er et trekløver, der går i gang,” fortæller Marie Mors om samarbejdet med kollegerne i Corpus.

 

Dramaturgen som ”skjult kraft”

Tanken om dramaturgen som ”skjult kraft” kan Marie Mors godt forholde sig til. I et lille kompagni som Corpus, hvor arbejdet kan variere meget, kan det måske for folk udefra være svært at se, hvad det dramaturgiske arbejde egentlig består af. Her opstår det igen: Dramaturgen og konceptudvikleren har på mange måder blækspruttefunktioner, og derfor kan det være vanskeligere præcist at forklare en dramaturgs arbejdsopgaver sammenlignet med for eksempel en scenografs.

 

Marie Mors oplever dog stor interesse for sit arbejde. Forklaringen, ifølge hende, ligger muligvis i, at Corpus som kompagni skaber nye tiltag for publikum: events, åbne prøver eller talks efter en forestilling. Også studerende finder, at kompagniets opsætninger er et besøg værd, ligesom Corpus har sin egen podcast. ”På den måde bliver det mindre skjult, hvad vi laver”, pointerer Marie Mors. Nogle publikummer interesserer sig meget for, hvad der ligger bag en forestilling. Andre går ind og nyder opsætningen uden at deltage i en eventuel efterfølgende debat. Og det er også legitimt.

 

I selve arbejdet oplever Marie Mors, at hendes kunstneriske kolleger gerne diskuterer scenekunsten og dens rolle med hende: ”Der er en stor lyst til at diskutere koncepter og relation til publikum – diskutere, hvad skal vi med scenekunst og dans, til at diskutere processer og metoder, og det vil de meget gerne gøre med akademikere.” Hvorimod man i gamle dage måske kunne få en fornemmelse af, at der eksisterede et modsætningsforhold mellem kunstneren og akademikeren, så oplever Marie Mors på ingen måder dette. Langt fra.

 

Arbejdet med moderne scenekunst over for det mere traditionelle

Arbejdet i Corpus lægger sig meget op ad en ”devising-diskurs”, hvor det at skabe et produkt og materiale foregår i en proces. Man ved ikke, hvor man ender, når processen og arbejdet med en produktion begynder. Jeg spørger derfor ind til, hvor Marie Mors ser, der er forskel på at arbejde i en devising-orienteret retning og arbejde med en klassisk opsætning:

 

”Det er et stort spørgsmål. Man kan sagtens sætte en klassiker op gennem en eksperimenterende proces, men hvis vi forestiller os at sætte en klassiker op i en traditionel procesform på den ene side og så lave en eksperimenterende, kreerende koreografisk proces på den anden, så er de to processer ekstremt forskellige. Først og fremmest i kraft af, at hvis du vil sætte en klassiker op, og det gøres på en relativ traditionel måde, så kender du en stor del af resultatet på forhånd. ”

 

Marie Mors fortsætter: ”Når Corpus laver forestillinger, skabes der koreografi fra bunden. Vi laver noget, der ikke findes i forvejen. Det vil være meget almindeligt, at koreografen kommer ind og fortæller, hvilke fænomener der skal undersøges, hvordan der skal arbejdes med materialet. Arbejdet sker derefter i samarbejde med danserne. Værket vil tage form ud fra det materialegenerende arbejde”. Når Corpus går i gang med en produktion, ved de aldrig, hvordan værket ender med at se ud. Det betyder, at billedet af det færdige resultat aldrig er givet på forhånd, selvom Corpus’ produktionsarbejde altid er en undersøgelsesproces, hvor målet er at undersøge noget fysisk, som Marie Mors fortæller.

 

Instruktør versus koreograf

Det at arbejde med henholdsvis en instruktør og en koreograf, som Marie Mors har gjort flere gange, rummer for hende at se ikke de store forskelle. I og for sig er rollen som dramaturg den samme, om det er en koreograf eller en instruktør, man arbejder sammen med. Instruktøren vil typisk komme med et tekstforlæg, mens koregrafen kan have et idéoplæg til produktionen, men begge steder skal man som dramaturg indstille sig og finde frem til, hvad koreografen eller instruktørens intention med opsætningen er, og hjælpe med til, at dette lykkes i processen. Det kan være en bestemt stemning, koreografen gerne vil fremme i et rum, eller en instruktør, der gerne vil have et bestemt budskab frem i forestillingen. Gennem den dramaturgiske feedback undervejs skal man gerne nå til det punkt, hvor visionen bliver tydelig i forestillingen. Naturligvis kan projekterne være meget forskellige, ligesom den kunstneriske idé bag hvert projekt kan være forskellige.

 

Dramaturgens skal kunne ”opkvalificere et værk”, som Marie Mors kalder det, og sørge for at enderne mødes til sidst: ”Man kigger på forløbet og på helheden og giver feedback på den kunstneriske vision inden for forestillingen.”

 

Var det med ”dramaturgen som skjult kraft” en forkert etikette at sætte på, spørger jeg Marie Mors.

 

Skjult er den måske ikke for alle. Men for nogen. Og dramaturgens rolle er med Maries Mors ord i hvert fald både ”flydende” og ”fleksibel”. En blækspruttefunktion.

Emil, studerende på Teater- og Performancestudier på KU med stor passion for det, der rører sig i det københavnske kulturliv, hvor der sker mangt og meget forskelligt på teaterscenerne. At få det sus, det er at gå i teatret, givet videre til andre i et skriv - det er fedt!