Døgdige piger sætter grænser

Dygtige piger skal lade andre kalde dem dygtige. Også når de selv ved, at de er det. Dén regel blæser kvinderne bag teater [døgdi] på. De har netop scoret et overmål af roser for deres skarpe og underholdende ungdomsforestilling Boldbanen. 

Jeg har talt med en af stifterne, Mathilde Eusebius Olhoff-Jakobsen om teater [døgdi], om stykket og om dets tema: At være ung i dag og lære at sætte grænser.

Billede 1, fra venstre mod højre: Ida Lund, Kasper Hjort, Kristine Lauritzen, Mathilde Eusebius. Begge fotos: Sienna Rousseau.

teater [døgdi] (ja, de staver det med småt) består af søstrene Mathilde og Josephine Eusebius Olhoff-Jakobsen og Ida Lund. Tre kvinder, der stræber efter at være 120% dygtige til det, de laver. Tre ambitiøse stræbere, der fuldt ud passer ind i kategorien ”en dygtig pige”. 

Især er de dygtige til at flette overskud, selvironi og humor ind i deres arbejde. 

De dygtige damer har netop afsluttet første halvleg af Boldbanen på Zangenbergs Teater. Forestillingen er instrueret af Nicolai Louis Nyholm Nielsen og har været en stor succes. Den har været så godt besøgt af både skoler og institutioner, at den er planlagt til at fortsætte i det nye år. 

Succesen har gjort mig nysgerrig, så jeg møder Mathilde, en af stykkets tre skuespillere, for at høre nærmere om tilblivelsen af forestillingen og om nogle af de tanker, holdet har driblet rundt med undervejs. 

Vi mødes på Cafe Dyrehaven. Væggene er beklædt med træ og gevirer, kakaoen er varm, og limonaden sød. Langs markisen udenfor vinduerne kæmper de farvede lyskæder en brav kamp mod efterårets grå støvregn. 

”Vi er tre ambitiøse piger, og fordi vi knokler hårdt, er vi også tre piger, der er dygtige til det, vi laver. Men det må man på en eller anden måde ikke rigtig selv sige. Derfor syntes vi, det var sjovt og lidt provokerende at insistere på at sige det højt. Så vi blev med det samme enige om, at vi skulle hedde teater [døgdi],” fortæller Mathilde med et grin. 

teater [døgdi] blev dannet i 2013, mens Mathilde og Ida var under uddannelse på Skuespillerskolen Ophelia. De blev hurtigt enige om, at de begge ville skabe deres eget: komedie med en bund af alvor. Mathilde tog fat i sin søster Josephine, der puslede med tanken om at blive dramatiker (noget, hun nu pusler med på dramatikeruddannelsen i Aarhus), og så var de i gang.

Kasper Hjort. Foto: Sienna Rousseau.

Nye at spille bold med

Josephine skrev oprindeligt Boldbanen for tre år siden i en skriveworkshop på udviklingsplatformen Grow. Skuespillerne Kristine Lauritzen og Kasper Hjort formidlede teksten ved en reading og blev hovedkulds forelskede i den. De tog initiativ til at få hjulene på den store forestillingsmaskine i gang, og døgdi-damerne fik to nye kammerater på holdet. 

Næste skridt var at fremmane guld på kistebunden. 

”Processen med at søge fonde er langsommelig og svær, så lad os springe let hen over den og frem til sommerferien, hvor diverse ansøgninger pludselig gik igennem! Målet var at have forestillingen klar til efterårssæsonen. Tankerne pendulerede mellem ’Okay, det her kan blive en pisse god forestilling. Godt, vi gør det!’ og: ’SHIT! Kan vi nå at gøre det ordentligt?’ Lykkeligvis,” siger Mathilde, og banker under bordet: ”7, 9, 13 er det gået SÅ godt! Alt har udviklet og løst sig i ét langt flow. Det har været enormt givende at få to nye medspillere, der byder ind med nye vinkler og tanker.” 

Hvad er spillereglerne? 

Silja skal flytte til København hjem til sin far. Silja, præstens datter. Silja, der har været til fest. Silja, der egentlig kun rigtig kan lide at være sammen med Benjamin, hendes bedste ven. Silja, der har knaldet med Johan nede på boldbanen. Silja, der er en luder. 

Boldbanen er et stykke om skrevne og uskrevne spilleregler. Om vilkårlige selvmål, mål og straffespark. 

Der er mange ting, man kan sige om Silja – og det er netop, hvad der bliver gjort. Det siges højt, hviskes og deles skånselsløst i gruppechatten. 

Noget er sandt, andet er ikke, men alt sammen har dét tilfælles, at Silja ikke kan styre det. Hun har været fuld, og måske sagde hun ja, men hun sagde også lidt nej, og nu står hun sårbart for skud. 

Det endnu udefinerede grænseland, som teenageårene er, folder sig langsomt ud, mens Silja forsøger at kortlægge sig selv: Hvem er jeg? Hvad kan jeg lide? Hvad føles helt forkert? Og hvordan sætter jeg grænser? 

Silja oplever, hvad det vil sige pludselig at være blevet fastlåst i en rolle, som andre har bestemt for én. Følelsen af, at alle andre har tjek på alt – især når man har dummet sig. Følelsen af, at de andre har noget på én. Følelsen af, at man hele tiden skal passe på, hvad man gør eller siger. Forvisningen om, at det at ”fucke op” ikke er tilladt. Og sker det alligevel, rettes alle blikke straks mod én, og man er uundgåeligt blevet et mål for snak, hvisken og chatten. 

Boldbanen handler om at balancere på en fin linje. En linje, alle andre har tegnet, og som man er tvunget til at følge, fordi man endnu ikke selv ved, hvordan man tegner en streg i sandet. 

Træder man ved siden af, står der straks nogen klar til at pege fingre. Er man den, der peger først, slipper man måske selv for at blive kigget helt så nøje på.

Foto: Tinus Buus

Med Boldbanen griber teater [døgdi] fat i den kultur og det slaraffenland, der huserer på boldbanen, i skolegården, på teenageværelserne og til puttemiddagene. 

”Det er vigtigt, at vi taler sammen om, hvad vi har det godt med, og hvad der er over stregen. Det er vores ansvar at passe på hinanden. Så vi ikke fremmer en verden, hvor de stærkeste overlever, og de svageste er gratis underholdning,” siger Mathilde, og de ellers lattermilde øjne fyldes med alvor. 

Men har verden ikke altid været sådan? 

”Jo, men jeg fornemmer, at det er blevet værre. Det her med image fylder rigtigt meget. Præmisserne for at være et værdifuldt menneske er sat voldsomt meget på spidsen,” fastslår Mathilde og ryster på hovedet: ”Forestil dig at være i en situation som den, Emma Holten var i. Pludseligt og uden samtykke at finde sine private billeder spredt ud over hele nettet. Det er voldsomt grænseoverskridende. Føler man sig oven i skammen alene uden at have nogen at dele med, er det jo fuldstændigt ubærligt. Der er noget ved dansk kultur, der gør, at vi enten indtager en ironisk distance til emnet eller har en konsensus om at tie. Tavsheden har tilladt overgrebene at foregå, uden at der blev taget seriøs hånd om det. Nu er vi endelig begyndt at italesætte det, og det er vigtigt, at vi bliver ved med det.” 

Præcis dét formår skuespillerne i Boldbanen. Efter devisen ”Et smil er den korteste vej mellem to mennesker” gives der plads til både at grine og gruble. 

”Aldrig på bekostning af karaktererne og fortællingen, men der skal være plads til humoren, den er en fantastisk katalysator,” siger Mathilde. 

På børnenes banehalvdel 

”Teater stiller en historie og nogle karakterer til rådighed, så vi trygt kan tale om problematikker, som ellers kan være svære. Måske synes man ikke, at man har lyst til at sige ’Jeg har faktisk oplevet det her’, men så kan man sige ’Silja bliver jo mobbet’. Dette fælles udgangspunkt gør, at vi kan have en tryg samtale, hvor ingen føler sig udstillet. Vi lægger stor vægt på at møde de unge et sted, hvor de føler sig set og taget alvorligt. Vores alle sammens fælles gode er, at dét at være usikker også er dét at være menneske,” smiler Mathilde. 

Det er ikke kun på scenen, dialogen foregår. Efter hver forestilling taler skuespillerne med børnene og de unge om deres oplevelser. 

”Når man er ung, og usikkerheden er ekstra forvirrende, kan det være svært at sige fra. Man kommer let til at tænke ’Men er det bare sådan, det er? Er det bare sådan, det er at have sex?’ 

Det handler om at mærke efter og ikke være bange for at give plads til sig selv. Droppe tanken om, at der er noget, man skal bevise, så man ikke kommer til at tromle hen over sine egne grænser. ’Nej’ er okay. At være ’kedelig’ er okay. Det er altid okay at have det, som du har det. Det er hovedhistorien i forestillingen, og den er vigtig uanset, hvor man er i livet.” 

Det regner stadig udenfor, og vores møde for denne gang er slut. Himlen er mørkegrå, men mit sind er lyst. Det har været dejligt og inspirerende at lytte til Mathilde, som det altid er med mennesker, der fortæller historier med engagement og omsorg. 

For fremtidige spilledatoer, hold øje med www.teaterdoegdi.com

Uddannet Meisner skuespiller.