De usynlige: lysteknikeren er forestillingens farvelægger

Teaterredaktionen på VINK sætter fokus på de usynlige kræfter inden for teaterbranchen i en miniserie på fire artikler. I første artikel kan du møde lysteknikeren, Anders B. Nyegaard, der hver dag bruger sin tekniske snilde til at farvelægge teaterforestillinger, men aldrig kunne drømme om at vende spotlyset mod sig selv.

 

Lystekniker Anders B. Nyegaard //Foto: Alexander Hjort Jespersen

 

 

Mens vi venter på at blive TÆNDT

 

På Husets Teater kunne man i april opleve forestillingen TÆNDT, der pudsigt nok handler om at være slukket. Inden forestillingen begynder, vender publikum blikket mod scenen, der endnu kun er svagt oplyst og ikke afslører nogen aktivitet. De er skolet i, hvor de skal kigge hen, selvom spotlampen endnu ikke har åbenbaret forestillingens scenografi. Imens de venter på, at synet får sin forløsning, er det, som om hele sanseapparatet er gået i dvale. Folk hvisker i mørket, som om den svækkede orienteringsevne også har skruet ned for lydniveauet.

 

Pludselig dukker de to skuespillere op og går gang med at lede efter kontakten, der skal tænde spotlampen. De gennemgår kabler og stik og snakker i tåger om volt og watt, så os udenforstående fatter hat. Mens de to skuespillere leger lysteknikere på scenen, er de kun svagt oplyst af en lampe, som skal fortælle publikum, at der er mørkt på scenen. Hvis man kiggede op, ville man opdage et nøje organiseret virvar af ledninger og kabler, som alle fører hen til de tunge lamper, der hænger solidt over skuespillerne. Som et organisk legeme skifter de farve og form gennem hele forestillingen, idet de danner ramme om skiftevis prangende og nedtonede scenarier. Det er umuligt at gennemskue den labyrint af ledninger, der snor sig fra stik til stik – altså med mindre man er lystekniker.

 

Anders har ikke brug for spotlyset

 

Bag ved de bagerste pladser sidder folk som Anders. Han er teaterteknikker og har arbejdet med både lyd og lys på forskellige forestillinger. I april har han været på turné med folketeatret, hvor han har belyst scener i alle landets afkroge. Selvom han sidder helt ubemærket bagerst i lokalet, så har han utrolig meget magt. Han kunne vende spotlamperne 180 grader, hvis han ville: fokusere de varme lamper mod publikum og sig selv, stik imod alles forventninger. Men det gør han ikke. Som lystekniker ønsker han tværtimod at være så usynlig på en forestilling som muligt.

 

”Jeg tror, man vælger det her job, fordi man ikke har brug for særlig meget opmærksomhed. Man har ikke brug for det der lys på en, man har ikke brug for at være synlig. Man ved godt, at det er en holdindsats,” fortæller Anders.

 

Derfor finder han det også unødvendigt, når publikum rejser sig efter en forestilling og klapper af først skuespillere og herefter teknikere. For Anders er det, at de klapper af forestillingen, en cadeau til hele holdet.

 

Sætter stemningen med lyscollager

 

Som lystekniker er det Anders’ opgave at lave billedcollager, der understøtter forestillingen. Han mener ikke, at lyset behøver fylde meget, for at et stykke bliver godt. Faktisk skal publikum helst ikke tænke over lyssætningen, men bare leve sig ind i den stemning, lyset skaber på scenen.

 

”Lyset kan være med til at hjælpe publikum med, hvor de nu skal fokusere. Men lyset er også meget med til at skabe en stemning i rummet,” forklarer Anders.

 

Til hver scene laver han lyscollager, der med et fintfølende blik bliver timet, så de falder naturligt ind i forestillingens univers. Ofte ved han ikke, hvordan lyset skal times, før gennemspilningerne en uge før en premiere. Det er nemlig et spørgsmål om at føle sig frem.

 

”Der er nogle scener, der bare falder på plads enormt nemt billedmæssigt. Og så er der andre scener, der bare skal leges med,” siger Anders.

 

På et tidspunkt falder lyset i hak, og det er også her, rollerne får deres sidste nuancer, inden forestillingen har premiere. Det er de sidste penselstrøg, der gør, at en forestillings visuelle udtryk fungerer.

 

TÆNDTer en hyldest til sanserne

 

Lydsiden og det visuelle udtryk er i høj grad med til at løfte Helene Kvint og Line Svendsens forestilling TÆNDT. Forestillingen taler til publikums sanser, når den forsøger at beskrive noget så individuelt som kvindelig seksualitet. Så snart de to skuespillerinder finder kontakten, bliver vi indhyllet i et farverigt, drømmende univers, der står i skarp kontrast til den første scene, hvor de to kvinder nøgternt præsenterer deres nøgne kroppe i en neutral stuebelysning. De skiftevis poetiske og psykedeliske lyscollager er designet af Anna Maria Clementine Waldelius, og sammen med DJ og komponist Rosa Lux’ lydunivers hylles publikum ind i et på én gang intimt og humoristisk rum, hvor seksualitet snarere beskrives end forklares.

 

Som nyuddannet har Anders endnu ikke fået brugt alt det, han lærte på teatertekniker-uddannelsen i Aarhus. Heldigvis har han allerede et projekt i kalenderen, hvor han får mulighed for at arbejde mere kreativt med lyd og lys på en forestilling, der skal spille på Sort/Hvid. Det er en udfordring, som han glæder sig til at tage op.

 

”Vi skal skabe et intimt rum, hvor folk har lyst til at snakke om intime ting, så jeg tror, det kommer til at handle om at læse meget op på det; altså hvordan lys egentlig påvirker folk,” afslører han.

 

Så hold øje med lyset næste gang, du er i teatret – uden at tænke for meget over det, naturligvis…

 

Skrivelysten religionsstuderende på udkig efter de gode fortællinger - her på VINK fortalt igennem al slags scenekunst.