De Usynlige: Den iscenesættende lyddesigner

Solen skinner alt for meget til, at vi har lyst til at sidde indenfor. Men Vesterbros vejarbejde larmer, og jeg ved, at den smilende mand foran mig kommer til at sige så mange kloge ting i den næste times tid, at jeg ikke vil lade hans guldkorn blive væk i grå støj fra gaden.
Så vi sidder herinde på Risteriet, og jeg havde ret. Han siger mange kloge ting.

 

// DITLEV BRINTH CHRISTIANSEN // FOTO: ALEXANDER HJORTH JESPERSEN

Navnet er Ditlev Brinth, og han er lyddesigner. En uddannet en af slagsen. Brinth fulgte uddannelsen ISCENESÆTTELSE //LYD på Den Danske Scenekunstskole fra 2008-2012 og har siden da arbejdet med utallige forestillinger og installationer. Selv har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i 2015 og 2016, hvor han kreerede lyduniverser til henholdsvis kvalmende 17-retters menuer af fransk frådseri og grotesk Tornerose-melankoli til balletdans.
Ditlev Brinth spillede trommer som barn. Med tiden udviklede han en smag for at lege med lyden og udforske de muligheder, forskellig teknologi og lydremedier kan tilbyde.
Selvom Brinth er lyddesigner og har specialiseret sig i lydens audio- og visuelle udtryk, er han i høj grad også det, man kunne kalde en mere fuldbyrdet iscenesætter med blik og smag for historiefortælling. Jeg når nærmest ikke at spørge ind til hans passion for fortællekunst, før han har opstillet en rimelig lækker og lettilgængelig metafor for mig, som han kalder for parameterteorien:

ALLE SKAL VÆRE MED
Han fortæller mig, at jeg skal forestille mig 6 knapper.
Teksten, instruktøren, skuespillerne, scenografien, lyset og lyden.
Måske noget kostume og rekvisit oveni. Hver knap har sin egen funktion og kan skrues op og ned. I den ”gode” forestilling varierer knappernes volumen – hvis teksten er stærkt præget af romantik, skal lyset ikke være rødt og lyden ikke serenadeskøn. Hvis alle knapper understøtter samme stemning, bliver det ananas i egen juice; publikum bliver ikke udfordret, og det bliver kedeligt. Det spændende og tankeigangsættende opstår i kontrasterne, som Ditlev Brinth selv er en stor udøver af. Hvis teksten emmer af kærlighed, kan lyddesignet måske slå en tone af noget andet an – et andet aspekt af karakterens følelsesregister. Sentimentalitet? Jalousi? Kærlighed har mange aspekter, og det er sjældent spændende for publikum at få serveret en 1:1-udgave af kærlighed med kærlighed. Men som Brinth siger, skal der selvfølgelig også være plads til det rendyrkede – for eksempel: ”flat out horror – men helst den mangefacetterede slags”.

LYDENS KUNNEN
Ditlev Brinths smil varmer et rum opi så høj grad, at man skulle tro, han lavede lys i stedet.

Men Brinth er en mand af lyd. Da jeg spørger ham, hvad det er, lyd kan, som ingen andre af scenekunstparametrene er i stand til, svarer han:

Det mest rigtige er at sige, at der ikke er noget. Hvis man vil kommunikere noget konkret, kan man bruge alle virkemidler. Men med lyd kan man skubbe til folk. Man kan bypasse nogle reflektionsfiltre . Hvis du ser noget visuelt, skal du igennem dit intellekt ved en æstetisk oplevelse. Med lyd er der kortere til at være suggestiv og nå noget emotionelt, det er i højere grad ikke-reflekteret. Man kan flytte folk, uden at de behøver bruge deres intellekt.

 

DEN VISUELLE AUDIO
Jeg synes, det godt kan føles lidt uærligt at høre en cello, der spiller, hvis der ikke ER en.
Brinth fortæller mig om at forankre lyden i rummet. Han siger:

Med alt andet i teatret er du i nuet. Der hænger en lampe, der kaster en skygge, skuespilleren sveder lige foran dig osv. Der har lydsiden tit det problem, at hvis der er en helteagtig scene, så kan man sætte en corny sang på, der hænger helt langt væk i griddet (red.: metalstativet, der som oftest hænger oppe under loftet med massevis af lamper og højttalere). Det kommer fra et helt andet sted, og det er optaget på et andet tidspunkt og et andet sted i verden – det er disconnected. Det eroderer teatrets kvalitet. Jeg prøver at forankre lyden, så lydsiden er ligeså meget til stede i rummet.


Her fortæller Brinth mig om et eksempel fra forestillingen ”Lad Den Rette Komme Ind”, som han lavede på Odense Teater i sidste sæson. Han fortæller mig om at forankre lyden i arkitekturen; i denne forestilling konstruerede de nogle store jernplader, der hang over publikum, som forvrængede teatrets live-lyd på en helt speciel måde, som ingen elektronisk effekt fra en højttaler ville kunne gengive. Han fortæller også, at det ikke kun er i forestillingens scenografi og arkitektur, at lyden kan forankres visuelt. Det er også i selve karaktererne og de ting, de har med sig på scenen. Brinth forklarer mig om en karakter, der var introvert og søgte stilheden og ensomheden – disse karaktertræk blev forankret i et vandkar på scenen, som karakteren kunne dyppe hovedet ned i og finde stilhed i vandets lyddæmpende omfavnelse.

FORESTILLINGEN ER KONGEN – DET ER DEN, VI SERVICERER

Da jeg spørger Brinth, hvad det mest frustrerende ved arbejdet som lyddesigner og scenekunstner er, svarer han, at det er, hvis der er for stor forskel på engagementet i gruppen. Det ringer en klokke eller otte – både fra dengang, man lavede fremlæggelse i 6. klasse og i hverdagssituationer, hvor forventningsafstemningen om aftenens festniveau er gået skævt. Som alt andet handler scenekunstneriske processer om kommunikation.

Det handler om at hjælpe hinanden. Det er ligesom, når man inviterer til en fællesmiddag – så er det dumt, hvis alle tager rugbrød med. Det handler om at være lidt mere generøs og gerne på et tidligt tidspunkt. Jeg prøver at være så generøs som muligt, når jeg møder instruktøren og hælde så mange idéer ud foran hende som muligt – så kan man altid skrælle af senere.


Alle kreative hold arbejder forskelligt. Fra instruktør til instruktør, fra teater til teater, fra produktionshold til produktionshold – og alt afhængigt af budget. Brinth finder størst kvalitet ved at være med i processen så tidligt, som muligt. Når vi tager til premiere på en forestilling, har der ofte været 6-8 ugers prøveforløb med skuespillere. Uger før det har der været en modelaflevering, som scenograf, instruktør, lyd- og lysdesignerne er kommet frem til i fællesskab. Endnu tidligere i processen har der været uger med konceptudvikling, idéudveksling, brainstorming og praktiske gøremål såsom at ansætte en produktionsleder, en pr-ansvarlig, en rekvisitør – alt afhængigt af hvilket teater, der producerer forestillingen.

Det er som et symfoniorkester af kreative kooperativer. Vores arbejde er 90% kommunikation og 10% kunstnerisk arbejde. Samtalen er det bærende. Det er ligeså meget ens fag at kunne det.

AT SØGE UDAD
Jeg spørger ham, hvad han gør, når han har ”writers” block. Om han har nogle fifs eller tricks, som kan få ham i gang med at lave lyd, når han er kørt sur.

Jeg opsøger hele tiden ting, jeg ikke kender. Jeg læser om alt muligt – naturvidenskabeligt eller sociologisk viden om noget. Evolutionær teori. Jeg leder efter små systemer – jeg kan godt lide at spejle en problematik i et andet system.
For eksempel hvis man gerne vil lave noget uhyggeligt – hvordan gør man så det? Der fandt jeg inspiration i teorien ”the uncanny valley”, der handler om, hvordan man empatisk forholder sig til væsener, der næsten ligner noget menneskeligt.
”The uncanny valley” (den uhyggelige dal) er en teori, der kan afbildes med en graf, der viser, at vi som mennesker holder desto mere af væsener, desto mere de ligner os. Selve ”dalen” refererer til det punkt på grafen, hvor væsenet NÆSTEN er et sundt og normalt menneske, men alligevel ikke helt – for eksempler zombier eller ”levende døde”. Her laver grafen et dyk – altså en dal.

Brinth forklarer videre:

Denne dal opstår på grund af kognitiv dissonans; hvis det indtryk, man får, ligger mellem to ”kasser”, og altså ikke er det ene eller det andet, så bliver hjernen utryg og bliver bange og ukomfortabel. Forestillingen ”Lad Den Rette Komme Ind” foregår ude i naturen. Vi arbejdede med ting, som havde den samme kvalitet som natur, men vi lavede det med andet end naturlyde. Vi lavede lyden med maskiner og støj – det var altså noget, der NÆSTEN var det, det var. Vi arbejdede i grænselandet.
Man skal ikke bare bruge sin egen idé om, hvad uhygge er. Det hjælper at bruge andet materiale. Jeg leder altid efter det. Det er noget med at samle ind.

ET NYT FELT
Som læseren måske kan fornemme, har vi at gøre med en mand, der har et kolossalt kendskab til sit fag.
Jeg spørger Brinth, om der er et hierarki på produktionsholdet – for eksempel mellem lyddesigneren, som udtænker og skaber lydsiden og lydteknikeren, der afvikler den og hjælper med at få den til at ske rent teknisk?

Jeg kan godt lide at involvere folk rigtig meget. Og så handler det meget om at fortælle, HVORFOR man gør ting, så ens kollega forhåbentlig kan foreslå en endnu bedre måde at gøre det på. Det er mere en ”this is what” end ”this is how”.
Lyddesign er ret nyt. De forskellige parametre har forskellig alder. Lyddesign er 15-20 år gammelt – det er den sidste rejse, der blev delt op i en form for dualitet (red.: lyddesigner og lydtekniker). Der er klart et hierarki mellem scenograf og byggemester. Der er også et hierarki inden for lyd, men det er yngre. Der er ikke noget problem i, at man blander sig i hinandens arbejde. Men det svære er at overtale en lydtekniker til at gøre det på den her helt vildt besværlige måde på grund af DET HER, i stedet for den anden måde, som er nemmere, men ikke lige så virkningsfuld.

 Med et smil konstaterer han: Blødt hierarki.
Jeg spørger som noget af det sidste, hvad der er det fede ved at lave lyd til scenekunst frem for til film eller tv – eller at komponere ”musik-musik”?

Det fede ved scenekunst live er, at du har total kontrol over perceptionssituationen. At man præcis ved, hvor folk er henne, og hvad de ser, når de hører det her. Multikanalskomposition – på film er det surroundsound – det er endnu sindssygere på teater. Her kan vi lave 100-kanals surround. Derudover er det fedt, at man kan lægge en tidslighed i det. Det har en udvikling. Man kan give folk en rejse på den måde. For mig er det langt mere interessant end ”musik-musik” – der kan folk lytte på rigtig gode højttalere, men man kan ikke styre, hvordan det bliver oplevet. Hvis jeg lytter til musik derhjemme, kan jeg lave noget andet imens. Jeg kan godt lide refleksionsrummet, der opstår, når man sidder i et rum, og så SKER der noget. Man sætter en ramme omkring det på en god måde.
Rimelig overvældet over mængden af guldkorn og perspektiver af iscenesættelsesteknikker, siger vi tak for go’ snak og cykler hvert til sit. Jeg cykler ikke langt, før jeg sætter mig i græsset og nyder lidt solskin på Sønder Boulevard. Sætter den helt rigtige sang på og lytter efter.

OBS:
Ditlev Brinth opfordrer dig, der kunne være interesseret i at arbejde med lyd, til at søge ind på Den Danske Scenekunstskole. Der er desværre lukket for ansøgninger for i år, men der er åbent igen næste forår. Der optages to elever årligt, og uddannelsesstedet er kun i København.
SØG! Om det så er grundet en brændende passion for lyd eller, som Ditlev selv også oplever det, fordi det er en gateway til at komme med i iscenesættelsessamtalen. Som lyddesigner laver du mere end blot at sætte en baggrundssang på – du er en af de skabende kræfter bag forestillingen.

... er en 22-årig pige med en kæmpe kærlighed til scenekunst. Hun spiller teater hvor hun kan, skriver digte-eller-hvad-vi-nu-kalder-det, bliver virkelig hurtigt brun og er ret ferm med en diabolo.