De Onde Kvinder

 

OPERAANMELDELSE: Operaen Boulevard Solitude er fortællingen om den skønne og unge Manon, der bor i Paris anno 1950. I sin essens handler historien om kvinden, der vælger penge over kærlighed og må sande, hvor fælt dette valg er, da tragedien indtræffer. Jeg var inden og se Operahuset nyeste fortolkning, hvor kvinder er onde dyr, der skal tæmmes.

 

Manon-karakteren, der her spilles af Sine Bundgaard, er blevet bearbejdet i den vestlige kultur, siden historien om den onde Manon først blev skrevet som novelle i 1731. De tidligere fortolkninger var ofte versioner, hvori Manon på retfærdig vis blev straffet for sin utroskab og ugerninger, men den har senere taget en langt mere samfundskritisk drejning, og i Lotte de Beer og Peter te Nuyls opsætning bliver særligt kvindesynet sat i fokus.

 

Det moderne samfunds skyggeside kan let siges at være det generelle tema for Boulevard Solitude, men storbyen og dens ulykkelige skæbner var dog langt mere i forgrunden i den oprindelige version af operaen, som Hans Werner Henze skrev i 1952, hvor det gjaldt den klassiske historie fra det 20. århundrede om kapitalismens udhuling af de unges drømme. I Lotte de Beer og Peter te Nuyls nye opsætning får publikum i stedet historien om Manon leveret som en rammefortælling fortalt af en lærerinde på en kostskole for pigebørn, hvor en monolit placeret på den store drejemekanisme i Operahuset fungerer skiftevis som tavle for kostskolen, dernæst elegant foldet ud som en lejlighed i Paris.

 

Boulevard Solitude – kærlighed og kapitalisme

 

Historien om Manon, som den tager sig ud i Henzes Boulevard Solitude, er forholdsvis ligetil. Manon møder en student, Armand, ved en togstation, de bliver vildt forelskede, men kærlighed er ikke nok. Hun er en pige, hvis skønhed kun kan ”indrammes af gaver”, og derfor lader hun sig halvt lokke og halvt afpresse af sin bror, Lescaut, til at gøre beskidte ting for penge. Han er historiens superskurk og spilles af Benjamin Bevan. Han er rendyrket balls to the wall-ondskab og vil have Manon til at gifte sig med en rig og tyk mand (det er sådan, han beskriver ham). ”You don’t have to love the fat man. Just lie in bed with him,” synger han muntert, og da Manon udbryder “You destroy all beauty in my life,” svarer han med et smil “Too bad.” Så Manon indleder et forhold til den rige og tykke mand, der er ”god” ved hende, forstået på den måde, at han giver hende mange ting. Efter en del melodrama, stor tumult og stor sang bliver den tykke og rige mand så skudt, og Manon ryger i fængsel, selvom man tydeligt ser hendes bror føre hendes hånd og aftrækkerfinger.

 

Indsat i denne historie er så den nye iscenesættelses originale input, kostskolepigescener, der består af små fragmenter fra andre fortællinger om ”onde” kvinder, heriblandt Klytaimnestra og Lady Macbeth. Og det bliver hurtigt dystert. Først og fremmest fordi det naturligvis er de mest blodige klimakser fra disse klassikere, man ser, men nok mest på grund af den eksplicitte seksualisering af pigerne. De var mellem 7 og 11 år gamle, og at se dem fx stå i kø for at kærtegne en super-buff Jesus’ fødder, gjorde det svært at sidde behageligt i sædet.

 

//Foto: Mikos Szabo.

 

 

”Kvinden er et ondt dyr”, skriver en lille pige igen og igen på den store tavle i midten af scenen, og det lyder måske karikeret, men i opera, i modsætning til f.eks. film, er det tilladt at bruge store armbevægelser. Det er her en forudsætning, at man kan acceptere klicheer og floskler, der på skrift alene ser meget kedelige ud, men som får en form for magi i en sangfortælling.

 

Måske var det derfor, at jeg ikke blev irriteret over, hvor store dramaturgiske søm der blev gjort brug af. I stedet følte jeg afsky og lede ved den kultur, der er i sidste ende har produceret den rædsomme scene, hvor jeg fik lov til at se en parade af 7-11-årige klædt ud som Marilyn Monroe, Britney Spears og Miley Cyrus. Det fik mig til at tænke på ting, jeg helst ikke vil tænke på, og jeg skævede nervøst til den gamle mand lavet af støv, der sad ved siden af mig.

 

//Foto: Mikos Szabo.

 

 

Den moderne og onde kvinde

 

Én simpel tolkning, man kan lave af Hans Werner Henzes opsætning, kan være, at menneskets udnyttelse af andre i sidste ende er dets udnyttelse af sig selv. Den nye opsætnings pædofile æstetisering af det 21. århundredes piger ønsker tilsyneladende at synliggøre resultatet af en generation opdraget i den verden, Henze beskriver. Pædofili fungerer i forestillingen som en metafor for det hykleri vi er vokset op i. For vores forældre løgne, hvor alle mennesker er lige meget værd, om de mænd eller kvinde eller hvid eller sort. Men selvfølgelig løj de. Det er svært at forklare en femårig, hvilke geopolitiske strømninger der har ført til at børn fra andre lande drukner ud for vores feriesteders badestrande. Det er langt lettere blot at lade hende vokse op som endnu en hykler, der argumenterer med iver for, at kvinder med slør er mere undertrykte end kvinder i bikini, og til sidst som Manon, bliver en kvinde, hvis skønhed kun er ”oplyst af skæret fra de skinnede butiksvinduer”.

 

Lescauts klamme hånd er måske i dag usynlig, men den hviler på stadig på mange ”onde kvinders” aftrækkerfinger, og for mig at se er det et af kernebudskaberne i den nye opsætning. Ondskab er i forestillingens logik blevet indbygget i repræsentationen af kvindens seksualitet igennem vores kultur, og den moderne forståelse af seksuel frihed hånes i dens fremstilling som en form for undertrykkelse. I en verden hvor voldtægt altid er lige om hjørnet, hvis f.eks. zombierne eller islamisterne kommer, er den vestlige kvindes slør blindheden for, at hendes seksuelle “frihed” ikke er personlig, men tilhører dyret Miley Cyrus. Det er en vigtig udfordring for kunsten at skulle beskrive dette kollektive mindfuck af vores børn, og at omskrive operaen om Manon med dette tema er beundringsværdigt.

 

Hvad: Boulevard Solitude, en opera af Hans Werner Henze.

 

Hvor: Operaen, Ekvipagemestervej 10, 1438 København.

 

Hvornår: Spiller sidste gang den 31.oktober.

 

Portemonnæ: 95 – 595 kr., halv pris for studerende og unge under 25.

 

 //Illustration: Nicole Blicher Jonasson.