“Den danske sang er en… gammel, grå pensionist”

28. januar 2017

INDTRYK. Når forestillingen Højskolesangbogen i disse dage spiller på Det Kongelige Teaters store scene i Skuespilhuset, er det for fulde huse – billetterne er for længst revet væk, og dét selvom forestillingen havde premiere den 25. november 2016. Forventningerne til en skildring af danskhed og nationalfølelse med udgangspunkt i den elskede, danske højskolesangbog er tydeligvis høje, og VINK’s skribent tog i Skuespilhuset for at opleve iscenesættelsen af den danske højskolesangbog. Det satte tanker i gang om, i hvilken grad en sådan forestilling skal henholdsvis udfordre og underholde, hvem den skal henvende sig til, samt hvorvidt det er rimeligt at forvente sig nyskabelser af en teaterkoncert om den danske sangskat.

// Illustration: Malene S. Hansen

 

Det Kongelige Teaters teaterkoncert Højskolesangbogen har sangene i den danske højskolesangbog som omdrejningspunkt, og den skildrer en gruppe vidt forskellige danskeres overlevelse efter en katastrofe. Karakterernes søgen efter identitet og ny sammenhæng i tilværelsen skildres gennem nyfortolkninger af et udpluk af sange fra højskolesangbogen, og scenografien består af en række magelige sofaer, som danner rammen om de farverige karakterers musikalske udbrud af sorg og glæde. Min oplevelse med teaterkoncerten vil jeg illustrere med en af højskolesangbogens smukkeste sange: Nummer 85, Tit er jeg glad, af B.S. Ingemann og Carl Nielsen fra 1812.

 

”Tit er jeg glad og vil dog gerne græde

thi intet hjerte deler helt min glæde.

Tit er jeg sorrigfuld og må dog le,

at ingen skal den bange tåre se.”

 

Sangens første vers viser den dobbelthed, der dominerede mit møde med teaterkoncerten. På den ene side var jeg vældig tilfreds; skuespillernes store musikalitet, den dynamiske og imponerende scenografi og både skuespillernes og musikernes gedigne håndværk bar klart forestillingen frem som en farverig, livfuld og morskabslysten helhed, som det stod publikum lige for at nyde. Tit var jeg glad. På den anden side var jeg kritisk. Skiftene mellem sangene var ofte bratte og umotiverede, og karaktertegningen flød ud til en ubestemmelig masse, hvoraf kun de to efterlønsmodtagere fra Høje Taastrup stod tydeligt frem som genkendelige og håndgribelige karakterer. Iscenesættelsen emmede af underholdning for underholdningens skyld, og det er synd, når forestillingen har sit udspring i et materiale af så høj poetisk og musikalsk værdi som den danske højskolesangbog. Tit var jeg således sorrigfuld. Desuden sneg en mærkelig følelse af fremmedgjorthed sig ind på mig, da en lystavle med sangtekst blev hejset ned fra loftet over scenen, og publikum derefter på akavet vis blev opfordret til fælles at istemme Det er så yndigt at følges ad og Vær velkommen, Herrens år på bedste forsamlingshusmanér.

Umiddelbart finder jeg idéen om at synge fællessang i den store sal i Skuespilhuset sjov og udfordrende, fordi det bryder med rammen for, hvordan publikum skal opføre sig i en højtidelig teatersal på Det Kongelige Teater. Fællessangen havde dog en komisk og ubehageligt fremmedgørende effekt på mig – jeg følte mig talt ned til og fanget i en upassende spændetrøje af klap og kirkesang. Hele foretagendet fik et latterligt præg og brød med den eventyrlige, poetiske stemning, forestillingen havde potentiale til at skabe, og som i øjeblikke lykkedes.

 

Under fællessangene så jeg rundt og noterede mig med overraskelse den fryd, mine medpublikummers kropssprog så klart udtrykte. Siddende i par og med grånende hårpragt både grinte, klappede, sang og jublede det øvrige publikum sig gennem forestillingen, og det fik mig til brødebetynget at forsøge at ride med på den bølge, skuespillerne havde igangsat i salen. Tit var jeg utilpas og måtte dog istemme koret af klap og sang, for at ingen skulle se mit ubestemmelige mismod, når skuespillerne det ene øjeblik sang en indfølt udgave af Sov sødt, barnlille og i næste nu lå med benene i vejret og sprællede hysterisk i hver deres slidte sofa. Jeg kunne ikke undslippe følelsen af, at forestillingen ikke var så meget til mig, som den var for den ældre størstedel af publikum. Dét ærgrede mig helt ind i hjertekulen, at forestillingen ikke formåede at favne bredere i sin iscenesættelse og fortolkning af den danske sangskat.

 

På trods af at mine arme var i en tilstand af permanent kuldegysning, sad jeg med følelsen af ikke helt at kunne komme ind under huden på hverken sangene eller karaktererne. Skuespillernes intense stemmer var pragtfulde, men det var ikke nok til at bære hele forestillingen fra huden til hjertet. Hvilken rolle de hovedsageligt smukt arrangerede sange, viser og salmer skulle spille, var uklar, og samspillet mellem sangene og det, der foregik på scenen, var ofte uharmonisk – fx var den gjaldende Vi er røde, vi er hvide og det lallede julepotpourri upassende og virkede nærmest presset ind af nød. Hvorvidt forestillingen skulle udfordre eller underholde forblev uafklaret, og det gav forestillingen et præg af selvmodsigelse. Personligt synes jeg, det ville have klædt den med mere af det udfordrende.

Jeg har som sådan intet imod underholdning for underholdningens skyld. Det problemfyldte ligger for mig i det kompromis, som gennemsyrede hele forestillingen; dels at ville behage sit aldrende publikum, og dels en vilje til at udfordre selvsamme flok ved at lave fysisk musikteater, som tilføjer de velkendte sange en ny energi og nyt liv. Ingen af tingene er der som sådan noget i vejen med – men forestillingens forsøg på at balancere henholdsvis nyfortolkning og bevarelse af originalmaterialet fra den danske højskolesangbog får Højskolesangbogen til at virke vægelsindet og uden retning.

 

Måske er det mig, der ikke helt kunne følge idéen bag flere af de nyfortolkninger, der blev præsenteret – eksempelvis den rytmiske udgave af Marken er mejet, som med støvletramp og klap tog sig komisk forceret ud. Selvfølgelig spiller personlig smag en stor rolle i oplevelsen af et stykke, men den stærke vilje til at omarrangere sangene og få publikum til at hoppe i de rødpolstrede sæder skinnede så stærkt igennem, at mange af numrene virkede påtagede og uden dybde. Det fik mig til at krumme tæer og til kun tvungent at deltage i fællessang og latterudbrud. Den stærke vilje til at underholde blev så fremtrædende i forestillingen, at det kammede over og blev desperat og uden klangbund. Hvis der var en idé om at skildre et tema om folkesjæl eller sangglæde, var den meget svær at få øje på, og det er synd, når forestillingens forlæg er af så solid og tilgængelig karakter.

 

I forestillingens stræben efter at ville være både/og blev den hverken/eller. Og det er synd. Mest af alt for os, som endnu ikke er gråhårede eller ikke nyder at se smukke sange fra højskolesangbogen ledsaget af akavede klap og fællessang i et forsøg på at underholde med tjubang og store armbevægelser. Måske føles det særlig tomt, fordi jeg klart fornemmede det potentiale, forestillingen rummer og ikke formåede at udnytte, så alle aldersgrupper følte sig inkluderet. Den kraftigt afgrænsede publikumsappel havde en ærgerlig begrænsende og ekskluderende effekt på sådan én som mig. Jeg følte, at jeg var kraftigt sat udenfor, og at højskolesangbogen blev sat i bås som noget folkeligt forbeholdt danskere over tres.

Heldigvis var både skuespillere, scenografi, sangstemmer og musikalitet helt i top, men det står og falder med forestillingens ubeslutsomhed, uklarhed og slet skjulte behagesyge i forhold til publikum, som det smertede at se gå rent ind. Højskolesangbogen er også min – men Det Kongelige Teaters musikteaterforestilling fik det til at se ud, som om den gamle, danske sangskat kun er for den garvede ældre del af den danske befolkning. Forestillingens tydelige pleaser-vilje var ucharmerende og overfladisk og gav mig følelsen af, at de forsøgte at franarre mig min tilknytning til den danske sangskat.

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.