Dansende oprør i Den Kgl. Ballet

Den Kongelige Ballets underafdeling for danseeksperimenter og alternative forestillinger, Corpus, inviterer hver sæson til engangsforestillinger skabt på få dage og med et minimalt budget af bare én danser. Formålet er at skabe alternative aftener i ballettens tegn og dermed lade danserne få mulighed for selv at give et fantasifuldt og atypisk bud på, hvad ballet egentlig er for en størrelse.

 

Det begynder med et skrig
En sortklædt kvinde sidder stille med et tomt blik i øjnene. Meget stille. I 4,95 minutter for at være præcis. Først til Otis Reddings Sittin’ on the dock of the Bay derefter til Nat King Coles melankolske opfordring til bare at smile. Også hvis dit hjerte er knust. Men hun smiler ikke, hun skriger. Og forsvinder så løbende væk fra scenen. Som har hun fået nok.

 

Det er aften på Den Kongelige Ballet. Selve stednavnet til onsdagens Pop Up event kan få folk til at løbe skrigende væk. Eller tættere på. For ballet er en kunstart, du enten elsker, eller elsker at hade. Foruden modeverdenen, må ballet være den branche, der hersker flest fordomme omkring. Fra de skelettynde piger, der lige meget hvor meget de smiler, ligner noget, der når som helst kan gå itu, til de feminine mænd i stramt tøj, der udstråler alt andet end maskulinitet (…den fra barnsben indgroede forestilling om, at ballet er for pige-piger og ikke for rigtige drenge, synes at sidde godt fast også i disse kønskorrekte tider). Eller om det berygtede kolde miljø med rygpiskende balletinstruktører, der er så frygtede, at deres dansere gør alt for at være så korrekte og skolede som overhovedet muligt og derfor mister enhver personlig karisma og gejst (…behøver jeg at nævne en vis film med Natalie Portman?)

 

Applaus. Danseren konkurrerer mod sin egen skygge, der vinder. //Privatfoto: Marcin Kupinski, danser: Jón Axel Fransson

 

 

Med alle fordommene er ballet en af de kunstarter, der er mest mystik omkring. Og måske netop derfor kan den forføre os, og få os til at føle inderligt. Fordi der aften efter aften danses for livet, og ej blot til lyst. Nej, der danses i ordets rastløse og mest længselsfulde forstand. Altid fordi én har mistet noget; sin elskede, sin ære eller sig selv. Sådan er i hvert fald størstedelen af den ballet, som de fleste af os kender. Den har kærligheden i fokus; kærligheden som river og flår. Men du skal stadig smile, og det er det næsten ironiske ved balletten, der på trods af dens leflen for tragedier, glorificerer den ranke ryg og det brede smil.

 

Det begynder med et skrig, og fra da af udfordres og imiteres de klassiske balletstereotyper på scenen. For hvorfor skal man egentlig smile, hvis man ikke har lyst til det? Eller hvorfor skal man se trist ud, når man hellere vil grine? Spørgsmålene kan være en simplificeret fortolkning af den drivkraft, der ligger bag ideen til balletdanser Jón Axel Franssons Pop Up event, der forener ballet, filmmediet og en god omgang humor og selvironi. Og det er ikke foruden en vis rebelsk fandenivoldskhed, der synes at have lyst til at slå op med det skolede. Slå op med kontrollen og skyggesiderne for i stedet at danse sig en dannelsesrejse på bedste neoklassisk vis. Jón Axel Fransson er selv i begyndelsen af tyverne, og det forekommer mig klart, at han netop også bearbejder alt det, der kendetegner den alder på vippen af voksenhedens altomsluttende og pligtskyldige greb. For danset, det bliver der, og ikke kun for dansens skyld. For pludseligt dukker en skygge op på salens eneste rekvisit, en projektor. En skygge, der er ved at kede sig ihjel over livet som baggrundsdanser til en feteret danser, og som længes efter al den opmærksomhed, dens ejermand får derude i lyset. Så skyggen bryder fri; fri fra ejermanden, fri fra projektoren og fri til at opleve lyset på scenen.

 

Spotlight. Danserens skygge bryder ud for selv at stå på scenen. //Privatfoto: Marcin Kupinski, danser: Jón Axel Fransson

 

 

Skriget kommer et sted fra, som skrig har det med at gøre. Og Jón Axel Fransson har  bearbejdet et livsvilkår vi alle kender, nemlig lysten til at gøre op med det vante og triste og finde sig selv i nye omgivelser. Men til forskel fra de millioner andre bearbejdelser af dette tema, gør han det i et uhøjtideligt rum. Gennem projektoren kommer publikum helt tæt på danserne. Både når de snører (og banker!) deres sko, og når publikum gennem et go-pro kamera under en piruet ser den drejende sal, vi selv er en del af, gennem danserens øjne. Og dét syn, af netop den drejende sal, er så gåsehudsagtigt smuk, at jeg har svært ved at forestille mig nogen, der ikke kan blive begejstret.

 

Og dét klæder virkelig Den Kongelige Ballet at give taletid og rum til at virkeliggøre sine dansers ideer og invitere os ude fra så tæt på. For så bliver det helt magisk. Når der er mere spontanitet end økonomi, når der er mere hip hop på repertoiret end Tjajkovskij, og nåja, når en ballerinas vante tylskørt pludseligt er skiftet ud med en oppustelig fededragt. Med andre ord, når det bliver utraditionelt, for utraditionelt er godt, også i en af Københavns Kulturlivs ældste institutioner. 

 

Hvad: Why so Serious? Pop Up af Jón Axel Franssons
Hvor: A-Salen ved Gamle Scene, Tordensskjoldsgade 8, 1055 København K
Hvornår: Spillede 11.februar 2015
Portemonnæ: 50kr.

 

Why so Serious er den sjette Pop Up forestilling siden konceptet begyndte i sæson 2012/2013. Næste Pop Up er den 21.februar ved balletdanser Sebastian Kloborg, men da forestillingerne er eksklusive, er billetterne allerede udsolgt. Er du interesseret i andre alternative balletforestillinger på Den Kongelige Ballet, vil jeg anbefale Dans2Go, som kører helt frem til den 5.marts. Derudover er CORPUS, kompagniet bag Pop Up, ved at udvikle en forestilling, Feberhavnen med premiere den 2.maj. Be there, or be square.