Danseanmeldelse: Dansende bolde og talende hænder

Dansehallerne sætter dansen under lup med Thousand Threads, et koncept der skal udfordre og udvide vores opfattelse af samtidsdans. I starten af februar bød de på franske eksperimenter med Bruit de Couloir og La Table, to danseværker der på hver sin måde undersøgte, hvad dans kan være.

 

Passagestøj og eksistentiel rejseskildring

Små, bløde skridt henover scenegulvet. Hvide bolde der roterer i mandens hænder. Langsomt, langsomt glider han fremad, som om hver bevægelse, hvert løft med foden er et under i sig selv. Alt er tyst, andægtigt, selv musikken, der ikke er egentlige toner, snarere små bølgende lyde, der sammen med det svage, blå scenelys skaber et rum uden for hverdagen, uden for virkeligheden. En stemning der er meditativ, næsten magisk. Da manden langsomt begynder at jonglere, synes det næsten at være hans eget liv, drømme og håb, som han kaster op i luften og griber igen og igen.

 

Han skaber rummet med kroppen, tager det med sig, hvor han går og står, forvandler det, når han skifter bevægelse, og det er lyset og lyden, der skifter med ham, tilpasser sig ham. Vi, publikum, er hans vidner, når han bliver grebet af en febrilsk, elektrificerende puls, og hans krop i fartgalskab udsætter sig selv for turbodrevne rysteture, når han i bar hastværk taber de bolde, han med lethed greb for et øjeblik siden. Men altid følger boldene med ham, lyser blåhvidt i det dæmpede lys, på gulvet, i luften, i hans store hænder er de hans trofaste følgesvende. Da han til sidst forlader rummet lige så tyst, som da han kom, triller en sidste, enlig bold ud på scenen og bliver tilbage som vidnesbyrd på hans mærkelige færd.

 

Bruit de Couloir er et forunderligt danseværk. Denne jonglerende dansesolo var uden tvivl aftenens højdepunkt i Dansehallerne, gennemsyret af en sært drømmende stemning. Direkte oversat til dansk betyder værkets titel ’passagestøj’, og forestillingen tog udgangspunkt i fænomenet nærdødsoplevelser. Danseren på scenen bevægede sig hele tiden mellem steder, mellem tilstande, hverken levende eller død, men undervejs på rejse fra én form for eksistens til en anden.

 

Bolddans. I Clément Dazins hænder gik jonglering og dans op i en højere enhed. //Foto: Michel Nicholas

 

 

Generelt er jeg ikke fan af akrobatik og nycirkus i danseforestillinger. Det kan ofte virke stiliseret, pralende, en omgang ’se hvor dygtig jeg er’ frem for at være bevægelseselementer, der giver mening i forestillingen. Men franske Clément Dazin, der har en uddannelse som jonglør og akrobat, blandede ubesværet den legende dans mellem bolde og hænder med hiphop-teknikker og en overlegen bevidsthed om kroppens bevægelsesudtryk. Hans krop var fuldt tilstede i tid og rum, og samtidig legede han drilsk med vores opfattelse af bevægelse og kroppens tilstedeværelse.

 

Døden og sjælen er ikke nye tematikker i dansens verden; også den danske danser og koreograf Kasper Ravnhøj har haft dem under behandling, senest med værket Plumwine, Highway, Lemon, der gik i Dansekapellet sidste år. I modsætning til Ravnhøjs værk, der også havde elementer af akrobatik og nycirkus, men manglede fokus, formåede Dazin med Bruit de Couloir at integrere de forskellige kropsudfoldelser og ideer til et samlet og meget smukt visuelt udtryk. Resultatet var en stemningsfuld og tankevækkende danseoplevelse af de sjældne.

 

Kampen om bordet

Aftenens andet værk var La Table, skabt af danseduoen Favela Compagnie, der består af brasilianske George Cordeiro og franske Leïla Ka. Hvor boldene var Dazins værktøj, brugte Cordeiro og Ka et bord. Dette langbord var den altoverskyggende tilstedeværelse på scenen, og værket udfoldede sig som en sær samtale, hvor replikkerne blev til gennem hændernes og armenes dans på bordpladen. To mennesker med ansigtet vendt mod publikum, side om side med klaskende, hakkende, glidende hænder, albuer, over- og underarme på, henover, langs med bordets lyse træ. Med apatiske blikke og døde munde der ikke syntes at vide, hvordan et smil formes på læberne, hvordan øjne kan nedbryde afstanden mellem kroppe.

 

I stedet skabte dansernes bevægelser en dialog ud i rummet, hvor modparten var konkurrent snarere end partner, og hvor manden altid kunne smide modparten op på bordet for at demonstrere sin magt, kvinden skubbe og slå. Isolation og selvundertrykkelse tog over, da de hver især på skift fik scenen for sig selv. Ikke had, så stærke følelser kunne ingen af danserne mønstre, men en vis destruktivitet kom til udtryk med klask og spjæt, arme vredet næsten af led. Hun ved at rive sig i håret, som man ville gøre i en pigeslåskamp, han ved at falde sammen, lade sin lange, stærke krop skrumpe ind.

 

Det var fascinerende at opleve, hvordan kvinden og manden stumt kæmpede om bordets territorium, men i længden blev det en smule langtrukkent, for der var ingen egentlig udvikling, kun stigende og faldende spændinger mellem manden og kvinden, skiftevis kamp og tilbagetrækning. Det ene øjeblik sad de to optrædende tomt stirrende, det næste grebet af stille desperation, skubbende til hinandens albuer for i det mindste at få lidt drama på bordet. Ikke så fokuseret og flydende som Dazins solo, men interessant i sit forsøg på at skabe stive overkroppe og lukkede armbevægelser om til en række ordløse replikker om afstand, konflikt og ensom sameksistens.

 

Håndvåben. Dansernes hænder blev brugt til både ømhed og konflikt. //Foto: Rodrigo Buas

 

 

Samtidsdans, også kaldet moderne dans, er et sært sammensurium af alt inden for bevægelsens univers, og Dansehallerne er Københavns højborg, når det gælder sære, vilde og syrede teateroplevelser, der tit bryder med vores grænser for, hvordan vi forstår dans. Det kan til tider være uforståeligt eller kedeligt og kræver ofte en god portion tålmodighed, hvis man ikke er vant til at se danseforestillinger, der går til grænsen. Men ofte kan det også være en øjenåbner, et kig ind i et magisk univers, hvor verden bliver vendt på hovedet, og kroppen bliver et middel til at finde udtryk, man end ikke havde fantasi til at forestille sig mulige.

 

Begge forestillinger var en del af konceptet Thousand Threads, et program der spiller løbende i gennem sæsonen i Dansehallerne. Her præsenteres publikum for danseværker, der har særligt fokus på det eksperimenterende og nytænkende i spændingsfeltet mellem dans og performance. Næste forestilling er i slutningen af februar, hvor den danske danser og koreograf Mette Ingvarsen præsenterer et nyt soloværk 69 POSITIONS, der handler om seksualitet, krop og samfund.

 

Hvad: Bruit de Couloir & La Table – Thousand Threads 20

Hvor: Dansehallerne Store scene, Pasteursvej 20, 1799 København V

Hvornår: Spillede 4-5.februar 2015.

Næste omgang Thousand Threads er 69 POSITIONS, der spiller i Dansehallerne 18-21.februar. Læs mere her

Portemonnæ: 40-125 kr.

 

//Forsidefoto: Michel Nicholas