BØRNETEATER VOL I: EN FORESTILLING OM INTET

11. marts 2017

//Illustration: Anja Oxager

INDTRYK: På Teaterredaktionen undersøger vi i marts måned børneteater – teater for, om, og af børn. I en serie på tre artikler udforskes børneteater i alle afskygninger, for at belyse børneteatret som æstetisk og politisk udtryk, men også som pædagogisk metode. Hvad kan børneteatret som genre og hvorfor er den så vigtig?

 

Dette er ‘BØRNETEATER  VOL. I’ og handler om et minde om Intet.

 

En grå februar formiddag besøgte vi Teater V i Valby i jagten på en historie, som i barndommen gjorde et helt særligt indtryk.

Dengang i bogform, i dag som teaterstykke.

Bogen Intet af Janne Teller er blevet slugt af folkeskolebørn norden over siden udgivelsen tilbage i 2000. Og VINKs skribent er ingen undtagelse.

 

Teater V har sammen med Teater Nordkraft, instruktør Pelle Koppel, skuespillere Anne Helene Hovby og Mikkel Reenberg udarbejdet Intet til de skrå brædder.

 

Men rammer Intet stadig plet hos VINKs skribent, eller skal den måske bare stedes til hvile, som et fint minde i et klasselokale på Ejby skole dengang i 7.klasse, bagerst i hukommelsen?

 

Teenage-tragedien

 

Klokken er lidt i 11. Indenfor på Teater V står tre folkeskoleklasser spredt i foyeren og skæver over mod døren ind til teatersalen. Der opstår en helt særlig atmosfære når tre 7. klasser fylder et rum ud. Der bliver grinet højlydt og hvisket i krogene, der bliver sms’et, vendt øjne, stirret. Alting er ligesom lidt for langt eller lidt for skævt. 7. klasse – der hvor kroppen brister og brager og sindet ekspanderes i lige linje med lemmerne.

 

Ikke meget har ændret sig – eller har det?

 

Jeg læser oftere og oftere i medierne om teenage-tragedien med de mange kapitler; de over-stressede teenagere, deres opgivende forældre, det hæsblæsende karakterræs, den storstilede internet-mobning. Det er svært at træffe den rigtige beslutning i dag, fordi der er så mange valgmuligheder. Det har konsekvenser at træde ved siden af. Og hvad nytter det hele egentlig?

 

Janne Tellers roman om drengen, der bare ønsker at melde sig ud af systemet, er et opgør med den lige vej, en plads i normen. Som om der ikke var nok at se til med en krop der stikker i alle retninger lige pludselig og et følelsesliv der gør det samme?

 

Jeg følger med horden af folkeskoleelever ind i teatersalens mørke. Når jeg går der side om side med mine med-publikummer, synes jeg ikke vi ser så forskellige ud, egentlig. Vi er ikke fra hver vores verden, selvom der er år og erfaringer med livet, imellem os. Vi trasker sammen ind i på publikumsrækkerne.

Til trods for at teenageårene skulle være de mest kaosagtige, føler jeg at de mest forvirrende år so far er midt tyverne. Jeg kender mig selv bedre end jeg måske gjorde i 7., men jeg føler ikke, at jeg har regnet den ud. Det kan være jeg nogle gange bilder mig det ind, men det har jeg ikke. Det hele er stadig ét stort mysterium.

 

Dyngen af betydning

 

“Alting er ligegyldigt. Alting begynder bare for at slutte. Det øjeblik, I blev født, begyndte I at dø. Og sådan er det med alt”.

 

Pierre Anton er ligeglad. Med alt. Hvorfor overhovedet gøre sig ulejligheden i livet, når det alligevel en dag skal slutte?

 

Tilbage i 7. klasse på Ejby skole, herskede der ingen tvivl blandt mig og mine skolekammerater: Intet gjorde indtryk. Den kunne noget helt særligt. Måske fordi den med en absurd mine tog vores følelser seriøst.

 

Historien om drengen Pierre Anton, som klatrede op i toppen af et blommetræ og med sit nedslående statement bekendtgjorde for verden at intet har nogen betydning, provokerede ikke blot bogens øvrige karakterer, men også mine skolekammerater og jeg selv i sådan en grad at højlydte, iltre diskussioner forekom efter hver dansktime.

 

Denne ligegyldighed affødte en insisteren på at noget altså må have betydning. Pierre Antons klassekammerater forsøgte at overbevise ham.

 

Hver af Pierre Antons klassekammerater fandt deres ting af betydning og placerede det sirligt på ‘Dyngen af betydning’. Det startede uskyldigt med et par grønne sandaler og en pakke spillekort med guldkant, men endte med en mødom og liget af en lillebror.

 

 

Den enkle scenografi og den alsidige mimik

 

En kvinde og en mand hilser på os, da alle har sat sig ned i mørket. Deres ansigter er lyst op af de forskellig-farvede søjler, der omgiver scenen. Bagved de to spillere er placeret en bunke trækasser af forskellig størrelse. Skuespiller Anne Helene Hovby beder alle om at gemme slikposerne væk, tage jakkerne af og slukke telefonerne. Min sidemand og jeg dykker ned i lommen og sætter vores mobiltelefon på fly mode og gemmer dronningemandlerne væk, nærmest synkront.

 

De to skuespillere agerer alle karaktererne i bogen, alle Pierre Antons klassekammerater. Hver karakter har deres særegne mimik og stemme, og ved hvert skift kan man tydeligt mærke, hvem det er de portrætterer. Jeg griner om kap med min sidemand over de småplatte falden-på-halen vittigheder og groteske sekvenser, som går igen i bogen.

Den minimalistiske scenografi i samspil med den alsidige mimik giver på den ene side rum for udfoldelse af egen fantasi, samtidig med at skuespilpræstationerne tilfører en ny dimension til historien. En tredje dimension er lydlandskabet – det sætter stemningen fra let til dyster og manifesterer vores karakterers sindstilstand.

 

‘Den gode morale’

 

I 7. klasse kunne jeg næsten ikke vente med at vende den sidste side af Intet fordi jeg sådan glædede mig til at få besked om Pierre Antons skæbne.

Nærmest en identisk fornemmelse ramte mig den eftermiddag på Teater V, da forestillingen var ved at være slut.

Pierre Anton dør – hans klassekammerater jagter ham simpelthen ned og lader ham brænde inde i en nedlagt lade med ‘dyngen af betydning’.

 

Her findes den gode morale ikke. Eller måske gør den i høj grad. Men egentligt er det også ligegyldigt. Netop inte’ er befriende i al sin amoralitet. Fra det første møde med intet åbnede der sig en verden op for mig, som jeg ikke kunne slippe igen, en verden med flere nuancer, en grim verden, en verden som ikke var så enkel – en verden der på mange måder matchede den jeg voksede op i.

 

Tematikker som usikkerhed, drømme og debuter var lige så nærværende for mig i mit 14. år, som i mit 28. Mødet med intet i forestillingsform gav en form for overblik over teenageårene frem til nu. Det er rart at blive mindet om, at livet er en spøjs størrelse, som er svær at gøre sig klog på, men at jeg er vokset med opgaven. Det kan være svært at være ung i dag, men netop historier som ikke er skrevet for at give alle de rigtige svar, men i højere grad opfordrer sin læser til at stille spørgsmål, er dem som er vigtige – og her er intet, ligegyldig alder, en af dem.

 

Sidder du med dit indre eller faktiske barn og får lyst til at se noget børneteater? Den 8.-12. marts kan I helt gratis se en masse forestillinger på Vesterbro Teaterfestival.

Jeg er stærkt lysoverfølsom, især når det hænder at sæsonerne skifter brat. Min passion er teater og performance - især site specifik, holder jeg mege af. Til daglig læser jeg teater- og performancestudier på KU og arbejder på Sydhavn Teater. Min favorittid på året er efterår.