Ballet for begyndere

I et forsøg på at få ungdommen til at gå til ballet, var Corpus, Den Kongelige Ballets nyeste tiltag, rykket ind i Lille Vega. Væk var al glamour og storladenhed til fordel for sneakers og minimalistisk housemusik. I stedet for de indøvede store armbevægelser og fortællende elementer fra forgangne tider var der sidste lørdag kun underspillet improvisation og enkelte krummer af narrativ.

En potentielt ensom pige med lange ben over kors stirrer på mig fra en sofa. Jeg mærker hendes blik i min nakke, imens jeg forsøger at bestille en øl fra en skaldet mand bag baren. Manden er ligeglad med mine penge og kigger i stedet intenst, nærmest overrasket på ét glas, han holder. Udenfor regner det katte og hunde, og København ser glinsende våd ud bag Idealbars ruder og den monotone housemusik.

 

Tillad mig kort at situere et jeg. Jeg har mine 28-årige, gennemblødte og grisefarvede fødder solidt placeret i slidte sort/hvide Converse-sko, og jeg har aldrig været interesseret i ballet. Men i aften er det et balletarrangement, jeg er til. Eller det sagde min redaktør i hvert fald, da hun sendte mig herhen. Hvis jeg blot var søgt i ly for regnen den aften, ville jeg højst sandsynligt ikke kunne have gættet det. En filmprojektor med en enkelt indstilling og nogle industripaller foran sit lærred udgør sammen med et par hvide lagner bundet i store knuder aftenens scenografi. De ca. 12 optrædende er strøet ud blandt en relativt fyldt bar. De har smidt tylsskørterne og forsøgt at forklæde sig selv som dødelige. De er dog stadig letgenkendelige på deres forsvindende muskuløse kroppe og nogle meget lidt diskrete sorte høretelefoner, hvilket giver én en fornemmelse af at være omgivet af meget selvbevidste spioner fra 90’erne. Den potentielt ensomme danser i sofaen bag mig har nu positioneret sig selv på sådan en måde, at det gør det svært ikke at føle sig en smule beskidt, når man kigger i hendes retning. Jeg fanger kort hendes øjne og forsøger at vurdere, i hvor høj grad det døde ansigtsudtryk er en del af ”forestillingen”.

 

Et opbrud i stemningen: de tyndeste mennesker til festen søger synkront mod dansegulvet. De kommer fra alle hjørner, finder sammen i midten og vrider deres kroppe, til jeg ikke længere er i tvivl om deres kunnen. På Ideal Bars dansegulv ligner den professionelle og svært sensuelle dans en form for ritual, og dansernes ansigtsudtryk får dem til at se besatte ud. Som om denne dans var en måde at fordrive en sjælespisende sexdæmon. Dette indtryk forstærkes, da de søger ud blandt det publikum, der naturligt har lavet en cirkel om dem. Danserne hiver i og rør ved dem, med blandet succes, og forsøger tilsyneladende at provokere publikum til at blive omvendt til deres religion.

 

Dansende mennesker i rødt lys //Foto: M.S. Bille

 

 

Jeg ser distanceret på en usoigneret, ung mand, der valser med en altødelæggende smuk danser. Den ene af hans hænder er på hendes ryg, og hendes ben er svunget op i hovedhøjde, så hans anden hånd samtidigt kan holde godt fast i hendes ankel. Hun snorer omkring og falder væk fra ham, og han ser fortvivlet efter hende i menneskemængden.

 

Hun er i baren for at indløse en drinkbillet. Jeg står lige ved siden af hende. Hun taler med bartenderen. Faktisk lader alle de optrædende til at være i baren. De har taget deres høretelefoner af og ladet dem dingle om halsen. Jeg ser dem interagere (hilse, snakke, skåle) med de dele af publikum, de tilsyneladende kender. Deres ansigter antager normale folder, og intensiteten nedtones. For en stund virker de ikke anderledes end den klassiske lørdagsaftenkøbenhavner. Denne illusion forsvinder dog hurtigt igen, og maskerne bliver atter taget på. Jeg undviger med al held en conga-linje, jeg alt for sent lagde mærke til var begyndt at sno sig om mig.

 

Jeg forestiller mig stemmen i de optrædendes ører: ”kig op i loftet”, ”lav en piruette”, ”fald om på gulvet”, ”lad som om du er forelsket”, ”improviser”. Dansene begynder at tage en mere organiseret form. Musikkens overdrevne niveau af monotoni får sekunder til at blive minutter til at blive timer med små enkelte pauser, hvor der var en smule dans.

 

På et tidspunkt går det op for mig, at det er slut. Lige så pludseligt og uceremonielt, som det startede, sluttede det også. I modsætning til regnen var denne performance overstået, og Idealbar igen fyldt til randen med våde mennesker uden sorte høretelefoner. Jeg går hjem med våde sokker og den utaknemmelige opgave at skulle finde tillægsord til at beskrive mit indtryk af dengang Den Kongelige Ballet mødte Vega.